Hold liv i debat om dødshjælp

Hver dag bliver det mere og mere tydeligt, at vi ikke skal gøre brug af al den teknologi, vi har til rådighed, skriver Peder Agger i denne kronik om aktiv dødshjælp. Ved at opretholde forbuddet viser vi, hvad vi ønsker skal være ret og pligt i vores samfund.

For nylig deltog jeg i en debat i DR-programmet Aftenshowet om aktiv dødshjælp. Dagene efter modtog vi i rådet et væld af henvendelser fra borgere, der kommenterede på mine argumenter og gav deres egne meninger om aktiv dødshjælp til kende. For mig er det store antal henvendelser en positiv oplevelse, for det viser, at demokratiet lever i bedste velgående.

Selvom min holdning til aktiv dødshjælp - ifølge meningsmålingerne - ikke deles af særligt mange i befolkningen, så værdsætter jeg dialogen. Dialog er det, der rykker ved vores holdninger, nuancerer vores værdigrundlag og gør os til klogere mennesker. Efter at have deltaget i en konference om emnet i Holland i februar har jeg også fået rokket ved mit syn på aktiv dødshjælp.

Systemet dernede er mindre polariseret, end jeg havde forventet, og især dets fokus på smertelindrende behandling fandt jeg meget tiltalende. Overvejende føler jeg mig dog stadig ikke overbevist om, at indførelsen af aktiv dødshjælp er vejen frem. Den konklusion er jeg kommet frem til på baggrund af fire hovedargumenter.

Mit første argument er, at valget om vores død ikke kun bestemmes af os selv, da det ikke kun har konsekvenser for os selv. Selvbestemmelsen bliver prioriteret højt hos mange mennesker i dag.

Jeg tror, at det især er denne trang til at træffe egne autonome beslutninger, der ligger bag, når folk siger, at de går ind for aktiv dødshjælp. Men selvbestemmelsen har sine begrænsninger. Selvom vi kan have fornemmelsen af selv at kunne bestemme i livets væsentligste anliggender, så bliver vores livshistorie ikke kun skrevet af os selv.

Der vil undervejs være mange mere eller mindre betydningsfulde medforfattere, og vores egen livshistorie er flettet sammen med andres. Vi vælger måske selv vores uddannelse, men det er stærkt påvirket af klasse, miljø og evner. Vi vælger måske vores partner, men partneren er medbestemmende. Vi vælger vores bopæl, men valget er begrænset på 117 måder, hvoraf økonomien nok er betydende, men langt fra den eneste. Spørgsmålet er, hvor meget vi reelt kan bestemme over vores liv - og dermed også vores død?

Sidstnævnte kan man som bekendt i Holland. Her er systemet sammensat på den måde, at en læge, der udfører aktiv dødshjælp, ikke kan strafforfølges, hvis han eller hun er overbevist om, at anmodningen fra patienten er velovervejet og frivillig, at patienten er eller vil blive udsat for ubærlig og udsigtsløs lidelse, at patienten er fuldt informeret om sin situation, og at læge og patient er kommet til den fælles konklusion, at der ikke findes noget rimeligt alternativ. Ønsket om at dø, som skal gentages og bekræftes over for en uafhængig læge, bliver dog langt fra altid efterkommet.

Af de små 10.000 anmodninger, der årligt fremføres , er det under en tredjedel, der efter lægens skøn kan efterkommes. Med mindre vi taler om, at alle og enhver når som helst skal kunne anmode om at få afsluttet deres liv, er der nødt til at være en instans til at afgøre, om forudsætningerne for at efterkomme patientens ønske om at dø, er opfyldt. Autonomien har altså også på den måde sin begrænsning.

Mit andet argument er, at når otte ud af ti danskere - ifølge sommerens meget omtalte meningsmåling fra Megafon - udtrykker ønske om at få indført aktiv dødshjælp i Danmark, så efterspørger mange sandsynligvis noget, som allerede findes, nemlig passiv dødshjælp også kaldet palliativ behandling. Ingen patient kan i dag påtvinges en behandling, som han eller hun ikke ønsker. Og ingen behandling kan fortsættes, hvis det er imod patientens ønske. Til gengæld kan vi gøre noget for at lindre smerte, angst og ensomhed hos den døende. At det kan lade sig gøre, er dog ikke ensbetydende med, at det sker i fornødent omfang. Men den smertelindrende behandling har udviklet sig meget i de seneste årtier, således at fysisk smerte og til dels også sjælekvaler næsten altid kan dæmpes, om ikke på anden vis så ved at patienten bringes ind i en døs. Det mest omfattende modtræk mod det kropslige og sjælelige smertehelvede, som dødsprocessen nogle gange kan udvikle sig til, er hospice-konceptet hvor hele plejeindsatsen koncentreres om, at den resterende del af patientens liv bliver så godt som overhovedet muligt.

