Hævnen og Mandelas smil

Drømmen om det sociale demokrati er på få år blevet så fjern, som den fortid, ingen gider huske. Og for at slå sømmet i kisten har vi afskaffet alle de begreber, man før opererede med og opfundet nogle helt nye - så ingen kan sammenligne noget som helst, skriver Ole Grünbaum.

Hævnen er sød. Det ved alle. Hvad ikke alle ved er, at vi gennemlever et kollektivt hævnorgie. Og jeg tænker ikke så meget på den såkaldte jetsetkvinde, hvis forbrydelse var, at hun sniffede kokain ligesom Sherlock Holmes og hundredetusinder af unge danskere, når de ”fester igennem”. Nej, jeg tænker på så banale ting som folketingsflertallet, forbrugsfesten og kønnenes ligestilling.

Hvis en uretfærdighed har varet i hundreder, ja, i tusinder af år, kommer hævnen over den til at vare tilsvarende længe. Måske ikke så længe som uretfærdigheden varede, men det er langt fra noget der overstås i en håndevending.

Hvad vi lever midt i er underklassens hævn over overklassen. I ældre tider havde underklassen ikke tid til at tage sig af sine børn. Der skulle arbejdes, faktisk nærmest slaves, for dem der var højt på strå - som det så hed med en bondesamfunds-metafor. Mange af kvinderne måtte forlade deres egne børn for at passe og endda amme de riges børn. Og man forestillede sig vel i sine hedeste utopier, at der ville komme en dag, hvor man kunne bruge sin bedste tid til at tage sig af sine egne små børn.

Men så kom hævnens time. Og nu krævede den samlede forhenværende underklasse, at deres børn skulle passes af andre, sådan som de selv i sin tid passede de riges børn. Og historiens tandfé magede det sådan, at denne hævndrøm gik i opfyldelse. Hvad man selvfølgelig overså var, at mens man får passet sine børn i ægte overklassestil, så skal man alligevel slave - modsat historiens overklasse der gjorde en dyd ud af ikke at arbejde. Så nu slaver man bare mest for sig selv, mens andre slaver med at passe ens børn.

Hævnen er sød, ingen tvivl om det. Men den har en bismag. Og som tiden går, og den første beruselse af hævnens sødme har lagt sig, bliver denne bismag mere og mere dominerende. Hvad smager den af? Den smager af skuffelse, af manglende tilfredsstillelse. Den smager af vrede og frustration. Den smager ligesom det så succesfulde VKO-hævnerflertal er kommet til at smage. Ingen navne nævnt, men heller ingen glemt - for vi skal jo snart til at hævne os, ikke sandt?

Nu har VKO hævnet sig over et halvt århundredes kulturradikale konsensus-fremskridtstro. Den danske konsensus er afskaffet. Kulturradikalismen er yt. Og fremskridtstroen pist væk, men. Men hævnen er tilbage. Og eftersom 10 års hævn allerede har nulstillet 50 års fælles kulturradikal fremskridtstro, må hævnerdyret søge nye græsgange. Man bør frygte, at det værste ikke er overstået. Ingen er vel så naive, at de tror, at Irak og Afghanistan blev de sidste krige? Eller at det danske opgør med indvandrere sluttede i 2009?

Men så må man ikke glemme - og slet ikke undervurdere - overklassens hævn over underklassen. Det så jo længe ud til, at de sociale demokratier skulle have held til at skabe samfund, hvor borgerne var ligeværdige og deltog i samfundet som oplyste individer, mens de rige var henvist til lidt dekadent livsstil. Hahaha. Denne drøm om det sociale demokrati er på få år blevet så fjern, som den fortid ingen gider huske. Og for at slå sømmet i kisten har vi afskaffet alle de begreber, man for blot 20 til 30 år siden opererede med og opfundet nogle helt nye - så ingen kan sammenligne noget som helst. Og alt blev nyt! Tag den, oplyste sociale demokrati! Når I endelig er blevet kloge, ændrer vi bare begreberne, så I er mere forvirrede end nogensinde før.

