Retten til at kalde Gud for Gud

En mærkelig uro hærger Malaysia og truer med at føre til en religiøs lovstat, skriver kronikøren.

Den mærkelige sag fra Malaysia, hvor man strides om retten til at bruge det arabiske ord for Gud - Allah, og hvor man brænder hinandens helligdomme af og vandaliserer dem, hørte jeg første gang om for knapt to år siden. Jeg besøgte på det tidspunkt en advokat i hovedstaden Kuala Lumpur for at lave research til Frederik Stjernfelts og min bog ”Adskillelsens politik”.

En del af bogen beskæftiger sig med den reelt eksisterende multikulturalisme, hvor man som i Malaysia har separate lovgivninger for de forskellige kulturelle, religiøse og etniske grupper i samfundet. Et sådant system beskrives også som retspluralisme. Hvordan fungerer det? Hvilke konsekvenser har det for rettighederne til borgerne og beskyttelsen af dem fra statens side? I den forbindelse var det naturligt, at tale med en advokat, som forholder sig kritisk til systemet, og vurdere de sager, som han kunne bidrage til belysningen af. Selv var han personligt og professionelt involveret som forsvarer for en muslimsk kvinde, Lina Joy, hvor han førte hendes sag for retten til at konvertere fra islam til kristendom. Denne sag var imidlertid, på det tidspunkt hvor jeg besøgte advokaten sidste gang i februar 2008 faldet ud således, at det var blevet nægtet Lina Joy at registrere sig som kristen og at ændre sit navn på sit identitetskort til - Lina Joy. Før sin religiøse omvendelse var hun registreret under et muslimsk navn - Azlina Jailani.

Man kan undres over, at en sådan sag overhovedet kunne komme for en domstol, da der i det demokratiske Malaysia er religionsfrihed som i andre lande med en eller anden grad af retssikkerhed. Men her kommer den såkaldte retspluralisme ind, hvor forskellige grupper i samfundet behandles forskelligt. Det sker med begrundelse i deres forskellige religiøse og kulturelle tilhørsforhold. Og da man op igennem 1980'erne har fået udviklet centrale shariadomstole i Malaysia, som efterhånden har fået mere og mere magt, så blev dette forhold kronet i sagen om Lina Joy. Her renoncerede landets højesteret ganske enkelt på at beskytte Lina Joys religionsfrihed ved at erklære, at en sådan sag henhører under landets shariadomstole, som de almene domstole ikke kan underkende i sager som er dækket ind under shariadomstolenes jurisdiktion.

Lina Joy måtte derfor gå tomhændet fra højesteret uden nogen beskyttelse. Og at efterprøve sagen ved den shariadomstol, som hun blev henvist til fra retten, var ifølge hendes advokat illusorisk. Det er disse domstoles fornemste opgave at håndhæve islamiske leveregler og love, og beskytte religionen mod oprørske medlemmer, som bl.a. Lina Joy, der vil frafalde islam. Og netop spørgsmålet om apostasi står stærkt i islam, og er et af de helt store og stærke forbud, som håndhæves på forskellige måder i forhold til ægteskabslovgivning og andre forhold. Så reelt måtte advokaten erkende, at den malaysiske stat lod en af sine borgere uden retsbeskyttelse, idet den overgav hende til et religiøst samfunds domstol.

Han fortalte ved samme lejlighed om andre områder, hvor det multikulturelle samfund lovgiver på en forvrøvlet og skadelig måde i forhold til menneskerettigheder og borgernes forhold. Det var sagen om retten til at bruge ordet Gud på arabisk - Allah - som er et låneord på malaysproget bahasa.

Myndighederne havde på det tidspunkt konfiskeret kristne bøger og bibler osv., fordi de havde anvendt ordet Allah. Myndighederne havde taget dette skridt for at beskytte det malaysiske ord for Gud, som kun måtte anvendes når der var tale om Gud i islam - Allah. Det lyder sandt nok forvirrende, og det var også den officielle begrundelse for at gribe ind med censur og brud på ytrings- og trykkefrihed.

Helt konkret drejede det sig om, at en kristen pastor anmodede retten om at annullere indenrigsministeriets konfiskation af søndagskolebøger og bibler, som var fremstillet til malaysisk talende kristne på Borneo i det østlige Malaysia, der ikke er muslimer som malayerne i det øvrige Malaysia. For da man for dem skulle oversætte Biblen til malaysproget bahasa, så har man anvendt ordet Allah for Gud, og det var faldet indenrigsministeriet for brystet. Man havde begrundet sit forbud med intet mindre end loven om statens sikkerhed. Man argumenterede med, at brugen af ordet Gud på bahasa - Allah - for den kristne Gud kunne forvirre muslimer, som kunne forledes til at frafalde islam og konvertere til kristendom.

Som man måske kan ane, så bliver problemet med en retspluralisme med forskellige love for kulturelle grupper også relevant for andre end de borgere, som umiddelbart bliver ramt, som Lina Joy, der mod shariadomstolen vil frafalde islam. Selve staten tenderer også mod at udvikle sig til en religiøs lovstat, som giver love og bestemmelser overfor andre end den gruppe, som siges at være direkte under sharias jurisdiktion.

