De halvstuderede vil tryne folket

I disse år raser kampen mellem de fine og de ufine, mellem tv-mediernes herskere og deres brugere. En lignende kamp fandt sted i guldalderen for 175 år siden - med Grundtvig i hovedrollen, skriver Ole Hyltoft.

Hvorfor er det Pia Kjærsgaard og Villy Søvndal, der har succes i disse år?

Fordi de taler folkets sag - tydeligere end de andre partier. Pia Kjærsgaard gør det af hjertet. Villy Søvndal gør det i munden. Hvad blev der af hans store folkemøde mod islamismen? Intet. Næppe fordi han ikke mente det, da han sagde: »Gå ad helvede til!«. Men der er nok for mange universitetslærere, for mange journalister, for mange politisk korrekte i hans parti til, at han kan sige »Gå ad helvede til« flere dage i træk.

Den samme klemme sidder Helle Thorning-Schmidt i. Hun er med sin kønne, smilende veloplagthed en bedre talsmand for sit parti end Lykketoft, Nyrup, Auken og Krag var. Men der mangler en stærk indre troværdighed og en tidssvarende idéi hendes folkelige engagement. Også hun har for mange kulturradikale bastioner i sit parti, som hun skal skele til.

En af bastionerne er Svend Aukens efterliv. DR's Jes Stein Petersen spurgte i Deadline, om Svend Auken da ligefrem var Dansk Folkepartis fader. Svaret er ja. For selv om Auken kunne være folkelig, var det de folk, der læste hans læber, han satte pris på. Af natur var han folkeopdrageren, ikke den der lagde øre til folkets røst.

Den kamp mellem at ville opdrage folket og være del af det har været den afgørende politiske skillelinje de sidste 20 år. Men den er meget ældre. Stil tankerne tilbage til 1826. Det år foregår et af de mest horrible overfald på ytringsfriheden i vor historie. Folkets fremmeste fortaler, N. F. S. Grundtvig, blev det år dømt til livsvarig censur.

Det hang sådan sammen, at teologiens unge håb på universitetet, professor H. N. Clausen, havde skrevet et digert værk om katolicismen og protestantismen. I afhandlingen gør han Biblen til lutheranismens grundlag. Men siger samtidig, at forståelsen af Biblen ligger i hænderne på universitetets lærde fortolkere. Universitetets skriftkloge skulle altså bestemme over folkets tro.

Grundtvig blev rasende. Han mente at det levende ord, trosbekendelsen ved dåben eller nadveren, var ”salighedsvilkåret”. Trosbekendelsen var ord ud af Jesu egen mund. Og var til at forstå for læg som lærd.

Grundtvig ville have Clausen til at tilbagekalde sine udsagn og nedlægge sit embede. Clausen sendte sagen i retten. Grundtvig tabte og blev idømt censur. At forbyde vores flittigste salmedigter at skrive er jo som at tage fodboldstøvlerne fra Nicklas Bendtner.

Konflikten Grundtvig mod professor Clausen er den samme konflikt, vi i dag har mellem folkelighed og smagsdommere. På den ene side har vi folkets fornemmelse for, hvad der er ret og rimeligt. Denne holdning bliver foragtet og frataget sin demokratiske ret af jurister, embedsmænd, universitetsfolk og en god portion politikere. Disse typer retter sig efter reglementer og konventioner, ikke efter folkeånden - et begreb, de mener hører de lavere klasser til.

Folk synes, der gives for milde domme over volds- og færdselsforbrydelser. Mens de synes uregerlige, men ufarlige typer som Peter Brixtofte og Kurt Thorsen dømmes for hårdt. Måske fordi den slags frie mennesker irriterer paragrafryttere.

Siden 1826 er der sket det, at de, der har fået embedseksamen på universiteterne, de skriftkloge, er blevet langt flere og dermed politisk stærkere. Og der er blevet langt flere halvstuderede røvere, der har snuset til skriftklogskaben og deraf har fået trang til at forsage virkeligheden.

Vigtigst i den sidste kategori er de nye medier. Tv og internettet er blevet trækplastre så dragende som søslanger. Og en ny klasse, tv-journalisterne, er blevet søslangernes dyretæmmere. De mener, at de, samtidig med at de tæmmer søslangen tv, skal tæmme den moralsk tvivlsomme befolkning. Lære den hvad der er ret og vrangt.

De vil således opdrage folket til den rette forståelse af, hvad et godt menneske mener. Det er en, der mener, at USA's og Danmarks fjernelse af tyrannen Saddam Hussein var en ond gerning. At man skal se gennem fingre med de unge, der hærger bydele. Og at muslimske mænds undertrykkelse af kvinder nok er noget, der går over af sig selv. Samt at man ikke skal tro på de muslimske imamer, der åbenlyst siger, at shariaen (stening af kvinder, hængning af homoseksuelle) skal afløse grundloven i Danmark. Det kan godt være, de siger det. Men de mener det ikke. Sådan sagde godtroende danskere også om Hitler i 1930'erne.