Kapitalismens hævn var at gøre alle til kapitalister. Hvem havde set den komme? Og kan alle ikke blive kapitalister, kan man i det mindste få folk til at tro, at de er det, og det er faktisk endnu bedre. For alt imens vi sidder på cafeerne og i samtalekøkkenerne og diskuterer friværdier, rentetilpasningslån og pensionsordninger, sidder de virkelige kapitalister i ”gated communities” og spiller casino med hele verden som indsats - og de har ovenikøbet fået folk til at tro på, at det bedste man kan gøre for samfundet og helheden er at blive så rig som mulig. Hvilket jo betyder, at den rigeste er det bedste menneske!

Det minder om middeladerkongen der regerede ved ”Guds nåde”. Nu har superkapitalisten en lignende glorie omkring sig. I gamle dage, da den oprindelige fattigmands-religion, kristendommen, var officiel ideologi, måtte man gå ad mange teologiske og filosofiske omveje for at forsyne kongen, tidens største og mest succesfulde røverhøvding, med en glans af det guddommelige. Det problem har vi løst i vores ”ærlige tid” ved simpelthen at gøre guldet til gud. Så passer pengene og idelogien, en-til-en. Når guld er gud, bliver teologien meget enkel.

Tro mig, den såkaldte finanskrise har ikke fjernet den søde smag hos de mennesker der er blevet så rige, at resten af verden er deres slaver, hvad enten disse ønsker at være det eller ej. Og de få skrammer i glorien som finanskrisen har givet, vil snart forsvinde igen. Stor er den strategiske kommunikations helbredende magi.

Men der også en bismag ved overklassens hævn, endda en dobbelt en. Den første bismag er måske vanskelig at forestille sig for almindelige dødelige. Den består i, at jo rigere man bliver, jo flere problemer får man. Der kommer aldrig et punkt, hvor man siger: ”Nu har jeg nok”. Men det samme gælder jo for alle os andre, så man burde forstå, at privatjet, lystyacht og syv huse ikke er nok! Og at problemerne vokser med formuens størrelse.

Den anden bismag er særlig interessant, fordi den gør det muligt for overklassen og den forhenværende underklasse at forenes under stridens kampråb og bannere. Det handler om en stigende vrede imod de utilpassede. For begge hævntogter, overklassens såvel som den gamle underklasses, er selve tilstedeværelsen af utilpassede en torn i øjet. For overklassen truer de utilpassede selve troen på guldets guddommelighed. Guldet gavner jo os alle, ikke sandt? For den forhenværende underklasse er de utilpassede truende, fordi de minder en om, hvad man i virkeligheden selv er, men nægter at se i øjnene.

Så inden disse hævnkrige er ovre, vil vi se, at utilpassede skal bekæmpes med alle midler. Dette vil være et af de store samlende sociale projekter: kampen mod de fattige og utilpassede.

Det vil føre for vidt at behandle hævn mellem lande og verdensdele. Men den er der, ulmende eller i lys lue. Tredjeverdenslandenes hævn over de tidligere koloniregimer. Og de de tabende kolonimagters hævn over tredjeverdenen. Også den historie er allerede gammel.

Hævnen var sød, men bismagen er bitter. Vi har nok desværre det værste til gode, før det menneskelige samfund bliver et projekt for fred, forståelse og fællesskab? Haha. ”Fred, forståelse og fællesskab”? Er det ikke lidt 70er-agtigt? Hvad med at blive lidt up-dateret, mand?

Mit svar: Hvad med at du bliver lidt u-dateret? For når alting skal være nyt, er det eneste virkelig nye det gamle, det vil sige det tidløse.

Der er en sejrens sødme, som ingen bismag har. Aristoteles, den gamle græker, tænkte måske på denne, da han sagde: »Det er nemmere at erobre hele verden end at overvinde sig selv.« For når man overvinder sin hævntørst - ikke de andres hævntøst, men sin egen - stråler ens ansigt med Mandelas smil.

Og så er vi ved det indre guld. Hvor kan man få det? Hvad koster det?

Glem det. Når hele verden ligger øde, hvis ikke før, vil alle tænke på og tale om det indre guld. Hvordan ved jeg det? Det ved jeg, fordi historien viser det, både landenes historie og vore personlige historier, inklusiv min egen. Men kunsten er selvfølgelig at tænke på det, før det går galt.