Frederick Stibbert - en samler

Går turen til Firenze, er et besøg på Museo Stibbert et godt tip. Her har "danskeren" Kirsten Piacenti skabt en sublim oplevelse med afsæt i kunstsynet i Firenze anno 1900, skriver kronikøren.

Når turen går til Firenze, så skal man naturligvis nyde og beundre de store samlinger af renæssancekunst fra Michelangelo og Leonardo og Giottos hænder - i kirker og paladser og loggiaer, på pladser og museer.

Men Firenze er andet og mere end renæssance.

Stibbert Museet for eksempel. Her gelejdes man ganske vist tilbage i historien, men det sker gennem et syn på verden, som var karakteristisk for smag og interesser i den kulturelle elite i Firenze i tiden op mod 1900.

I 1996 troede ”danskeren” Kirsten Aschengreen Piacenti, at hun skulle på pension, efter at hun i mange år at have ledet Museo degli Argenti (Sølvkammeret) på Palazzo Pitti. Men Firenzes kommune bad hende om at reorganisere Museo Stibbert.

Kirsten Aschengreen er født i 1929 i Madras i Indien, hvor hendes far var ansat i ØK. Hun blev student i fra Holte Gymnasium, tog magisterkonferens i kunsthistorie i London. Men så mødte hun sin italienske mand, med hvem hun slog sig i Toscana - og her ledte en livslang karriere hende altså til Museo Stibbert.

Det kan kaldes et tøjhusmuseum, altså primært en våbensamling - men det er så meget andet også. Det lykkedes hende at fremmane museets grundlægger Frederick Stibbert (1838-1906), en markant profil i 1800-tallets Firenze. I årtiernes løb var han ellers ved at gå i glemmebogen i takt med museets hensygnen.



Frederick Stibbert var en Gentiluomo, collezionista e sognatore (gentleman, samler og drømmer) - titlen på en særudstilling i 2000, som Kirsten Piacenti satte op. Stibbert samlede på malerier og kunstgenstande, men ikke mindst på våben og klædedragter, både militære og civile - fra det meste af verden. Og han indrettede selv sit hjem så det efterhånden formedes til et casa-museo - et kombineret hjem og museum - med store prangende rum, hvori han opstillede hele hærenheder: konstruerede figurer i naturlig størrelse, iklædt originale våbendragter og med våben fra den unikke samling.

Et særligt klenodie er Napoleons dragt fra hans kroning som konge af Italien i 1805. Men det er kun én ud af i alt ca. 56.000 genstande. Mange af dem er kuriøse, noget er kitsch. Men her er også den ægte vare: Foran et kunstfærdigt udformet samuraisværd sættes - i hvert fald hos denne museumsgæst - Kurusawas drabelige samuraifilm i gang på det indre lærred.

Draghi e peonie (Drager og pæoner) hed en udstilling, som Kirsten Piacenti opsatte på Stibbert Museet i 1999 med hovedværker fra den japanske samling, den største uden for Japan. Udstillingens titel refererede til en særpræget blomstersmykket krigerhjelm, som i sig selv fik lov at stå som emblem for det på en gang grusomme og sublime i den japanske samuraikultur, krig og religion, død og skønhed i et.

Det, der sidder tilbage som et indre, dundrende syn, når man forlader museet, er da også - i første omgang - salen med ryttere i 1500-tals harnisk, en anden sal med et kompagni muslimske brynjeklædte krigere og en tredje sal med en gruppe japanske samuraier. Der er i alt mere end 60 sale og værelser.

Kirsten Piacenti har med store særudstillinger formået at udnytte Stibbert-samlingen, så den genlyder i både i pressen og blandt connoisseurs - og så den udvider museumsgæsternes mentale horisont.

Og det var på Museo Stibbert at man i 2006 kunne se udstillingen ”En dronnings drøm” - værker af dronning Margrethe II.

Frederick Stibbert var søn af den engelske officer Thomas Stibbert (1771-1847) der som så mange englændere i begyndelsen af 1800-tallet forelskede sig i og slog sig ned i Toscana, hvor Thomas så yderligere forelskede sig i en ung florentinerinde af folket, Giulia Cafaggi.

Frederick, som tidligt blev faderløs, blev hovedarving til en enorm formue. Den stammede fra bedstefaderen Giles Stibbert, som i 1770'erne var general i den britiske Army of the Honourable East India Compagny og guvernør i det overdådigt rige Bengalen.

Det koloniale engagement kastede ikke så lidt af sig, og bedstefader Giles kunne vende hjem til England som en nabob - datidens betegnelse for de koloniherrer, der hurtigt og ikke altid lige ærefuldt havde forskaffet sig en formue i Indien. »Bag til kom der altid en rig Nabob, en Arv, eller en Gevinst i Classelotteriet,« som H.C. Andersen skriver i ”Fodrejsen”.

