Forsømmelsens tragedie

På den internationale Holocaust-mindedag holdt Israels præsident, Shimon Peres, en tale i Forbundsdagen. Den bringes her i uddrag.

Jeg står her i dag i min egenskab af præsident for staten Israel, hjemsted for det jødiske folk.

Det smerter mig at tænke på fortidens grusomheder, men jeg øjner en fælles fremtid for en verden uden had. En verden, hvor ordene krig og antisemitisme ikke findes.

En bestemt bøn har fulgt jøderne i tusinder af år. Den fremsiges til minde om de døde, om fædre og mødre, om brødre og søstre.

De mødre, hvis børn blev vristet ud af armene på dem, og de fædre, som så til i rædsel, da deres børn blev gennet ind i gaskamrene og blev forvandlet til aske i krematorierne, nåede ikke at fremsige eller lytte til den gamle bøn.

Ved denne lejlighed vil jeg gerne fremsige bønnen - kaddish - i det jødiske folks navn og til minde om og til ære for de seks millioner jøder, der blev forvandlet til aske:

»Helliget vorde Hans mægtige navn i den verden, som Han har skabt efter sin vilje; måtte Hans rige opstå i vor levetid og i vore dage og i hele det israelske hus' levetid, nu og i nær fremtid. Dertil siges: Amen«

Bønnen slutter med de ord, der er blevet et symbol på staten Israel og en drøm i den jødiske verden:

»Måtte Han, som stifter fred i Det Høje, stifte fred blandt os og hele Israel. Dertil siges: Amen«

Mine venner, det tyske folks ledere og repræsentanter, i Israel og resten af verden forsvinder overlevende fra Holocaust efterhånden fra de levendes verden. Samtidig fortsætter mænd og kvinder, der deltog i den mest afskyelige handling på jord - folkemord - deres eksistens på tysk og europæisk jord og i andre dele af verden.

Gør Deres yderste for at stille dem til ansvar.

I vore øjne er det ikke et spørgsmål om hævn. Det er et spørgsmål om at blive klogere. En hjælp for den yngre generation. Den bør huske, hvad der skete, så den ved, at der ikke er noget alternativ til fred, forsoning og kærlighed.

I dag for 65 år siden skinnede solen for første gang efter seks onde år. Dens stråler afslørede det fulde omfang af den ødelæggelse, som mit folk havde været udsat for.

Den dag steg røgen stadig op fra krematorierne, og udryddelseslejren Auschwitz-Birkenaus jord var dækket af blod og aske. Der var stille på perronen. Og rampen, hvor jøderne blev sorteret, var mennesketom. Over den grufulde valplads hvilede en forræderisk ro.

Øret opfangede kun stilheden, men fra den frosne jords dyb rejste sig et skrig, der sønderrev menneskers hjerte og steg op til den tyste himmel. Den 27. januar 1945 vågnede verden, for sent, op til den kendsgerning, at seks millioner jøder ikke længere taltes blandt de levende.

Dagen i dag symboliserer ikke alene mindet om ofrene, ikke alene menneskehedens skyldfølelse over de uhørligheder, der fandt sted, men også forsømmelsens tragedie. Det er vor lære af en tid, da verden udviste forsømmelighed, mens flammerne rejste sig og dræbermaskinen kunne fungere dag efter dag, år efter år, uden modstand.

Tre år tidligere, den 20. januar 1942, samledes ikke langt herfra, i Villa Wannsee ved bredden af en smuk sø, en række fremtrædende officer og embedsmænd anført af Reinhard Heydrich for at udtænke og samordne ”den endegyldige løsning” på ”det jødiske spørgsmål”.

Adolf Eichmann udarbejdede et dokument, der identificerede målgruppen for deportation og udslettelse. Den omfattede alle jøder på det europæiske kontinent, fra de tre millioner i Polen, Ukraine og Sovjetunionen til de to hundrede i lille Albanien.

11 millioner jøder skulle dø.

Nazisterne var effektive, og fra Wannsee gik vejen til Auschwitz, til gaskamrene og krematorierne.

Jeg står her i dag, højtærede ledere og repræsentanter for et anderledes Tyskland, et demokratisk Tyskland, som repræsentant for jødernes stat, de overlevendes stat, staten Israel.

For mine øjne ser jeg min bedstefader, rabbiner Zvi Meltzers imposante skikkelse, en smuk og værdig mand, som jeg beundrede højt. Han var min lærer og mentor. Han lærte mig toraen. Jeg ser ham med hans hvide skæg og mørke øjenbryn, hyllet i tallitten (bedesjalet, red.), i synagogen i byen, hvor jeg blev født, Vishneva i Hviderusland.

Jeg gemte mig i tallittens folder og lyttede bevæget til hans klare og smukke stemme. For mit indre øre kan jeg stadig høre stemmen, når han reciterede kol nidre-bønnen i forbindelse med forsoningsdagen (Yom Kippur, red.).

Jeg husker ham ved togstationen, hvorfra jeg, en 11-årig knægt, indledte min rejse fra min landsby til Eretz Israel (Israels Land, red.). Jeg husker hans varme omfavnelse. Jeg husker de sidste ord og budskabet fra hans mund: »Min dreng, bliv ved med at være jøde.«

Toget fløjtede og satte i gang. Jeg blev ved med at se efter min bedstefader, indtil han forsvandt. Det var sidste gang, at jeg så ham.