Det er en af grundene til, at man har reageret så voldsomt i Malaysia overfor dette bizarre forbud fra indenrigsministeriet om retten til at kalde Gud for Allah. Menneskerettighedsgrupper og andre trossamfund ser denne bestemmelse som led i den tiltagende islamisering af samfundet og som en undergravning af friheden og retssikkerheden i landet.

Pedantisk peger man på - om ikke for andet, så for ræsonnementets egen skyld - at ordet Allah blev anvendt af de arabiske kristne for deres Gud langt tid inden profeten overhovedet blev født.

En katolsk avis, The Herald, førte imidlertid en sag ved domstolene for retten til at anvende ordet Allah for den kristne Gud i sin udgave på malaysproget. Og højesteret i landet afsagde dom den 31. december sidste år om, at indenrigsministeriets bekendtgørelse med henvisning til loven om statens sikkerhed ikke var gyldig. Nu kunne alle - også ikke-muslimer - kalde deres Gud for Gud på deres eget sprog, bahasa. Dette gjaldt ikke blot de kristne malayer, men også sikherne i landet, som er en del af det indiske mindretal på ca. 8 pct.. Denne religiøse retning bruger ordet Allah i deres formaliserede bønner. Herefter blussede den del af balladen op, som vi har hørt om i pressen på det seneste. Premierministeren Najib Razak opfordrede til tolerance og tillid til myndighederne i denne sag. F. eks. mente man, at de kristne malayer på Borneo, altså der hvor striden begyndte med forbudte bibler og søndagsskolebøger, fortsat kunne kalde Gud for Allah, idet de der har gjort det i århundreder. Men i den del af Malaysia, der befinder sig oppe på halvøen, der må man ikke kalde Gud for Allah. Forskellige regler - ikke kun mellem de forskellige grupper, men nu også i de forskellige delstater, som forbundsstaten Malaysia består af.

Til trods for dette forsøg på at finde en mindelig løsning på striden om Guds navn, er det indtil nu kommet til at en halv snes kirker er blevet brændt ned og vandaliseret. Det samme er sket for et mindre antal moskeer og et sikhtempel. Et sted er afhuggede svinehoveder blevet kastet foran en moske, et andet sted er afhuggede kohoveder blevet paraderet foran et indisk helligsted. Advokater, som forsvarer kristnes rettigheder overfor indenrigsministeriets bekendtgørelse om forbuddet mod at bruge navnet Allah for Gud, har oplevet indbrud, vandalisering og tyveri af kartoteker og computere. Og myndighederne har ved enhver lejlighed forsikret om, at man har greb om situationen og opfordret samfundet til at vise tolerance. Men alligevel fortsætter denne mærkelige uro. Hvem står bag? I hvis interesse er det, at de forskellige kulturelle og religiøse grupper oplever overgreb mod deres hellige symboler?

En ledende skikkelse fra oppositionen i Malaysia har et bud på disse spørgsmål. Anwar Ibrahim var i sin tid nummer to i regeringspartiet UMNO, der har haft magten i landet uafbrudt siden uafhængigheden i 1957. Det lå således i kortene, at han skulle efterfølge den tidligere premierminister og leder af partiet, Mohammad bin Mahathir. Men han blev imidlertid indhentet af noget, der bliver betragtet som en skueproces, idet han blev dømt for homoseksualitet. Igen et forhold, der ifølge borgerlige retsnormer i dag ikke er en sag for myndighederne - men sådan var det ikke i Malaysia i 1999, da dommen faldt. Han blev tillige dømt for korruption. Men til trods for dette har han blandt menneskerettighedsgrupper opnået status af politisk fange. Han blev imidlertid løsladt i 2004, og er i dag en central skikkelse blandt oppositionens forskellige partier.

Han har således nok et ondartet forhold til den organisation, der i sin tid fældede ham politisk. Men hans vurdering lyder, at UMNO ved, at dets politik er forfejlet, og at det uvilkårligt vil gå mod et valgnederlag ved næste parlamentsvalg. Det fik et dårligt valg i 2008 og senest i 2013 kan man risikere for første gang at miste grebet om magten siden uafhængigheden.

Partierne i Malaysia er overvejende defineret i forhold til kulturel og religiøs gruppetilhørsforhold - og dermed i forhold til etnisk tilhørsforhold. UMNO er et parti udelukkende for malayer - ikke for hverken kinesere eller indere, som er de andre grupper i landet. UMNO er også et muslimsk parti, og det har været under partiets styre, at man har opbygget systemet med shariadomstole i Malaysia og udviklet den reelt eksisterende multikulturalisme. Og for at samle alle muslimer, dvs. alle malayer bag sig i partiet, mener den frafaldne Anwar Ibrahim nu, at man har grebet til en gammel magtstrategi - del og hersk. Ved at muslimerne oplever, at deres helligdomme skændes, skal de slutte op om det ene muslimske parti, som vil forbeholde retten til navnet Allah for muslimer - og ikke støtte andre muslimske partier. De kristne skal støtte de kristne partier, og kineserne skal støtte kinesiske partier osv. Så vil alting falde på plads igen for UMNO, da muslimerne udgør ca. 60 pct. af befolkningen i landet.

Så vidt var det endnu ikke kommet, da jeg talte med advokaten, der forsvarede Lina Joy for to år siden. Jeg spurgte om, hvad man så gør, når man ikke må kalde sin Gud for Gud. Man anvender ordet Dohan, der betyder Herre. Men man må ikke sige Gud.