Erhverv A conto
Erhverv Headhunter
Seneste leder
Seneste kronik
Seneste læserbrev

Skriv læserbrev

Du er velkommen til at sende et læserbrev til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Adressen er: debat@jp.dk

  • Kort sagt: Max. 60 ord.
  • Læserbreve: Max. 150 ord.
  • Debatindlæg: Max. 350 ord.
  • Midtpunkt: Max. 500 ord.
  • Kronikker: Max. 1.300 ord.

Skriv gerne kortere.

Alle indlæg skal forsynes med både navn og adresse. Send også gerne et portrætfoto som jpg-fil.

Vi bringer kun indlæg alene sendt til JP og beder dig skrive: "Kun for JP".

Vi forbeholder os ret til forkortelser.
Grøndalsvej 3
8260 Viby J

Blogchef
Agnete Stoffregen

Blogredaktør
Tage Clausen

Internetredaktør
Jørgen Schultz-Nielsen

Ansv. redaktør
Jørn Mikkelsen

Udgiver
JP/Politikens Hus A/S

Kontakt jp.dk
Tip os - send pressemeddelelse

Netannoncer
Kontakt
anders.ovesen@jp.dk
Anders Ovesen

Hvis du vil vide mere
Blog om Morgenavisen
Jyllands-Posten


Artikelarkiv


Tip     Print     RSS     Del    

Danmark - en kreativ nation

Lene Espersen, udenrigsminister, Brian Mikkelsen, økonomi- og erhvervsminister og Per Stig Møller, kulturminister

Offentliggjort 24.06.10  kl. 03:01 

Den Lille Havfrues rejse er et eksempel på regeringens vision om, at dansk kulturliv skal have udsyn i en verden i voldsom forandring. En kvalificeret internationalisering af det danske kulturliv skal sikre, at Danmark ikke blæses omkuld af den globale kultur.

Her i foråret kunne man fra Christiansborgs vinduer se et eventyrligt syn. På ladet af en lastbil sad en yndig kvinde og skuede ud over København. Det er ellers længe siden, hun sidst har været ude og opleve noget, for hendes ”forbandelse” lyder, at hun for evigt skal skue ud over havet. Hun - og det er selvfølgelig Den Lille Havfrue - er landet i en anden havneby på den anden side af Jorden, nemlig Shanghai, hvor hun i disse dage kan ses på EXPO 2010.

Den Lille Havfrues rejse er et eksempel på regeringens vision om, at dansk kulturliv skal have udsyn i en verden i voldsom forandring. En kvalificeret internationalisering af det danske kulturliv skal sikre, at Danmark ikke blæses omkuld af den globale kultur, men går i dialog med den til gensidig berigelse.

Udgangspunktet for Danmarks kulturudveksling med udlandet er, at Danmark med sin egen kultur og kulturarv som bagage åbent skal møde verden, sætte sit præg internationalt og lade sig inspirere af andre lande.

Derfor er vi tre ministre gået sammen om en strategi, der skal styrke internationaliseringen af dansk kulturliv. Målet med strategien er tredelt. På den ene side skal de danske kunstnere støttes i at søge inspiration i udlandet. Det er et centralt mål, men det er lige så vigtigt at udbygge billedet af Danmark som en kreativ nation, der bygger på værdier som frisind, mangfoldighed og kvalitet, ligesom det er vigtigt at udnytte det erhvervsmæssige potentiale i en styrket international kulturudveksling.

Kunstens frie mangfoldighed har siden romantikken været et bærende element i det danske kulturliv. Et ellers moderne fænomen som kulturudveksling fandt ivrigt sted allerede i 1800-tallet, hvor blandt andre Bertel Thorvaldsen og H. C. Andersen rejste ud i dannelsens navn og sugede inspiration til sig og medvirkede til at skabe det moderne Danmark.

I første halvdel af det 20. århundrede skortede det derimod på den ellers så naturlige kulturudveksling, fordi landene lukkede sig inde i sig selv under Første og Anden Verdenskrig for at beskytte deres egne og deres egen kultur. Allerede i dagene før Anden Verdenskrigs ophør tager kulturudvekslingen imidlertid fat igen, og unge bildende kunstnere som Asger Jorn og Robert Jacobsen beruser sig i kunstens mangfoldighed i samtidens kulturelle smeltedigel: Paris.

