Hallo, Danmark, er du der?

Som danskere har vi altså en masse at tilbyde verden. Hvis vi vil. Og hvis verden vil have det, skriver Lene Andersen. Vi kan give verden del i vort demokratiske arvegods på nettet.

Vi lever i en tid med ufattelige muligheder. Der er trusler, elendighed, dumhed og kriser, jovist, men der er også alternativer. Der er oplysning, uddannelse, demokrati, enorme mængder information på internettet og meget mere. Og det fantastiske ved alternativerne er, at vi alle har mulighed for at bidrage til dem.

Hvis vi som borgere i de demokratiske samfund vælger at bidrage til udbredelsen af demokratiet og de friheder og rettigheder, som det medfører, så har vi - netop qua demokratiet - alle muligheder for at gøre det.

Jeg tror, at alle danskere lærte, hvad internettet rummer af muligheder for spredning af information, da Jyllands-Posten fandt det pædagogisk magtpåliggende at fornærme landets muslimer. Pludselig blev en lokal debat i andedammen til et verdensanliggende.

Den slags kan man jo lade sig inspirere af. Hvad nu hvis man i stedet for hån, spot og latterliggørelse, franske grisehylere og falske rygter om koranafbrændinger spredte viden og oplysning? Hvis man nu gjorde historien og filosofierne bag demokratiet tilgængeligt for folk over hele kloden? Hvad nu, hvis vi fandt noget af vores bedste, demokratiske arvegods frem og tilbød det til hele verden på nettet, kvit og frit - ville det så ikke være både sjovere og langt mere konstruktivt?

Og kunne det tænkes, at lige netop Danmark har noget globalt brugbart at bidrage med? I stedet for at fokusere på en nærmest utællelig gruppe af kvinder, som går med burka, kunne vi så bruge vores demokratiske krudt noget bedre? Kunne vi rette blikket ud mod vores cirka syv milliarder medmennesker og dele demokratiet med dem på en inspirerende måde? Kunne Danmark blive kendt for at gå i front med noget, som de fleste af klodens indbyggere sukker efter, og kunne vi bidrage til at skabe en stabil og oplyst verden?

Den opvakte læser mærker, at forfatteren har ét eller andet i ærmet her. Det ligger ligesom i teksten, og ja, det kommer lige om lidt.

I 2007 modtog jeg Ebbe Kløvedal Reichs Demokratistafet for mine bøger ”Baade-Og”. Med stafetten fulgte (desværre) ikke en kæmpe pose penge, men derimod forpligtelsen til at »gøre noget for demokratiet«.

Tilfældet ville, at jeg stort set samtidig havde skrevet og udgivet bogen ”Frihed og demokrati - hvor svært kan det være?”. En lille demokratiintroduktion på 160 letlæste sider om demokratiets institutioner, historie og fremtidige muligheder.

En masse mennesker, som normalt aldrig ville have læst en fagbog om demokrati, viste sig at være rigtig glade for bogen. Det gav blod på tanden. Måske var der masser af mennesker i resten af verden, som også ville være glade for en letlæst introduktion til det her udefinerbare fænomen ”demokrati”?

Men hvordan kommer man ud til alle disse milliarder af mennesker? Med en bog på dansk?

Man lægger den naturligvis på nettet og beder danskerne om at være med til at oversætte den. I første omgang til engelsk, tysk og fransk. Og når dét er klart, så ville det jo være helt ustyrligt fedt, hvis alverdens brugere bagefter kunne bidrage til at få den oversat til kinesisk, arabisk, farsi og en masse andre sprog, hvor oplysning om demokrati ikke ligefrem er det mest tilgængelige.

Som sagt så gjort. Den 17. marts er der premiere på democracy-handbook.org. Det er en global demokratihåndbog, som både henvender sig til den nysgerrige borger i de eksisterende demokratier og til indbyggerne i de lande, hvor der ikke er frihed, lighed eller demokrati. Det er en håndsrækning til alle dem, der gerne vil vide, hvad demokrati er, og hvordan man skaber det og bevarer det.

Softwaret er hentet gratis hos Wikipedia, og indholdet er en udvidet, bearbejdet og globaliseret udgave af min oprindelige bog. Og du og alle andre har mulighed for at gå ind og bidrage.

Hvis du er god til engelsk, tysk eller fransk og har lyst til at oversætte, er det ligetil. Snup et afsnit i ny og næ, og når tilstrækkeligt mange har gjort ligeså, har vi en global democracy handbook.

