Den bedste kapitalpension

Et liv med fem børn og et arbejdsliv på halvtid giver halv pension. Men kronikøren gør op med sig selv, at hun har valgt den gode del. I virkeligheden ejer jeg den fedeste kapitalpension af alle: Fem kærlige , dygtige børn. De udgør min sande kapital, skriver hun

Da jeg blev mor som 22-årig, kendte man ikke kendte til dårlig sædkvalitet eller kvinders dalende fertilitet. Børn kom nærmest dumpende af sig selv, og det var grunden til, at man fik dem så tidligt. 22 år var dog ingen tidlig alder at blive mor i, tværtimod! Jeg husker endnu stoltheden og følelsen af værdighed, da jeg læste ordene på det lille plastikbånd om min førstefødtes fod: Mor 22 år. Man var en voksen kvinde med tjek på tingene. Med mand og barn og ordnede forhold i den lille to-værelses på Østerbro uden bad og med toilet på bagtrappen. To unge studerende og deres lille barn.

Følelsen af velstand er relativ, og det er hævet over enhver tvivl, at vi følte os rige. Også materielt. Med en gasvandvarmer og gasradiator kunne det simpelthen ikke gå galt. Vi savnede aldrig noget. Som studerende vidste vi, at vi var på gennemrejse og ville ende et godt sted.

Vi fik endnu et barn, mens vi boede i København, dog efter at være flyttet til en større lejlighed. Senere flyttede vi til Jylland, hvor vi fik vi endnu et. Hvorefter vi, som så mange andre blev skilt. Jeg blev gift igen og fik tvillinger med min nuværende mand. Nu havde jeg altså fem børn. Nogle af dem var kommet af sig selv, andre havde vi ventet på. Men fælles for dem alle var, at de var uendeligt velkomne, hver og én.

Fem børn kræver, at man indretter sit liv anderledes. Og da det er ikke muligt for begge parter at arbejde fuldtids, tog vi konsekvensen, og jeg begyndte at arbejde på halv tid.

Jeg skal ærligt indrømme, at det ikke skortede på advarsler i den anledning. Også dengang i 1980'erne var det svært at få arbejde, og hvad ville jeg gøre, hvis jeg senere ønskede at vende tilbage på fuld tid? For ikke at tale om, hvis jeg blev skilt igen. Og havde jeg egentlig tænkt på pensionen? Der kunne jo aldrig blive tale om mere end en halv pension, som jeg hverken ville kunne leve eller dø af.

Jo, advarselslamperne blinkede hele vejen hen til personalekontoret. Men beslutningen stod fast. Fem børn var et faktum, der satte tanken om fuldtidsarbejde ud af kraft.

Vi gjorde det på vores egen måde: Ansatte en ung pige og sparede på den måde hele tre daginstitutionspladser. To vuggestuepladser og en plads i fritidsklubben til det tredje barn. Det viste sig på alle måder at være en glimrende løsning. Udgifterne til de tre institutionspladser oversteg lønnen til den unge pige, og der var andre fordele: De små skulle ikke tidligt op og ud i al slags vejr. De kunne blive hjemme, hvor der altid foregik meget. Ordningen fortsatte, til de kom i børnehave som fire-årige.

Min mand måtte tage ekstrajobs for at få det hele til at løbe rundt. Som musikanmelder og radio- og tv-medarbejder. Arbejdet foregik for størstepartens vedkommende hjemme. Også jeg brugte tiden godt. Når jeg ikke var på min arbejdsplads, arbejdede jeg hjemme som anmelder først på Politiken, senere på Jyllands-Posten. Hertil kom, at jeg var begyndt at skrive selv. Bøger for børn og unge og også romaner for voksne. Det er blevet til en række bøger i årenes løb.

Jeg kom aldrig mere til at arbejde fuldtids. Børnene havde stadig brug for, at der var nogen hjemme, og efterhånden kunne mit free-lance arbejde kompensere for den halve løn.

