En invitation til dialog

Dialogen står centralt i den vestlige kultur. Tænk på Platons dialoger. Dialogen mellem kulturer og religioner, som den kristne mission har engageret sig i, står centralt i en anden stor konference på Aarhus Universitet, som begynder samme dag, som dialogprisen uddeles.

Så meldte den tidligere iranske præsident Mohammed Khatami afbud. Han har meddelt den danske ambassade i Teheran, at han ikke kan eller vil komme til Århus for at modtage den internationale dialogpris. Der er ikke oplyst nogen grund, så vi ved ikke, om det er, fordi han ikke kan bruge pengene, eller fordi han frygter at blive anholdt og dømt for forbrydelser mod menneskeheden, sådan som han er anklaget for. Eller måske har han fået et vink med en vognstang. Så nu må Århus-borgmester Nicolaj Wammen, Aarhus Universitets rektor, Lauritz Holm-Nielsen, og Grundfos' bestyrelsesformand, Niels Due Jensen, på onsdag, d. 27. januar, i Musikhuset i Århus ”nøjes” med at tildele prisen til den iranske filosof Darius Shayegan. Det passer dem sikkert meget godt, for så undgår man sandsynligvis demonstrationerne fra de flygtede eksiliranere, som ikke føler, at der har været megen dialog over den behandling, som dissidenter i den teokratiske republik Iran er blevet udsat for.

Tanken med den globale dialogpris, som en forskningsenhed under det humanistiske fakultet på Aarhus Universitet har taget initiativet til, og som Grundfos sponsorerer, var at fremme den interkulturelle forståelse. Forløbet omkring pristildelingen illustrerer imidlertid de vilkår som, en sådan bestræbelse er underlagt i disse år. Folkene bag prisen, den hemmelige udvælgelseskomité, den fine priskomite af internationale forskere, som har nikket ja til valget, har ganske givet gjort det i den bedste mening, når man pegede på den iranske filosof og den tidligere præsident.

Shayegan har tænkt tankerne og Khatami har på den globale scene forsøgt at iscenesætte dem med FN's år for dialog mellem civilisationerne som flagskib. Alle involverede mener det sikkert godt. Eller gør de? Frederik Stjernfelt, en fremtrædende humanistisk forsker ved samme fakultet på Aarhus Universitet, tror ikke, at de er i god tro. Han mener - på baggrund af en dybtgående analyse af Khatami og andre involverede - at kunne fastslå, at ”målet er at genoprette en fælles verdensreligion med basis i sufi-mystikken.” (Weekendavisen 15.-21. januar).



Man kan jo ikke rigtig være imod dialog. Men en tildeling som den foreslåede kan være med til at give begrebet dialog et dårligt ry; for nok har begge de herrer udviklet tanker om dialog, men samtidig fremmet en politisk praksis, der var alt andet end dialogisk indstillet. Og hvis Stjernfelts analyse holder stik, skal der fremmes en hemmelig (esoterisk) muslimsk religiøs dagsorden under dialogens maske.

Er der andre muligheder? Ja, i høj grad. Dialogen står centralt ved den vestlige kulturs vugge. Tænk på Platons dialoger. Eller vi kan tænke på den dialog mellem kulturer og religioner, som den kristne mission har engageret sig i. Netop den står centralt i en anden stor konference på Aarhus Universitet, som begynder samme dag, som dialogprisen uddeles.

Således illustreres det, at Aarhus Universitet er et stort universitet med mange og meget forskellige forskere, der på en række felter er engageret i interkulturel udveksling og dialog. Konferencen ”Church and Mission in a Multireligious Third Millenium” vil på baggrund af en analyse af den kristne missions aktuelle status netop vurdere dens bidrag til interkulturel forståelse og dialog og herunder kaste et kritisk blik på den sammenblanding af imperialisme og mission, som har plaget den kristne kirkes historie.



Anledningen er 100 året for den store missionskonference, der blev holdt i Edinburgh 1910. Der mødtes alt, hvad der havde navn indenfor den vestlige kristne missionsbevægelse under det triumfalistiske motto formuleret af den store missionshøvding John R. Mott: Verdens kristianisering/evangelisering i denne generation. Ikke noget urealistisk mål efter deres egen opfattelse: De vestlige imperiale magter kontrollerede politisk og militært hen ved 90 pct. af Jordens befolkning. Imperiet var på plads; nu gjaldt det bare om at smøge ærmerne op og give den en ordentlig skalle, så ville verden blive kristen. Man tvivlede ikke et øjeblik på den vestlige kulturs overlegenhed og dermed heller ikke på den kristne religions absoluthed og suverænitet. Det gav god samvittighed til den kristne missions aktivitet.