Ud fra en praktisk synsvinkel kan man argumentere for, at der ikke er den store forskel på aktiv og passiv dødshjælp. En behandling, hvor lægen i fuld forståelse med patienten lindrer så meget smerte, at patienten døser hen og ikke mere vågner, kan være svær at skelne fra den aktive dødshjælp, hvor lægen på patientens anmodning giver en behandling, som har døden til formål. Men selvom denne proces kan ligne to sider af samme sag, så ligger den væsentlige forskel i formålet - og ikke mindst i de videre konsekvenser, som en legalisering kan få for livet og samfundet i øvrigt. Derfor må vi fastholde, at det lindringen, der er målet - også selvom det er med døden til følge - i stedet for at dødens indtræden bliver målet med smertelindringen som sideeffekt. Udbredelse af denne tankegang til også at omfatte hospitaler, plejehjem og hjemmepleje er et langt mere værdigt svar på ubærlig lidelse og udsigtsløshed end aktiv dødshjælp.

Mit tredje argument er, at bliver aktiv dødshjælp legaliseret, forstærker det en udvikling, der i forvejen er svær at styre. Jeg mener, at der er en begrundet bekymring for, at flere lidende mennesker vil anmode om at blive bragt af dage, fordi de ikke ønsker at skulle ligge familien eller samfundet til last. En sådan mulighed bør vi aktivt modarbejde. Sat på spidsen vil jeg sige, at det tværtimod er ønskeligt, at vi i vores samfund ligger hinanden til last. Det er et gode at få mulighed for at tage sig af sine medmennesker. Ligesom det er et gode for os alle, fordi det giver tryghed at vide, at der er nogen, der vil tage sig af os, også hvis vi kommer ud i ellers ubærlig og udsigtsløs lidelse.

Mit fjerde argument er, at det desuden er problematisk for en læge at afgøre, hvornår beslutningen er tilstrækkelig velovervejet fra patientens side. I nogle tilfælde er overvejelse slet ikke mulig, som fx i forbindelse med for tidligt fødte. I andre tilfælde når patienten ikke at gøre sig overvejelserne, inden lidelsen sætter ind og dømmekraften svækkes af angst, smerte og måske fremadskridende demens.

Sidst er det både for læge og patient svært at forholde sig til det udsigtsløse. Hvornår er den definitiv nok til, at alt håb lades ude? Netop håbet, hvor lidet og beskedent det end måtte være, er det lys i et ellers tiltagende mørke, som vil kunne få livet til at fortsætte endnu en stund, men som aktiv dødshjælp definitivt vil slukke.

Mine fire ovenstående argumenter betyder ikke, at jeg ikke kan se nogen argumenter for aktiv dødshjælp. De argumenter har jeg gentagne gange diskuteret med fortalerne, der mener, at vi bør ophæve forbuddet mod aktiv dødshjælp.

Man kan da også spørge sig selv, hvad et forbud er værd, hvis det ikke håndhæves. Men et forbud mod aktiv dødshjælp sender et signal. Ved at opretholde forbuddet viser vi, hvad vi ønsker skal være ret og pligt i vores samfund. I dette tilfælde et samfund, hvor vi har overskud til at tage os af hinanden, og hvor der er plads til at ligge hinanden til byrde i den svære stund, som afslutningen af livet kan være.

Vi har brug for mere viden. For at afgøre om de argumenter, der fremføres, holder vand, og hvad der ligger bag, når folk svarer, som de gør, i fx opinionsundersøgelser.

Vi må vide mere om, hvordan læger tænker og handler omkring dødsprocessen. Og vi har brug for mere viden og oplysning om, hvordan det egentlig foregår - både for de få og for de fleste. Hver dag bliver det mere og mere tydeligt, at vi ikke skal gøre brug af al den teknologi, vi har til rådighed.

Den tanke er særligt central i forhold til aktiv dødshjælp, fordi den moderne lægevidenskab hele tiden giver os nye og forbedrede muligheder for at forlænge livet.

Vi har brug for dialog. For der findes ikke noget entydigt svar på, hvordan vi løser det dilemma.

I Det Etiske Råd er og vil aktiv dødshjælp altid være et emne, der optager os, fordi forlængelsen af livet også øger behovet for at bestemme over dets afslutning.

Lige nu er rådet i gang med at forberede en debatdag, hvor vi vil give ordet frit til alle de mennesker, der vil give deres mening om aktiv dødshjælp til kende. Jeg håber, at så mange som muligt - også på andre måder - vil blande sig i debatten om aktiv dødshjælp.