Der er Grundtvig til forskel

Grundtvig var optaget af, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Det er jo det, skolen skal handle om. Derfor kan man også indholdsmæssigt bruge Grundtvig til noget i dag, skriver Bertel Haarder.

Det er ikke tilfældigt, at Muhammedkrisen opstod i Danmark. Vi har en usædvanlig tradition for ytringsfrihed. For eksempel er Hizb-ut-tahrir forbudt i flere af vore nabolande, men ikke i Danmark.

Vores grundlov er temmelig kompromisløs, når det gælder forbud mod censur. Undersøger man hvorfor, kommer man ikke udenom Grundtvig. Undersøger man, hvor Grundtvig har det fra, kommer man ikke udenom Ludvig Holberg. Da jeg i sin tid blev kandidat i statskundskab, var det med Grundtvigs frihedssyn som speciale.

Skulle jeg i dag skrive speciale om Grundtvig, ville jeg skrive om Grundtvig og Holberg, som er et uudforsket område. Jeg får gang på gang bekræftet, hvor beslægtet Grundtvigs politik er med Holberg og oplysningstiden.

For eksempel havde Grundtvig en vision for Sorø Akademi. Han så for sig, hvordan det ville blive et folkeligt universitet, hvor man studerede væsentlige ting i stedet for alt den hundevisdom man, efter hans mening, spildte tiden med på universiteterne. Bønderne ville efter forårssåning komme ind for at eksaminere professorerne i stedet for omvendt.

Det er en sød vision, og det var bl.a. den, der fik folk som Ebbe Kløvedal Reich og Ejvind Larsen til at sammenligne Grundtvig med formand Mao. Grundtvig havde et næsten revolutionært forhold til de lærde, og det viser sig, at han så godt som ordret har tyvstjålet visionen fra Ludvig Holberg.

Grundtvigs vigtigste skrift, ”Den danske statskirke upartisk betragtet” fra 1834, handler om kirkepolitik, men indirekte om skolepolitik og alt anden politik. Ligheden mellem skriftet og Ludvig Holbergs roman ”Niels Klim” fra 1745 er slående. Grundtvig var en sand stridsmand. Han kaldte sig selv gammeldags kristen og ville smide sine modstandere ud af kirken, men var så grov i munden overfor en af de fremmeste professorer, at han endte med selv at blive frataget sin prædikestol.

Han fik så den åbenbaring, at vi slet ikke skal smide hinanden ud af folkekirken. Vi skal i stedet blive sammen trods stridende opfattelser. Ordet skal have frit løb, og der skal i princippet ikke være ende på, hvad en præst kan sige fra prædikestolen. Han understregede, at de stridende opfattelser skal blive indenfor kirken, for så vil de bedste sejre. Han havde oplysningstidens tyrkertro på, at bare der er frihed, så sejrer sandheden.

Der er tydelig forbindelse fra oplysningstiden og Holberg til Grundtvigs syn på kirken. Grundtvig ville have gensidig frihed mellem præst og menighed, og det fik vi. Princippet om gensidighed overførte han til sin verdslige politik. Han talte også fra Folketingets talerstol meget om, at der skal være gensidig frihed.

Noget andet Holberg og Grundtvig har tilfælles er, at de gik ind for oplyst enevælde. Grundtvig gjorde det indtil 1848, hvor han blev valgt til den Grundlovgivende Rigsforsamling og senere til Folketinget. Han endte dog som en meget rabiat tilhænger af flertalsstyret, men på den betingelse, at der skal oplysning til.

Til sin død mente Grundtvig, at skal man vælge mellem flertalsstyre og åndsfrihed, altså ytringsfrihed, er det sidste det vigtigste. Det er noget helt fundamentalt for Grundtvig, som jeg er fuldstændig enig med ham i.

I diktaturstater er det jo ingen kunst at udskrive en folkeafstemning og få flertal. Han understreger, at flertalsstyre ikke legitimerer noget som helst. Han havde jo set pøbelvældet under Den Franske Revolution, og han advarede mod dem, han kaldte »tyranner under frihedskappe.«

Med sit syn på den evangelisk-lutherske tro var Grundtvig noget for sig. Her fandt han sin egen vej til det, jeg kalder den tredje reformation.

Den første reformation var Jesu' opgør de skriftkloge, farisæerne og lovreligionen, der sættes på porten i Det Nye Testamente. Det Nye Testamente bygger oven på Det Gamle Testamente, men afviser gode gerninger som vejen til frelsen og sætter præsteskabet på plads. 1.500 år senere praktiserede den katolske kirke gerningsreligion og præstevælde. Det førte til den anden reformation, det lutherske opgør, hvor præsteskabet igen sættes på plads.

