Birgitte Gøyes kvindekamp

Takket være sin fleuretfægtende ægtefælle har Katrine Winkel Holm på Herlufsholm fået genopfrisket bekendtskabet med Birgitte Gøye og dermed en stærk kvinde, som gjorde ret.

Min ægtefælle fægter fleuret. Det foregår på Herlufsholm, den kendte kostskole i Næstved. I den forbindelse har jeg fået genopfrisket mit bekendtskab med en dame, som jeg er blevet gladere og gladere for: Birgitte Gøye. Skulle man engang skrive en samling heltinde-historier, burde hun have sit eget kapitel.

Hvem var hun? Mest kendt er hun for at have grundlagt Herlufsholm i 1565 sammen med sin mand, Herluf Trolle. På en af de skolens bygninger står hendes valgsprog af samme grund skrevet.

Og hold nu fast, for dette valgsprog er så langt fra vores tidsånd, som tænkes kan. Ja, faktisk tror jeg, de fleste præster - alle de, der med hovedet på skrå kan tale solen sort om kærlighed og tillid - vil korse sig, når de hører det, uanset hvor fromt det i virkeligheden er.

Det lyder: ”Forlad dig ikke på mennesker, men frygt Gud og gør ret.”

Altså: Hav ikke ubegrænset tillid til mennesker, for de er kun mennesker, Kun Gud kan du i sidste ende stole på. Så frygt ham, for i hans hånd ligger din skæbne. Og øv ret, for denne din skaber har givet dig en etisk fordring som du hænger på, uanset om du har lyst til at opfylde den eller ej.

Det er den korte udlægning af valgsproget, der af mange opfattes som frygteligt koldt, mistroisk og desillusioneret. Ja, faktisk hævder flere af Birgittes biografer, at hendes mistrøstige valgsprog bunder i hendes bitre barndomsoplevelser. Det tror jeg ikke.

Men lad mig, inden jeg vender tilbage til det efter min mening fremragende valgsprog, fortælle Birgittes Gøyes ægteskabshistorie.

Det er nemlig en vigtig historie om vores civilisation og en replik i den løbende diskussion om kvinder og religion, som islam har gjort aktuel.

Den minder os om, at kvindens stilling i islamisk og kristen tradition er dybt forskellig og at denne forskel er langt ældre end oplysningstiden.

Men lad os følge Birgittes Gøyes opvækst. Den var ganske rigtigt ulykkelig: Hun mistede sin mor og fik i stedet en stedmor, der efter alt at dømme var ligeså ond, som sådan en forventes at være. Efter sigende var det stedmoderen, der sørgede for, at Birgitte uden at være blevet spurgt blev trolovet med adelsmanden Jesper Daa som 14-årig.

Dengang var det ikke spor usædvanligt, at rige adelsslægter arrangerede ægteskaber for deres børn. Store jordbesiddelser stod på spil, så man havde man ingen lyst til at overlade sagen til de unge selv. Derfor praktiserede man tvangsægteskaber, præcis som vi kender dem fra islamisk tradition.

Forskellen var, at det var ulovligt i datidens Danmark.

Ægteskabet skal finde sted med kvindens ”samtykke og vilje”, står der i Jyske Lov fra 1241. Uden det frivilligt afgivne ja-ord er ægteskabet overhovedet ikke indgået og dermed ugyldigt.

Nuptias enim non concubitas sed consensus facit, hedder det med en formulering, der går tilbage til romerretten: Det er parternes samtykke, ikke deres samleje, der stifter ægteskabet. Sådan var det i Middelalderen og sådan er det i dag. Derfor giver danske brudepar hinanden hånden - ikke et kys - efter vielsen. De stadfæster det løfte, de lige har afgivet.

Men for kirken var det afgørende, at løftet var frivilligt afgivet. Det er der lange teologiske grunde til, som jeg har beskrevet i bogen "Og Gud velsignede dem" og derfor ikke vil gøre her.

Det vigtige er, at den katolske kirke bekæmpede tvangsægteskaber - med svingende held. For det lykkedes de snu forældre at finde smutveje i den lovgivningen mod tvangsægteskaber.

Kirken - og i Middelalderen var det kirken, der stod for ægteskabslovgivningen - accepterede nemlig trolovelse af umyndige (sponsalia de futuro). Disse forlovelser fik efterhånden bindende kraft og det betød, at den pige, der var blevet trolovet som barn ingen chance havde for at sige nej til et arrangeret ægteskab, når hun blev voksen.

Det var præcis det smuthul i lovgivningen, Birgitte Gøyes familie benyttede.

