Få så lavet den lov om

Forældreansvarsloven, tager ikke højde for partnervold i praksis. Med den konsekvens, at myndighederne ansvarsforflygtigende vender det blinde øje til, mens børnene kværnes i stykker

Det er gået præcist, som kritikerne spåede omkring forældreansvarsloven med tvungen fælles forældremyndighed og heraf afledt samværsret ved skilsmisse: Loven har ført til et stigende antal mishandlede børn, fordi de voksnes rettigheder går forud for børnenes interesser.

Sagen er den, at de skilsmisseforældre, der kan samarbejde i overensstemmelse med lovens bogstav, ikke behøver loven. Det er heldigvis det store flertal. De, der ikke kan samarbejde, er imidlertid på herrens mark. Eller rettere sagt: Børnene er det. At befale samarbejde om fx hvor barnet skal bo (lad os sige mor bor i Skanderborg og far i Vejle), eller hvor barnet skal gå i skole (Skanderborg, Vejle eller måske Horsens?) svarer i princippet til at dekretere fred i Afghanistan eller ro på Vestbredden. Altså galimatias.

Lad mig forsøge at beskrive kernen i problemstillingen ved følgende spørgsmål:

Hvad er det vigtigste her i livet for et barn? Er det, at barnet efter en skilsmisse kan se og kender både sin genetiske mor og sin genetiske far, uanset at samværet med den forælder, barnet ikke bor sammen med, giver anledning til konflikter i barnets tilværelse?

Eller er det vigtigste for et barn, at det bor sammen med mindst én kærlig omsorgsperson, der kan sikre barnet ro, tryghed og gode udviklingsmuligheder? Også selv om trygheden etableres på bekostning af samværsforælderens interesser og smerte i form af adskillelse?

Spørgsmålene udspringer af, at det ikke er sofaen, der står til diskussion i bodelingen. Det er Sofie og Søren. Derfor må politikere og statsforvaltninger også prøve at pudse brillerne i forhold til følgende scenario:

Som samfund har vi travlt med at bekæmpe vold i parforholdet og kærestevold. Med rette skulle jeg mene. Vi bruger således rigtigt mange penge på kampagner, hvis hovedslogan lyder: Find dig ikke i vold - hverken fysisk eller psykisk. Det gennemgående råd er i al sin enkelhed: Fjern dig fra voldsudøveren.

Så vidt så godt.

Men hvad sker der, når vi kommer til forældreansvarsloven? Vipti-vupti er retorikken og argumentationen vendt på en tallerken.

Selv om der er vold og overgreb i parforholdet, så skal de to parter og deres børn pinedød bindes sammen. De kvinder, som tror, at de kan flytte sig fra en voldsmand, kan godt tro om igen. Det kan de nemlig ikke, hvis de har børn.

Loven gør det simpelthen umuligt at slippe væk fra den fysiske/psykiske vold, for parterne skal samarbejde med hinanden uanset forhistorie. Der skal gennemføres langvarige undersøgelsesforløb, og der bekostes megastore summer - skattekroner - på overvåget, observeret og støttet samvær.

Hvorfor? For barnets skyld? Må jeg be' om mine himmelblå?..

Men hvorfor så? Fordi

Fortsættes...