Præsternes dovenskab

Tror man, at den, Gud giver embede, giver han også forstand? Så kan det oplyses, at det i biskoppernes - og en del præsters - tilfælde synes omvendt, skriver Johs. H. Christensen.

I kommuner nord for Københavns er man indstillet på at fratage folkekirken de to ugentlige morgentimer, der er afsat til konfirmationsforberedelse, der så udskydes til eftermiddagen. Skolen har brug for timerne, hvor børnene er mest friske, forlyder det.

Mærkelig: Skolen lægger beslag på børnene i 10 år, plus ofte de tre i gymnasiet. Skulle den så ikke et enkelt år kunne afse to morgentimer i syvende eller ottende klasse? Konfirmationsforberedelsen erstatter tilmed religionsundervisningen, som skolen - ofte med lettelse - slipper for. Stort NEJ! Skolen vil partout kapre børnene, skønt de fleste hellere vil gå til præst end gå i skole. Men de fleste vil også hellere gå til ridning, badminton, fodbold end gå til præst. Derfor kan man forudse et betragteligt fald i antallet af konfirmander.

Har mon skolen så indlysende kvaliteter, at den skal have ejendomsret til samtlige timer samtlige år? Næppe! Var det tilfældet, ville regeringens snak om et ”360 graders serviceeftersyn” være overflødig. Meget tyder på, at forholdene ikke har ændret sig stort siden Grundtvig i 1839 skrev:

»Jeg ser med vemod på de gutter små,/ hvis kinder gløde, og hvis øjne tindre,/ thi også de skal brat i skole gå,/ og immer, mens de vokse, blive mindre«.

Men skolen har et overbevisende argument, nemlig præsternes dovenskab. I Gentofte kommune begynder de fleste konfirmationsforberedelsen midt i september og slutter den midt eller sidst i april og undlader altså undervisning i ca. tre måneder. Tilmed forlyder det, at der jævnligt er ubegrundede aflysninger. Åbenbart lader tilsynsmyndighederne, provst og biskop bare stå til. Hvornår og hvordan kontrollerer man, at konfirmanderne undervises det antal timer, bekendtgørelsen foreskriver?

Dette er kun én side af præsternes dovenskab, og lad det være sagt straks: Naturligvis er ikke hver eneste præst i landet er doven og efterladende. Missions- og tidehvervsfolkene er som regel myreflittige, men har paradoksalt nok ofte svært ved at blive ansat; de er på det nærmeste berufverbotede.

Det er blandt de grundtvigske, den er gal. Især, hvis præsten bare kalder sig ”grundtvigsk” i mangel af bedre. Noget skal man jo kalde sig, og ”grundtvigsk” kan jo enhver være, som ingenting er.

For 30 år siden var der i hver eneste kirke i København og omegn med to præster også to gudstjenester hver søndag. Nu holdes der kun én - bortset fra enkelte store kirker: Domkirken, Holmens og Frederiksberg og måske et par mere. Og gudstjenesterne ligger konsekvent kl. 10.00 eller 10.30 søndag formiddag, så der er ikke de store valgmuligheder. Udbuddet er altså halveret, kirkegangen mere end halveret. Forståeligt nok.

I Gentofte Provsti er der ved otte ud af ni kirker to eller tre præster. Ved min sognekirke, Ordrup, tre. I den tilstundende påskeuge klarer to sig med en gudstjeneste, én med to! Det er billigt sluppet. Til sammenligning holder præsten i nabosognet Tårbæk tre, mens langt de fleste præster på landet, hvor mange har flere sogne, holder op til otte.

I samtlige kirker i Gentofte holdes der - med en enkelt undtagelse - kun én gudstjeneste om søndagen, derfor også i påskens helligdage og altid kl. 10.

Jeg zoomer ind på et sogn, jeg har førstehåndskendskab til: Skovshoved. Siden krigen - altså i to menneskealdre - har der hver søndag været afholdt to gudstjenester, én ved hver af præstene, i sommerhalvåret kl. 8.30 og 10.00, i vinterhalvåret kl. 10.00 og 16.30. Begge har været velbesøgt, om sommeren ofte af flere kl. 8.30 end kl. 10, hvor besøget på grund af hyppig barnedåb alligevel var flot. Også eftermiddagsgudstjenesterne tiltrak en betragtelig menighed, bl. a. konfirmander og deres forældre.

I et stort opsat interview med sig selv og flankeret af hele tre prangende protrætter erklærede min efterfølger: »Jeg vil bestræbe mig på at være tro mod stedets traditioner«. Men det var rent mundsvejr. Lige fra starten har den nye præst ladet hånt om sognets traditioner. Straks blev en særdeles traditionsrig gudstjeneste aflyst, nemlig julemorgen kl. 8.30, en stille, intim fromesse med fornem tilslutning. At sognets to præster søgte at bruge menighedsrådsformanden som figenblad for deres blottelse, forøger kun deres pinlighed.