Da nazisterne kom til Vishneva, beordrede de alle jøderne til at samles i synagogen. Min bedstefader gik som den første derind, iført den tallit, som jeg gemte mig i som dreng. Familien fulgte ham. Dørene blev låst udefra, og træbygningen blev sat i brand. Det eneste, der var tilbage af den jødiske menighed, var aske og røg. Ingen overlevende. Nazisternes rabiate had kan ikke udelukkende forklares ved antisemitisme.

Krigens formål var at erobre Europa; ikke gøre et gammelt regnskab op med jødernes historie.

Jeg takker Vorherre for de mennesker, der gjorde en ende på vanviddet, ondskaben og grusomhederne.

Den vigtigste lære, vi kan uddrage af Holocaust, er ”aldrig mere”. Aldrig mere en racistisk doktrin. Aldrig mere følelsen af overlegenhed. Aldrig mere en guddommelig ret til at øve hetz, begå mord, udvise foragt for loven og fornægte Gud og Holocaust. Aldrig mere lukke øjnene for blodtørstige diktatorer.

Truslen om at udslette et folk og en nation fremsættes i skyggen af masseødelæggelsesvåben, som er i hænderne på irrationelle, utilregnelige, usandfærdige mennesker.

For at forhindre en gentagelse af Holocaust, må vi lære vore børn at respektere menneskeliv og at befordre forholdet mellem mennesker baseret på fred, at respektere forskellige kulturer og universelle værdier, at være sig De 10 Bud bevidst, at forske til fordel for menneskets krop og sjæl.

Da den britiske mandatperiode ophørte, proklamerede David Ben-Gurion staten Israels oprettelse. Araberne afviste FN's resolution, og arabisk militær angreb Israel kun få timer efter uafhængigheden. De israelske styrker vandt den desperate kamp.

Mens det stadig blødte fra vore sår, kom der hjælp fra uventet kant, fra det nye Tyskland. Det glemmer vi ikke.

To ledere rakte hænderne frem mod hinanden:

Forbundskansler Konrad Adenauer, den tyske forbundsstats grundlægger, og David Ben-Gurion, staten Israels grundlægger og første premierminister.

Den 27. september 1951 talte Adenauer i Forbundsdagen om det tyske folks ansvar for Det Tredje Riges forbrydelser mod det jødiske folk og om, at hans regering var parat til at godtgøre jøderne for tab af ejendom og til at hjælpe med til at opbygge den unge stat.

Den israelske regerings beslutning om at forhandle direkte med den tyske regering affødte en voldsom, hidtil uset reaktion. Holocaust-ofre var blandt dem, der kastede med sten mod Knesset. Nogle støttede dog Ben-Gurion. Denne stod fast på sin beslutning: Der er et andet Tyskland, som vi må tale med om fremtiden, ikke blot fortiden. Knesset gav sin tilslutning. Krigsskadeserstatningen hjalp Israels på fode.

Som ung arbejdede jeg for Ben-Gurion og blev hans viceforsvarsminister. Jeg lærte, at Israel måtte forsvare sine sønner, mens det var under opbygning.

Også på dette punkt viste Tyskland os forståelse og støttede os med militærudstyr.

Et enestående forhold opstod mellem Tyskland og Israel. Venskabet udviklede sig ikke på bekostning af mindet om Holocaust; begge parter er tværtimod bevidste om den mørke tid, men også om at se fremad.

Vi troede og tror på, at det nye Tyskland vil gøre sit yderste for at sikre, at den jødiske stat aldrig mere bliver nødt til at kæmpe alene for at overleve. David Ben-Gurion, der spåede et andet Tyskland, havde ret. Tak.

De, hr. forbundspræsident Horst Köhler, sagde i Knesset: »Ansvaret for Holocaust er en del af den tyske identitet.« Det værdsætter vi Dem for.

Og De, fru forbundskansler Angela Merkel, De har erobret den israelske nations hjerte med Deres oprigtighed og varme. I Senatet og Repræsentanternes Hus i USA udtalte De: »Et angreb på Israel er som et angreb på Tyskland.« Disse bevægende ord som udtryk for ubrydelig støtte vil vi aldrig glemme.

Israel er en jødisk og demokratisk stat, hvor der bor omtrent halvanden million ligeberettigede arabiske borgere. Vi støtter princippet om en ”tostatsløsning". Det havde sin pris at være i krig, og vi tøvede ikke med også at betale en pris for at opnå fred. Også i dag er vi parate til at give afkald på områder for at opnå fred med palæstinenserne, så de kan oprette en selvstændig, fremgangsrig og fredelig stat.

I lighed med vore naboer identificerer vi os med de millioner af iranere, der gør oprør mod diktatur og vold. I lighed med dem afviser vi et fanatisk styre, som lader hånt om De Forenede Nationers pagt. Et styre, som truer med ødelæggelse og er i besiddelse af atomanlæg og -missiler, hvormed det terroriserer ikke blot sit eget land, men også andre lande. Et sådant styre udgør en fare for hele verden. Vi ønsker at lære af europæerne, der har løst Europa fra 1.000 års krig og bitterhed og gjort det muligt for Europas unge at sætte broderskab i stedet for deres forfædres fjendskab. Vi kan lære meget af Deres erfaringer og drømmer om et Mellemøsten, hvor alle lande er parate til at lade deres ophavs konflikter erstatte af fred for deres efterkommere.

Ærede tilhørere, jeg tror på, at det er i Deres og vor magt at ændre historiens gang. Jeg tror, at fred er opnåelig.

Vi tør drømme, og jeg er overbevist om, at De tør drømme med os: Sammen vil vi virkeliggøre drømmen.