På Grundtvigs tid var det fornuftsreligionen, der var fremherskende. Han ville som Luther tilbage til inderligheden. Kirken er ikke hellig, »ordet kun helliger huset.« Staten skal sikre, at præsterne ikke generer hinanden eller andre. Ordet skal være frit. Borgerne skal kunne fravælge præsten - og omvendt.

Da jeg for nylig hørte en katolsk prædiken i radioen, blev jeg blev bekræftet i, at Luther og Grundtvig ikke har levet forgæves. Jeg blev overrasket over, hvor meget lovreligion, der var i den katolske prædiken, og hvor meget, den handlede om kirken. Selv paven i Rom blev nævnt. Da Grundtvig kom i Folketinget, overførte han sine synspunkter fra folkekirken til politik. I midten af 1800-tallet opstod det folkelige Danmark, som vi på mange måder kender i dag. Vi fik folkelige bevægelser, som benyttede sig af den nye frihed.

Askov Højskole skulle være et sted, hvor man uddannede lærere til de frie skoler. Det var inspireret af Grundtvigs tanker om akademiet i Sorø, altså det folkelige universitet, hvor man skulle lære noget meget vigtigere, end man lærte på de almindelige universiteter.

Da Venstre kom til magten i 1901, løstes det hele hurtigt ved, at staten gav tilskud til hele molevitten. Så var revolution forbi.

Hvad kan man så især lære af Grundtvig i dag? Jo, de frie skoleordninger har vi fra Grundtvig. De danske friskoler er mere frie end de norske. I Sverige er der nu næsten lige så mange frie grundskoler som i Danmark. Men selvom der er sket meget i Sverige, er disse skoler er ikke så frie som de danske. Der er Grundtvig til forskel.

Denne skolefrihedstradition fik i mellemkrigstiden det helt usædvanlige udtryk i Sønderjylland, at det tyske mindretal ikke blot fik lov at drive deres egne skoler. De fik lov til at drive offentlige skoler, der blev stillet til rådighed for det tyske mindretal. Det skete typisk på den måde, at der var dansk skole om formiddagen og tysk skole om eftermiddagen. Det, at man ligestillede de danske og tyskere borgere i forhold til skolen, var en grundtvigsk idé. Hvad så med Grundtvigs tanker om det indholdsmæssige, dette med at skolen skal beskæftige sig med det væsentlige? Grundtvig var gennem hele sit liv i opposition til et eller andet - også til det, han kaldte »det flove kæleri.« Han så det opstå i kølvandet på blandt andre Rousseaus' forskruede opdragelsestanker, hvor al kultur gøres til noget, der skal fjernes. Finder vi bare ind til det rene menneske, vil godheden dominere.

Det var ikke Grundtvigs tankegang. Han så kultur som noget organisk. Han byggede om nogen på kulturen og så kulturen som en værdi. Derfor skulle både børn og voksne selvfølgelig have kultur i skolerne og på højskolerne. Det var derfor, han skrev så folkeligt. Det var jo det kulturelle, han bragte frem. Ligeså tosset det er, at sammenligne Grundtvig med Mao, ligeså tosset er det at gøre Grundtvig til et barn af Rousseau. Grundtvig ville gøre dansk kultur til folkeeje. Hans tilhængere byggede højskoler og forsamlingshuse ved siden af kirken, talerstole ved siden af prædikenstolen - og selv skrev han salmer både om Gud og om Danmark.

Det er meget symbolsk, når jeg tænker tilbage på min højskolebarndom. Når vi havde store stævner, var der gudstjeneste i gymnastiksalen. Og hvad havde man så som alter? Dannebrog selvfølgelig, det har jo et hvidt kors.

Den mest grundtvigske tildragelse, jeg husker fra mit hjem, var engang min mor havde været til alters og blev meget flov, fordi hun ved knæfaldet under altergangen havde set nogle ølkapsler fra festen aftenen før. Det er det grundtvigske i en nøddeskal. Der er fest om aftenen og kirke om morgenen, og tingene hænger sammen. Det er det, der har gjort Grundtvig så holdbar. »Menneske først og kristen så.«

I min første tid som frådende samfundskritiker var jeg meget optaget af så forskellige folk som Hans Scherfig, Søren Krarup og afskolingsbevægelsen med østrigeren Ivan Illich og nordmanden Niels Christie. De gjorde oprør mod samfundsinstitutionerne, inklusive skolerne.

Da jeg blev minister, var det ikke nok at rive ned. Jeg skulle også bygge noget op. Vi havde brug for nye dansklæseplaner, historielæseplaner og så videre. Det kan man ikke finde noget som helst om hos Hans Scherfig, afskolingsbevægelsen og slet ikke hos Søren Krarup, men det kan man hos Grundtvig, for han var optaget af, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Det er jo det, skolen skal handle om.

Derfor kan man også indholdsmæssigt bruge Grundtvig til noget i dag.