Rådden banan - eller rygsøjle?

Sæt nu at vi begyndte at kalde storbyerne for ”rådne tomater”". F. eks. fordi der findes en stor koncentration af folk på overførselsindkomster disse steder. Det ville være ligeså absurd som talen om rådne bananer. Der er i høj grad tale om en kamp på ord , skriver kronikøren.

Medierne svirrer for tiden med udsendelser om problemerne i landområderne. Disse områder bliver ofte benævnt udkants- eller yderområderne - lidt som om, jorden stadig er flad, og folk er bange for at falde ud over kanten. Som antropologen Claude Lévi-Strauss anskueliggjorde, er vi mennesker programmerede til at opfatte og kategorisere verden i modsætningspar: Op-ned, liv-død, ren-uren, inde-ude. Land-by er et sådant modsætningspar, der tjener til at forenkle verden.

Jeg vil i denne kronik først vise, at konflikten mellem land og by i Danmark ikke er et nyt fænomen. Dernæst vil jeg argumentere for, at selve italesættelsen af landområderne er med til at skabe virkeligheden. Det gør med andre ord en forskel, om man benævner det vestlige Jylland "den rådne banan" eller "Danmarks rygsøjle".

Omend vi finder land/by-modsætningen før 1900, er det først i løbet af 1920'erne og 1930'erne, at land og by i den brede befolkning kom til at fungere som klassifikationskategorier på linje med nationalitet, alder og køn - i en til tider meget bitter kamp mellem land- og bybefolkningen. Opgøret tog bl.a. form som en stadig konflikt mellem andelsforeningerne på landet og handelstandens og industriens sammenslutninger i byerne, en afspejling af den gamle Venstre/Højre-konflikt. Fra og med slutningen af 1920'erne blev den politiske hovedfjende imidlertid Socialdemokratiet, ligesom det i stigende grad blev fagforeningsbevægelsen i byerne, som andelsforeningerne og de øvrige landboorganisationer så sig selv i et modsætningsforhold til.

Landbrugernes Sammenslutning (LS) er symptomatisk for land/by- kampen. Denne organisation blev stiftet i kriseåret 1930 og nåede hurtigt op på omkring 135.000 medlemmer. Den tog form som en protest mod det, man så som byerhvervenes økonomiske fremgang på bekostning af landbrugserhvervet. Denne i brede landbrugskredse nærmest chokerende opdagelse, af at der fandt en voldsom omfordeling sted i det danske samfund, og at strømmen af samfundsgoder efterhånden ensidigt syntes at blive dirigeret fra land til by, underminerede landboernes traditionelle selvopfattelse som landets trofaste og loyale brødfødere. Som medlemmer af landets mest ‘nettovalutaindbringende erhverv' havde man pligtskyldigst udfyldt sin store samfundsopgave, men fra omkring 1930 syntes denne indgroede pligtfølelse gradvist at blive erstattet af en følelse af, at man var i sin gode ret til at stille en række krav til statsmagten på samme måde som fagbevægelserne i byerne altid havde forstået at gøre det.

Også efter Anden Verdenskrig finder vi eksempler på land-by- konflikten - f. eks. i udtryk som ”krævementalitet”, der blev forbundet med byen. I 1970'erne blev konflikten videreført af bl.a. Landssammenslutningen af Landsbysamfund. F. eks. hedder det tidstypisk i 1977 i foreningens blad Landsbyen: »Børnene og de unge i landsbyerne er oftest prægede af, at de hurtigt bliver inddraget i fællesskabet. (...) I mange landsbyer findes også et rigt kulturliv præget af forsamlingshuset og skolen samt den nære kontakt, man har med hinanden. Endvidere er landsbyerne præget af deres nære beliggenhed i forhold til naturen (..) En stor del af børn og unge i de store byer er præget af betonmiljøer og “tv-kulturen” (en kultur præget af passivitet og manglende fællesskab). Det medfører, at vold og vandalisme bliver en del af den barske hverdag i storbyen. Endvidere er byerne præget af forurening og farlig, belastende trafik«.

Som det fremgår, er der i høj grad tale om "kampe på ord" - eller symbolske kampe, som den franske sociolog Pierre Bourdieu udtrykte det. Land/by-debatten var, og er, en meget følelsesmæssig debat, fordi den dybest set handler om identitet og anseelse, der er tæt forbundet med politisk magt. Den rummer en dramatisk historie om en landbefolkning, der efter Anden Verdenskrig økonomisk blev overhalet af bybefolkningen. Det medførte ikke blot et enormt tab af økonomisk og human kapital men også af symbolsk kapital, det sidste forstået som anerkendelse og anseelse, dvs. prestige.