Hun havde, hævdede de, værsgo at gifte sig med den mand, hun var blevet trolovet med som teenager. Og det siger ikke så lidt om Birgittes styrke og karakter at hun i 15 (!) år nægtede at gøre som slægt og omgivelser krævede. Tværtimod sendte hun Jesper Daas fæstegave tilbage til ham med den besked, at hun ikke ønskede ham som mand.

Først da stedmoderen døde, turde Birgitte tage sagen offentligt op og kræve trolovelsen omstødt.

På dette tidspunkt var Birgitte avanceret til hofdame og stod derfor landets første lutherske konge, Christian III, nær. Det hjalp selvfølgelig på hendes sag, som kongen nu forelagde universitetets professorer.

Og det er af flere grunde tankevækkende at læse referatet af universitetets dom.

For det første fordi professorerne ikke er i tvivl: Vi kunne, hedder det, ”ikke andet mærke og forstå ud fra den hellige skrift, end at der ikke har været ret ægteskab for Gud imellem nævnte personer”. Birgitte havde jo aldrig selv givet sit samtykke.

For det andet fordi deres responsum kaster lys over professorernes opfattelse af, hvad et ordentligt ægteskab normalt baseres på. Det hedder om Birgitte:

»Hun havde heller aldrig i disse forløbne 15 år vist nogen kærligheds eller elskeligheds tegn mod Jesper Daa, enten ved liflige ord, skænk eller andet, som plejer at ske mellem ret fæstemand og fæstemø; men hun gad aldrig se ham og hørte ham aldrig nævne uden med stor hjertens sorg og besk gård, hvilket dog ikke plejer at ske eller hænde, hvor der er godt og villigt samtykke på begge sider«.

Normen er altså ifølge 1500-talsprofessorerne, at de trolovede har forkærlighed for hinanden. Heldigvis da.

Enden blev, at kongen i en reces fra 1539, forbød, at man ”trolovede nogen pige bort i hendes umyndige år, førend hun var kommet til skelsalder, så de på begge sider kunne give deres ja og samtykke”.

Altså et fornyet og forstærket forbud mod tvangsægteskaber, som Birgitte Gøye efter al sandsynlighed har mange aktier i. Birgittes beske tårer og 15 års stædighed kom altså andre unge piger til gode.

Én ting er imidlertid lovens ord, noget andet dens virkning. Vi ved, at slægterne fortsat pressede de unge ind i arrangerede ægteskaber. Men afgørende er, at forældrene - i modsætning til deres islamiske kolleger - i så fald havde loven og religionen imod sig.

I Danmark har tvangsægteskaber altså fundet sted på trods af religionen, i islamiske land på grund af religionen.

Sharia sakraliserer klanen og reducerer især dens kvindelige medlemmer til umyndige brikker, som klanlederen kan flytte rundt på.

Birgittes historie - og hun er vel at mærke ikke ene - viser, hvor langt den vesterlandske kristenhed er fra denne opfattelse.

Så Birgitte blev fri og kunne fire år senere gifte sig med adelsmanden Herluf Trolle. At dømme efter deres efterladte breve blev det et meget lykkeligt, om end barnløst ægteskab. Begge var overbeviste lutheranere, flittige bibellæsere, især Johannesevangeliet og Paulus' breve satte de højt, og som privilegerede adelsfolk følte de en forpligtelse til at gøre en indsats for at holde lærdom og undervisning i hævd.

Derfor stiftede de Herlufsholm, som børn 400 år senere nyder dagligt glæde af, og derfor formulerede Birgitte det valgsprog, som jeg i stigende grad sætter pris på:

»Forlad dig ikke på mennesker! Mennesker er kun mennesker, ligeså omskiftelige, svage, forfængelige og skrøbelige som du selv er. Har du en absolut tro på dem (og på dig selv), bliver du skuffet og bitter. Og endnu mere: Du gør dig skyldig i afgudsdyrkelse. Du skal ikke have absolut tillid til det forgængelige, kun på det uforgængelige. Det, der altid står fast. Og så kommer den fortsættelse, der viser, at menneskelig svaghed ikke er en undskyldning for bare at gøre, hvad man har lyst til. Jo, vi er uperfekte, men står stadig til ansvar overfor vores skaber. Derfor: Gør ret!

Birgitte Gøye gjorde i hvert fald ret, da hun - denne myndige, lærde og karakterfaste kvinde - formulerede dette valgsprog og satte det op på skolens bygning. Enhver der besøger Herlufsholm i dag tvinges til eftertanke, når de læser det.

Og enhver, der læser Birgitte Gøyes historie tvinges til at tænke over, hvilken fornem kultur vi har fået foræret og hvor meget vi har at give videre.

Litteratur:

Axel Liljefalk: Herluf Trolle og Birgitte Gjøe. Deres liv, deres gerning (1910).

Jens Forman: Muslimernes religion. Tro, praksis og sharia (2006)