Kondomer til klimabeskyttelse

Børnebegrænsning er klart den billigste og mest effektive måde at reducere udslippet af drivhusgasser på, men det er et næsten tabubelagt problem, skriver Jes Fenger.

I 1798 udgav Thomas Robert Malthus (1766-1834) anonymt sit opsigtsvækkende værk ”An Essay on the Principle of Population”. Hovedtanken var at befolkningen, der på verdensplan på det tidspunkt var under en milliard, ville have en tendens til at vokse hurtigere end fødevareressourcerne, og at det efterhånden ville føre til en uholdbar situation.

Problemerne syntes at forsvinde med den stigende landbrugsproduktion, men i 1972 åbnede den såkaldte ”Club of Rome” diskussionen igen med ”The Limits to Growth”. Den døde også hen, selvom befolkningen var nu nær 3,5 milliarder. I 1987 kom den såkaldte Brundtland Rapport ”Vores fælles fremtid”, der nok så det voksende befolkningstal, der efterhånden var over fire milliarder, og den stigende fattigdom som alvorlige problemer, men som også mente at vækst var en nødvendig forudsætning i kampen mod fattigdom og nedbrydning af miljøet. Væksten skulle dog ske på et såkaldt bæredygtigt grundlag. Et af de praktiske forslag var, at industrilandenes energiforbrug per indbygger skulle reduceres til det halve i løbet af 40 år, hvilket skulle kunne give plads til en 30 pct. stigning i energiforbruget for en indbygger i udviklingslandene.

Det er nu 23 år siden, og det vil være synd at sige, at vi er på rette spor. Industrilandenes forbrug er ikke faldet, og udviklingslandene har allerede brugt deres kvote. Da Brundtland-rapporten udkom, var man imidlertid så småt begyndt at indse, at det ikke så meget var selve energiforbruget, der var afgørende, men udslippet af kuldioxid fra brug af fossile brændsler samt af andre stoffer (metan og lattergas), der fortrinsvis er knyttet til landbrugsaktiviteter. Det forøger koncentrationerne i atmosfæren, og det vil gennem en vækst i drivhuseffekten give globale klimaændringer. Ved verdenskonferencer i Toronto og Berlin i 1988 argumenterede man for reduktioner i det globale kuldioxidudslip på op til 50 pct. i 2015. Sådan synes det heller ikke at ville gå; tværtimod er udslippet foreløbig steget med omkring en fjerdedel. Og samtidig er vi nu i 2010 oppe på omkring syv milliarder mennesker på Jorden.

Som et resultat af de overvejelser, der blev fortaget i Brundtland rapporten oprettede WMO (World Meteorological Organisation) og UNEP (United Nations Environmental Programme) det såkaldte IPCC (Intergovernmental Panel of Climate Change), der siden 1990 har udgivet telefonbogstykke rapporter om den globale klimaforskning.

IPCC giver ikke egentlige anbefalinger om, hvad man bør gøre, men beskriver hvad, der må formodes at ville ske, hvis man gør dette eller hint.

Det er ikke munter læsning. Udslipsreduktioner, der kunne forhindre klimaændringer er opgivet, som værende helt urealistiske, og i stedet er opstillet såkaldte stabiliseringsscenarier. Hvis man fx vil tillade en kuldioxidkoncentration på omkring det dobbelte af det ”naturlige” niveau, vil det medføre gennemsnitlige globale temperaturstigninger på 1,5 - 3 grader i 2100. Det er nogenlunde, hvad man angiveligt stræbte efter - men ikke opnåede - ved den nylige globale klimakonference i København. Men er det overhovedet realistisk?

Groft sagt vil det kræve at udslippene halveres inden 2100 og senere yderligere nedskæres. Og det skal ske samtidig med at befolkningstallet måske stiger til 10 milliarder, og at levestandarden stiger i specielt ulandene. Med en hurtig teknologisk udvikling er det ikke principielt umuligt, men det er sandelig en udfordring.

