Fortinbras i Pest

Ungarn 20 år efter kommunismen: den truende økonomiske fallit synes afværget, men ikke den politiske. Ungarerne foretrækker endnu engang en stærk nationalkonservativ leder efter de svage og korrupte socialister, skriver Henning Dochweiler.

Efter en hård og usædvanlig lang vinter er foråret kommet til Buda og Pest, der er fuglesang og grøde i luften. Sød musik opstår, og Danmark er officiel gæst til Budapests berømte Forårsfestival, der begynder den 19. marts. Men forventningerne kan på ingen måde overføres til den politiske arena. Der er en afgrundsdyb foragt for de politiske partiers totalt manglende evne og vilje til dialog og problemløsning - og en udbredt skepsis over for det demokratiske system.

Mange vender ryggen til parlamentsvalget i april. Der tales ligefrem om en Fortinbras-effekt, med en hentydning til Hamlets rådne Danmark. Hos Shakespeare står Fortinbras (”den stærke arm”) tilbage på scenen, der ellers er plastret godt til med lig. Den stærke mand overtager, og der er ingen tvivl om, hvem ungarerne ser i den rolle: den tidligere ministerpræsident (1998-2002) Viktor Orbán, der har drejet sit parti i en klar nationalkonservativ retning, står til at få helt op mod 2/3 af alle stemmer, mest afhængigt af, om det ekstremt højreradikale Jobbik-parti får 15 eller måske 20 pct., hvilket er det samme, som er spået det nærmest sammenbrudte socialistiske parti. Ingen andre har udsigt til at passere spærregrænsen på 5 pct.

Totredjedeles flertal er, hvad der skal til for at ændre forfatningen, og det spændende spørgsmål for de få interesserede ungarere, men også for de europæiske naboer i EU, er, om det flertal skal opnås sammen med Jobbikpartiet eller af Orbans Fidesz alene - og om det skal benyttes til at ændre forfatningen i retning af en stat med meget stærke kompetencer til præsidenten, en form for førerstat. Orbán har udtalt, at det vil være nødvendigt for ham at have 20 år til at sanere Ungarn, og ungarerne har lært fuglenes sprog, og ved, at de har udsigt til endnu en stærk mand, som dem, der har præget Ungarn helt tilbage fra kejser- og kongetiden: Franz Josef I, mellemkrigstidens autoritære admiral Horthy og gullasch-kommunisten Janos Kadar.

Alle stærke regenter, der begyndte deres regeringstid med at knuse oppositionen og endte med en folkelig accept på grund af lov, orden og en efterhånden stigende levestandard.

Det for en dansk gennemsnitsdemokrat interessante er, at alt tyder på, at netop denne stærke mand er, hvad mange ungarere ønsker efter de mange skuffelser siden opbruddet for 20 år siden, med polarisering, økonomisk uføre og tiltagende korruption.

Ræsonnementet er, at ungarerne efter de mange år under fremmed styre (tyrkere, østrigere og sovjetrussere) endnu ikke er modne til demokratiet, at de har brug for autoriteten, indadtil og udadtil over for nabolande som især (EU-landet) Slovakiet med sit store ungarske mindretal. Der er en udbredt opfattelse af, at den slovakiske regering, der har et meget nationalistisk parti som deltager, hindrer de ca. 600.000 ungarsksindede i landet i at udfolde deres sprog og kultur.

Ungarn står endnu en gang over for et skifte. Socialisterne, der for et år siden skiftede ministerpræsident Gyurcsány ud efter en pinlig løgnesag og overlod saneringen til den partiløse Bajnai og dennes regering (bestående af 17 mænd og ikke en eneste kvinde), står under en helt ny og ukendt leder, Attila Mesterházy, til en meget kraftig vælgerlussing.

Deres koalitionspartner SDS, De Liberale, ville blive helt udslettet, men har allerede givet op over for spærrereglen, og stiller i stedet op i forbund med det ligeledes detroniserede konservative parti, MDF, der forestod den første demokratiske valgte regering for 20 år siden, i håb om enkelte direkte mandater.

Hvad har ungarerne så tilbage at stemme på? Med socialdemokraterne knock-out'ed, de liberale og de traditionelle konservative ude af billedet, og et helt upåagtet grønt parti uden nogen mulighed for repræsentation, vendes blikket i fortvivlelse og håb mod højre, det ekstreme højre. Valget står mellem det stærkt højreorienterede og populistiske nationalkonservative Fidesz-parti (”Ungdemokraterne”) under ledelse af Viktor Orbán, og det nye, ekstremt højreradikale Jobbik, ledet af den unge Gábor Vona. Partinavnet er interessant, det betyder både ”De bedste” og ”Højre”, ligesom der selvfølgelig er associationer i retning af nye jobs.

