Fodbold-VM når det er størst

Et VM er aldrig vigtigere, end når man er 12 år. Nogle kan huske Pelé eller Cruyff. Andre voksede op med storhed og nederlag, da Brasiliens tabte generation røg ud i 1982.

Den engelske forfatter Nick Hornby har engang beskrevet VM i Mexico 1970 som det uopnåelige platoniske ideal for fodbolden. I den tynde mexicanske luft mødtes alle de store, og stjernen over dem alle, Pelé, lyste op og kunne hjemføre Jules Rimet-pokalen som Brasiliens retmæssige ejendom efter den tredje sambatriumf på 12 år.

Hornby var 13 år den sommer, og i Guadalajara forsøgte de regerende engelske verdensmestre heroisk at stoppe brasilianerne. Gordon Banks præsterede verdens bedste redning. Lige lidt hjalp det. Men for en generation af fodboldelskere blev der skabt et uopnåeligt ideal den sommer.

Et VM bliver aldrig så vigtigt, som når man er omkring de 12 år. Aldrig kan nogen begivenhed på en fodboldbane komme til at rumme så meget betydning. Det bliver aldrig så vigtigt igen. Der kan komme nok så mange store oplevelser og sejre til, men det kan aldrig få den samme betydning igen.

Da jeg var på vej mod de 12 år, var der VM i 1982 i Spanien. Min optagethed af det VM var utvivlsomt større, end sundt er. For nogen dreng. Det startede med, at jeg byggede mit eget VM-studie derhjemme i stuen, komplet med speakerbord og alle mine noter. Min mor må have kigget med stor forundring på en dreng, der ommøblerede stuen og fyldte den med noter om El Salvador, den sovjetiske startopstilling og Nordirlands Norman Whiteside. Men jeg fik lov. Også hun kunne mærke, at det her var noget særligt.

Måske kom denne besættelse af flere års stædig indtagelse af både Alt om Sport og Tipsbladet. En slags dobbelt afhængighed, der fuldstændig forskød perspektivet. Jeg indtog mit stof intravenøst. Mine helte var Frits Ahlstrøm og Per Høyer Hansen. Hos dem kunne man læse alt om Copa America og styrkeforholdet mellem de sydamerikanske hold. Siden da har jeg altid betragtet Uruguay med ærefrygt.

Men der var specielt et hold, alle glædede sig til at se. Der var ét hold, som stak ud. Der var ét hold, alle talte om, og som alting drejede sig om. Deres træner var Telê Santana. Og forud for VM havde holdet lammetævet samtlige træningsmodstandere. Det var oven i købet sket med legende lethed. Brasilien var slutrundens helt store favoritter.

Et hold fyldt med profiler og teknisk kunnen af en anden verden. Et hold, der ikke blot nedspillede sine modstandere, men undervejs fik dem til at ligne statister til en træningssession på stranden i Rio. Santana var ingen blåøjet angrebsidealist. Men han havde på sit hold en overflod af spillets største individualister. Og han valgte at lade dem blomstre. Deri lå både holdets storhed og fald.

Telê Santana kunne stille med en midtbane bestående af anfører Socrates ved siden af Cerezo og maskinmesteren Falcao. Og foran dem Serginho og Eder - med Zico som en fri offensiv kraft. Flamengo-stjernen var Péles naturlige aftager i nr. 10, og op til VM blomstrede hans evner som iscenesætter.

Med så gode spillere blev der ikke talt meget om systemer og defensiv organisering op til det VM. Bortset fra angrebsbacken Junior kan få huske forsvarsspillerne på det brasilianske hold.

Der blev til gengæld skrevet rigtig meget om strandfoldboldens indflydelse på holdets overlegne teknik. Og alle friske drenge kunne historien om Éder de Assis, der helst trænede i bare fødder, hvor han kanonerede boldene af sted med enorm kraft. Det var en helt, man kunne forstå, på et hold, der næsten var for godt til at være sandt.

I 1982 lærte jeg imidlertid på den hårde måde, at forventningens glæde ofte er den største.

Et VM har sin egen logik. Et VM er drømmen om storhed. Og VM starter allerede omkring årsskiftet, hvor det pludselig går op for alle fodboldelskere, at det her bliver et godt lige år.

Så følger lange måneder med skadesberetninger og vurderinger. Man starter altid med de store nationer. Hvor står Brasilien? Kan Italien overraske igen? Kan Frankrig og Holland skabe en slagkraftig enhed? Hvem er outsiderne? Bliver dette VM endelig Afrikas gennembrud? Og var der ikke noget med, at England engang har vundet VM?

