Alt er sagt med Fadervor

Man bliver bestemt ikke et bedre menneske af at være troende. Det er snarere sådan, at man fordi man ved, at man er slem, har behov for tro og håb om tilgivelse. Jeg er ikke from, kun gudfrygtig, skriver Bent Jensen. Og tilføjer: En af følgerne af islamiseringen er en vulgær og ubegavet kritik af enhver form for religion - ikke mindst kristendommen.

Vores mor lærte os at bede Fadervor, når vi var blevet lagt i seng om aftenen. Hun sang også et vers om, at en engel skulle beskytte os mod alle farer i den kommende nat. Det var trygt og dejligt. »Fadervor, du som er i Himlen, helliget vorde dit navn ?« Lyset blev slukket, der var mørkt - men en engel stod jo vagt, så der var ikke noget at være bange for. Og så var der selvfølgelig også min storebror i køjesengens øverste etage. Vores far var lidt genert, så han bad for sig selv. Jeg er sikker på, at han også bad Fadervor.

Vi forstod ikke det hele til at begynde med, men det blev senere forklaret i søndagsskolen af jævne mænd, der underviste drengene, og jævne koner, der tog sig af pigerne. En af mine gode lærere var fiskehandler Frederiksen, hvis fiskebutik lå på samme gade som Fars slagterbutik. »Fadervor ?« - denne korte, indholdsrige og ældgamle, enfoldige og hjertegribende bøn, som siger alt det, der skal siges om og til mennesker. »Med et Fadervor i pagt skal du aldrig gyse«, sang modstandsfolkene under Besættelsen. Den bøn følger dig hele livet, og den har fulgt utallige slægter siden den dag, Jesus lærte sine disciple, at de netop skulle bede denne bøn.

Hvis nogen spørger mig, hvorfor jeg er troende kristen, er mit enkle svar, at det er jeg, fordi min mor og far var troende kristne og opdrog min bror og mig i denne tro. Længere er den sådan set ikke. Kierkegaard sagde, at han var kristen, fordi hans far var kristen. Hos os var mor også vigtig.

Vi fik vores tro og kristelige oplæring i det af de fleste så foragtede og forhånede Indre Mission. Vi fik at vide, at vi skulle tåle verdens spot. Ingen fandt på at rende til advokat og domstole for slet ikke at tale om voldelige trusler. Jeg er mine missionske forældre dybt taknemmelige. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort i svære stunder uden denne tro og det kristne håb at klamre mig til. Man bliver bestemt ikke et bedre menneske af at være troende. Det er snarere sådan, at man fordi man ved, at man er slem, har behov for tro og håb om tilgivelse. Jeg er ikke from, kun gudfrygtig.

Jeg sad sidste påske i en katolsk kirke i en lille, fattig by langt oppe i de vildsomme liguriske bjerge. Der var koldt i kirken. Den unge præst celebrerede påskemessen, koret sang så dejligt, og en ung kvinde fra den lille by, der studerer sprog på universitetet i Genova, læste op af den hellige skrift: Parole di Dio. Foran mig på den slidte træbænk knælede en ung og en ældre kvinde med foldede hænder og lukkede øjne - ubevægelige og stærkt koncentrerede.

Lidt senere - efter opstandelsesmiraklet - vendte den gamle kone sig mod min kone og mig og ønskede os til lykke med Kristi opstandelse.

Hun havde et af disse lysende, forklarede ansigter, som man også ser hos ældre kvinder i Rusland, Ukraine og Hviderusland på landet, men som vist stort set er forsvundet i de mere ”udviklede” lande, hvor ansigterne - også kvindernes - ofte er så hårde og umilde. Mens jeg så på den gamle kvindes ansigt, forstod jeg, at hun havde noget, som mange har tabt - en livsvisdom, som ikke kommer af at læse teorier om verdens, samfundets eller hjernens indretning, men som er gået i arv fra slægtled til slægtled og har fået næring af et jævnt og nøjsomt liv på Jord.

For den lille, gamle kvinde i kirken var det påskeunder, som just havde fundet sted ved alteret i kirken, en virkelighed, der er langt stærkere end tusinde spottende artikler på ”videnskabeligt” grundlag om hjernens funktion, og som nogen tror kan forklare alt muligt, men i virkeligheden ikke forklarer noget som helst. Hun ved heller ikke, at hun - fordi hun er troende - ifølge en ”videnskabelig” undersøgelse er dummere end ikke-troende.

