Frygten forhindrer forandring

Dagens kronikør giver et indblik i den nordkoreanske verdensopfattelse og tænkemåde.

Der har været stille omkring Nordkorea som ellers, afstand og lidenhed til trods, nok ved at fylde i mediebilledet. For nyligt kunne man her i avisen læse, at den nordkoreanske leder havde udtalt sig kritisk om interne forhold. Men samtidigt løber rygterne om at lederens yngste søn på 27 år står til at arve riget. Skal vi tro på selvkritikken og forvente nye tider, eller betyder det, at alt er ved det gamle i Nordkorea?

Medens den ideologiske øst-vest konflikt i resten af verden er et tilbagelagt stadium opretholdes i Nordkorea et tilsyneladende uforandret kommunistisk dynasti. I isolation har regimet etableret sig som et temmelig stabilt paradoks i et ellers dynamisk Østasien. Og enten vi bryder os om det eller ikke, så er hovedparten af befolkningen fortsat loyale i forhold til dette regime. De ønsker bestemt forandring, de ønsker utvivlsomt at der igen kommer en tid, hvor der er tilstrækkeligt med fødevarer, varme i radiatorerne og lys i lamperne. Men de ønsker og håber, at dette vil ske som et resultat af den pågående reformpolitik, og ikke efter et voldsomt og uoverskueligt regimeskifte som i værste fald vil medføre krig.

Frygten for krig, for angreb udefra, er nemlig latent i stort set hele befolkningen. De ældre har oplevet krigens grusomhed, og de yngre generationer er vokset op med alle de forfærdelige historier som forældre, bedsteforældre, institutioner og skoler så at sige har stopfodret dem med gennem hele opvæksten. Frygten for USA er nærmest biologisk i Nordkorea. Efter krigen i Irak, tilfangetagelsen og henrettelsen af Saddam Hussein og den fortsatte krig i Afghanistan, har nervøsiteten i Pyongyang været til at tage at føle på. Mange her har været overbeviste om, at de snart stod for tur, hvilket skiftende amerikanske præsidenter har mere end antydet muligheden af, Bill Clinton inklusive. Så det er på denne baggrund man skal forsøge at forstå nordkoreanernes paranoia. Dette undskylder ikke et fattigt lands atomare oprustning, men forklarer den dog til en vis grad. Da den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright besøgte Nordkorea i 2000 og havde samtaler med Kim Jong Il spurte hun indledningsvis om der var emner man ikke kunne berøre under disse samtaler.

»Tænker De på noget specielt«, ville Kim vide.

»Jo, jeg tænker specielt på jeres atomvåben«, svarede Albright.

»Nej, dét er absolut et tema vi skal drøfte«, svarede Kim, »for disse våben har vi jo kun fordi vi er bange for jer!«

Replikskiftet kan afvises som diktatorens smarte undvigemanøvre og et ønske om at fralægge sig ansvaret. Og dog er krigsfrygten et grundtema hos den jævne nordkoreaner. Man kan diskutere i en uendelighed, om denne plage er selvskabt eller ikke. Frygt er frygt, og dét er ikke et godt fundament at bygge relationer på.

For mig at se er spørgsmålet om regimets behandling af ”politiske afvigere” også tæt knyttet til denne frygt. Da jeg bragte emnet på bane overfor en regeringsembedsmand ved mit seneste besøg i landet, kikkede han hvast på mig og spurgte: hvordan behandlede I overløbere og stikkere under krigen?

»Jamen det var krig«, svarede jeg, usikker på hvor han ville hen med sammenligningen.

»USA har aldrig accepteret vort ønske om at etablere en fredsaftale, replicerede han, vi lever stadig med en våbenhvile underskrevet i 1953. Vi er altså teknisk set stadig i krig med supermagten USA«.

Det, der betyder noget i denne sag, er selvfølgelig hvordan man anskuer verden. Hvad man tror og mener om den, og frygter man, så er frygten reel. Dette undskylder ikke repression og undertrykkelse, men det forklarer, hvorfor dette foregår. Hvis man da ikke foretrækker at se det hele som udslag af ondskab. Sådan så den tidligere amerikanske præsidents verdensbillede jo ud: verden opdelt i os, de gode og de andre, de onde. Nordkorea tilhørte som bekendt ”ondskabens akse”, og Bush ville for enhver pris udvirke et regime skifte i Pyongyang. Nu har man erkendt, at denne firkantede opdeling af verden i dem og os er lige så forkert og farlig, som det forkerte verdensbillede, man ønskede at forandre, eller helt udviske.