Ingen af disse partier har fremlagt noget egentligt program. Alle formodes at vide, hvad de står for, og så er risikoen for beskyldning for brudte valgløfter også reduceret. Intet under at over halvdelen af alle vælgere endnu ikke har taget stilling, og at valgdeltagelsen forventes at blive ringe. Mange socialister vil blive hjemme og dermed give højrefløjen endnu mere vind i sejlene. De totredjedeles flertal til Fidesz vil med største sandsynlighed blive opnået med deltagelse af Jobbik, som ved EU-parlamentsvalget i juni fik 15 pct. og tre repræsentanter valgt.

Jobbikkerne opfatter sig åbent som den politiske arm af den hær, der har etableret sig til ungarskhedens frelse, den magyariske garde. Formand for både parti og garde er Vona. Denne sortskjortede garde, en slags ubevæbnet milits, opfatter sig selv som en fortsættelse af det Pilekorskorps, der i løbet af de sidste krigsmåneder (1944-45) fik udleveret eller selv udryddet hundredtusinder af jøder.

Nu træder garden an for at forhindre, at ungarerne bliver til »palæstinensere i deres eget land«. Dermed spilles ikke blot på begrebet fremmede i Ungarn, hvorunder især forstås det primære hadeobjekt sigøjnere, men også på den velkendte påstand: »Den internationale kapital er i jødiske hænder«. Der efterlades ingen tvivl om, at magyarernes frihed er ved at blive knægtet, under henvisning til EU og IMF med deres skrappe krav til sanering af den ungarske økonomi, både sociale besparelser og skattestigninger.

Dermed vil garden - og Jobbik - kalde til national vækkelse med den påstand, at garden står over partierne og grænserne, altså ikke er begrænset til dagens Ungarn, men bevidst inddrager hele det historiske Ungarn, der ud over landets 10 mio. indbyggere omfatter 2½ millioner ungarere i de nuværende EU-lande Slovakiet og Rumænien, og desuden hundredtusinder i Ukraine og Serbien. Fanen er den hvide Arpád-fane, som alle ungarere associerer med den stærke fyrste, der tog den ungarske (og transsylvanske) slette i besiddelse i 896.

I sommeren 2009 blev Magyar Garda forbudt af den ungarske højesteret, idet dens aktiviteter blev anset for at udvise racehad og såre de ungarske romaers ret til menneskelig værdighed, lighed og frihed. I dag hedder garden derfor ”Den nye magyariske garde”, men optræder stadig i uniform til marcher og demonstrationer, under opsyn, men tolereret af det ungarske politi.

Den økonomiske krise har forværret den eksisterende moralske og politiske krise i landet. Åbenlyse skandaler, falske løfter og ægte løgne har fuldstændig undergravet tilliden til de politiske partier, og det totale fravær af en basal politisk konsensus har skabt en udpræget håbløshed. I mangel af troværdige alternativer lader mange ungarere sig i den situation lokke af helt uholdbare og ukonkrete løfter om lov og orden, skattelettelser, pensionsforbedringer og millioner af nye arbejdspladser. Når skuffelsen så uvægerligt sætter ind, vil resultatet blive helt uoverskueligt for fremtidens Ungarn - og for os naboer i EU, der risikerer at måtte se udviklingen i Ungarn komme ud af kontrol.

Hvorledes vil reaktionen så blive? Vi kommer nok ikke til at opleve en ny Haider-sag, dertil er erfaringerne fra boykotten af Østrig for nu 10 år siden nok i for pinagtig erindring. Men EU har en københavnererklæring om demokrati fra 1993 at tage vare på, og et hensyn til ansøgerlande som f. eks. Kroatien og Tyrkiet, der også står med visse demokratiske mangler. Skal vi opleve et land ligefrem blive sat udenfor igen, til skræk og advarsel også for Grækenland, Bulgarien og Rumænien? Det er vanskeligt at forestille sig her i det forårsstemte marts 2010, men i april, når stemmerne er talt op?

I 1989 lykkedes det, som en ungarsk bekendt udtrykker det, at åbne markederne, men også fortsat at holde folket udenfor. Det står som publikum til et drama med scenen fuld af ofre - og demokratiet på vej ud i kulissen: To be or not to be?