Mozart, hash og elguitar

I dag udgiver tænketanken Cepos antologien ”Friheden flyver - en debatbog om mangfoldighed” med en række essays. Kronikken er en forkortet version af Jakob Levinsens bidrag om kultur og kulturpolitik i form af fire historier om kunstnerisk frihed.

I stepped forth from the shadows, to the marketplace.

(Bob Dylan: Changing of the guards)

I: Ind i varmen

København, den 6. juli 1970. På trappen foran Kulturministeriet i det indre København demonstrerer en række kunstnere og intellektuelle, heriblandt Klaus Rifbjerg, Jesper Jensen, Charlotte Strandgaard og Ebbe Kløvedal Reich, for fri hash ved selv at ryge noget af den. Hvad de først og fremmest demonstrerer, er dog i hvor høj grad de allerede selv er blevet afhængige af ministeriet.

Ministeriet for kulturelle anliggender, som det oprindeligt hed, blev grundlagt i 1961. Tre år senere, den 27. maj 1964, vedtog et næsten enigt folketing oprettelsen af Statens Kunstfond. Dens hensigt er at støtte den skabende kunst direkte.

I forhold til befolkningen går det galt nærmest med det samme. Allerede ved Kunstfondens første uddelinger i 1965 rejser der sig nemlig et folkeligt ramaskrig. Lagerforvalter Peter Rindal samler, i forargelse over tildelingernes angivelige slagside mod angiveligt svært tilgængelig moderne kunst, omkring 60.000 underskrifter imod Kunstfonden.

Det interessante i denne forbindelse er imidlertid ikke så meget selve reaktionen. Det er nok så meget dele af kulturmiljøets reaktion på reaktionen. Forfatteren Jess Ørnsbo sammenfatter i en kronik i Politiken kulturlivets holdning til det utaknemlige folk under betegnelsen ”Ned på alle fire”.

Siden har kulturkløften i alt væsentligt været intakt. Det ironiske er, at den kunst, Kunstfonden støtter, på én gang forsvarer den velfærdsstat, den selv er rundet af, og angriber en betragtelig del af de borgere, som velfærdsstaten er skabt af og for.

Hvad man dermed er kommet til at institutionalisere, er en kimære af en kunstopfattelse: den statsautoriserede provokation. Og hash-aktionen i 1970 kan lige så vel udlægges som et ubevidst knæfald for Kulturministeriet, som den eneste autoritet kunstnerne nu kan forholde sig til, mens uafhængigheden på mere end én måde går op i røg.

II: Ud på gaden

Wien, den 8. juni 1782. Salzburgs mangeårige ærkebiskop, den autoritære Hieronymus, greve af Colloredo, har længe været træt af sin mest prominente unge hofmusikers egenrådighed, og denne aften kommer det i ærkebiskoppens palæ i det østrigske kejserriges hovedstad til et endeligt opgør. Det ender med, at den 26-årige rebel bogstavelig talt bliver sendt ned ad trappen og ud på gaden med et velrettet spark bagi fra kammerherren grev Arco, samt den ærkebiskoppelige afskedsreplik: »Mai er verlassen, ich brauche ihn nicht!«

Han kan gå, jeg behøver ham ikke. I den moderne virkelighed forholdt det sig imidlertid stik modsat. Det var Wolfgang Amadeus Mozart, der ikke længere behøvede den feudale hofansættelse.

Herefter måtte Mozart klare sig selv. For en komponist og udøvende musiker på den tid betød det at man dels skulle lokke hoffer og operahuse til at bestille operaer hos sig, dels arrangere koncertserier med egne værker og dels komponere værkrækker til salg igennem den stadig større industri af Hausmusik til hjemmebrug i borgerskabet.

Men for Mozart var det tydeligvis ikke noget problem at være fri. I resten af sit korte liv tjente han glimrende og havde masser af publikumssucces rundt om i Europa. En sejlivet romantisk myte har ellers villet vide, at han døde i glemsel og armod, men hvis hans økonomi var anstrengt, skyldtes det snarere hans forkærlighed for værtshusbesøg og billardspil.

Vigtigst af alt er det i den sidste, markedsorienterede del af sin karriere, at han skriver så godt som alle de operaer, symfonier, solokoncerter, kammermusik- og klaverværker, som hans berømmelse hviler på.

Og ligesom den store klassiske og romantiske musik fra 1800-tallet og omegn, som vi stadig hører, oprindelig er skabt til operahuse og koncerthuse med frit billetsalg og nodehungrende musikalske borgerhjem, er meget af den normsættende litteratur fra dengang skabt til et publikum. Både Honoré de Balzac, Victor Hugo, Fjodor Dostojevskij og Charles Dickens skrev direkte ud på markedet, og ofte i form af føljetoner, hvor et sultent publikum ventede på næste måneds bidrag, ikke ulig stemningen på internettet i dag når deres arvtagere blandt nutidens fantasy-forfattere har et nyt værk på vej.