Som bekendt gik det ikke, som de så aktive missionsinteresserede spåede. Men der skete noget andet afgørende, nemlig at kristendommen blev global. Den uhyre optimisme på den vestlige kulturs vegne fik sit første grundskud i første verdenskrigs skyttegrave; og resten af århundredet stod i afkolonialiseringens tegn. Antropologisk forskning og postkolonial kritik har gjort det af med den sidste rest af tro på den vestlige kulturs overlegenhed.

Når i juni 2010 en tilsvarende konference holdes i Edinburgh for at fejre 100 års jubilæet, vil det være i en ganske anden stemning. Delegaterne her kan ikke undgå, hvis de vil være realistiske, at overveje, verdens de-kristianisering i det 20. århundrede. Men man vil glæde sig over og forsøge at forstå, hvordan det kan være, at de kristne kirker kan vokse i Syden, godt nok med en kristendom som er meget anderledes end den, der fandt sit hjemsted i Vesten.

Hvorfor vokser en anderledes kristendom i Syden, mens den traditionelle konfessionelle kristendom er under sommetider dramatisk tilbagegang i de vestlige tidligere kernelande? Ja, det er der mange grunde til. Her vil jeg blot pege på en grund, som har at gøre med afkolonialiseringen. Kolonimagten var drevet af ønsket om at beherske og kontrollere et givet område, så den kunne udnytte ressourcerne og tjene penge på handelen. Missionsbevægelsen var interesseret i at styrke og selvstændiggøre den lokale befolkning. Da kolonimagten blev drevet ud, blev der plads til en ny folkelig selvbevidsthed, der ofte blev understøttet af indfødte fortolkninger af den religiøse arv, som koloniherrerne havde efterladt. Vi ser derfor en vækst i en indfødt og lokal kristendom, som er langt mere i overensstemmelse med den derværende kultur end den kristendom, der levede i symbiose med kolonimagten. Denne ny uafhængige kristendomsform var forberedt gennem oversættelse af Bibelen til de lokale sprog, der bevarede de lokale navne for Gud. Og det blev understøttet af den selvbevidsthed, som de nye ledere optrådte med.

Den vokser på en måde også ud af oversættelsesprocessen. Når missionærerne satte sig ved de lokales fødder, forstod de på den måde noget vigtigt om det kristne budskab, at det var dem der ikke havde noget, andet altså end deres sprog, som skulle blive ophøjet. Således fik de smag for frihed. Det starter altså med den frihed, som Jesus Kristus befrier til. Og det er den frihed, som stadig sætter sig igennem og får mennesker i syd til at følge Kristus.

De oplever, at budskabet om den kristne frihed har en livsforvandlende magt.



I de gamle kristne lande har kristendommen mistet denne vitalitet og er blevet til kultur. Kulturen er blevet sekulariseret, og det er først, når vi bliver konfronteret med kulturer, der baserer sig på andre religioner, at vi kommer i tanker om, at kristendommen ligger i bunden af vores kultur og afgørende har præget den.

De afgørende spørgsmål for kirken i Vesten er derfor, hvordan den fornyr sig og genfinder sin vitalitet.

På den videnskabelige konference i Århus, som er den første og største akademiske fejring af jubilæet for Edinburgh 1910, vil vi derfor bl.a. analysere og vurdere de kirkelige fornyelsesbevægelser, der kan iagttages mange steder i USA, England og på kontinentet. Endvidere vil vi sætte fokus på den omkalfatrende indflydelse, som internettet vil få for kristen mission og kommunikation.

Men mest centralt vil spørgsmålet om dialog være. Vi vil bl.a. sætte fokus på de vilkår for dialog, som kristne mindretal i de muslimsk lande må leve med. Således vil biskop Rumalshah fra Pakistan løfte de kristne mindretals skæbne i muslimske lande op.

Det ville være interessant, hvis prismodtageren, efter at have modtaget dialogprisen i Musikhuset om eftermiddagen, kom til universitetet om aftenen og deltog i dialogen med biskop Rumalshah. Indbydelsen er hermed fremsat. Dette er en invitation til dialog.

Viggo Mortensen er professor i kristendommens globale udbredelse og økumeniske relationer og arrangør af konferencen Church and Mission in a Multireligious Third Millenium. Se http://www.teo.au.dk/churchandmission