Senere gik det dog igen ned ad bakke for udsynet herhjemme, hvorfor forfattere som Henrik Stangerup og hans litterære alteregoer fortrak til den europæiske virkelighed for at undslippe det danske åg og den begrænsende navlebeskuen.

Her i det 21. århundrede har vi vendt blikket mod verden igen. Heldigvis. For nysgerrighed, åbenhed og mangfoldighed er nødvendig for kunstnernes udvikling, men i høj grad også for samfundet og for vores udenrigspolitiske involvering. I en ny verdensorden giver det ingen mening at adskille udenrigs-, økonomi-, erhvervs- og kulturpolitik.

Det er ikke længere nok at vende øjnene mod Paris for at blive udfordret og selv udfordre. Vi skal have den danske kultur ud i verden og verdens kultur ind i Danmark. En gammel kliché lyder, at kunstens sprog er internationalt. Det er en kliché med reelt indhold. Det kan jo lyde vældig luftigt, når man siger, at vi skal skabe kendskab til de danske værdier og ville præge verden med vores demokratiske idealer.

Men det handler om præcis det modsatte af luftighed. For vi kan ikke fortælle verden, hvad dansk kultur er, og hvad der kendetegner de danske værdier uden også at vise den for verden.

Derfor skal kulturpolitik, udenrigspolitik og økonomi- og erhvervspolitik samarbejde - også i områder af verden, hvor vores værdier ikke blot vækker genklang, men udfordrer de etablerede normer. Det betyder ikke, at kunsten skal spændes for en politisk vogn, men det er en erkendelse af den kulturelle mangfoldighed anno 2010.

Regeringens strategi for internationalisering er derfor centreret om fem fokusområder, hvor alle de konkrete initiativer sammen skal bidrage til regeringens målsætning om, at Danmarks kulturudveksling med udlandet skal bidrage til at fortælle nuancerede og troværdige historier om Danmark som kulturnation. Vi skal ud i verden. Og vi skal invitere verden på besøg hos os.

Kulturministeriet, Udenrigsministeriet samt Økonomi- og Erhvervsministeriet vil sammen med de centrale aktører inden for Danmarks kulturudveksling med udlandet danne et kulturpanel, der skal bidrage til at forbedre Danmarks kulturudveksling med udlandet. Det lyder måske bureaukratisk, men et panel giver rigtig god mening, hvis vi skal sørge for, at arbejdet med kulturudveksling skal gøre en reel forskel og ikke bare føles godt.

International kulturudveksling handler om at præsentere det danske ude i verden, og det handler om at møde udenlandsk kultur i Danmark. Ikke alle dele af det danske kunst- og kulturliv er i tilstrækkelig vekselvirkning med kultur fra andre lande - og der kunne være et bedre udbud og større muligheder for at præsentere kultur med en international profil eller en udenlandsk oprindelse i Danmark. Det vil regeringen arbejde på at forbedre, forhåbentlig både til gavn og inspiration for den danske kunst og kultur, men også for at sikre en bedre forståelse i Danmark for andre landes kulturer og fortællinger.

Et af de initiativer, vi har i handlingsplanen, er, at Center for Kultur og Udvikling med My World Images introducerer et nyt koncept for Images-festivalerne ved at sætte fokus på den enkelte kunstners fortolkninger af verden. Festivalen præsenterer over hele landet samtidskunst fra Afrika, Mellemøsten og Asien i august og september 2010. Festivalen tilrettelægges gennem ligeværdige partnerskaber mellem udenlandske og danske kunstnere.

Den enkelte kunstner står centralt i vores strategi. Hvis vi vil udvikle vores kunstneriske talentmasse i en global kontekst, må vi skabe gode betingelser for vores kunstnere. Derfor vil Statens Kunstråd bl.a. styrke danske kunstneres muligheder for at arbejde internationalt. Danske kunstnere skal tilbydes hjælp til at få en bedre forståelse for den professionelle markedsføringsmæssige side af det kunstneriske virke. Samtidig vil Kunstrådet støtte ophold i udlandet, så vores kunstnere kan suge ny viden til sig og samtidig vise omverdenen, hvad dansk kunst og kultur står for lige nu.

