Bistandspolitik med omtanke

Med Søren Pinds nye embede følger et stort ansvar for de mange milliarder, han administrerer. Bjørn Lomborg giver ham en række forslag til nyorientering af bistandspolitikken.

Kære Søren Pind

Tillykke med dit nye og vigtige job. Danmark er en af verdens store bidragsydere til den tredje verden - relativt, men også absolut. Det derfor et vigtigt arbejde, der står foran dig. Udviklingsbistanden er et ministerområde, hvor du virkelig har muligheden for at forbedre mange menneskers liv. Derfor håber jeg du vil læse min opfordring, som er baseret på arbejde fra nogle af de bedste forskere i verden, med friske og fordomsfri øjne.

I 2008 brugte Danida 14,5 milliarder kr. på at hjælpe den tredje verden. Det svarer til 0,82 pct. af vores bruttonationalprodukt. Danmark er derfor ét af stadig kun fem lande i verden, der overopfylder FN's nu 40 år gamle målsætning om at give mindst 0,7 % af BNP. Desværre er bistandspolitikken stadig vigtig og nødvendig. Næsten 1,5 milliarder mennesker lever stadig et ydmygende liv for mindre end 7 kr. om dagen, og derfor er det ekstra vigtigt at de begrænsede midler til udvikling bruges med omtanke. Bistandspolitik med omtanke er en forudsætning for at disse mange hundrede millioner mennesker kan komme på fode og bidrage til at udvikle deres lande i en positiv retning.

Gennem årene har der været gjort alle mulige og umulige forsøg på at mindske ulandenes fattigdom via økonomisk bistand fra de rige lande. Ikke alle har været lige heldige og mange dårlige. Men gennem årene har en række indsatser virker godt og forbedret livet for millioner af mennesker. Her kan man nævne bl.a. udryddelse af polio i Latinamerika, grøn landbrugsrevolution i bl.a. Malawi med fordobling af fødevareproduktionen, eller uddeling af over 100 millioner myggenet mod malaria.

De positive erfaringer er eksempler på, at man har udpeget alvorlige problemer med klare løsninger og derefter sat sig klare mål. Mål, som i vidt omfang også er nået. Derfor er det lidt bekymrende, at Danida i 2008 havde sat sig 316 mål for den danske bistandshjælp. Men er så mange mål for bistanden udtryk for et klart fokus? Hvordan kan man prioritere, når man har så mange mål? Med 316 mål bliver alt lige godt, lige vigtigt og ligegyldigt.

I 2000 vedtog landene i FN de såkaldte 2015-mål, hvor man bl.a. vil: halvere fattigdom, sikre skolegang for alle børn, mindske børnedødelighed med 2/3, mindske dødelighed for gravide med ¾, stoppe spredningen af smitsomme sygdomme og sikre et bæredygtigt miljø. Alle prisværdige og ambitiøse mål. Oplagt er nogle at målene langt bedre og klare end andre. Vi ved f. eks. hvordan vi kan mindske børnedødeligheden, og det behøver ikke at være dyrt. Omvendt er det at sikre et bæredygtigt miljø en langt mere diffus opgave. Det værste er, at FN's 2015-mål desværre har udviklet sig til endnu et eksempel på store og mange mål, som ikke kan nås inden fristen. Selv med de bedste viljer. Man har nok ønsket, at gøre så meget godt, at man er veget tilbage fra at foretage den afgørende prioritering af indsatsen på de enkelte områder. Lige nu vil man det hele og når formentlig ingen af målene.

Udviklingslandenes problemer med f.eks. fattigdom, korruption, sygdom, uddannelse og fejlernæring kan synes uoverskuelige og lammende. Der mangler ikke gode sager, skræmmende skæbner og værdige modtagere af vores hjælp. Derfor er det afgørende, at vi prioriterer og fokuserer. Vi ved - blandt andet fra Copenhagen Consensus i 2008 - at der er mange gode løsninger på ulandenes store problemer. Det er løsninger, som er efterprøvede, billige og som virker godt. Men vi ved også, at der desværre er endnu flere meget dårlige måder at bruge bistandsmidlerne på.

Mit enkle råd til dig er derfor, at vi skal starte med at sætte ind med de løsninger, som virkelig hjælper meget i forhold til, hvad de koster. På den måde kan vi få vores midler til at strække endog meget langt og samtidigt hjælpe flest muligt mennesker. Bare ét eksempel er mikronæringsstoffer som A-vitamin og zink.

Det kan godt være, at det ikke virker så spektakulært at tilsætte vitaminer til mad, men det virker. Fejl- og underernæring er en stille dræber, der årligt tager livet af millioner af børn. Det vil sige stille for os, ikke de millioner der hvert år dør. Eksperter regner med at henholdsvis 200 millioner børn og 1.000 millioner mennesker permanent lider af mangel på A-vitamin og zink. Hvert år dør 1,9 millioner børn under fem af diarre. Dødsfald som en simpel og billig tilsætning af zink kunne have forhindret en stor del af. Med den rette og billige tilsætning af zink kunne 40-50 pct. af disse dødsfald være forhindret. På samme måde kan A-vitamin tilsætning mindske dødsfaldene med 23 pct. blandt de mindste børn.

