En domstol på afveje

Forbuddet mod krucifikser i italienske skoler holder ikke. Dommen følger ikke logisk af de artikler, som domstolen har lagt til grund; og domstolen har derfor begået en intellektuel fejl i sin afgørelse. Den har tiltaget sig en politisk magt, som ikke hører en domstol til.

For kort tid siden dømte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, at de krucifikser, som hænger i klasseværelserne i mange italienske skoler, er ulovlige. De krænker menneskerettighederne, som de er formuleret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Men er det en rigtig dom?

Følger den af artiklerne i menneskerettighedskonventionen?

Er den rigtig i forhold til principperne for en rationel demokratisk samfundsorden?

Domstolen fremhæver selv, at den bygger sin afgørelse på to artikler i konventionen. For det første artikel 2 i den første protokol, som siger, at såfremt staten påtager sig nogen funktion i relation til uddannelse og oplæring, så skal den respektere forældrenes ret til at sikre en sådan uddannelse og oplæring i overensstemmelse med deres egne religiøse og filosofiske overbevisninger. For det andet artikel 9 i selve konventionen, som siger, at enhver har ret til religionsfrihed.

Det stiller os over for spørgsmålet, om man fra disse paragraffer på logisk gyldig måde kan nå frem til domstolens konklusion om at forbyde krucifikser i offentlige skoler.

Lad os først se på kravet om, at staten i de offentlige skoler skal respektere forældrenes ret til at sikre, at oplæringen foregår i overensstemmelse med deres egne religiøse og filosofiske overbevisninger. Det må betyde, at hvis forældrene er kristne, så skal staten respektere, at forældrene kan sikre, at oplæringen foregår i overensstemmelse med deres kristne overbevisning. Og hvis forældrene er ateister, så skal staten respektere, at forældrene kan sikre, at oplæringen foregår i overensstemmelse med deres ateistiske overbevisning. Og således videre for andre religiøse og filosofiske overbevisninger.



Fra denne artikel alene kan man ikke slutte til et forbud mod krucifikser. Tværtimod kan man slutte, at krucifikserne bør tillades, hvis staten skal respektere de kristne forældres ret til at sikre, at oplæringen foregår i overensstemmelse med deres kristne overbevisninger. Tilsvarende kan man slutte, at krucifikserne bør fjernes, hvis statens skal respektere de ateistiske forældres ret til at sikre, at oplæringen foregår i overensstemmelse med deres ateistiske overbevisninger.

Det vil sige, at når domstolen ikke er neutral, når den dømmer, at krucifikserne skal forbydes. Så dømmer den til fordel for ateisterne og de ikke-kristne. Men dermed bryder domstolen selv med det krav, som siger, at staten skal respektere forældrenes ret til at sikre, at oplæringen foregår i overensstemmelse med deres egne religiøse og filosofiske overbevisninger. Med domstolens afgørelse forfordeles de kristne forældre til fordel for de ateistiske, og den forfordeling er der ikke begrundelse for i den konkrete artikel.



Hvis domstolen alene byggede sin afgørelse på artikel 2 i den første protokol, så det altså ikke godt ud, for så var dens egen afgørelse et brud med denne artikel. Men domstolen bygger jo også sin afgørelse på artikel 9 i selve konventionen, som siger, at enhver har ret til religionsfrihed. Når vi tager denne præmis med, styrker det så domstolens afgørelse?

Umiddelbart gør det ikke. Man kan ikke sige, at elevernes religionsfrihed bliver indskrænket af at blive konfronteret med et krucifiks i klasseværelset. De må tro på, hvad de - eller deres forældre - vil, ganske uanset krucifikset.

Men når domstolen dømmer krucifikset ulovligt, kan det være, fordi den selv lægger noget mere i kravet om religionsfrihed. Der er grund til at tro, at domstolen opfatter dette krav således, at det implicerer, at der også skal være religionslighed. Det vil sige, at staten kun kan give religionsfrihed, hvis den også samtidig sikrer religionslighed og altså forholder sig ens og neutralt til alle religioner. På den baggrund kan domstolen så dømme, at staten ikke bør tillade de offentlige skoler at fremvise symboler for en bestemt religion, fordi det bryder med religionsligheden og dermed også med religionsfriheden.