Bagefter kommer de mere perifere vurderinger. Schweiz skal analyseres. Selvfølgelig. De enkelte værtsbyer undersøges. Og pludselig opdager man, at man ved meget mere om japansk fodbold, end man egentlig havde lyst til. Til sidst sidder holdene, puljerne og turneringsplanen på rygraden. Til sidst er der ikke en eneste af de indledende matcher, der ikke er livsnødvendige og indeholder små indbyggede dramaer. Til sidst er man bristefærdig.

Så kommer endelig åbningskampen. En garanteret lidelse for alle involverede. Det mest interessante ved åbningskampe ender ofte med at være tv-grafikken og produktionen. Hvilke elementer bliver gennemgående for dette VM? Mange vil f.eks. huske den prikkede grafik fra VM i 1990. Hvad bliver dette års grafiske kendetegn? Og hvad er der sket med super slow denne gang?

Derefter går det løs. For alvor. Alt det, man har ventet på. Alt det, man har forberedt sig på. Pludselig eksploderer det hele med adskillige kampe hver eneste dag. Det går alt for hurtigt, og efter en uge er man helt opslugt i rutinen med kampe flere gange i løbet af dagen. Dagene får pludselig en ny rytme, og man indretter sig efter VM's ur lige så stille. Umærkeligt leves sommerlivet på en ny frekvens, og man bemærker næsten ikke, når et desperat hjemligt pressekorps ender i det obligatoriske interview med tredjemålmanden.

Og så er det pludselig slut igen. Pludselig kommer der pauser mellem kampdagene. Pludselig bliver der så tomt igen. Men det er her, man skal passe virkeligt på. Det er her, svage sjæle falder fra. F.eks. er der nogle, der tager på sommerferie, når juni bliver til juli. Det er en stor fejl. For det er netop på dette tidspunkt, at VM bliver mest interessant.

Når slutkampene begynder, er der kun de gode hold tilbage. Og de bedste kampe spilles ofte i kvart- og semifinalerne. Her gælder det om at være klar for alvor. Til sidst bliver VM en udholdenhedsprøve efter det indledende kamporgie. Men for dem, der har kræfterne, er der altid noget at hente til sidst.

Denne skabelon var i høj grad brugbar for VM i 1982. Efter en sløj åbningskamp med de forsvarende mestre, var alles øjne rettet mod Brasilien. De skuffede på ingen måde. I deres første kamp stod de over for et stærkt sovjetisk hold. Det blev en kamp med to af VM-historiens bedste mål. Først hamrede Socrates bolden op i hjørnet, og med tre minutter tilbage af kampen hoppede børnelægen Socrates elegant over bolden, hvorefter Eder med en kattepote løftede bolden op til sig og affyrede en kanon af helflugter bag Dasajev.

Det viste sig hurtigt, at min forberedelse på El Salvador nok var skønne spildte kræfter. Den fejl gør man ikke to gange. Til gengæld fortsatte den brasilianske fest med sejre over Skotland og New Zealand. Det var præcis så godt, som man kunne have drømt om. I de andre puljer luskede Italien og Tyskland sig videre. Italienerne efter tre uafgjorte kampe og tyskerne efter en skandalekamp mod Østrig.

På den måde magede det sig således, at de brasilianske darlings kom i en mellemrunde med arvefjenden fra Argentina og et såret italiensk hold, som af den hjemlige presse blev hængt ud som homoseksuelle slapsvanse. På Espanols hjemmebane i Barcelona gik ”dødens gruppe” C i gang, mens juni blev til juli. Og efter at både Italien og Brasilien havde slået de forsvarende mestre fra Argentina, skulle det hele afgøres den 5. juli. Brasilien kunne nøjes med uafgjort. Var der overhovedet nogen uden for støvelandet, der holdt med Italien den sommerdag?

Det blev en dag, hvor en 12-årig dreng fik en lærestreg for livet. En italiener med nr. 20 på ryggen havde ikke tænkt sig at lade skønheden vinde.

Paolo Rossi havde stort set ikke rørt på sig hele turneringen. Den dag placerede han sig klogt væk fra et sløset brasiliansk forsvar og scorede tre gange. Den dag døde idealet om det smukke spil fra 1970. Den dag på Estadio Sarriá stod det smerteligt klart, at inspireret fodbold ikke er nok, hvis man vil vinde titler.

Men selv i det mest sviende nederlag ligger en skønhed. Vi, der elskede Brasilien i 1982, udviklede en fodboldmelankoli, man normalt kun finder hos fans af håbløse klubber i den engelske Football League One.

Brasilien vandt fodboldhjerterne. Italien vandt titlen. Siden har jeg ikke holdt med Brasilien. Der kommer aldrig et hold igen som denne tabte generation. Men hvert fjerde år tænker jeg: Bare jeg var 12 år igen.

LÆS OGSÅ: JP Explorer på rejse gennem Afrika