Fejl- og underernæring er fortsat en stor og vedvarende krise. Og det er nok en krise vi har meget svært ved at kunne forstå, fordi proportionerne er ubegribeligt store i forhold de problemer, vi selv oplever eller hører om. Det frygtelige jordskælv på Haiti i januar dræbte mellem 100.000 og 200.000 mennesker. Men for at sætte det i perspektiv, døde der i Haiti sidste år 15.000 babyer inden de var blevet et år, og det vil gentage sig i år. Af børn under fem år døde der over 10.000 alene som følge af simple og let-kurérbare sygdomme som diarre og lungebetændelse. Faktisk vurderer eksperter, at der på verdensplan hvert år dør omkring 15 millioner af let-kurérbare sygdomme. Det er over 40.000 mennesker hver eneste dag. Sygdomme som vi kender og ved, hvordan vi skal kurere, dræber altså på blot fem dage lige så mange mennesker, som der døde ved jordskælvet på Haiti.

Den gode nyhed er, at vi faktisk billigt og meget effektivt kan gøre noget de hundrede millioner børns fejl- og underernæring ved at afhjælpe det med A-vitamin og zink. Det internationale samfund gør allerede en hel del, men der er stadig lang vej igen med hundrede af millioner børn helt uden hjælp. Med så mange at hjælpe kunne man kunne forledes til at tro, at det ville blive utrolig dyrt. Men det er det ikke nødvendigvis. For 330 millioner kr. årligt - eller bare 2 pct. af dit årlige budget - kan man igangsætte et omfattende globalt dækkende program, med tilsætning af A-vitamin og zink til de fattigstes fødevarer.

Dette program kan redde millioner af børn i ulandene, især under fem år. Tilsætning af zink vil årligt kunne redde 800.000 børn fra at dø af diarre. Tilsvarende vil A-vitamin-tilsætning nedbringe dødeligheden for børn mellem ½ og fem år med 23 pct. og redde omkring en million børn. I kroner og øre betyder det, at programmet vil give indsatsen, de 330 millioner kr., 14-17 gange igen i Afrika, som er det hårdest ramte kontinent. Og dette er kun, når man ser isoleret på sundhedseffekten. Dertil kommer, at børnene vil være mindre syge og derfor kunne deltage mere i undervisningen. På længere sigt vil de være mere produktive og kunne deltage i at opbygge et stærkere og mere velfungerende samfund.

I 2008 viste Copenhagen Consensus, med deltagelse af 50 økonomer, heraf fem Nobelprismodtagere, at der er en række veldokumenterede og efterprøvede løsninger på mange af verdens store problemer. Det er løsninger, som ikke alene betyder længere, bedre og rigere liv for nogle af verdens fattigste. Det er samtidig også løsninger, som er de mest effektive. Gevinsten er størst mulig i forhold til indsatsen. Nogle af de bedste løsninger fra Copenhagen Consensus 2008 var: tilsætning af A-vitaminer og zink til fødevarer for især mindre børn, tilsætning af jod og jern i salt, øget landbrugsforskning og udvidet immuniseringsdækning for børn bare for at nævne nogle, men også tilskud til at gå i skole og forbedring af pigers skolegang kom højt på listen over de bedste løsninger.

Copenhagen Consensus 2008's forslag kan være en stor hjælp til ulandene. En hjælp, der kan bringe dem lidt nærmere det vi tager for givet. Prioriteringslisten fra Copenhagen Consensus er et eksempel på veldokumenterede løsninger, som virker. Og løsninger, som kan gøre en afgørende forskel for de mange millioner, der lever i ydmygende fattigdom og sygdom.

Den anden side, som man ikke må være blind for er, at der også er mange løsninger, der ikke er så gode, som man kunne håbe. Ja, nogle er i realiteten slet ikke løsninger, men måske endda med til at forværre situationen. Derfor er det afgørende ikke at stirre sig blind på de store problemer udviklingslandene - og især Afrika - har. Lad os i stedet se på løsningerne. Hvis vi tager fat i de løsninger vi kender og ved virker, så kan Danmark virkelig gøre en forskel.

Anbefalingerne fra Copenhagen Consensus 2008 er om noget en opfordring til at udnytte den viden vi har - sammen med de midler vi giver - og bruge pengene der hvor nøden er stor og nytten er størst.

Med din nye post følger der også et stort ansvar for de mange milliarder. Milliarder, der kan gøre en kæmpe forskel for verdens fattigste. Det er du selvfølgelig helt klar over. Mit håb er derfor, at du vil se nærmere på anbefalingerne fra Copenhagen Consensus 2008. På den måde kan du være med til at arbejde for, at Danmark yder en vigtig og betydningsfuld indsats i verden.