Forestillingen om avantgarden, om den kompromisløse kunstner, der ikke ønsker eller evner at befatte sig med andet end selve skabelsesprocessen, ja ofte er stærkt kritisk over for sit potentielle, borgerlige publikum, er derimod af nyere dato. Dens første markante navn er den franske digter Charles Baudelaire (1821-67). Han behøvede slet ikke at have publikum i tankerne, i og med at han livet igennem blev forsørget af sin mor.

Den rolle er i den moderne velfærdsstat blevet overtaget af kulturministerier og andre offentlige bidragydere. Synligheden og evnen til at sætte den kulturelle dagsorden i befolkningen er i vidt omfang også blevet derefter. Så intet under hvis man indimellem føler trang til at dulme sig på ministeriets trappe med en pibe hash.

III: På med spaden

Newport, Rhode Island, den 25. september 1965. Den årlige sommerfestival for folkemusik, Newport Folk Festival, har for tredje år i træk inviteret genrens helt store unge navn til at optræde. Denne gang har den 24-årige stjerne imidlertid ikke blot medbragt sin akustiske guitar og sin mundharpe, men i sidste øjeblik besluttet for første gang nogensinde at optræde med et fuldt besat elektrisk rockorkester. Bob Dylan får dog i første omgang ikke lejlighed til at synge mere end tre sange, før et rasende publikum buher ham af scenen.

Selv om den politiske folkemusik omkring 1960 har rødder tilbage i den ægte amerikanske folkemusik af ældre dato, er den alligevel nu i meget høj grad blevet den intellektuelle, venstreorienterede hvide middelklasses musik. Endda definerer den sig i høj grad, og ikke ulig den danske kunstfond-kunst på samme tid, i opposition til massekultur og kulturindustri.

Ved at sætte strøm til kan Dylan altså hævdes indirekte at protestere mod protestmusikken. Hermed nærmer vi os den på alle måder store ironi ved rockmusikken og ungdomskulturen. For hvor den gammeldags avantgarde tog udgangspunkt i statsmagten og velfærdsstaten, blev frigørelsen igennem 1960'erne, herunder hele udviklingen af rockmusikken, altovervejende skabt i opposition dertil, men med kapitalistiske virkemidler.

Det er også værd at hæfte sig ved, i hvor høj grad ungdomskulturen og rockmusikken oprindeligt definerede og med vekslende grader af hykleri stadig definerer sig i opposition til staten, til borgerligheden, til establishmentet. Altså nøjagtig alt det, som eksempelvis kunstfond-kulturen stod og står for. Det er ikke mindst i forhold hertil, at rockmusikken besynger oprør, frihed og alternative levemåder.

IV: Mod det uendelige univers

Frederiksberg, den 26. september 1996. Den tyske komponist Karlheinz Stockhausen (1928-2007) er på, hvad der skulle blive hans sidste besøg i Danmark. Efter en koncert i Radiohusets Koncertsal med hans musik er der rundbordsdiskussion mellem ham og to danske kolleger, Per Nørgård og Karl Aage Rasmussen. De to danske komponister er ganske pessimistiske på den avancerede kompositionsmusiks vegne. Stockhausen viser sig derimod at se ganske anderledes på tingene. Igennem årtier har han ellers været noget nær indbegrebet af eksperimenterende kunstmusik. Oven i købet har Stockhausen måttet købe hele sit bagkatalog tilbage fra det gamle luksusselskab Deutsche Grammophon, der ikke anser det for kommercielt meningsfuldt at genudgive hans musik på compact disc. I stedet bliver musikken nu udsendt af Stockhausens eget køkkenbordsselskab, hvor både koner, børn og elever er involverede i udgivelserne og den øvrige markedsføring af ham ( www.stockhausen.org).

Han lyder bare ikke som om det overhovedet skulle være noget problem, og da slet ikke i dag. Tværtimod fortæller han begejstret om, hvordan nye elektroniske medier har gjort det langt nemmere end tidligere at få også krævende musik som hans gjort tilgængelig for mange mennesker.

Deri er han ikke længere alene. Tværtimod har der siden slutningen af 1960'erne vist sig flere og flere eksempler på komponister i både Europa og USA, der har valgt at drible sig uden om det statsfinansierede kulturlivs konventionelle begrænsninger og tunnelsyn og oprette egne bands og pladeselskaber.

Til sidst i Radiohusets Koncertsal slår Stockhausen - efter at have talt for oprettelse af et musikkonservatorium på stjernen Sirius - entusiastisk ud med armen og konstaterer, tydeligvis belært af erfaringen: »Life is a wonder!«