Historiens dyreste symbolpolitik

EU's klimaplan er en økonomisk og politisk blindgyde. Desperationen er tydelig, når mange pointerer, at så skal vi blot gøre endnu mere. Når 20 pct. er en dårlig idé, så lad os prøve at skære 30 pct. Hvis man kører den forkerte vej, hjælper det faktisk ikke bare at trykke på speederen.

EU's politiske ledere er under pres. Den finansielle krise, massive sparepakker og Sydeuropas truende konkurs kommer oveni, at EU-landenes vækst sakker bagud i forhold til USA og især vækstøkonomierne i Asien, hvor man producerer mere effektivt til lavere omkostninger, og hvor økonomierne vokser hurtigere. Et område, hvor EU har forsøgt at markere sig og vise lederskab, er klimapolitikken.

EU har lagt en såkaldt 20/20/20-plan, hvor man forpligter sig til at reducere udledningerne af CO2 i 2020 til 20 pct. under 1990-niveauet og samtidigt at sikre at 20 pct. af energien kommer fra vedvarende energi. Det er en meget ambitiøs plan, som EU står meget alene med - og det kan man desværre godt forstå, når man kigger nærmere på prisen og på, hvad der kommer ud af planen.

Copenhagen Consensus Center har bedt den fremtrædende klimaøkonom professor Richard Tol, der er hoved- og medforfatter på FN's klimapanels rapporter, om at lave en costbenefit-analyse på EU's 20/20/20-plan. Professor Tols analyser er gennemført på fem forskellige modeller i det anerkendte Stanford Energy Modeling Forum, og resultatet er mildest talt bekymrende: EU's Plan kommer til at koste 1.500 mia. kr. om året, og den vil kun afværge klimaskader for omkring 50 mia. kr. om året. Faktisk vil EU's dyre plan blot reducere temperaturstigningen i 2100 med 0,05 grader - en effekt, der meget vel kan være for lille til overhovedet at måle.

EU-Kommissionen bestilte for nogle uger siden en rapport, der viste at krisen havde gjort 20/20/20-planen billigere, og at den nu ”kun” ville koste ca. 350 mia. kr. om året. EU's rapport bruger dog konsekvent de laveste modelestimater. Hvis man - som professor Tol har gjort - tager gennemsnittet af modellerne i Stanford Energy Modeling Forum, så bliver prisen over 800 mia. om året. Omkostningen på de 800 mia. om året er vel at mærke kun realistisk, hvis politikerne gennemfører reduktionen på 20 pct. på den absolut mest effektive måde uden spild eller ineffektive politikker. Men det gør EU med sikkerhed ikke. EU har tilføjet kravet om, at 20 pct. af EU's energiforbrug i 2020 skal komme fra vedvarende energi. Det er særdeles dyrt, da vedvarende energikilder som vind- og solenergi er en dramatisk dyrere løsning end blot at erstatte kul med det mindre forurenende gas. Modellerne viser, at EU's politik på den måde næsten fordobler omkostningen til 1.500 mia. kr. om året.

Problemet er, at der ikke findes realistiske konkurrencedygtige CO2-frie energiløsninger. Og så længe der ikke gør det, så betyder EU's klimaplan at prisen på energi i Europa vil stige kraftigt. Når prisen på energi stiger, så stiger prisen på alle andre varer og ydelser (som jo skal bruge energi). Højere priser og lavere produktivitet betyder som bekendt arbejdsløshed på kort sigt og lavere velstand på længere sigt. Det kan bl.a. ses af den finansielle krise, der godt nok fik det globale CO2 udslip til at falde med 3 pct. i 2009, men som samtidigt fik antallet af arbejdsløse på verdensplan til at vokse med 34 millioner fra 2007 til 2009. Ikke lige den opskrift EU har brug for i disse tider.

Hvad får vi så for de 1.500 mia. kr. om året? En dyr politik er ikke nødvendigvis en dårlig politik, men som Tol understreger i sin analyse, så er det vigtigt at forholde sig til både omkostninger og fordele. EU's plan kommer selvfølgelig til at spare atmosfæren for ganske mange tons CO2. Tol benytter den gængse vurdering af, at et ton CO2 giver klimaskader for 35 kr.. På den måde kan han beregne, hvor stor en skadesvirkning vi undgår ved EU's politik. Svaret er, at vi undgår skader for 50 mia. kr. om året. Ikke en ligegyldig gevinst, men det er altså værd at huske, at prisen er 30 gange højere. For hver krone vi bruger på denne plan, får vi gevinster for 3 øre. Ville du lave den investering for dine egne penge?

Den ansete klimaøkonomiske model RICE viser, at den CO2 reduktion, som EU køber for 1.500 mia. kr. om året i resten af århundredet stort set ikke vil påvirke klodens klima. Reduktionen på temperaturstigningen i 2100 vil være en tyvendedel af én grad. Nok siger vores EU politikere, at de viser lederskab, men hvorhen?

