På den tredje vej i Sverige

Svenskerne skal til valg i år. Ikke meget er, som det plejer at være i Svenska Folkhemmet. Alf Ronnby giver en rapport fra ringside.

I år er der valg til Riksdagen i Sverige. Valgkampen er begyndt usædvanligt. Partileder Mona Sahlin, som er Socialdemokraternas første kvindelige leder, indledte partiets kongres med et frontalangreb på den borgerlige koalitionsregering (der tæller Moderaterna, Folkpartiet, Centerpartiet og Kristdemokraterna). Denne står for en nygammel klassepolitik, som påvirker både arbejderklassen og middelklassen. Det nye såkaldte arbejderparti (Moderaterna, red.) har onde hensigter, sagde Mona Sahlin.

For at vælte den borgerlige alliance har Socialdemokraterna indledt samarbejde med Miljöpartiet og Vänsterpartiet, og de fører nu fælles valgkamp. Det er ganske enestående. Det store socialdemokratiske parti plejer selv at ville bestemme, men kan formentlig ikke vinde valget på egen hånd.

Før 2000 havde socialdemokratiske partier stor fremgang i Europa. De sad i regering i 12 af EU's 15 medlemslande. Deres ledere Gerhard Schröder, Tony Blair, Lionel Jospin og Romano Prodi nød stor anseelse og var ofte i medierne. Tony Blair ønskede at fremstå som fornyer og gennemførte - med hjælp fra sociologen Anthony Giddens - en modernisering, som de kaldte Den Tredje Vej. Andre socialdemokratiske ledere fulgte efter. Politikken havde til formål at forene socialpolitik og en vis valgfrihed blandt borgerne i en verden, hvor økonomien bliver mere og mere globaliseret. Markedsøkonomien skulle indføres på en ny måde. Liberalisering, valgfrihed og kundetænkning blev nøgleord. Slut med al tale om socialisme.

Det nye socialdemokrati har forladt keynesianismen med en stat, der griber aktivt ind for at dæmpe svingningerne i den kapitalistiske økonomi. Offentlige funktioner skal nu være efterspørgselsstyrede, og færre områder skal være offentligt ejede, især inden for erhvervslivet. Den slags tager private virksomheder og aktører sig bedst af, er opfattelsen nu. Inden for alle offentlige funktioner vil Socialdemokraterna indføre konkurrence fra private. Dette skal ske i kombination med valgfrihedsreformer, dvs. klienter, patienter, elever osv. skal agere som kunder, som kan vælge mellem forskellige udbydere.

De offentlige understøttelsessystemer skal gøres mere fleksible, og ydelser skal kombineres med præstationskrav. På arbejdsmarkedet ønskes fleksible arbejdstider, som kan tilpasses behovet i produktionen. Der ønskes også en fleksibel pensionsalder, efter en vis aldersgrænse (f.eks. 65 år), så den enkelte selv kan vælge, hvor længe vedkommende ønsker at være på arbejdsmarkedet. Der er generelt behov for, at der arbejdes noget mere, og det er slut med nedsættelse af arbejdstiden. Retten til at arbejde, indtil man er fyldt 67 år, er indført, og hver måned, man arbejder efter det 65., giver penge i pensionskassen.

Uddannelsessystemet skal gøres mere fleksibelt og i større grad afpasses efter arbejdslivets behov. Begrebet livslang læring indføres. I Sverige får vi et friår til efteruddannelse. Staten skal spille en aktiv rolle i forbindelse med nødvendige omstruktureringer i produktionen og sørge for uddannelse, således at arbejdskraften tilpasses forandringerne i samfundet.

Socialdemokraterne vil udvikle et partnerskab mellem staten, erhvervslivet og den tredje sektor, det såkaldte civilsamfund. Iværksætterkulturer skal stimuleres. Alt dette samles under begrebet "den sociale investeringsstat" (Giddens/Blair). For at imødekomme globaliseringens krav liberaliseres finansmarkederne. Fri handel med arbejdskraft, kapital og teknologi skal fremmes. Bankerne får frie hænder. De bitre erfaringer hermed har vi høstet.

Indførelsen af brugerbetaling, f.eks. vejafgifter, som blev besluttet på Socialdemokraternas kongres, er endnu et eksempel på, at Socialdemokraterna har taget Den Tredje Vejs nyliberale politik til sig. En af markedsøkonomiens grundprincipper, forbrug efter egen betalingsevne, skal nu slå igennem på stedse flere af den offentlige sektors områder. Socialdemokraterna vil tilsyneladende konkurrere med koalitionsregeringen med principielt samme midterpolitik: arbejdsmarkedspolitikken og markedstilpasning. Det er tilsyneladende først og fremmest retorikken, der skiller, men også kun tilsyneladende. Viljen til opstramning af velfærdsstaten er i praksis ubetydelig, jf. forhøjelse af dagpengene ved arbejdsløshed til 80 pct. af lønnen.

