Tak for klimaindsatsen Danmark

København-aftalen på COP15 demonstrerede, hvor langt det var menneskeligt muligt at nå. Faktisk gav København klart et håb og ny dynamik for klimapolitik og civile bevægelser - ikke mindst takket være Danmarks indsats, skriver dagens kronikør.

Kun fremtidens historikere vil på rette vis være i stand til at evaluere København-aftalen (Copenhagen Accord), som blev vedtaget i Bella Center den 19. december 2009. Jeg vil imidlertid forsøge at forudse noget af det, de måtte have at sige.

København-aftalen demonstrerer, hvor langt det var menneskeligt muligt at nå ved afslutningen af 2009 med hensyn til at tackle de langsigtede globale udfordringer, som klimaforandringer udgør. Med den videnskabelige viden om de, muligvis katastrofale, fremtidige virkninger af global opvarmning bredt accepteret i mange frie, demokratiske samfund rundt omkring i verden, ville det være forkert at beskylde de, som blev skuffede over resultatet, for at have været overoptimistiske.

På den anden side bør man heller ikke undervurdere de alvorlige begrænsninger, som vore ledere alle er oppe imod: erhvervsfolk er optagede af kortsigtede konkurrenceparametre, alt imens markedsmekanismer ikke fungerer i forhold til langsigtede problemer; demokratier arbejder nogle gange indenfor nationale grænser imod det, der ville være bedst for verden i sin helhed; ledere er ekstremt sensitive overfor vekslende internationale magtstrukturer, og mennesker er ofte ude af stand til at frigøre sig selv fra kollektive minder om tidligere tiders historie.

Denne slags begrænsninger har holdt WTO forhandlingerne i Geneve hen i årevis og på samme tid langsommeliggjort klimaforhandlingerne gennem de sidste to år. Det var derfor nærmest et mirakel, at lederne for alle stormagterne inklusive de to største CO2-udledende lande - Kina og USA - for første gang i menneskehedens historie steg om bord og tilsluttede sig det synspunkt, »at den globale temperatur højst må stige med 2 grader celsius«, og enedes om at tage de nødvendige forholdsregler for at nå frem hertil baseret på princippet om ”fælles og differentieret ansvar”.

COP15 kunne nemt været blevet en total fiasko. To forhold reddede verden. For det første et par vigtige beslutninger taget af statsminister Lars Løkke Rasmussen: at gå efter en politisk aftale i stedet for at forsøge at nå en juridisk bindende aftale og at invitere statsoverhoveder til at komme til København og deltage i konferencen. For det andet Danmarks bemærkelsesværdige udvikling siden 1970'erne hen imod et CO2-venligt samfund. Hvis parterne i konferencen var blevet ved med at holde fast i en juridisk bindende aftale indtil det allersidste øjeblik, og hvis det ikke havde været for de mere end 100 statsoverhoveder, som var samlet i København i konferencens sidste dage for at forhandle direkte, ville den eneste aftale, man kunne have opnået være »at mødes igen i Mexico«.

Som tidligere klimaminister Connie Hedegaard ganske rigtigt forudså, øgede det faktisk det politiske pres at sætte COP15 som deadline for udmeldingen af de største CO2-udledende landes respektive reduktionsmål understøttet af EU's tidlige udmelding af målet om 20 pct. reduktion i 2020 fra 1990 niveauet og Japans forhøjede mål om 25 pct. reduktion i samme tidsperiode. De fleste af de store lande inklusive USA og alle de nye vækstlande som Kina og Indien fremsatte faktisk klare mål inden midten af november. Det var et bemærkelsesværdigt fremskridt. I lyset af de tidligere nævnte begrænsninger blev det imidlertid klart i løbet af oktober 2009, at forhandlingerne på hovedområderne ikke var modne nok til, at man kunne begynde at diskutere juridiske tekster. Deraf kom Lars Løkke Rasmussens beslutning om at gribe det politiske momentum i stedet for at lade det blive taget som gidsel af en juridisk bindende aftale, hvortil udsigten allerede var alt for fjern. En enorm mængde akkumuleret politisk vilje kunne være blevet ødslet bort, hvis man alene havde været optaget af juridiske tekster.

Statsministeren besluttede også at bede statsoverhoveder om at komme til København. Man kan ikke vide, om han havde overvejet den mulighed at få dem til at forhandle direkte, men slutresultatet var, at et antal af statsoverhovederne rent faktisk kom og rent faktisk forhandlede om den politiske tekst ansigt til ansigt i et lille lokale. Hvad kunne have været et stærkere politisk engagement? Hvad kunne have været en bedre måde at genoprette personlig tillid mellem disse ledere på? Efter min bedste overbevisning har sådanne reelle forhandlinger på dette niveau mellem statsoverhoveder aldrig fundet sted før, selv ikke ved G8 eller G20 topmøder.

