Jeg - ikke et godt menneske

Omklamringsindustrien lever udelukkende af at underminere de mindste tilløb til selvopholdelsesdrift i befolkningen, skriver Lis Bunch om begrundelsen for sit nytårsforsæt.

Efter den store klimafarce i december og vejrgudernes spottende snefald og nedkøling af det meste af den nordlige halvkugle, som nu kræver helt umenneskelige forsikringer fra meteorologerne om, at den globale opvarmning ikke er afblæst, og at det hele nok alligevel skal gå så galt som lovet, lå jeg en søvnløs nat og talte til 100 både forfra og bagfra uden mindste virkning.

Det er med garanti på grund af min skidne samvittighed over for de fattige lande, at jeg nu ligger og vrider mig på lagnet, tænkte jeg og så pludselig vores svedende statsminister lyslevende for mig, da han fik tørt på af Sudans Lumumba Stanislaus Di-Aping; et syn som ikke just pyntede på udsigten til nattesøvn.

I den forbindelse, gav jeg mig til at tælle til, hvor mange penge de fattige lande mon kan have modtaget i tidens løb via vekslende promiller fra diverse landes bruttonationalprodukter og hjælpeorganisationer - det hjalp, jeg kørte omgående træt og fik heldigvis et par tiltrængte timers søvn i øjnene, før jeg igen spærrede dem op ved tanken om, hvad man havde opnået, eller snarere ikke opnået af herligheder, for de svimlende mange penge; det krævede noget nær receptpligtig medicin at komme på højkant den morgen.

Nu havde den foregående dag også været noget af en hård nyser at komme igennem. På DR P1 havde man nærmest ikke inviteret én eneste gæst i studiet, som kunne lide den siddende regering, dens støtteparti endsige de tre partiers stemmekvæg; jeg tror nok, at journalist og forfatter, Erik Meier Carlsen var den eneste modvægt den dag, men selvom han i alle henseender fylder en del i landskabet, så battede han kun lidet.

Så er det jo heller ikke det mest opløftende at tænke på, at så mange mennesker hader tegneren Kurt Westergaard af et så inderligt hjerte, at man vil ham det decideret ondt, allermest vanskeligt er det at forstå, at nogle af hans egne landsmænd gør det.

Jeg har ikke kunnet undgå at bemærke, at en del har spidset blyanten med henblik på at bore den i ham, fordi han ikke tog kampen op mod en langt yngre mand bevæbnet med økse og kniv.

Undskyld mig, men det er s'gu da lige til at blive deprimeret over at tænke på, og som sådan kan man godt blive en smule ond i sulet, så jeg indrømmer beredvilligt, at jeg endda meget gerne gad se disse ”blyantspidsere” i samme situation, som tegneren blev bragt i, men det kommer jeg nu næppe til, for de mennesker, som disse skribenter krænker med deres ondsindede skriverier, går nemlig ikke til angreb med hverken knive eller økser, så på den måde er det jo en helt gratis kop te at krænke en ældre herre og hans tilhængere.

Det er da heller ikke helt opløftende at tænke på, at Danmark er blevet et land, hvor det faktisk er enklere rent retsligt, at isolere en mand, som intet strafbart har foretaget sig, fra det omgivende samfund, end det er at gøre det samme med rene forbrydere. Kurt Westergaard er nu ”sendt” på ferie på ubestemt tid; mon vi ser ham på JP igen, eller er det blevet et nummer for farligt?

De fleste mennesker giver sig i kast med ét til flere mere eller mindre vigtige nytårsforsætter, således også jeg.

Klokken 24, da jeg nød synet af de hundredvis af nødraketter, sejlede som minisole over vandet, traf jeg beslutning om, at jeg ikke længere vil være et godt menneske.

Jeg tror nok, at frøet til mit lidt utraditionelle forsæt blev sået allerede i december måned under klimatopmødet, da Lumumba Stanislaus Di-Aping, som repræsentant for G-77 landene, tillod sig noget, der mindede om helt åbenlys pengeafpresning.