Også borgerlige politikere har taget den tredje vejs politik til sig i en vis udstrækning. Nicolas Sarkozy satser på, at statslige investeringer kan dæmpe krisen. Angela Merkel er parat til at give omfattende statsstøtte til bilindustrien og endog til statsejede banker. I Sverige fører den borgerlige koalitionsregering, anført af Moderaterna, en politik, som ligner Den Tredje Vejs politik. Moderaterna kalder sig det nye arbejderparti, dvs. et moderne arbejderparti sammenlignet med de gamle Socialdemokraterna. Statsminister Fredrik Reinfeldt lyder undertiden som den tidligere socialdemokratiske leder Göran Persson, når han forsvarer staten.

Socialdemokratiske regeringers støtte til USA's krig i Afghanistan og Irak skabte også misnøje blandt vælgerne. Krigsopvigleren Tony Blair blev stødt fra tronen, og heller ingen af de andre nyliberale socialdemokratiske ledere er ved magten længere. Derimod kom José Zapatero og de spanske socialister til magten ikke mindst på grund af kritikken af krigen i Irak. Efter det seneste EU-valg er kun en fjerdedel af medlemmerne i parlamentet socialdemokrater eller socialister.

Brutalt udtrykt er der ikke mange stemmer i at støtte de mest udsatte. De udgør en marginaliseret gruppe, og for den store middelklasse gælder, at jo bedre den får det, desto mindre interesseret er den i at betale høje skatter til velfærdsstaten. Den udtalte interesse for at få stemmer i storbyerne har at gøre med at sikre sig just denne middelklasse og ikke forstæderne, hvor de fattige indvandrere bor. De fleste stemmer tilmed ikke.

Socialdemokraterna fortsætter med Den Tredje Vejs politik. Nu endnu mere detaljeret med hensyn til kundetænkning og brugerbetaling kombineret med valgfrihedens socialpolitik. Det er forståeligt, at Socialdemokraterna af taktiske årsager placerer sig på midten. Samtidig er det paradoksalt at tro, at partiet kan vinde middelklassen for sig med en politik, som går ud på at genindføre formueskatten, forhøje ejendomsskatterne og afskaffe skattefradraget for hjemmeservice. Pensionisterne vil næppe heller føle sig særligt tiltrukket.

Den Tredje Vejs politik er blevet stærkt kritiseret af traditionelle socialdemokrater. De mener, at tilpasningen til markedet er gået for vidt.

Socialdemokraterne er slået ind på et nyliberalt spor. Bengt Göransson - en ældre, velanset socialdemokrat - har sarkastisk sagt, at »til sidst er vi alle kunder«.

Ligeledes kritiseres det, at alle de etablerede partiers politiske koncept i bund og grund er det samme, dvs. en variant af Den Tredje Vejs politik. Derfor bliver politikken uinteressant, og det kommer til udtryk i dalende interesse for politik og lavere valgdeltagelse.

Dette syn på politik afspejler først og fremmest, hvordan den politiske overbygning ser ud, og ikke hvad der rører sig i folkedybet. Den, der gør sig den ulejlighed at lytte til almindelige mennesker, hjemme ved køkkenbordet eller på det lokale værtshus, lægger øre til udbredt kritik af og mistillid til det politiske system. Der er udtalt kritik af Sveriges medlemskab af EU, mistillid til politikere, som handler i egen interesse og har alt for begrænset kontakt med manden på gulvet, vrede over den nedbrydning af folkhemmet og velfærdsstaten, som både socialdemokrater og borgerlige har været med til, nu senest vrede over, at sygemeldte smides ud af sygedagpengesystemet, voksende mistillid indvandrerpolitikken og skabelse af indvandrerghettoer i visse byer.

Med tanke på disse grundlæggende forhold er det forbavsende, at visse danske intellektuelle tilsyneladende kun ser Sverige ovenfra. Forfatteren Kasper Støvring har i et debatindlæg i JP 4/2 tegnet et portræt af svenskerne som et folkeslag bestående af konfliktsky individer, som tilstræber enighed for enhver pris. Jeg ved ikke, hvor meget Kasper Støvring virkelig kender til forholdene i Sverige, formentlig ikke meget, eftersom han hovedsagelig bygger sin argumentation på en anden udlænding, nemlig den tyske forfatter Hans Magnus Enzensbergers bog fra 1982 (sic!), som også anskuer vort land og folk ovenfra.

Hvis Støvring havde haft et grundigt kendskab til stemninger blandt svenskere, ville han have indset, at man ikke kan karakterisere et folk ved blot at se på den politiske overbygning og måden, den fremtræder på. Jeg troede ellers, at de intellektuelle havde til opgave ikke blot at lade sig blænde af det etablerede systems stråleglans, men virkelig at grave sig ned i folkedybet og få skidt under neglene. Men Støvring er måske for fin til dette elendige arbejde.