For at promovere dansk kunst og kultur og danske kulturprodukter i udlandet er det nødvendigt med en høj grad af professionalisering og tilstedeværelse de rigtige steder. Det er også nødvendigt med godt samarbejde mellem danske aktører og producenter for dermed at opbygge og vedligeholde varige netværk, partnerskaber og forretningsforbindelser. Derfor vil Eksportrådet under Udenrigsministeriet hjælpe til med at markedsføre danske kulturprodukter på eksportmarkederne og arbejde aktivt for at fremme samarbejdet mellem danske og internationale aktører.

Vi er overbevist om, at dansk kunst og ikke mindst den danske historie og de fysiske kulturminder i byer og landskab er med til at vække interessen for Danmark i udlandet. Kulturturisme er et væsentligt aspekt af den internationale kulturudveksling, som regeringen vil arbejde på at styrke.

Derfor vil Kulturministeriet i samarbejde med VisitDenmark udarbejde et idéoplæg til, hvordan dansk kunst og kulturliv kan bidrage til indsatsen for at styrke Danmarks profil som et interessant kulturland at besøge.

Den Lille Havfrues rejse har allerede været en stor succes. CNN, China Daily og New York Times, for blot at nævne nogle få, har bragt historien om statuens rejse.

Så, det er ganske vist, en lille statue kan blive til en verdensomspændende nyhedshistorie. Med strategien for internationalisering får vi Danmark placeret endnu tydeligere på verdenskortet som kulturnation.


Ordet er dit
Skriv en kommentar [Regler]
tegn tilbage
Fornavn*
Efternavn*
Adresse*
By*
e-mail*
Telefon**


* Skal udfyldes.
** Valgfrit.
Kun fornavn, efternavn og bynavn vises på sitet.
Kommentarer uden korrekt navn fjernes.
Når du kommenterer, accepterer du JP Mediers vilkår


Annonce:


Seneste blogs
Af Claus Elholm
22.02.12 11:28
"Venstre vil skam ikke hovere," lød det fra flere venstrefolk, da det mandag stod klart, at... Læs mere
Af Kristian Massey Møller
22.02.12 09:32
Men nu synger udenrigsministeren ikke mere. Mest fordi han ikke var en ægte troubadour, som med... Læs mere
Af Christoffer Melson
22.02.12 02:37
Aktuelt Modstanden mod regulering af C02-udledning bliver et stadig stærkere trumfkort for det... Læs mere
Af Henrik Gade Jensen
22.02.12 00:06
Tillykke Tyskland! Valget af Joachim Gauck som Tysklands næste præsident den 18. marts er værd... Læs mere
Af Christian Andersen
21.02.12 17:02
Puls Vi skulle være så gode til design i Danmark, danish design. Der er de verdenskendte ikoner som... Læs mere
Af Mikael Jalving
21.02.12 09:45
Når man kommer op i min alder (43) og tilfældigvis er maskulinum, er der mange, der begynder at... Læs mere
Af Per Palmkvist Knudsen
21.02.12 07:38
Erhverv I maj beskrev jeg, hvordan Nokias udviklingsafdeling i København skulle lukkes, og 950 ... Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.02.12 18:38
Vil nogen være venlig at fortælle mig, hvori imperialisten Villy Søvndal og imperialisten... Læs mere
Af Jonas Christoffersen
20.02.12 15:00
Hvad skal der til før det internationale samfund og FN griber ind i Syrien? Menneskerettighederne... Læs mere
Af Maria Høy
19.02.12 22:33
Puls Jeg fortsætter lidt i samme spor som sidst, nemlig med de udskældte slankekure, som af eksperter... Læs mere
Seneste Ordet er dit

Dagens tegning
Regeringens alternativ til betalingsringen vil give en halv milliard kroner, mens en trængselsafgift ville have skæppet mere i kassen.

Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her.
Jyllands-Posten, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, +45 87 38 38 38. Kontakt: http://jp.dk/kontakt/