Gyldigheden af denne argumentation afhænger imidlertid af, om man kan slutte fra religionsfrihed til religionslighed, og det kan man ikke. Den slutning er ikke gyldig. En stat kan udmærket give religionsfrihed og samtidig give særstilling til en bestemt religion, blot denne religion selv giver religionsfrihed. Det ser vi for eksempel i lande som Danmark og England, og også i et land som Italien.



Det er lande, som i væsentlig grad har udviklet sig til sekulære demokratier igennem en indre udvikling i kristendommen.

Hertil kan bemærkes, at domstolen tidligere har begået en fejl, der svarer til den at slutte fra religionsfrihed til religionslighed. Det skete, da den forbød arbejdsmarkedets eksklusivaftaler. Dengang sluttede domstolen fra kravet om foreningsfrihed (retten til at danne foreninger) til et forbud mod eksklusivaftaler. Men den slutning er heller ikke logisk gyldig. Også her har domstolen overskredet sin kompetence og optrådt som politisk lovgiver.

I sagen om de italienske krucifikser må vi altså alt i alt slutte, at domstolens afgørelse ikke er berettiget på basis af dens konventionsmæssige grundlag. Dommen følger ikke logisk af de artikler, som domstolen har lagt til grund; og domstolen har derfor begået en intellektuel fejl i sin afgørelse. Den har tiltaget sig en politisk magt, som ikke hører en domstol til.

Men det er ikke kun dommerne ved domstolen, som mangler intellektuel kraft til at udfylde deres rolle. Artikel 2 i den første protokol til menneskerettighedskonventionen er et knusende eksempel på dårligt politisk håndværk. Artiklen indebærer, at staten skal respektere forældrenes ret til at sikre, at oplæringen i de offentlige skoler foregår i overensstemmelse med deres egne religiøse og filosofiske overbevisninger. Men det kan staten umuligt sikre, hvis forældrene i de offentlige skoler har uforenelige religiøse og filosofiske overbevisninger. De, der har formuleret og vedtaget denne artikel, har simpelt hen ikke forstået de helt grundlæggende krav, som en demokratisk orden skal opfylde. En sådan orden skal ikke sikre, at eleverne i de offentlige skoler får en undervisning, som er i overensstemmelse med forældrenes forskellige religiøse og filosofiske overbevisninger. Den skal derimod sikre, at alle eleverne får en undervisning, som er i overensstemmelse med betingelserne for at vokse op som borgere i en rationel demokratisk orden med de rettigheder og pligter, som det indebærer. Det er noget andet; og noget, som alle forældrene bør være fælles om, uanset hvad de i øvrigt mener religiøst og filosofisk. Opfylder skolen den pligt, så kan forældrene hjemme give deres personlige holdning videre til deres børn.



Set på den baggrund er der ingen grund til at forbyde krucifikserne, for de står ikke kun som religiøse symboler, men primært som historiske symboler. De fortæller om den vej, hvorigennem Italien har udviklet sig til en sekulær demokratisk orden. Under alle omstændigheder må det være en politisk beslutning og ikke en juridisk.

Sagen står som et konkret eksempel på, at menneskerettighedsdomstolen kan misforstå sin rolle og blive politisk, og at konventionens indhold ikke altid er lige velgennemtænkt. Men eksemplet er ikke enestående, og det er udtryk for en dybere politisk skavank. For en rationel demokratisk samfundsorden må det først og fremmest være en politisk opgave at opretholde sig selv og at forsvare de demokratiske værdier. Den ideologi, som kræver, at en domstol skal sættes over demokratiet, gør det derimod til en juridisk opgave. Det er en illusion, som truer demokratiet og dets værdier. Skal vi ud af den illusion, så kræver det, at den demokratiske beslutningsproces sætter domstolen på plads.