Den nye amerikanske regering har modificeret dette sort-hvide verdensbillede og forsøger nu at opbygge et tillidsforhold til Pyongyang. Da de to amerikanske journalister med koreansk baggrund sidste år blev arresteret ved grænsen til Kina og idømt hårde straffe, holdt USA en relativt lav profil. Denne sag kunne nemt have udløst en større krise i forholdet mellem landene, men i stedet skete det modsatte. USA lod forskere og diplomater med særlige forudsætninger for at forhandle med Nordkorea bane vejen for en benådning af de to kvinder. Pyongyang bad om at selve udleveringen blev markeret ved at en betydningsfuld repræsentant fra USA hentede de frigivne, og USA sendte tidligere præsident og nuværende ægtefælle til landets udenrigsminister, Bill Clinton. Alle var tilfreds, og forholdet mellem USA og Nordkorea tøede nogle grader. Ikke mindst mødet mellem Clinton og Kim var betydningsfuldt, da man ved denne lejlighed diskuterede mere end sagen om de to journalister.

For nylig besøgte Stephen Bosworth Nordkorea. Han er USA's chefsforhandler i drøftelserne om landets atomvåben og en helt central person i udviklingen af relationerne mellem de to tidligere dødsfjender. Bosworth er akademiker og diplomat med et særdeles grundigt kendskab til Korea og Østasien, og så er han en venlig mand. Netop dette har en kolossal og helt undervurderet betydning. Ikke mindst i Østasien spiller de personlige relationer en afgørende rolle, også indenfor national og international politik. For at nævne et eksempel på det modsatte var John Bolton, som, før han blev USA's FN ambassadør, var engageret i Korea-spørgsmålet. Han var, og er nok endnu, en arrogant og uvenlig person, som ikke er kendt for at lytte til andre, som tromler modstandere og møder op med egne konklusioner, som han ikke har til sinds at give køb på. I egen selvbevidsthed er han en principfast kæmper for det gode mod det onde, men alene ved sin adfærd lukker han enhver mulighed for åbninger og kompromisser. Jeg så en nordkoreansk kommentar efter Boltons første besøg i Pyongyang, hvor de skrev at manden ikke kender de mest enkle høfligheds- og samværsformer. Og hvem tror på resultater, hvis parterne kun udveksler noter og fornærmelser?

Da jeg havde en lang samtale med Kim Dae-jung, (bragt i JP 11/5 2004) tidligere præsident i Sydkorea og modtager af Nobels fredspris, om forholdet til Nordkorea, sagde han, at Vesten måtte prøve at forstå at den nordkoreanske ledelse er reaktiv: de reagerer på signaler fra omverdenen. Hvis Vesten er positiv, så vil dette også præge udspil fra Nord, er Vesten negativ og presser på for at fremme regimets sammenbrud i Nord, ja så svarer de med samme mønt, og ofte så voldsomt, at det giver overskrifter i vor presse. Men pressen har sjældent plads til mellemregninger og forklaringer, hvorfor vi står tilbage med det indtryk at nordkoreanerne er uforudsigelige og nærmest utilregnelige. Dette er meget forkert. En af mine amerikanske kollegaer har kikket på forholdet mellem de to lande over tid og har dokumenteret denne reaktive politik. Kim Dae-jung formulerede det således: I kan få en stålsat diktator eller en fleksibel reformpolitiker, den nordkoreanske leder kan spille begge roller, valget er jeres.

Så hvad vælger vi? Kritik kan bestemt være fuldt berettiget. Men hvad er det, vi ønsker at opnå? Er det vigtigere for os at udtrykke misbilligelse end at være med til at ændre de forhold, som forårsager misbilligelsen? Reformprocessen i Nordkorea er i gang, og selv om vi ikke er de eneste på banen, er vi blandt de lande, som nordkoreanerne gerne vil tage ved lære af. Den legendariske nordiske velfærdsmodel ses som et ideal blandt de folk, som har et vidst kendskab til omverdenen. Vi er sammen med de øvrige nordiske lande blandt de vestlige lande, som længst har haft diplomatiske relationer med Nordkorea. Det giver os en komparativ fordel i forhold til lande, som i kortere tid har anerkendt styret i Pyongyang og en forpligtelse, synes jeg, til at gøre den forskel, som der nu viser sig en mulighed for.

Hidtil har vi i EU-regi givet bistand for at afhjælpe den værste nød, men har afvist at hjælpe landet med egentlige udviklingsprojekter. Årsagen er selvfølgelig politisk. Man har ikke villet honorere dårlig opførsel, og, ikke mindst vigtigt, man har ikke villet risikere at træde USA over en øm tå. Forståelig nok. I det store spil kan man ikke risikere forholdet til USA for et fjernt og relativt ubetydeligt land som Nordkorea. Men nu er situationen en anden. USA har brudt med Bush' regime change-politik og er indstillede på at gennemgå forholdet til Nordkorea fra A til Z. Hvis der ikke igen går kludder i udviklingen, (Sydkorea, Kina, Japan og Rusland har også en større eller mindre aktie i dette spil), så er der grund til en vis optimisme.