Forsvaret ved en skillevej

Det er galimatias at spare hærens transporthelikoptere væk. Resultatet er større tab og ringere effektivitet. Det er på tide at foretage langsigtede prioriteringer af forsvarets opgaver, skriver dagens kronikør.

Filmen er knækket. Forsvaret er på nippet til at opgive anskaffelsen af de transporthelikoptere, som alle eksperter er enige om markant vil øge mobiliteten og sikkerheden for vores soldater. Det er ikke for ingenting, at britiske, canadiske og hollandske officerer samstemmende betegner transporthelikoptere som kampafgørende i det sydlige Afghanistan. Der er også voksende irritation over, at Danmark ikke bidrager med transporthelikoptere selv. Da Danmark indsatte jægersoldater i Helmand sidste sommer, havde Storbritannien på forhånd gjort det klart, at vi ikke skulle bryde os om at indsætte dem uden helikoptere. Da vi så gjorde det alligevel, nægtede briterne at lade dem bruge deres, hvilket handicappede jægerne betydeligt.

Det var derfor en rigtig beslutning at købe en transporthelikopter i 2001, der kunne dække behovet for søredning hjemme og troppetransport ude. Desværre var der store problemer med at få den nye helikopter op at flyve. Disse problemer og langt større driftsomkostninger end ventet, er angiveligt grunden til, at forsvaret nu er tæt på at opgive troppetransportkapaciteten.

Forsvaret har et milliardunderskud, og der skal fjernes kapaciteter for at få pengene til at passe. Men at man vælger at fjerne en kapacitet, som er kritisk for vores evne til at operere effektivt og sikkert i Afghanistan og alle de højintensive hærmissioner, man kan se i krystalkuglen 20 år frem - ja det skriger altså til himlen.

Transporthelikoptere er en mangelvare i alle igangværende militære operationer i lande med dårlig infrastruktur og/eller uvejsomt terræn. Det gælder Afghanistan, Irak, Darfur og Den Demokratiske Republik Congo for blot at nævne de mest kendte. Hertil kommer, at de også er en mangelvare i humanitære operationer som den på Haiti. I og med at forsvaret i de næste 20 år vil skulle operere i svage eller sammenbrudte stater med ringe infrastruktur mod guerrillastyrker, så er transporthelikoptere centrale for både mobilitet og soldaternes sikkerhed, fordi vores modstandere i disse krige vil bruge vejsidebomber, selvmordsbomber og lignende for at neutralisere vores soldaters teknologiske overlegenhed.

At forsvaret nu af økonomiske grunde ser sig nødtvunget til at opgive helikopterkapaciteten er ikke bare sort uheld og udtryk for, at man købte katten i sækken i 2001. De økonomiske problemer er et symptom på et mere grundlæggende problem, nemlig en manglende vilje til at tage konsekvensen af, at der ikke i overskuelig fremtid (+20 år) vil være en konventionel trussel mod dansk territorium og prioritere, hvilke opgaver det danske forsvar skal løse i stedet for det traditionelle territorialforsvar.

Al dansk magtanvendelse, hvad enten det drejer sig om forsvar eller angreb, vil fremover ske i en multinational ramme i samarbejde med allierede, sådan som det har været tilfældet siden Anden Verdenskrig. Skulle USA en dag blive træt af Nato og tage hjem, vil EU tage over, fordi europæerne i dag er så integrerede politisk og militært, at de ikke længere kan forsvare sig eller angribe på egen hånd i nogen større målestok. Storbritannien kan for eksempel ikke udkæmpe en ny Falklandskrig længere.

Konsekvensen er, at vi ikke længere behøver et komplet forsvar med tre store værn, men i stedet skal satse på at levere relevante bidrag til det store fælles multinationale europæiske/transatlantiske forsvarssamarbejde, der beskytter vores territorium og varetager vores interesser udenfor Europa. Vores bidrag til Natos internationale operationer er at betragte, som den forsikringspræmie, vi betaler for at være sikre på, at vores allierede kommer os til undsætning, hvis der en dag atter skulle opstå behov herfor. Vores Afghanistan engagement er således først og fremmest led i vores bestræbelser på at holde liv i Nato og fastholde det amerikanske engagement i alliancen.

Nedlæggelsen af det danske ubådsvåben i 2004 er et udtryk for denne udvikling, og den er kun lige begyndt. Danmark kommer fremover til at opgive stadig flere kapaciteter, fordi det bliver dyrere at anskaffe, anvende og vedligeholde nye våbensystemer, og fordi Danmark ligesom de øvrige europæiske lande ikke er villig til at øge forsvarsbudgettet markant.

