Mod strømmen: Embedsmænd består

Med jævne mellemrum udarbejder medierne lister over de mest magtfulde danskere, som regel med masser af politikere, erhvervsfolk, organisationsfolk og chefredaktører.

Listerne er interessant læsning og booster sikkert nogle egoer hist og pist. Til gengæld siger de ikke så meget om de reelle magtforhold. Danmarks mest magtfulde personer er nemlig embedsmændene i de danske ministerier.

De lever en anonym tilværelse. De bliver sjældent forgyldt. Til gengæld har de magt. En minister kan intet uden dem.. Og journalister aner som regel intet om, hvad embedsmænd bedriver. Embedsmænd er sjældent kilder. De passer butikken, mens resten af verden tosser rundt.

De mest magtfulde embedsmænd er departementscheferne, Slotsholmens konger. De færreste avislæsere vil kunne nævne en eneste. Det er synd ud fra et demokratisk perspektiv. Men anonymiteten hjælper sikkert på arbejdsroen.

I forbindelse med regeringsomdannelsen for nylig skulle de gamle ministre overdrage magten til de nye. Den slags begivenheder følger visse ritualer, lidt lige som når bilsælgeren overdrager nøglerne til køberen. »Nu er du i førersædet, god tur«. Rar fornemmelse for den nye minister. Men også lidt af en illusion. Enhver ny minister sidder nemlig i en bil, der kan ordne hele turen selv, bortset fra politikernes blå stempel.

Mine børn elsker veteranbilerne i Tivoli, fordi man kan dreje rattet rundt i alle mulige underlige retninger og alligevel nå sikkert frem. Måske ser føreren lidt underlig ud undervejs. Men bagefter kommer der bare en ny fører og kører den samme tur. Det farligste, der kan ske, er, at føreren - eller rettere passageren - falder ud. Det ser ikke så godt ud, men bilen skal nok gennemføre ruten.

For mange år siden, da boligminister Erling Olsen trådte af, glædede hans departementschef Ole Zacchi sig over, at han nu endelig blev herre i eget hus. Det var både sjovt, skarpt og - på en bagvendt måde - venligt overfor den afgåede minister.

Nye ministre bliver nemlig hurtigt suget ind i embedsmændenes verden og i embedsmændenes prioriterer - og glemmer umærkeligt deres egne. Hvis de ikke passer på, bliver de reelt bare systemets ambassadører. Det kræver en jernvilje og en ufattelig ihærdighed, hvis en minister vil sætte sine egne spor. Det lykkes sjovt nok for adskillige ministre.

Dette er ikke ment som en kritik af embedsmændene, tværtimod. I Danmark kan vi glæde os over, at vore embedsmænd er ukorrupte, veluddannede og kompetente. De fleste af dem er oven i købet i besiddelse af så megen takt og tone, at de lader politikerne føle, at de bestemmer. Det er i øvrigt et sundt princip, for så bliver politikerne ikke unødigt mistroiske.

Mange katastrofer er blevet undgået i tidens løb, fordi embedsmændene brugte deres egen sunde fornuft - og i øvrigt fulgte loven. En klog embedsmand gav forleden sin nye minister et godt råd: »Når du bestemmer, vil vi sætte pris på - ja det vil måske ligefrem være klogt - at du snakker med os, før du bestemmer alt for meget.«

Embedsmændene kender de fleste faldgruber. De ved, hvad skiftende ministre har lovet i årenes løb. De ved, hvad konkurrerende ministerier forventer. De er vant til flyvske folkestemninger, der pisker småting op til enorme problemer. Og de ved, at det hele går over igen. Det gør ministeren i hvert fald.

I folkemunde hedder det sig, at vælgerne har de politikere, de fortjener. Det er meget muligt. Realiteten er, at vælgerne har langt bedre embedsmænd, end de fortjener.

Jeg har netop forladt et job som ”særlig rådgiver” i et ministerium. So long boys and girls. Det har været sjovere og bedre end ”Yes Minister”. Jeg kommer til at savne jer.