Fra folkeparti til designparti

Villy Søvndal er venstrefløjens ukronede leder; det er et faktum. Derfor har danskerne også krav på at vide nøjagtigt, hvem de står overfor, og hvem de måske giver magten, skriver kronikøren.

»Som nyvalgt formand for SF har Villy Søvndal fået et af de sværeste job i dansk politik. Frem mod næste valg skal han op mod oppositionens markante partiledere i spadseredragter og regeringens habitklædte ministre for at give SF en skarp profil og markant fremgang efter mange års nedtur«. Ja, sådan kommenterede JP's journalister Anne Mette Svane og Niels Ditlev valget af Villy Søvndal som formand for SF i maj 2005. Socialistisk Folkeparti virkede nedslidt, folketingsgruppens aldersgennemsnit var i top, og valget af Villy Søvndal virkede komplet ulogisk. Ikke mindst fordi det eneste, han hidtil havde gjort sig bemærket med, var en monoton messen af kritiske spørgsmål til statsministeren om Danmarks engagement i Irak. Onsdag efter onsdag med hovedet på skrå og med bedemandsminen på i Folketings spørgetid.

Nu er det ikke første gang, kommentatorer bliver taget på sengen. Da caffe latte-partiet Ny Alliance så dagens lys i maj 2007, forudså de en stor fremtid for et parti, som mindre end et halvt år senere lå i ruiner. Og da Dansk Folkeparti afholdt pressemøde efter partiets stiftelse i oktober 1995, var journalister overbeviste om, at dette var det sidste, man hørte til partiet.

Det er heldigt for kommentatorer, at intet er mere gammelt og glemt end gårsdagens avisleder, og at kun få erindrer de mange kommentarer fra tv og radio.

I Socialistisk Folkeparti har bekymringen i tiden efter Villy Søvndals valg som formand naturligvis været stor, men langsomt indledte han - ledsaget af spindoktorernes, fokusgruppernes og statistikernes hærskarer - den lange vej til magt og indflydelse. Allerførst måtte formanden peppes op. Sure og kedelige Villy Søvndal blev forvandlet til "lune Villy" med det berømte glimt i øjet og blus på piben. Sådan en rigtig hyggelig mand, som alle bare vil være venner med, og som spreder god stemning. Men naturligvis skulle han ikke blive så hyggelig, at han ikke kunne give de muslimske fundamentalister tørt på, da han erklærede, at Hizb-ut-Tahrir kunne "gå ad helvede til" - og heller ikke så hyggelig, at han ikke kunne foreslå minimumsstraffe til kriminelle eller i begyndelsen kritisere kønsopdelte forældremøder på Holbergskolen i Københavns nordvestkvarter, indtil det socialistiske bagland for en gangs skyld havde fået nok.

Men hvorfor beskæftiger jeg mig i det hele taget med Socialistisk Folkepartis formand? Jo, når medierne beskæftiger sig så indgående med fænomenet Villy Søvndal og SF's påståede forvandling fra socialistisk hængekøjeparti til økonomisk ansvarligt midterparti, må jeg have lov til at give udtryk for min egen opfattelse af den politiske virkelighed, og her kommer budskabet i overskriftsform. Det er ikke nogen påstand, at Villy Søvndal er venstrefløjens ukronede leder; det er et faktum. Derfor har danskerne også krav på at vide nøjagtigt, hvem de står overfor, og hvem de måske ender med at give magten.

Lad os tage en lille rejse tilbage i tiden og se på nogle politiske highlights i Socialistisk Folkeparti. Især husker jeg en episode før valget i 2007. Plejepersonale fra hele landet demonstrerede for bedre løn- og arbejdsforhold i oktober, og Kristian Thulesen Dahl og jeg ville give vores mening til kende på Slotspladsen, fordi Dansk Folkeparti var meget involveret i debatten. En del af de tilstedeværende demonstranter anerkendte imidlertid ikke vores ret til at opholde os på Christiansborg Slotsplads, og en gruppe unge, heriblandt medlemmer af SF's ungdomsorganisation SFU, valgte at chikanere os på forskellig vis.

Da jeg kort tid efter gjorde Villy Søvndal opmærksom på dette under en åbningsdebat i folketingssalen, krakelerede "lune Villy"-facaden noget så eftertrykkeligt, og den "ægte Villy" viste tænder. SF indbragte sagen for Folketingets Præsidium og truede endda med en politianmeldelse. Naturligvis faldt SF-formandens latterlige raserianfald til jorden. Der var ikke fugls føde på anklagerne. Kristian Thulesen Dahl og jeg så, hvad vi så: at der var unge fra SFU blandt de aggressive demonstranter.

Folketingets daværende formand Christian Mejdahl slog fast, at der i både en åbnings- og en afslutningsdebat er meget vide rammer for debatten, og at der derfor også skulle være plads til dette emne. Men sagen viste, at ytringsfriheden er et meget relativt begreb i Socialistisk Folkeparti.

