Auschwitz-dag - og jødehad

I dag er det Auschwitz-dag - en mindedag, der ikke er slået an i Danmark, fordi man vil popularisere lidelsen over på en popsmart mærkedag. Der skal undervises. Der skal åbenbart undervises mere, skriver kronikøren.

Auschwitz-dagen - den minde- og erindringsdag, som for 10 år siden blev vedtaget som en officiel, årlig markering af de ulyksalige begivenheder, som sluttede for 65 år siden, er ikke slået igennem. Dagen er ikke blevet en folkelig succes. Der er kun seks danske byer, der markerer begivenheden.

Det beklages i en artikel i Kristeligt Dagblad 23/1 af i hvert fald to af dagens bagmænd, tidligere overrabbiner Bent Melchior og den tidligere kristne folkepartist Jann Sjursen, som gerne havde set en nationaldag med stort politisk og folkeligt engagement.

Den tredje bagmand, som omtales i artiklen, professor Uffe Østergård, er knapt så nedslået over den begrænsede bevågenhed, som mindedagen får. Han er desuden også langt mere realistisk i sine betragtninger. På den ene side synes han, at der undervises tilfredsstillende om Auschwitz på gymnasieniveau. Og på den anden side mener han, at vi her i landet har den opfattelse, at dagen ikke kommer os ved.

Imidlertid kan Østergård ikke lade være med at komme med én af sine vante moraliserende bemærkninger. Som sandt er, skriver han, at det ikke er afgørende, om vi har en officiel dag eller ej. Men så føjer han til, at det derimod handler om, hvor vidt vi vil tage del i skyldfølelsen eller ej. Østergård ønsker, vi skal være skyldige. Men han mener, at det har vi her i landet ikke vilje til at indse, fordi vi helst fokuserer på det faktum, at vi jo reddede de danske jøder.

Her springer kæden af for Østergård, når han på den måde ønsker at fremmane en kollektiv skyldfølelse ikke mindre end 65 år efter begivenhedernes afslutning.

Skylden er tyskernes. Sådan er det. Ikke de nuværende generationer. Men de som hørte tidsalderen til og som var aktivt medvirkende til den jødiske tragedie.

Dog skal Østergård selvfølgelig ikke helt fejes af banen. For der var danske politikere, som før og under krigen ikke tog til genmæle overfor det, som foregik i Tyskland. Vi kender dem som samarbejdspolitikerne. Der kan nævnes navne som Stauning, Scavenius og Buhl. Socialdemokrater og radikale, som ville tækkes det tyske naziregime og som dermed lagde grunden for den senere danske tradition for selvcensur.

Dem kunne man måske kalde for skyldige, om end deres skyld nok snarere skal kædes sammen med deres kollaboration i forhold til den tyske besættelsesmagt.

Når jeg nævner det, er det derfor alene for at antyde, at nogle af landets politikere måske kunne være skyldige. Men samtidig, så var der altså også heltene - af den jævne befolkning, som hjalp de danske jøder til Sverige. Vi havde den politiske verden, som for en stor del samarbejdede med tyskerne og opfordrede til angivelse af danske frihedskæmpere, mens vi desuden havde den folkelige verden, hvor modstandskampen havde sit udspring.

Skal der tales om skyld, så skal man ikke begynde at hæfte den på nutiden. Det gør vi jo heller ikke i forhold til napoleonskrigene eller svenskerkrigene.

Skal der placeres en anklage om skyld, så må man gå tilbage i historien - og direkte anklage de personer, som kunne være skyldige. Det kunne være en ganske udmærket historisk opgave, som visse historikere da også, fra tid til anden, har taget på sig. For naturligvis var der nogle, der var mere skyldige end andre. Lige som der var nogle, der var mere helte en andre.

Sagen er personlig. Den er ikke kollektiv. Det er på alle måder absurd at tale om en nutidig, kollektiv skyld. Jeg har, for min del, ikke dårlig samvittighed i forhold til socialdemokraterne og de radikales gerninger under krigen. Vel manglede der senere hen et retsopgør. Men det vil jeg heller ikke have skylden for ikke fandt sted, ganske som jeg naturligvis heller ikke kan tage æren for modstandsbevægelsens bedrifter - eller dem, der hjalp jøderne til Sverige.

Vi befinder os på historisk distance. Det burde historieprofessor Uffe Østergård være klar over. Men mindre han har en anden dagsorden end den rent faglige. Tanken om at fædrenes synder nedarves på børnene hører en gammeltestamentlig tankegang til.