Udfordringen for det danske forsvar er derfor at vælge de kapaciteter, der giver størst international indflydelse og prestige hos de partnere, som vores nationale sikkerhed i sidste instans afhænger af. Forsvarets officielle svar på denne udfordring hedder kapacitetsspecialisering. Ideen er at satse på ”helstøbte kapaciteter”, der gør Danmark i stand til at udføre selvstændige operationer indenfor rammerne af større multinationale operationer, således at maksimal handlefrihed bevares.

Effektiv kapacitetsspecialisering kræver imidlertid en benhård prioritering af, hvilke opgaver Danmark skal kunne udføre, og denne prioritering har forsvaret og de ansvarlige politikere hidtil undladt at foretage. I stedet er der udmeldt store internationale ambitioner for alle tre værn. Flåden skal kunne udsende flere og større skibe, flyvevåbnet skal kunne udsende topmoderne jagerfly, og hæren flere veludrustede soldater, end den har magtet til dato.

Resultatet af den manglende prioritering er en situation, hvor hæren gennem længere tid har haft stort besvær med at få det nødvendige udstyr til Afghanistan.

Der har manglet radioer til de specialister (forward air controllers) der skal tilkalde fly i nødsituationer og pansrede køretøjer til at træne i inden indsættelse, anbefalinger fra Hærens Kampskole om bedre pansring af køretøjer er blevet overhørt, og nu bliver de transporthelikoptere, som vil nedbringe hærens tab og øge dens effektivitet markant, tilsyneladende sparet væk. Det kan ikke fortsætte. Der er ikke penge til at give flåden kapacitet til permanent global tilstedeværelse med nye kommandostøtteskibe og fregatter, give flyvevåbnet nye topmoderne jagerfly til både suverænitetshåndhævelse og internationale operationer, og samtidig give hæren moderne udstyr til højintensiv oprørsbekæmpelse À la Helmand. Der er ikke penge til levere topmoderne kapaciteter fra alle tre værn i den størrelsesorden, som det nye forsvarsforlig lægger op til.

Det er tid til langsigtede prioriteringer, der tager udgangspunkt i hvilke opgaver de danske politikere mener, forsvaret skal løse. Det er uholdbart, at kapaciteter fravælges i form af hovsa-løsninger, fordi der har været problemer med at få materiellet til at fungere, eller fordi mangelfuld budgetstyring har skaber huller i budgettet, der skal lukkes.

Hvis man opgiver transporthelikopterkapaciteten, er man også nødt til at overveje om udbygningen af specialstyrkerne fortsat giver mening. Det giver nemlig ikke megen mening at udbygge specialstyrkerne, hvis man ikke udruster dem med tidssvarende helikoptere. Det skal ligeledes overvejes, om hæren fortsat skal indsættes i høj-intensiv oprørsbekæmpelse, da erfaringerne fra Irak og Afghanistan entydigt viser, at det giver unødvendigt store tab at indsætte soldater i sådanne operationer uden garanteret adgang til transporthelikoptere.

Det er ikke nødvendigvis noget problem at sænke ambitionsniveauet for hæren, da den sagtens kan bruges i andre internationale opgaver. Der er stor efterspørgsel på rådgivnings- og træningseksperter, eksperter i civil-militært samarbejde og andre mere bløde opgaver, der traditionelt ikke har haft nogen høj stjerne i hæren, men som er af vital betydning for succes i oprørsbekæmpelse.

Fordelen ved at give hæren en blødere profil er færre tab. Ulempen er mindre international prestige og indflydelse. Når Danmark i dag har en høj stjerne i Nato og USA, hænger det sammen med vores vilje til at bidrage med soldater til de farligste og mest tabsgivende operationer. Det er forklaringen på, at Danmark har fået så stor ros for at sende 740 mand til Helmand, mens Tyskland har fået massiv kritik for at sende seks gange så mange til et fredeligere område.

Det er den afvejning, som politikerne skal foretage deres prioritering af, hvilke kapaciteter forsvaret skal satse på fremover. Hærens Helmand-indsats giver en international prestige og indflydelse, som flåden og flyvevåbnet ikke kan levere, fordi de i reglen er lavrisiko bidrag. Det ændrer sig ikke, før vi igen kommer i konflikt med modstandere, som er i stand til at true vores krigsskibe og fly alvorligt - og det er der ikke udsigt til de næste 20 år.