Børnene blev unge og kom på universitetet. Og i de år gentog jeg som et mantra: »Jeg betaler min skat med glæde, og i øvrigt får vi langt mere end vi betaler.« Jeg tænkte først og fremmest på SU. Velfærdsydelsen, der er enestående i verden, lige bortset fra de skandinaviske lande. Vores børn har i perioder studeret ved udenlandske universiteter, og overalt har man været imponeret af denne ordning. Også selv om nogle mente, det måtte være en særlig socialistisk opfindelse.

I dag er børnene voksne og færdige med deres uddannelser og betaler nu tilbage til samfundet i form af topskat. De har gode stillinger, og de arbejder hårdt, mens min egen generation, 68-generationen, så småt er ved at kunne se en ende på arbejdslivet. Selv tog jeg afsked med arbejdsmarket for tre år siden efter at have været ansat i den samme offentlige virksomhed i 34 år. Og nu får jeg så løn som forskyldt. Jeg høster, hvad jeg såede. En halv ansættelse giver en halv pension, hverken mere eller mindre. Hvad jeg har optjent ved siden af har ikke været pensionsgivende eller nok til en privat pensionsopsparing. Ikke at jeg beklager mig, men situationen giver dog anledning til visse overvejelser.

Jeg har haft hjemmeboende børn i 36(!) år. Og i de år har jeg aldrig modtaget supplerende understøttelse eller anden form for offentlig ydelse. Jeg har med andre ord været en god samfundsborger og givtig for samfundet netop ved at have sat fem børn i verden. Fem velfungerende børn, der i dag har vist sig som gevinster for et moderne komplekst samfund. Men fem gevinster kommer ikke ud af det blå. Det starter med viljen til at give materielt afkald. Evnen til at se muligheder og tage initiativer. Og erkendelsen af at ting kan lade sig gøre, hvis bare man arbejder hårdt og vedholdende nok på det.

Det er min påstand, at ikke mindst på grund af vores individuelle måde at indrette os på som familie, har vi skabt det bedste afsæt for børnene - til gavn for samfundet.

Og her sidder jeg så med min halve pension og hele bevidsthed om, at samfundet ikke belønner forældre som os. Men tænk, om det gjorde! Så skulle jeg ikke straffes for at have været ekstrem nok til at få fem børn og der ud over dum nok til at ofre halvdelen af min pension.

Ser jeg på det Danmark, der tegner sig nu, kan jeg få øje på en befolkning, der har svært ved at reproducere sig selv. I hvert fald for de etniske danskeres vedkommende. Det skyldes ikke mindst, at de unge først finder den eneste ene, når de ikke længere er så unge. Og først begynder at tænke på at få børn, når karrieren er i hus, hvilket for kvindernes vedkommende vil sige omkring og efter de 35. På dette tidspunkt er faldet i fertiliteten desværre allerede en realitet.

Der er selvfølgelig masser af andre ting, der medvirker til det faldende børnetal: Tilsætningsstoffer i fødevarer, skadelige stoffer i tekstilfibre og andre miljømæssige synder. Men tilbage står: Naturen lader sig ikke snyde. Den forlænger ikke fertiliteten, selv om vi i de rige, vestlige lande har indrettet os anderledes end tidligere. Mennesket er en gammel model, og den højfertile alder falder stadig midt i teenage- årene.

Det kan næsten føles som en epoke, der ligger mere end 100 år tilbage, når jeg genkalder mig tiden med det lille barn i lejligheden uden toilet dengang i 1967. Der var aldrig de store overvejelser, ingen gustne overlæg. Der var bare et betingelsesløst JA til livet. Og så måtte resten gå, som det kunne.

Og det gik jo! Over al måde og forventning. Der var aldrig grund til at have ondt af nogen, og det er der heller ikke nu. Min mand arbejder stadig, og jeg skriver endnu og vil forhåbentlig fortsætte med det, til jeg dør.Vi har det på alle måder fint, det er kun når jeg ser på min pensionsopgørelse, at eftertænksomheden melder sig.

Men ikke mere! Det er nemlig gået op for mig, hvad jeg sådan set hele tiden har vidst, at jeg har valgt den gode del. I virkeligheden ejer jeg den fedeste kapitalpension af alle: Fem kærlige , dygtige børn. De udgør min sande kapital, og dermed er jeg verdens rigeste kvinde.