Siden den nyes tiltrædelse har de to fordelt søndagene imellem sig, så den samme har begge gudstjenester på skift, altså fri hver anden søndag. Er den samme på to gange, skrumper antallet af kirkegængere, og hvor der kommer få, kommer der færre, hvor der komme mange, kommer der flere. Det er en naturlov så sikker som Newtons faldlov. Derfor har man taget konsekvensen: I de tre sommermåneder holdes der kun én gudstjeneste, hvorved præsterne sender sognebørnene den besked: »Vil du i kirke, så kan du komme, når det passer mig! Eller bli' væk!«

På den baggrund må det vække undren, at et velfungerende, kompetent og kirkevant menighedsråd lader sig reducere til ekspeditionskontor for præsternes ugidelighed. Men reelt er rådet magtesløst. Ved hvert valg råber politikere op om »større indflydelse til menighedsrådene«, samtidig med, at deres indflydelse - bortset fra pengeforbruget - konstant reduceres, hvad der får mange til at forlade dem i frustration. Bedre bliver det ikke af, at provster og biskopper forholder sig passive.

Tendensen forsætter: Også Skærtorsdag har Skovshoved haft en ca. 60 år gammel tradition for en aftengudstjeneste kl. 20.00 og desuden højmesse kl. 10.00 - altid med fin tilslutning. Påskedag har der foruden højmessen kl. 10.00 været tradition for en særdeles velbesøgt fromesse kl. 8.30. Den er også skrottet, så de mange, der gerne ville fejre opstandelsen påskemorgen, er ladt i stikken. Og nu man var i gang røg en - ligeledes traditionsrig - andagt påskelørdag kl. 17.00 med i købet.

Til gengæld holder den ene præst fri Skærtorsdag og Langfredag, den anden Påske- og Anden Påskedag. De gør det let for sig selv, men svært for den menighed, de skulle tjene.

Den nye præst er uden undskyldning. Ved sin indsættelse fik hun en hilsen fra ingen ringere end Ingmar Bergman, overbragt af undertegnede: »Uanset alt, skal du holde din gudstjeneste. Det er vigtigt for kirkegængerne, det er vigtigt for dig. Om det også er vigtigt for Gud, vil vise sig« (”Laterna Magica”).

Præsten, og eksemplet er langt fra enestående, gider altså ikke holde sin gudstjeneste uanset dens vigtighed, men gider godt - til en husleje ikke over 5.000 kr. - i Gentofte bebo en velholdt luksusvilla, der ved indflytningen blev renoveret for det nette beløb af 1,3 millioner kr., hvoraf de 300.000 kr. var budgetoverskridelse. Kan det kaldes forsvarlig omgang med andres penge?

Fra 1/1 2000 til 1/1 2010 er folkekirkens medlemstal faldet med næsten 5 pct., og antallet af udmeldelser er stigende. Det samme er udgifterne, så der skal betales mere for mindre, hvad der mildt sagt er uholdbart.

Med reduktionen af årlige gudstjenester til under det halve skiller Skovshoved sig ikke ud. Skovshoved retter ind og bliver lige så karrig i betjeningen af folkekirkens medlemmer som det øvrige København og omegn.

I øjeblikket tosser medier, politikere og kirkeminister rundt i et uskønt slagsmål om homovielser - udløst af en seksualpolitisk offensiv. Af lutter angst for at tabe ansigt, taber man hele hovedet, og ministeren erklærer at ville konsultere sine rådgivere: Biskopperne.

Jamen, er folkekirken da blevet katolsk? Tror man, at den Gud giver embede, giver han også forstand? Så kan det oplyses, at det i biskoppernes - og en del præsters - tilfælde synes omvendt. De er valgt ved tilfældigheder, der sidst er udartet til farcer som dem, der efter hvert kommunalvalg fører til groteske besættelser af borgmesterposterne - senest de absurde bispevalg i Roskilde og København.

Ingen af biskopperne har særlige teologiske kvalifikationer, og kun et par af dem kan holde en prædiken, det er værd at høre på. Men medierne fokuserer på dem og de på medierne.

Det viste sig i den fjollede idé om ringning med kirkeklokkerne i anledning af klimatopmødet, hvor én af dem endda kastede sig ud i polemik mod en præst, som havde teologien i orden, hvad biskoppen ikke havde.

Var det ikke en bedre idé, om kirkeministeren også i andre sager end sex rådførte sig med folk, der har forstand frem for embede, og indskærpede biskopperne deres første og sidste pligt, nemlig et skønsomt og ædrueligt, men også myndigt tilsyn med sogne, menighedsråd og præster i deres stifter, så at i hvert fald dovne præster hindres i at tage sig til rette, som det passer dem?