Tv's dyretæmmere påtager sig kort sagt den byrdefulde opgave at opdrage befolkningen til at værdsætte et voksende islamisk parallelsamfund i Danmark.



Ikke alle tv-seere finder sig dog i at komme under meningsdressur. Så DR og TV 2 er nu blevet den snedigste politiske kampplads i Danmark. Det er en kamp mellem de virkelighedsfjerne akademikere og det virkelighedsnære folk. Som det var mellem Clausens teorier og Grundtvigs følelser i 1826.

Man kan undre sig over så mange journalister, skuespillere og forfattere der tager parti imod det folk, de skriver og optræder for. Noget af forklaringen er snobberi. Akademisterne, Clausen'erne, er de fine. Folket, Grundtvig'erne, er de ufine. For at føle sig et hoved højere end de er, holder de lidet skriftkloge, de halvstuderede røvere, med de fine. Så bliver de selv lidt finere. Jeg kendte en folketingsmand der hverken var fugl eller fisk. Men når politikerne skulle fotograferes, stillede han sig altid ved siden af Ritt Bjerregård. Så blev han ligesom noget.

Men de halvstuderedes medløberi handler også om karriere og det daglige brød. Det kan være livsfarligt at træde uden for netværket. Der er simpelt hen ikke roller på teatret, ikke en chance for at blive udgivet på forlagene, ikke fondspenge og ikke jobs på tv-aviserne til de journalister, der træder uden for rækkerne. Afvigerne fra den kompakte majoritet kan godt havne i Grundtvigs situation. Og hvis de ikke som geniet Grundtvig har en kong Frederik VI og trofaste grundtvigianere til at hjælpe sig, kan det godt se sort ud for dem.



I disse års strid mellem akademister og folket tænker jeg nu og da på min gamle ven og kollega, Ebbe Kløvedal Reich. Han kunne sin Grundtvig ud og ind. Ja, han var et stykke af en Grundtvig selv. Han troede på folkeånden, på det nationale, var imod nationalstaternes opløsning i EU. Troede på alt det, som en god folkepartist tror på.

Alligevel sluttede han sig til medieoverklasen, var snart radikal, snart SF, snart Enhedslisten. Hans fysiske hjemsted var det akademiske eller halvakademiske mindretals magthavende grupper. Men hans åndelige hjemsted var hos Grundtvig og folket. Han slap tilsyneladende velbeholdent fra tvesindet ved hjælp af sin venlighed, sin charme, sin fredsommelige indrømmelse af egen ubeslutsomhed. Jeg holdt af ham, som de fleste gjorde. Vi fik den samme sygdom. Jeg slap levende fra den. Det gjorde han ikke. Det skulle ikke undre mig, om han blev syg, fordi han var et hus splidagtigt med sig selv. Men hvad ved vi mennesker om det.

Forleden fandt følgende episode sted ved et bedre borgerligt middagsselskab i Århus. En pæn herre ved middagsbordet bekendte, at han havde stemt på DF i flere år. En dame forlod straks bordet og gik ud i køkkenet, fyldte en skål med vand, kom tilbage og hældte vandet ud over hovedet på gæsten. Han trængte jo til at blive stueren.

Hvorfor bliver de hel- og halvstuderede røvere så ophidsede over, at befolkningen ikke retter sig efter dem? Jo, mange mennesker har behov for at føle, de er noget mere end andre. Og hvis de ikke kan fremkalde denne selvtilfredshed gennem deres arbejde, deres sport eller deres viden, prøver de at opnå den ved at have de samme meninger som de fine i samfundet. Det hedder at have honnette ambitioner eller at være fisefornem. Dette bedreværd afslører man for tiden ved at foragte det folkelige Danmark. Og samtidig tilslutte sig det akademiske, det globalistiske, bruge engelske ord og i det hele taget mene noget andet end skorstensfejeren, skraldemanden og kassedamen.

Snobberne er ikke de virkeligt dygtige, de virkeligt indsigtsfulde. De er de mediebårne letvægtere, glidegæssene. Men hvor de dog fylder - i aviserne, i Danmarks Radio, i TV 2.

Dog! Der er trøst at hente fra historien. Professoren, H. N. Clausen, fik gjort digteren, Grundtvig, stum for en tid. Men Danmark blev nu alligevel Grundtvigs fædreland, ikke Clausens.

Eller som Wolf Biermann synger: Uden folkets stemme sygner samfundet hen.