Som 13-årig blev Frederick sendt til England for at gå i skole. Da han blev myndig, flyttede han tilbage til Italien, hvor han i 1866 deltog i Garibaldis invasion af Trentino - og efterfølgende i det florentinske borgerskabs lystige liv og frimureri. Men han forstod samtidig egenhændigt at holde, ja tilmed forøge sin kapital ved investeringer. Han kunne trygt koncentrere sig om sin samlerlidenskab.

Mange af verdens store museer er ”levn” fra fyrstelige og gejstlige samlere, Louvre og Uffizierne f.eks. En afgørende forudsætning for sådanne samlinger - eller skatkamre - var naturligvis rigdom, og målet var ofte glorificering af samleren selv. Men drivkraften til en samling er altid lidenskab. Rigdom og lidenskab er også kodeordene for de private samlere af borgerlig herkomst. Købmandskab gælder ikke: vil man profitere af sin hobby, regnes man ikke for en ægte samler.

En samlers udgangspunkt er ofte en privat optagethed af et særområde, som man konstant øger sin specialviden om. Og så drejer det sig ellers om at akkumulere, ekspandere og komplettere samlingen. Koste hvad det vil. Det er sjældent at samleren får sig et positivt skudsmål, når han skal indkredses som psykologisk og social type, både i fag- og skønlitteratur.

Undertiden udstilles samlermaniens sorte, mentale sider: havesyge, grådighed, hensynsløshed, usunde konkurrenceinstinkter - og det orgiastiske øjeblik, hvor en eftertragtet genstand erhverves.

Fra lommefreudiansk vinkel karakteriseres samleren som libidohæmmet og moderbundet, en person der i samlermanien kompenserer for og sublimerer de urealiserede erotiske forestillinger.

Frederick Stibbert kunne forekomme et oplagt offer på den psykoanalytiske briks - med sin kærlighed til og omsorg for moderen, som han boede sammen med i villaen til hendes død i 1883. Men han behøvede ingenlunde kompensation for urealiseret erotik, han havde masser af amiche, var blot ikke en fastholder. Han stiftede aldrig selv familie.

Hvad angår den rastløse udvidelse af samlingen og opdrivelse af sjældne og eksotiske emner, så står Stibbert i sin iver ikke tilbage for nogen samler. Og som personlighed var han - helt i overensstemmelse med den generelle, psykologiske dom over samlere - excentriker og selvoptaget: han poserer selvhøjtideligt i alverdens kostumer i selvportrætterende fotos.

Hvor han imidlertid afviger fra den sædvanlige karakteristik af samleren, er i hans grænseløse generøsitet, hans venlighed og åbenhed - og hans videre sigte med samlingen. Der er da også skribenter, der tør omfatte samleren som type med dybere og mere positive karakteristika - der måske er nok så rammende for Stibbert. »Enhver lidenskab grænser jo op mod kaos, og samlerlidenskaben grænser op mod erindringens,« skriver Walter Benjamin. I Stibberts tilfælde er der så ikke blot tale om et ”arkiv” over personlige minder, han samler også med henblik på en videre, historisk erindring.

Deraf hans basale drøm om at gøre sin private samling til et offentligt museum. Denne drøm formedes hos ham allerede, da han i 1880 havde fået færdigbygget den store sal, Sala della Cavalcata, der forbandt den gamle villa med den nytilkøbte, og hvori han opstillede sit kavaleri med europæiske og ottomanske ryttere.

Da Frederick Stibbert døde i 1906, var der ingen grænser for lovprisningen af ham i de italienske aviser. Hans casa-museo blev overladt til Firenze Kommune sammen med et ”vedligeholdelsesbeløb” på 800.000 lire. Da Kirsten Piacenti i slutningen af 1996 satte sig i direktørstolen, var formuen skrumpet ind til 625 lire, og bygningerne var i slemt forfald.

Nu fremstår Museo Stibbert som et moderne museum - med bl.a. varme og toiletter og adgang for handicappede. Men museets charme ligger måske først og fremmest i, at direktøren har formået at gøre museumsgæstens vandring gennem en samling våben, hjelme, rustninger m.m. til en sublim oplevelse.

At det er lykkedes for Kirsten Piacenti skyldes både hendes mangeårige erfaring som museumsdirektør, hendes iderigdom og ikke mindst hendes ledelsesstil: hun har samlet sig en stab af unge, entusiastiske medarbejdere, som hun anerkender og inspirerer i deres forsknings- og formidlingsarbejde.