Så for mit vedkommende er det simpelthen slut med diverse bidrag i form af penge til de fattige lande, altså dem som jeg kan unddrage mig; der må være en grænse for, hvor længe jeg vil betale aflad til korrupte ledere og krigsherrer samt holde liv i diverse (de værste) hjælpeorganisationer og deres tvivlsomme indsatser på grund af fortidige synder.

Klimacirkuset gav en form for klarsyn; under hele COP15 må der være produceret CO2 nok til at øge temperaturen med flere decimaler, alene det væld af drivhusgasser, man rent verbalt slap løs i atmosfæren, må have trukket i gal retning; og så blev det knapt nok nævnt, at befolkningstilvæksten i G-77 landene er den allerstørste trussel mod os alle; det var simpelthen tabu.

Så når der fremtidigt skal gives en hånd til Afrika, står jeg klar med p-piller og kondomer og gemmer den direkte økonomiske støtte til katastroferamte mennesker.

Jeg har netop med glæde læst mig til, at mobiltelefonen hitter i Afrika, det kunne måske give et spinkelt håb om, at man fremtidigt som alternativ krigsførelse vil overveje at snakke hinanden ihjel, som det er blevet sædvane på den øvrige del af kloden.

Set med mine øjne er der opstået en stadigt accelererende omklamringsindustri, en hob af mennesker, som udelukkende lever af at underminere de mindste tilløb til selvopholdelsesdrift i befolkningen; bedre bliver det ikke af, at der i hele Folketinget foregår en veritabel konkurrence om, hvem der kan udstede de største checks til omklamringen.

Der er næsten intet tilbage selv at tage sig af og at være ansvarlig for.

Det er blevet et samfundsanliggende, om vi må æde os en pukkel til og en operationskrævende tilstand, når vi har gjort det. Overvægtige kan altså bare ikke tabe sig ved egen indsats, forlyder det.

Rygning er stort set ikke længere tilladt; selvom de formastelige rygere helt legalt kan købe tobakken i dyre domme, er det nærmest kun tilladt at ryge den inden for hjemmets fire vægge, altså så længe det varer !

Det hedder sig uafladeligt, at overvægtige i modsætning til rygere jo ikke skader deres omgivelser, hvilke jeg ikke mener er korrekt, idet overvægt medfører så mange behandlingskrævende følgesygdomme, at det æder store dele af sundhedsbudgettet op til skade for den resterende del af befolkningen.

Når befolkningen alligevel ikke selv har noget at skulle have sagt, så skab dog en smule balance i tingene, tag dog skridtet fuldt ud og forbyd alle former for ”tilladt” misbrug i det offentlige rum.

Det seneste idiotiske tiltag er, at man vil tvinge forældre til ikke at smøre madpakke til deres børn, hvilket da heldigvis har medført en velgørende protest. Måske er madpakken det sidste rudiment, som resterer af forælderevnen.

Vi har fuldstændigt mistet evnen til selv at vide, om isen kan bære, alt lige fra A - Z er blevet en samfundsopgave, og det koster kassen, hvilket vi vil opdage, når den siddende regering meget snart er tvunget til skrue ned for blusset.

Der går knapt nok én dag, uden at man hører én eller anden person, som med funklende øjne fortæller om, hvor inderligt han eller hun ønsker at gøre en forskel, altid via ét eller andet projekt, som lige må vejen omkring medierne; det sker så hyppigt, at jeg er begyndt at få rumlen i maven af at høre på det.

Den bedste måde at gøre en virkelig markant forskel på ville muligvis være at foretage sig noget, som er så jordnært og relevant for samfundet, at det overhovedet ikke har mediernes bevågenhed.

Og giv os så for pokker snart en ny regering, som Danmarks Radio kan knuselske; ikke fordi en ny regering ikke også vil have nødigt at spare på de milde gaver, men hvem vil ikke hellere sættes under administration af trioen Helle, Villy og Margrethe. Ja, vi fortjener det faktisk.