Det ville måske være lettere hvis de enkelte lande havde en fælles målsætning, men sådan er det desværre ikke. Udviklingslandene giver helt klart første prioritet til teknologisk vækst med eller uden fossile brændsler, og de benytter klimatruslen til at forsøge at afpresse industrilandene økonomisk bistand. Det er forståeligt nok, men ikke strengt logisk, da det måske netop er udviklingslandene, som vil blive ramt hårdest af de forventede klimaændringer, og det er også dem som med en primitiv infrastruktur kan få sværest ved at foretage den tilpasning, som i alle tilfælde vil blive nødvendig.

Men heller ikke industrilandene er ubetinget positive over for udslipsbegrænsninger. De sidste par års økonomiske recension har koncentreret interessen om en forøgelse af produktion og forbrug, der jo ikke umiddelbart reducerer udslippet af kuldioxid.

Danmark kan tilsyneladende heller ikke umiddelbart opfylde sine forpligtelser, men må på forskellig vis købe tilladelser til udslip. Et helt specielt problem udgør de lande, som lever af at eksportere fossile brændsler (fortrinsvis olie) - de er i virkeligheden slet ikke interesseret i en udfasning.

Globalt set er den menneskelige påvirkning af naturen bestemt af tre parametre: Vores materielle levestandard, den teknologi vi bruger til at fremskaffe den, og det antal mennesker, der skal have den. Da ingen er indstillet på at gå ned i levestandard, bliver der tale om et kapløb mellem det voksende befolkningstal og den teknologiske udvikling.

Den oprindelige bekymring over manglende fødevarer synes at være udskudt. Bedre dyrkningsmetoder, genmanipulerede afgrøder og inddragelse af flere naturarealer til landbrug betyder, at der globalt set foreløbig vil kunne laves mad nok. Det vil ikke være uden miljømæssige bivirkninger, og der kan blive voksende fordelingsproblemer, men i princippet kan de løses. Værre er det med udslippet af kuldioxid og de andre drivhusgasser. Her er det igen nødvendigt at se på den voksende verdensbefolkning.

Vi skal af mange grunde selvfølgelig lave energien på en anden måde, og vi skal konstruere mere energirigtige biler, bedre isolerede huse osv.

Vi må måske på længere sigt også vænne os til fødevarer, hvis produktion giver mindre udslip af drivhusgasser, men vi kommer ikke uden om, at en fordobling af befolkningen, alt andet lige, giver en fordobling af udslippet af drivhusgasser.

Tre fjerdedele af verdens befolkning lever i lande, der må betegnes som udviklingslande, og de har allerede nu et samlet drivhusgas udslip af samme størrelsesorden som industrilandene - ikke fordi deres borgere enkeltvis udsender så meget, men fordi der er så mange af dem.

I de kommende år vil ikke alene den enkelte borgers udslip i udviklingslandene stige, men også befolkningstallet vil stige, og om bare 10 år kan det samlede udslip i udviklingslandene være nær det dobbelte af udslippet i industrilandene. Det kan fuldstændig overskygge besparelser og teknologiudvikling.

Børnebegrænsning er klart den billigste og mest effektive måde at reducere udslippet af drivhusgasser på, men det er et næsten tabubelagt problem. IPCC's berører det kun indirekte, og det blev mig bekendt overhovedet ikke nævnt ved decembers store klimakonference.

Den katolske kirke er klart imod, amerikanske hjælpeprogrammer måtte tidligere ikke indeholde oplysninger om svangerskabsforebyggelse, og i mange udviklingslande er store børneflokke et statussymbol og en forsikring til alderdommen.

Selv hvor kvinderne principielt er positive, kan man støde på manglende forståelse af, hvad der egentlig foregår.

I princippet kunne man løse problemet på ni måneder, men det er selvfølgelig ikke praktisk gennemførligt, og det ville også føre til helt uholdbare aldersfordelinger, men det er på høje tid at man begynder at diskutere spørgsmålet åbent og effektivt får modvirket de negative res, der omgærder det. For, som der stod i en nylig avisdebat, ”kondomer er den billigste klimabeskyttelse”.

De vil på længere sigt også blive nødvendige!