Som en del af analysen bryder professor Tol udgifterne ned på de enkelte EU-lande og analysen viser at EU's 20/20/20-plan kommer til at koste Danmark ikke mindre end 23 mia. kr. om året. Til sammenligning skal regeringens hårde genopretningspakke fra forsommeren skaffe 24 mia. over tre år - EU's klimaplan vil koste os tre gange så meget hvert eneste år. Det er svært ikke at tænke på, hvordan 23 mia. kr. om året kunne have gavnet Danmarks velstand og velfærd. Man kan betale mange sygeplejersker, skolelærer og plejepersonale til vores ældre for 23 mia. om året. Til sammenligning betyder den danske effekt på klimaet en reduktion i temperaturen i år 2100 på - hold fast - 0,0007 grad. Med en stort set ikke-eksisterende effekt på klimaet forekommer 23 mia. danske kr. om året som en meget høj pris for den danske deltagelse i EU's prestigeprojekt.

Når EU skal forsvare sin plan, så sker det med nogle meget vage argumenter. Et af de ofte hørte argumenter er, at hvis ikke EU viser lederskab, så får vi aldrig de virkeligt store CO2 -- udledere som USA, Kina og Indien med på en global aftale. Men efter COP15 i København står EU stadig helt alene med sin ambitiøse plan, og der er intet, der tyder på, at USA, Kina og Inden vil gennemføre noget, der bare ligner. Måske har de kigget på prissedlen og resultatet i modsætning til EU?

Et andet argument er, at Danmark har vist, at man kan have høj vækst og stabile CO2 -- udledninger de seneste årtier. Men Danmark har netop ikke haft en særlig høj vækst. F. eks. er USA's økonomi vokset 35 pct. mere end den danske i de sidste 30 år. Endelig er der meget langt fra en stabilisering til en reduktion på 20 pct. - og det kan ses på prisen. Det afspejler omkostningen på 1.500 mia. kr. om året netop.

Endelig fremhæver fortalere for 20/20/20-planen, at den skal sikre Europa grønne jobs i konkurrence med USA, Kina og Indien. Problemet er, at de job er dyre og varer kort. I EU betaler vi voldsomme overpriser for solceller og vindmøller, som subsidierer dyre jobs, der kort efter rykker til Kina og Indien, hvor de kan producere mere til lavere pris. Det er sket med de tyske solceller og synes også på vej med danske vindmøller. På trods af massiv støtte og deraf følgende stigende global omsætning, så faldt beskæftigelsen i den danske vindindustri med 13 pct. fra 28.400 personer i 2008 til 24.700 personer i 2009. Et meget større fald end i resten af økonomien. EU's politik kan ende med at koste europæerne 1.500 mia. om året, uden at det kan mærkes på klimaet, og hvor de dyre jobs primært skabes i Kina og Indien.

EU's plan er en økonomisk og klimapolitisk blindgyde. Desperationen er tydelig, når mange, inklusive Connie Hedegaard, blot pointerer, at vi så skal gøre endnu mere. Når 20 pct. er en dårlig idé, så lad os prøve at skære 30 pct. Men hvis man kører den forkerte vej, hjælper det faktisk ikke bare at trykke på speederen. Tols analyser viser, at prisen på dette ekstravagante udspil bliver endnu højere, omkring 3.350 mia. kr. om året. Og den ekstra udgift på 1850 mia. kr. årligt vil totalt formindske opvarmningen om 90 år med blot 0,01 grad.

Hvis EU virkelig ønskede at bekæmpe de kommende klimaforandringer og skabe fundamentet for fremtidens CO2-fri energi, så burde EU i stedet investere dramatisk i forskning, udvikling, test og markedsklargørelse af de energiformer, der skal afløse de fossile brændstoffer om 20 til 40 år.

I modsætning til, hvad mange tror, så har verdens samlede investeringer i forskning og udvikling af alternative CO2-fri energikilder været faldende siden de tidlige 1980'erne og ikke steget med f. eks. EU's plan, hvor pengene går til tilskud og støtte til den eksisterende ineffektive teknologi som vindmøller og solceller.

Det, vi - og vores klima - har brug for, er et dramatisk løft i investeringer i forskning og udvikling, så vi hurtigere kommer frem til energiløsninger, der realistisk og konkurrencedygtigt kan fylde verdens enorme energibehov.

EU kunne med bare halvdelen af de 1.500 mia. kr. om året give energiforskningen det nødvendige kraftige skub fremad. Hvis grønne energikilder gennem forskning og udvikling bliver billigere end fossile brændsler, så vil alle - også USA, Kina og Indien - vælge dem. I modsætning til EU's hovedløse plan ville det faktisk vil kunne løse global opvarmning.