Det er dristigt, for ikke at sige hovmodigt, at påstå, at man har en højere indsigt i livet og dets mysterier, blot fordi man har gennemgået en såkaldt ”højere” uddannelse. Jeg tror, at de gamle koner i de liguriske og russiske landsbyer ved meget mere om det, der er værd at vide, end de unge spottefugle. For troende mennesker kan livet ikke leves uden tro - da bliver alt uden mening, noget rent biologisk for ikke at sige dyrisk. Livet som en barneskjorte: Kort og beskidt.

Som troende befries man fra biologien og dens dystre og meningsløse tale. Man bliver som sagt ikke et bedre menneske - slet ikke. Måske forholder det sig i virkeligheden omvendt: Man ved som troende kristen, hvor slet et menneske man er, og at man derfor har brug for den nåde og tilgivelse, som er så central i kristendommen.

Jeg ser ingen som helst modsætning mellem kristentro og naturvidenskab. Eller det at tro og være ”moderne”. Det samme gælder for det overvældende antal kristne. At ville ”bevise” Bibelens indhold med naturvidenskabelige argumenter er både omsonst og latterligt. Men for de hidsige og aggressive ateister er dette ikke nok.

De vil have troende mennesker helt ned med nakken, så de kan få stoppet deres ateisme ned i halsen på dem. Det er ubegribeligt, hvor den hidsighed og aggressivitet kommer fra. Hvorfor kan de ikke bare hygge sig i stilhed med deres bedrevidende gudløshed.

Den russiske filosof Nikolaj Berdjajev lagde mærke til, at der med bolsjevikkernes erobring af magten i Rusland kom nye ansigter på nogle af russerne, nemlig de moderne, ”videnskabeligt” funderede bolsjevikker - ansigter, der adskilte sig fra de gammelrussiske. Og Berdjajev havde ganske ret. Se på Lenins hårde ansigt med det kyniske blik. Se på de spottende ansigter hos de nye sovjetiske kommissærtyper i deres sorte læderfrakker og med pistol i bæltet - den ny herskende klasse, der havde konstrueret en ”videnskabelig” ideologi, der gav dem ”ret” til at skænde Ruslands helligdomme og likvidere de troende - både kristne, muslimske, jødiske og buddhistiske.

Bolsjevikkerne udgav et tidsskrift, der hed Bezbozjnik (Den Gudløse), og deres propagandaapparat hamrede løs på de troende, der tilhørte den ny kategori af borgere, der hed ”de forhenværende mennesker”. Religiøs musik, filosofi og kunst kom på den sorte liste over alt det, der nu skulle forbydes; det vil sige det meste af al europæisk inklusive russisk musik, filosofi og kunst. Bålene flammede lystigt i gaderne og på pladserne, når de ”videnskabelige” barbarer afbrændte kunstværker og litteratur, mens kirker blev sprængt i luften for at give plads for et ”kulturpalads”.

Propagandaen var vulgær, primitiv og fladpandet ud over alle grænser. Ligesom nazisterne fotograferede bolsjevikkerne som regel dem, de henrettede. Langt de fleste var troende. Nu kan man i omfangsrige albums se disse ansigter på ”forhenværende mennesker”, som om lidt skulle dø. Det er gammelrussiske ansigter hos mishandlede, lidende mennesker. Men de havde evigheden i sig.

En af de ubehagelige følger af Europas islamisering og den deraf fulgte nødvendige kritik af islams totalitære sider, er en vulgær og ubegavet kritik af enhver form for religion - ikke mindst kristendommen. Ofte er den på niveau med Ritt Bjerregaards ”religionskritik” anno dazumal. Hun troede heller ikke på nisser og trolde, forkyndte hun. Som om kristendommen drejede sig om den slags.

Opgøret med den totalitære og destruktive islam er nødvendig, hvis ikke Danmark og Europa skal gå under. Islam og kristendom er som ild og vand, nat og dag. At skære de to religioner over én kam viser, at man hverken har forstået islam eller kristendom.

Derfor er det både skræmmende og farligt, at der er kræfter i de nationer i Europa, som igennem 1.000 år eller mere er formet af den jødisk-kristne kultur, og som i ly af den nødvendige islamkritik nu vil kristendommen til livs.

De ved ikke, hvad de gør. Derfor skal de tilgives, men samtidig bekæmpes. Men åndens våben naturligvis.