Hvis du tænker »Hjælp, jeg kan kun lige nøjagtigt engelsk nok til at bestille en kop kaffe!«, så link til sitet på din blog eller hjemmeside. På den måde får søgemaskinerne lettere ved at finde democracy-handbook.org. Hvis du ikke har en blog eller hjemmeside, så send linket videre til de af dine venner, der har, og giv opfordringen videre.

Og hvis du tænker »Hvad f.. er hun for en opblæst strigle, al den snak om globalt demokrati er noget naivt bras, og i øvrigt skriver hun noget sludder og vrøvl!« så gå ind på democracy-handbook.org og deltag i debatten. For hvert kapitel er der en underside, hvor du kan give din mening til kende.

Danmark har noget virkelig unikt at tilbyde verden, og i en tid, hvor ”danskhed” fylder så meget (fordi den efter sigende skulle være truet(!)), var det måske en idé at dyrke og sprede noget af dét, som er dansk og virkelig fantastisk? I stedet for konstant at jamre og gokke andre i nøden med deres forkerthed.

Der er især tre, fantastiske, danske ting, jeg tænker på. De har alle fået en grundig gennemgang i democracy-handbook.org, så resten af verden måske kan lade sig inspirere af vores gode erfaringer, hvis de har lyst. Det drejer sig om andelsbevægelsen, folkeoplysningen og foreningslivet.

Konceptet med andelsforeninger er godt nok ikke dansk, selvom mange tror det. Det blev opfundet i England, men har om noget været med til at gøre et lille, snoldet, udemokratisk bondeland til et velstående, solidt demokrati.

Folkeoplysningen udspringer af det bedre borgerskabs kultursaloner i revolutionstidens Frankrig. Men højskolerne og den danske undervisningstradition er Christen Kolds og Grundtvigs fortjeneste. Og det, som er så fantastisk i global sammenhæng, er, at deres undervisningskoncept er lige til at kopiere, når man først har fanget idéen. Da Kold og Grundtvig i sin tid introducerede folkeoplysningen og startede de første højskoler, var det i det samme snoldede, udemokratiske bondeland, som vi startede andelsforeningerne. Gennem noget så simpelt som at mødes med sine medmennesker omkring noget viden, som man diskuterer, dannes man som medborger, og i modsætning til de franske saloner så henvendte Kold og Grundtvig sig til bønderkarle og unge piger.

Hvis danske bønder kunne skabe folkeoplysning i en tid med skiffertavler og penneskafter, så må resten af verden også kunne i en tid med internet.

Den tredje vigtige eksportartikel, som vi i Danmark har en vitterligt unik erfaring med, er foreningslivet. Grundtanken om at man organiserer sig omkring en fælles interesse og sørger for at gøre det formelt, så der er styr på pengene og spillereglerne for fællesskabet, er en af grundpillerne i det danske demokrati. Det er måske de færreste, der ser linket mellem den lokale fodboldklub og Christiansborg, men det er netop gennem demokratiet i det små, vi øves i at få demokratiet til at fungere i det store. Samtidig gør det organiserede foreningsliv, at vi som indbyggere i Danmark kan mødes på kryds og tværs af familie- og arbejdsrelationer, økonomi og geografi. Vi mødes ikke blot med dem, vi kender i forvejen, og som ligner os selv, vi mødes også med dem, vi deler en interesser med, men som vi ikke kendte i forvejen, og som måske lever temmelig anderledes, end vi selv gør. Sport, naturfredning, strapudemaj, vinsmagning og alverdens andre interesser bringer os i berøring med hinanden og er med til at skabe sociale netværk i det danske samfund. For demokratiet betyder det - udover den demokratiske træning i foreningsbestyrelserne og til generalforsamlingerne - at alle, der er aktive i foreningslivet, bliver udfordret på deres holdninger og vanetænkning om, hvordan ”de andre” er.

Som danskere har vi altså en masse at tilbyde verden. Hvis vi vil. Og hvis verden vil have det. Who knows, som man siger på moderne dansk. Der er masser af mennesker derude, som frygter demokratiet, og der er religiøse fanatikere, som hellere vil sprænge verden i luften i håb om, at Vorherre bliver glad derved, end de vil tillade oplysning og demokrati. Dertil er kun at sige: Er dét en undskyldning for ikke at være en begejstret demokrat og forsøge at sprede demokratiet til resten af verden?

Eller som Douglas Adams skriver i ”Life, the Universe and Everything”, da den fredelige - nogle ville sige flegmatiske - Ford Prefect skal forklare Slartibartfast, hvorfor fanatikerne altid vinder:

»We're not obsessed by anything, you see,« insisted Ford.

“ . . .”

»And that's the deciding factor. We can't win against obsession. They care, we don't. They win.«