Ægteskab for alle?

Der er ingen vej uden om: Folkekirken er bundet til den evangeliske opfattelse af ægteskab, og kan aldrig foretage en vielse af to mennesker af samme køn, skriver Bent Hvorslev.

»Hvorfor må vi ikke blive gift?«, spørger et par unge kvinder ikke uden patetisk selvmedlidenhed i en stort opsat artikel i JP søndag 21/2. Det lyder jo barsk og uretfærdigt, men det er strengt taget heller ikke tilfældet. De to unge kan gifte sig med en hvilken som helst uberygtet og ugift mand, de vil. Men de vil ikke. De kan ikke. De er homoseksuelle.

Så er den ikke længere, mente man (eller sagde man) indtil 1980'erne, hvor Danmark som første nation i verden i frisindets navn lod homoseksuelle indgå i officielt registrerede partnerskaber, hvilket gav partnerne samme juridiske rettigheder og pligter som ægtepar, idet der dog var enkelte undtagelser, hvad angår adoption og forældremyndighed. Men blive ægteviet på et rådhus eller i en kirke kan de ikke; som en lille indrømmelse til de dybere, religiøse følelser kan de få det registrerede partnerskab velsignet i folkekirken, hvis præsten betragter sig som frisindet nok. Dog tør man (endnu) ikke kalde det ”velsignelse”, men kun ”en gudstjenestelig markering”. Hvad det unaturlige partnerskab kommer Vorherre ved, må de frisindede præster og biskopper forklare os andre amatører.

Hvorledes lyder en folkekirkelig, gudstjenestelig markering? I januar 2005 udsendte biskop Kjeld Holm på syv bispers vegne en ”vejledende ordning”. Her foreslås det, at man læser tekster fra Salmernes Bog om mennesket, der søger tilflugt »under dine vingers skygge« eller om lovprisning af Guds skaberværk, eller paulinske tekster om at bære hverandres byrder og om at »iføre sig kærligheden«, der jo er fuldkommenhedens bånd. Altså Paulus, hvor han besynger næstekærligheden. Det såkaldte Thomsen-udvalg udsendte på biskoppernes vegne et andet udkast, hvori indgik 1. Kor. kap. 13, hvor Paulus i poetiske vendinger lovpriser kærligheden. Paulus-citaterne i ritualet taler altså om kærlighed til Gud og næsten. Som om vi alle skal gå ind for gudstjenestelig markering og sågar kirkelig vielse af homoseksuelle af næstekærlighed. Men næstekærlighed udøves ikke i teoretisk stillingtagen til kirkelige eller samfundsmæssige problemer. Den udøves konkret i mødet med det andet menneske.

Det skal erkendes, at ritualet er smukt og ædelt udtænkt, og noget nær europamesterskabet i at smyge udenom. Vi lader da bare som ingenting! Paulus kan bruges, han har gode teologiske tolkninger af Guds og menneskers kærlighed, og så skriver han jo så smukt. Javist, men som det vil være de fleste bekendt, skriver han knapt så smukt om homoseksualitet. Det er man begribeligvis nødt til at springe over.

Man må også meget u-luthersk se bort fra, at den gudstjenestelige markering meget nemt vil kunne opfattes som en folkekirkelig anerkendelse af homoseksuelle forhold. Men folkekirken kan hverken anerkende, velsigne eller fordømme menneskers handlinger. Det overlod Luther til den romersk-katolske kirke for snart 500 år siden. Det er ikke trængt helt igennem på så kort tid.

Nu vil moderne teologer og præster i folkekirken ikke betragte de paulinske breve som guddommelige og uomgængelige. Paulus var nu engang barn af sin tid og sin jødiske kultur, og der var ægteskabet indiskutabelt defineret som et livslangt forhold mellem mand og kvinde, og således har opfattelsen været i folkekirken indtil for nylig. For i vielsesritualet citeres Mattæus-evangeliet, der hævder at citere Jesus, der igen citerer fra begge skabelsesberetninger i 1. Mosebog om forholdet mellem mand og kvinde. Der er ingen vej udenom: Folkekirken er bundet til den evangeliske opfattelse af ægteskab, og kan under ingen omstændigheder foretage en vielse af to mennesker af samme køn.

Biskop Kjeld Holm, der gerne vil være med på det frisindede i tidens trend, beskylder alligevel statsministeren for at være et pjok, fordi hans regering ikke vil foreslå kirkelig vielse af homoseksuelle par (Kristeligt Dagblads netavis 24/02). Men er kirkens indre forhold et politisk anliggende? Kirkeminister Bertel Haarder, der nok kender kirke, kristendom og grundtvigsk frisind, rundet af højskolen, som han er, har udtalt i forbindelse med den accelererende debat: »Det er et kirkeligt spørgsmål, ikke et politisk« (op. cit.). Klare ord.