Apropos ytringsfriheden, så havde Villy Søvndal også særdeles svært ved at finde det rigtige ben at stå på under den værste fase i Muhammed-krisen. På den arabiske tv-kanal Al-Jazeerah forklarede Villy Søvndal med hovedet på skrå, at han syntes, det var nogle stupide og ondskabsfulde tegninger, selv om han kort tid forinden havde betegnet dem som befriende. Senere undskyldte han så endnu en gang og vendte tilbage til det oprindelige udgangspunkt og fortrød, at han havde trukket i land i kampens hede. Ja, det er både svært og forvirrende, når man slavisk må parere ordre fra spindoktorer - hvem husker ikke, hvordan Poul Nyrup Rasmussen hvert år blev mere og mere uægte for til sidst at ende som en sørgelig parodi på sig selv? Glimtvis sker det samme for Villy Søvndal. Men medierne er både nådige og glemsomme.

Valgkampen i 2007 var et sandt overflødighedshorn af overdrivelser og - meget pænt sagt - unøjagtigheder fra Villy Søvndals side. Vælgerne blev blandt andet diverteret med spændende historier om de 20 plejehjem, som SF-formanden angiveligt havde besøgt. Ved nærmere eftersyn viste antallet sig at være fem, »som han kunne huske«. Men de andre havde han skam hørt om, forsikrede han. Hertil kom historien om hans fattige barndom på Vestjyllands sandede jorder, som hans søskende på ingen måde kunne nikke genkendende til, idet familien Søvndal var de første i sognet, som fik bil. Historien viser, at personen Villy Søvndal bliver mere og mere ligegyldig - hvad der tæller, er selve fortællingen og konstruktionen af Villy Søvndal, og jo flere myter desto bedre.

Tilbage til nutiden: Er der kommet ridser i lakken? I korte øjeblikke dukker kritikken frem fra egne rækker i SF, og kun så længe, der er vind i sejlene, kan partitoppen undertrykke dybfølte længsler i baglandet om eksempelvis en officiel - men strategisk dum - afstandtagen til Dansk Folkeparti samt et ønske om en realisering af partiets radikalt socialistiske partiprogram. Da det i forbindelse med landsmødet viste sig, at et par prominente SF'ere var medlemmer af en DF-hadegruppe på Facebook, varede det længe, før der kom en reaktion fra formanden. Efter indgående konsultationer med sine medierådgivere valgte Villy Søvndal at lægge sig fladt ned og undskylde, fordi det efterhånden er blevet universalsvaret på alle fejl. Men hvorfor undskylde noget, hvis man mener det? Hvorfor lægge afstand, når man dybest set er enig, hvilket jeg ved, at Villy Søvndal er. Hvor meget strategi og medie-hype kan et parti klare, før det bryder sammen?

I den praktiske ende er det er værd at understrege, at Socialistisk Folkeparti endnu ikke har fremlagt noget endeligt finanslovsforslag til de grænseløse velfærdsforbedringer, som partiet i en uendelig strøm slynger ud til højre og venstre. Men i kritikken af regeringen viser SF et endog meget nonchalant forhold til milliarderne - om det er 24 milliarder eller fire milliarder, regeringen vil skære med, betyder ikke det store, og man kan frygte, at et tilsvarende afslappet forhold til millioner og milliarder vil gøre sig gældende, hvis den tidligere kommunistleder Ole Sohn bliver finansminister. Med andre ord: Befolkningen aner stadig ikke, hvad SF vil. Samme problem gælder i forhold til udlændingeområdet, hvor SF ligeledes holder kortene særdeles tæt til kroppen - utvivlsomt ud fra "strategiske overvejelser". Men at det vil komme til et frontalopgør med regeringens og Dansk Folkepartis stramninger på udlændingeområdet, burde være klart for enhver, der følger bare en smule med.

Afslutningsvis vil jeg gerne kvittere for de fem år med Villy Søvndal i spidsen for Socialistisk Folkeparti. Med Søvndal er der sat nye standarder for dansk politik, og dommedagsprofeterne fik langt fra ret i deres dystre spådomme. Men en succes på kort sigt behøver ikke være en succes i det lange løb. Villy Søvndal og hans spindoktorer har dygtigt kopieret alle tidens strømninger og forsøgt at konstruere en politisk virkelighed ud fra videnskabelige teorier om målgrupper og segmenter. Der skal være lidt til alle - lidt til de ældre, lidt ordflom til erhvervslivet, et par tomme løfter til udkantsområderne og nogle lunser til dem, der er ængstelige for udlændingepolitikken. Til gengæld nævnes der uendeligt lidt om partiets egentlige ærinde: indførelse af socialisme i Danmark. Partiets næstformand Thor Möger Petersen er erklæret socialist, ligesom et af partiets unge håb, den tidligere marxist-leninist Mattias Tesfaye, har erklæret, at ingen dansker skal kunne tjene mere end 50.000 kroner. Den slags giver medierådgiverne rynker i panden - for de ved godt, at socialismen i dens rendyrkede form ikke er attraktiv for danskerne. Men i længden kan selv ikke den bedste rådgiver dække over et partis inderste væsen - et partis virkelige sjæl. Og danskerne falder ikke for tomme løfter og slesk tale.

Socialistisk Folkepartis mål er en indførelse af socialismen. En idé, som i sin rendyrkede form har kostet millioner af mennesker livet, og som over alt i verden har fejlet totalt. Hvad enten vi taler om Sovjetunionen eller Cuba. Én idé, som ikke er andet end en utopi fra 1800-tallet, der for længst er havnet på historiens losseplads, hvor den hører hjemme.

Det kan hverken smarte slogans eller mediebriller og pophår dække over.

LÆS OGSÅ: 12 dyre minutter