Engagementet blev styrket gennem den høje grad af gennemskuelighed i forholdsregler og handlinger og af de industrialiserede landes tilbud om specifik finansiering og overførsel af den teknologi, som er nødvendig for afbødning af og tilpasning til klimaforandringer i udviklingslandene. De industrialiserede lande forpligtede sig til at tilvejebringe 30 mia. dollars inklusiv Japans tilbud om 15 mia. dollars i perioden 2010-2012, og USA tog initiativet til yderligere at fremme de industrialiserede landes forpligtelse til målet om fælles mobilisering af 100 mia. dollars per år fra og med 2020.

Dette var de første og vigtigste brikker til at blive lagt i spillet om en effektiv global aftale. København-aftalen har derfor klart resulteret i et godt grundlag for fremtidigt samarbejde, og mange statsoverhoveder tog hjem for at tænke seriøst over, hvordan man kommer videre fra København.

Det andet initiativ, som medvirkede til at gøre COP15 til en succes, er Danmarks bemærkelsesværdige bedrift på området for øget energieffektivitet, som har resulteret i en førsteplads i EU, og på området for indførsel af vedvarende energi såsom vindkraft og biomasse- og affaldsenergi, som udgør tæt ved 30 pct. af den totale energi produktion. Det højtudviklede fjernvarmesystem har en uovertruffen kapacitet, opnår mere end 90 pct. udnyttelse af energien og understøtter den ustabile forsyning fra vedvarende energikilder. I 2025 vil København være CO2 neutral og hele landet vil følge efter hovedstaden i den nærmeste fremtid derefter. Alt dette blev fremragende illustreret i taler og dokumenter, men ”Bright Green” udstillingen, som blev organiseret af Dansk Industri, DI, i Forum var særligt overbevisende. 117 af verdens ledende virksomheder, herunder mange danske, præsenterede deres mest avancerede miljøteknologier og viste, hvordan de bliver anvendt i praksis.

Det endelige indtryk heraf vil være enormt på de titusindvis af politikere, erhvervsfolk, mediefolk, videnskabsfolk, miljøaktivister og studerende fra hele verden, som blev vidner til, hvordan teorier, vi kun har læst om i fagbøger, allerede bliver anvendt i praksis i dette land gennem intelligente kulstofpriser, skatter og relaterede regler. Alene det faktum, at New York Times klummeskribent, Tom Friedmann, blev inspireret af den danske model (”Enlightened Denmark” i International Herald Tribune, 24 og 25/12 2009) vil have umådelige konsekvenser, ikke blot i USA men i hele verden.

At sammenfatte en høj grad af politisk vilje i et to en halv side langt dokument og imponere mange med Danmarks bedrifter er dog klart langt fra i sig selv nok til at sikre en effektiv kamp mod global opvarmning. Kompleksiteten i international politik vil fortsætte med at udøve enorme begrænsninger, og det er ikke sandsynligt, at den uigenkaldelige klimakatastrofe indtræffer i 2010. Vejen fra København frem mod det endelige mål om en juridisk bindende aftale vil være ligeså ujævn, som den vi allerede har taget. Vi må dog lade os opmuntre af, at alle deltagerne i klima-maratonløbet, såvel lande indenfor som udenfor Kyoto-protokollens rammer, som er blevet observeret på mange forskellige ruter, nu er på samme kurs. De er blevet enige om, hvor de skal hen, og for første gang i menneskehedens historie styrer de efter det samme kort.

Når vi i fremtiden står overfor nye problemer, så lad os huske, hvad der skete i Bella Center den 18. og 19. december 2009, huske på hvem der var til stede der, og hvordan og hvorfor man blev enige om et politisk dokument. Når vi står overfor modstand fra dele af vore samfund, så lad os huske Danmarks eksempler. COP15 skabte en ny dynamik for klimapolitik og civile bevægelser. København-aftalen genskabte en del af den tillid, som er os så dyrebart nødvendig. København skabte klart et håb. Den er sit kælenavn, ”Hopenhagen”, værdig.

Under en middag den 3. december, aftenen før seminaret for de store pensionsfondes direktører, sagde Lord Nick Stern: »Vi er heldige, at det er Danmark som er vært for COP15. Mens vi ikke rigtigt var opmærksomme, udviklede det sig til et af verdens ledende CO2-venlige lande«. Jeg er enig.

Tak Danmark!