Klare ord var der derimod ikke mange af, da Randers Amtsavis 22/2 spurgte lokale præster om deres syn på vielse af par med samme køn. Ifølge avisen undslog nogle af præsterne sig med manglende tid, skønt det jo kun tager brøkdele af et sekund at svare »Ja!« eller »Nej!«. Andre ville ikke forstyrres, eller havde ikke taget stilling, som om problemet var opstået i forgårs. Af de otte præster, der svarede på spørgsmålet, der nok er teologisk, men også tilsat en åbenbart yderst ubehagelig tendens til at kræve personlig stillingtagen, svarer to med et betinget ja, to svarer klart nej, og fire væver et tjaaa med et islæt hældning til ja.

Men hvortil er alt postyret? Tusindvis af par lever sammen uden hverken Guds eller borgmesterens tilsagn. Hvorfor kan homoseksuelle ikke gøre det samme?

Fordi intet må have omkostninger:

Når en familie får et barn, må det ikke koste noget. Hver gang der er valgkamp, konkurrerer politikerne om at råbe højest: Vi må hjælpe børnefamilierne!! At få et barn er, som var familien ramt af ulykke.

Er man mod sin vilje (?) blevet gravid, må det ikke koste noget. Man vil ikke tage ansvaret for sine egne handlinger og dermed heller ikke konsekvensen: et barn. Altså abort - far stat betaler. Også næste gang - og næste gang igen.

Homoseksualitet må ikke koste den naturlige pris: At man ikke kan leve i et kirkeligt viet ægteskab. Ej heller den pris, man ikke kan få børn efter den kendte metode, andre har forlystet sig med i årmillioner. Altså kan man adoptere, og det er nu lovligt. Mange politikerne vil jo gerne støtte vælgere ”af anden seksuel observans”. De børn, der skal vokse op med to fædre eller to mødre, tænker man ikke på. De får jo først stemmeret om 18 år.

Kvinder kan også finde en donor og lade sig inseminere. Og selvfølgelig skal den kliniske befrugtningsproces ske på statens regning. De to kvinder i Jyllands-Postens søndagsudgave, hævder, at med en donor undgår man en far. Gør man? Det kan man selvfølgelig bilde sig selv og barnet ind i en eller anden teoretisk og unaturlig forestillingsverden; men barnet vil måske på et tidspunkt stille et ubehageligt spørgsmål. Svaret kan det allernådigst ansøge om at få, når det er blevet 18 år.

Og selvfølgelig skal parret have fælles forældremyndighed ligesom de biologisk ”rigtige” forældre har. Det må jo ikke koste noget! Den kvinde, der ikke har den fjerneste andel i den kunstigt befrugtede kvindes barn, skal lege, at hun er en ”forælder”, som det hedder på nudansk. Vi lader bare som ingenting! Barnets tarv kan man naturligvis ikke tage sig af, når man ikke vil betale den åndelige pris, der hedder overtage sig selv, som den man er; eller med Kierkegaards ord: når man ikke vil »vælge sig selv i sin evige Gyldighed« (etikeren assessor Vilhelm, i brev til æstetikeren A i ”Enten - Eller”, 1843).

Og donoren! Hvem giver dog sine arveanlæg bort til en ham uvedkommende kvinde? Det eneste han ved, er, at barnets skæbne under alle omstændigheder bliver problematisk. Men problemet er jo ikke hans. Vi lader bare som ingenting! Men hvad - han får vel penge for det?

I Randers Amtsavis 24/2 var en artikel om en bygherres millionudgift, fordi der var gjort arkæologiske fund på en erhvervsbyggegrund. En lovgivning, der skal redde landets kulturhistoriske arv, pålægger grundejeren at finansiere dels en arkæologisk undersøgelse, dels en eventuel udgravning. Ifølge borgmesteren for Syddjurs Kommune er begrundelsen: »Som udgangspunkt er det en fælles opgave at bevare kulturarven«. Jeg er helt enig.

Men hvor er logikken? Er det en fælles opgave at bevare kulturarven, skal den enkelte grundejer selv betale for denne bevaring. Hvis den enkelte lesbiske kvinde vil have det barn, hun ikke vil få efter naturmetoden, skal fællesskabet betale; så er det altså en fælles samfundsopgave at give homoseksuelle par børn. I øvrigt vil borgmestre i det arkæologisk righoldige Randers-Djursland-område have loven ændret, så egnsudviklingen ikke går i stå, fordi ingen tør risikere millionudgifter til de nødvendige arkæologiske udgravninger.

Må jeg i al beskedenhed foreslå en i hvert fald delvis finansiering af bevarelse af fortidskulturminder?

Lad de mennesker, der ikke vil tage konsekvenserne af deres eget liv og deres egen eksistentielle habitus selv betale for deres aborter, adoptioner og insemineringer. Det ville da spare lidt på sundhedsudgifterne.