Det er muligvis tabet af anseelse, af symbolsk kapital og den deraf følgende følelse af aldrig at blive hørt (af bymenneskene i magtens korridorer), der har ført til protestbevægelsen Fælleslisten. Der er naturligvis også andre, mere åbenlyse årsager som f. eks sygehusnedlæggelser i det vestjyske område og dårlig infrastruktur. Tabet af anseelse er sket, og sker, som følge af en megatrend, vi kan spore over det meste af kloden: En generel higen efter byer og byværdier blandt de yngre generationer. Men den forstærkes tillige af de nationale medier. Markedet er mættet af billeder her: Det skæve Danmark, det knækkede Danmark, Et A- og B-Danmark. Der er frit slag for alskens abstraktioner.

En af de metaforer, der har præget debatten mest, er det meget populære udtryk "den rådne banan". Hermed forstås den vestlige del af Jylland fra Skagen til Tønder, ja til tider en betegnelse for hele det såkaldte "udkantsdanmark" fra Skagen over Tønder, de sydfynske øer, Lolland-Falster til Bornholm. Med "den rådne banan" underforstås: Her kan intet menneskeligt liv gro. Området er råddent. Dødt. Som et goldt farvand plaget af permanent iltsvind.

Men dækker dette yndede journalistudtryk egentlig over? Hvilket verdenssyn og hvilken politisk agenda skjuler sig bag det? Eftersom bananen altid skrives i bestemt form, forestiller jeg mig, at det må dreje sig om en meget konkret ting. Sandheden er dog, at der er tale om en meget upræcis, ja faktisk direkte misvisende betegnelse. Et pseudoargument, eller "følelsesargument". Der gror ingen rådne bananer her. Men nogen påstår, at der findes en sådan mislykket grøntsag. Og befolkningerne i disse områder bliver til stadighed puttet ned i denne klistrende kasse, der selvsagt skræmmer potentielle tilflyttere væk og dermed bidrager til at fastholde disse områder i en ond cirkel.

Som sådan er "den rådne banan" et slags omvendt Grønland - altså et land, der i vikingetiden blev forsøgt opreklameret via falsk varebetegnelse. Det vestlige Jylland nedreklameres derimod i medierne. Det kan tolkes som udtryk for en urban diskurs, der ikke vil landområderne det godt, og som - endnu vigtigere - er med til at forme sandheden om verden. Budskabet er i sin grundessens: Vinderne kommer herind (til byen), taberne bliver derude (i den henrådnende landsby). Og det bliver efterhånden en selvopfyldende profeti. Det bliver en naturlig og helt uproblematiseret del af danskernes verdensopfattelse. Sådan er det bare. Sådan er "udviklingen".

Men nu er det sådan, at den måde, vi begrebsliggør verden, bidrage til at skabe verden, skabe vores virkelighed - tag bare Karl Marx' ord "klassekamp" som et af de mest berømte eksempler. Som sådan bidrager selve diskursen om byen som noget godt og vitalt og landsbyen som gammeldags, hendøende og yt til, at politikker formes på en bestemt måde - altså, f. eks., at små skoler lukkes derude, hospitaler, lægehuse, biblioteksfilialer, postafdelinger, domstole, politistationer, kaserner og pædagogseminarier måske også. Centraliserings-/rationaliseringsdiskursen, som har været på fremmarch siden midten af 1960'erne, buldrer til stadighed fremad på bekostning af diskursen om det lille samfund - the small community - med værdier som naturrigdom, fred og ro, overskuelighed og, måske også, større kendskab til hinanden, mere tillid til hinanden og mere samarbejde og fællesskab.

Sæt nu at vi begyndte at kalde storbyerne for "rådne tomater"! F. eks. - faldt det os lige ind - fordi der findes en stor koncentration af folk på overførselsindkomster disse steder. Eller indvandrerghettoer. Eller alternative familier. Eller socialister. Det ville selvfølgelig være lige så absurd som talen om rådne bananer.

Nogle steder i Vestjylland har man problemer, men bestemt ikke alle steder. Man kunne med lige så god grund benytte et andet følelsesargument, når talen går på det vestlige Jylland - f. eks. rygsøjlen af Danmark, for herfra udgik andelsbevægelsen, her udviklede tekstil- og møbelindustrien sig, her er "et ord et ord", osv. Kort sagt: Der er i høj grad tale om en kamp på ord - en symbolsk kamp.

Er landdistriktsbefolkningen begyndt at tage denne kamp op? Får de politiske indrømmelser af de politikere/akademikere fra byerne, de kæmper imod, ja undertiden ligefrem hader? Eller er debatten glemt om et par uger eller efter næste folketingsvalg?