Offentliggjort 18.12.09 kl. 03:00
Verdens ledere sidder i øjeblikket i Bella Centeret og diskuterer abstrakte klimamål, mens medierne flyder over med gode klimaråd: Sluk lyset, drop kødet, tag cyklen. Men hverken Connie Hedegaards eller din og min indsats vil gøre nogen som helst forskel. Forskning og udvikling er nemlig det eneste, der kan få os helskindede gennem klimaforandringerne.
Kan du undvære din tørretumbler? Din bil? Din opvarmede stue? Dit varme bad? Din mobiltelefon - eller ungernes? For slet ikke at tale om flyturen sydpå, når du skal slappe af i solen, stå på ski eller? Nej, vel!
Tror du, at kineserne og inderne vil opgive drømmen om bare at komme i nærheden af det, der er min og din levestandard i dag? Og ville det overhovedet være rimeligt at kræve af dem? Nej, vel!
Godt, så har vi et realistisk billede af det, der i disse timer foregår i Bella Centeret: Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.
Hvad i himlens navn skal det hjælpe, at jeg sidder i mørke hjemme i min kolde stue, mens hele verdens politikere er samlet i København for at lege ”Tænk på et tal”.
Det er helt ligegyldigt, om de bliver enige om en reduktion af CO2-udslippet på 30, 40 eller 50 pct. inden 2050.
Det kommer alligevel med statsgaranti ikke til at ske, for når det kommer til stykket, vil hverken politikerne eller borgerne give afkald på de energikrævende goder, som den teknologiske udvikling har givet os. Jeg vil ikke sidde i en mørk stue, min søn vil ikke undvære sin mobiltelefon, og du vil ikke tage toget til Kina.
Og det skal vi egentlig ikke være så kede af. Der vil ikke komme noget godt ud af at bombe os alle sammen 30 år tilbage, for det vil gøre os så ineffektive, at det vil gå alvorligt ud over væksten. Og uden vækst, ingen penge til at udvikle miljøvenlige energiformer, sætte vindmøller op og bygge dæmninger. Så enkelt er det faktisk.
Samtidig skal vi få øjnene op for, at klimaudfordringen ikke er et spørgsmål om at fordele en vis mængde energi mellem os: ”Hvis jeg nu slukker lyset i tre timer hver aften, så er der en kineser mere, der kan få et køleskab.”
Sådan er det ikke. Økonomisk vækst, stigende levestandard og en mindre CO2-udledning kan faktisk gå hånd i hånd, så den samlede energikage bliver større - og så er der mere energi at bruge af for både mig, dig og kineseren.
I stedet for at rejse tilbage i tiden er svaret at rejse frem i tiden. Mere - ikke mindre - teknologi er det, der skal til for at tackle klimaforandringerne.
Vi skal simpelthen holde op med at bruge tid på at fedte rundt med sparepærer, vegetariske klimaopskrifter og delebiler og i stedet gribe udfordringen an på en realistisk og kontant måde: Ved at bruge langt flere penge på forskning og innovation og dermed også skabe et erhvervseventyr med vækst og arbejdspladser som en behagelig sidegevinst.
Forskning er ikke billig. Men det er langt, langt billigere at forske og udvikle end at bremse den økonomiske vækst ved at putte afgifter på CO2-udledning og begrænse virksomhedernes albuerum.
De gammeldags teknologier skal simpelthen smides på møddingen og udskiftes med grønne, effektive og rene energiformer. Det kan lykkes, hvis vi på globalt plan bruger 100 milliarder dollars om året på forskning og udvikling af grøn energi. Det svarer til 0,2 pct. af verdens BNP, og det er en 50-dobling af det beløb, som vi i dag bruger. Det lyder måske voldsomt, og det kræver da også nogle alvorlige politiske beslutninger.
Men det er langt, langt billigere og langt, langt lettere end det, der i øjeblikket bliver forhandlet om i Bella Centeret.
Og der er noget, der tyder på, at befolkningen har fået øjnene op for det vildspor, som forhandlinger og CO2-aftaler fører os ud på.
Mens regeringen har stirret sig blind på CO2-reduktion og kvoter, viser en ny meningsmåling nemlig, at 54 pct. af danskerne ser atomkraft som en vigtig brik i kampen mod klimaforandringerne.
Atomkraft er netop en af de teknologiske løsninger, som kan give os billig, grøn energi - og med mere forskning og innovation kan vi også løse værkernes affaldsproblemer.
De lande i Europa, der udleder mindst CO2, er netop de lande, der har satset på atomkraft: Frankrig, Sverige og Schweiz.
Det er lige præcis den vej, vi skal gå: Lade de gamle fordomme og den politiske korrekthed ligge og i stedet tackle klimaproblemerne på en realistisk og ærlig måde.
Sandheden er jo, at mens København i disse dage svømmer over i dårlig klimakunst på gader og stræder, kedelige klimaudsendelser på tv og latterlige klimaråd på nettet, er Danmark stadig et af de lande i Europa, der udleder mest CO2 per indbygger - og så tæller vi ikke engang Mærsk og skibsfarten med!
Vi kan have nok så mange populære klimaministre, forkromede topmøder og endeløs snak, men der sker først noget, når vi tør erkende, at det ikke er nok at slukke lyset og tage cyklen på arbejde.
Der er jo ikke målet, der er til diskussion: Vi vil reducere CO2-udledningen for på den måde at sætte en stopper for de menneskeskabte klimaforandringer. Det sætter jeg bestemt heller ikke spørgsmålstegn ved.
Men for de af os, der har et lidt bredere perspektiv end politikerne i Bella Centeret, er midlerne til gengæld i meget høj grad noget, der bør diskuteres.
Populært sagt står kampen mellem Hr. Jensen med sparepæren og forskeren med innovationsevnen. Og jeg sætter altså mine penge på forskeren.
Han kan nemlig gøre grønne energiformer billigere end de gammeldags og svinende fossile brændstoffer.
Det er den eneste måde, at vi for alvor kan få de store CO2-syndere som USA, Kina og Indien til at reducere deres udledning - for slet ikke at tale om de allerfattigste lande, som helt med rette prioriterer sult og sygdom højere end miljø og klima.
Når først grøn energi er blevet billig, behøver vi slet ingen komplicerede, internationale forhandlinger, som alligevel løber ud i sandet.
Så vil den grønne revolution ske helt af sig selv, og vi kan igen tænde lyset, skrue op for varmen og sætte tænderne i en god bøf helt uden at have dårlig samvittighed.
Annonce:



