Det handler om at kunne sondre historisk. Det handler om at kunne sondre kulturelt. Og derfor kommer Auschwitz-dagen os ikke ved. Den antagelse fra Østergårds side, er aldeles korrekt. Holocaust er det jødiske folks tragedie og smerte. Men det gør stadigvæk ikke, at vi i en nutidig kontekst skal føle os skyldige. Fra Østergårds side må tanken være, at vi skal have dårlig samvittighed i andre sammenhænge.

Interessant i den forbindelse er den tiltagende antisemitisme, som i disse år vinder frem i den vestlige verden.

Jeg tror nu desværre ikke, det er det, professor Østergård har i tankerne. Han understreger, at der undervises glimrende om Holocaust i gymnasierne. Så sigtet må være rettet et andet sted hen. Sandsynligvis mod andre minoriteter, der udsættes for kritik.

Paradoksalt kunne man på TV2-News 23/1 høre kultursociolog og tidligere formand for Mosaisk Trossamfund Jacques Blum redegøre for, at der blandt danske skolebørn er et vigende kendskab til Holocaust. At en ikke ubetydelig andel i stigende grad hælder til, at Holocaust ikke har fundet sted.

Tendensen forklares med internettet. Når man ”googler” Holocaust, dukker fornægterne ganske enkelt op som det tredje hit på listen.

Nu er jeg hverken sociolog eller statistikker. Jeg er ikke klar over, hvad der er afgørende for Googles resultatliste, ligesom jeg heller ikke er klar over grundlaget for tendensen blandt de danske skolebørn. Jeg kender ikke undersøgelsens forudsætninger.

Imidlertid kunne en nærliggende antagelse være, at en stigende andel af danske skolebørn er af muslimsk herkomst. Og netop i den sammenhæng er hadet mod jøder udtalt. Jødiske børn forfølges af muslimske børn. Ikke generelt må jeg hellere indskyde, for ikke at blive hængt ud på den konto. Men det er offentlig kendt, at det finder sted. Trusler og overfald.

Men ikke alene på det plan er antisemitismen i vækst. Den tiltagende ringeagt for staten Israel er udtryk for det samme. Når Israel forsvarer sig eller forsøger at forhindre de angreb, som landet har været udsat for siden grundlæggelsen, så fordømmes landet som den aggressive part. Og det på trods af den jødiske stats indiskutable minoritetsstatus i den mellemøstlige verden.

Uden et effektivt og benhårdt militær var jøderne blevet smidt i havet for mange år siden.

Forfatteren Aksel Haaning har netop udgivet bogen ”Antikrist. Problemet om det onde. Et essay om fjendebilleder”. Haaning beskriver heri den nazistiske antisemitisme som en forlængelse af den tradition, som er grundlagt med kristendommen.

Den tanke holder ikke vand. Hitler havde ikke interesse i kristendommen. Desuden er kernen i kristendommen frisættelse ved syndernes forladelse frem for bekæmpelse af andre.

Med mindre man lader tankerne falde på en organisation som Folkekirkens Nødhjælp. Herfra befinder man sig i mellemøstkonflikten altid på palæstinensernes side, hvorfra fordømmelserne over Israel hagler ned som svovl fra himlen.

Måske har Haaning alligevel fat i en flig af noget rigtigt. Ikke i forhold til kristendommen som sådan. Men Folkekirkens Nødhjælp synes - med deres udgave af kristendommen - at ligne en bekræftelse. Det er simpelthen blevet god tone at være skeptisk og negativ overfor jøderne.

Desværre er det nok andre minoriteter, professor Uffe Østergård har i tankerne, hvilket er endnu en grund til, at vi ikke har brug for en Auschwitz-dag. Det vil være at misbruge jødernes lidelser for dermed at retfærdiggøre, at en ny krigerisk religion i Danmark ikke må udsættes for kritik. Og den bedste måde at gøre det på, det er naturligvis at give os alle sammen skyldskomplekser.

Auschwitz-dagen har ingen berettigelse. Uffe Østergårds motiver kan ikke udgrundes. Jann Sjursen er som forhenværende kristen folkepartist fedtet ind i den religiøs-politiske selvgodhed, som klæbede til dette parti.

Melchior derimod burde holde sig for god til at være med i det selskab.

Man skal ikke popularisere lidelsen over på en popsmart mærkedag. Der skal undervises. Der skal åbenbart undervises mere.