En ny energipolitisk dagsorden

Det nye årtis mantra inden for energipolitikken bør være realisme. Vi må lægge tidligere tiders hysteri på hylden og basere vores fremadrettede politik på rationelle overvejelser. At opføre vindmøller på land og havbund er ikke vejen frem. I hvert fald ikke med den i dag kendte teknologi. Derimod indeholder både biomasse og biogas et enormt potentiale.

Der er grund til at ønske energiminister Lykke Friis tillykke med den nye havvindmøllepark ved Anholt. Den bliver uden tvivl et storslået monument til eftertiden - dels som symbol på ministerens fremdrift, dels som en skamstøtte over dansk energipolitik.

Hvis det ikke er gået op for alle, lever vi i en tidsalder, hvor politisk korrekthed ikke bare trumfer ethvert andet argument, men også fører til direkte skadelige beslutninger. Havvindmøllerne ved Anholt hører til i denne kategori.

Dette monstrøse vartegn på tidens triste tendenser vil medføre et gedigent spring i forbrugernes elregning.

Anlægget er beregnet til 14 mia. kr. - en anselig sum penge, særligt når de skal opkræves over energiafgifterne. Her er der ingen fordeling efter de bredeste skuldre. Regningen fordeles lige til alle og den sociale profil er helt i bund.

Alligevel er det en rød mærkesag at klistre både landskab og havbund til med vindmøller. Og af frygt for at sige det åbenlyst rigtige, synger regeringen med på melodien og gør strømmen dyrere for både forbrugere og virksomheder. Skidt for privatøkonomien. Skidt for konkurrenceevnen. Men sikkert godt for samvittigheden og meningsmålingerne.

Nogle vil indvende, at det kun er et spørgsmål om markedstilpasning, før også havvindmøllerne bliver konkurrencedygtige med konventionelle energiformer. Erfaringerne viser bare det modsatte.

Da Folketinget i 2005 besluttede sig for Horns Rev II, endte kilowattprisen på 51 øre. I 2008 endte prisen ved Rødsand II på 60 øre. Og i 2010 bliver prisen ved Anholt altså det dobbelte af 2005.

Klima- og Energiministeriet har anmodet Ernst & Young om at undersøge disse forhold, og den ikke overraskende konklusion var, at det monopol, projekterne realiseres på, giver producenterne ekstremt gunstige vilkår og mulighed for at hæve priserne kontinuerligt.

Måske var det også dette, de økonomiske vismænd spekulerede i, da de i 2008 konstaterede, at den omfattende støtte til vindmøller »i bedste fald blot er en unødvendig overførsel af midler fra forbrugerne til producenterne«. Det kan Siemens Wind Power så glæde sig over. Forbrugere må kigge dybere i tegnebogen.

Nogen vil nok mene, at prisen er underordnet, så længe det gavner klimaet. De bliver skuffede, for den 14 mia. kr. dyre investering ved Anholt kommer ikke til at spare atmosfæren for et eneste gram CO2.

EU's kvotehandelssystem betyder nemlig, at der kun udledes den mængde CO2, som der er kvoter til. At Danmark trækker en mængde el ud af kvotesystemet, betyder blot, at kvoteprisen falder. Dermed bliver det billigere for de storsvinende kulkraftværker i Østeuropa at købe kvoter og producere el til en billigere pris end før.

Således kan de danske vindmøller føre til om ikke mere, så i hvert fald billigere CO2-udledning. Næppe den tiltænkte hensigt med investeringen på 14 mia. kr. Men den reelle.

Hvad er da den rette strategi for dansk energipolitik?

Jeg er enig i, at Danmark hurtigst muligt skal frigøre sig fra fossile brændselskilder. Ikke så meget fordi jeg er bange for CO2, men fordi jeg er nervøs for, at Vesten vedholdende dels skal være afhængig af dels skal finansiere de mellemøstlige regimer, der i dag sidder på klodens primære oliereserver.

Dansk energipolitik bør derfor indrettes med et kort- og langsigtet mål. Det langsigtede er at udvikle en vedvarende energiform, der er konkurrencedygtig med fossilerne.

Man får næppe den tredje verden, som i øvrigt skal med, hvis FN's anbefalinger skal overholdes, til at overtage den danske ”lad forbrugeren betale noget mere”-politik. Derimod vil et billigere og renere produkt altid kunne vinde gehør.

I stedet for at sende 14 milliarder kr. over grænsen til Siemens, burde pengene bruges til forskning i konkurrencedygtige energiformer.

Eller hvorfor ikke på EU-plan udlove 100 milliarder kroner som dusør til den, der først kommer med et reelt alternativ? Dette er den eneste reelle mulighed for total overgang til vedvarende energiformer.

Indtil da bør vi satse på de lavthængende frugter. I stedet for at tro på el-biler, hvis tvivlsomme succes kræver, at alle danskere skifter køretøjet ud, og at alle tankstationer gennemfører omfattende nyinstallationer, bør vi satse målrettet på biobrændstof.

Efter sidste energiforlig lykkedes det at få 5,75 pct. tvungen iblanding. Men det er alt for lidt. I mange lande - også i EU - nærmer iblandingen sig 100 pct. Hvorfor gør Danmark ikke det samme?

For det første kræver omstillingen et minimum af justering af de biler, vi i dag har i garagen. For det andet har vi masser af biomasse til at producere brændstoffet. Og for det tredje kan en større dansk satsning på dette område give os en førerposition og dermed eksportpotentiale.

Ved siden af biopotentialet bør Danmark bryste sig af at have Europas mest effektive og rene kulkraftværker. Ingen lande i Europa kan få lige så meget energi ud af et ton kul som eksempelvis Avedøre II.

Derfor hævede VOK i seneste energiforlig forbuddet mod at afbrænde kul på danske værker. Som nævnt, er energiproduktionen omfattet af EU's kvotehandelssystem. Det betyder, at en fastholdelse af forbuddet ville føre til kulafbrænding i de mindre effektive særligt østeuropæiske kraftværker - altså mere CO2 i atmosfæren for den samme mængde energi.

Ved at hæve restriktionen og brænde kullet af i Danmark i stedet for i Polen og Bulgarien, kan vi lave mere energi med mindre CO2. Sund fornuft.

Endelig bør Danmark genoverveje sin position i forhold til kernekraft. Vi ser, hvordan Sverige netop har truffet beslutning om at udvide sin kapacitet.

Enhver ved, at kernekraften indeholder udfordringer, og der kan tales både for og imod. Men ingen kan være tjent med, at den resolutte danske afvisning af at producere - ikke importere - kernekraft baserer sig på en 25 år gammel beslutning og dermed også 25 år gammel teknologi. Det er nødvendigt med en revideret debat om, hvordan vi bedst og mest effektivt sikrer vores uafhængighed.

Det nye årtis mantra inden for energipolitikken bør være realisme. Vi må lægge tidligere tiders hysteri på hylden og basere vores fremadrettede politik på rationelle overvejelser.

At opføre vindmøller på land og havbund er ikke vejen frem. I hvert fald ikke med den i dag kendte teknologi. Derimod indeholder både biomasse og biogas et enormt potentiale, for slet ikke at tale om skifer, som USA og Polen netop har indgået et partnerskab om udvikling af.

Der er grund til at kvittere for Lykke Friis' beslutning om at lade biogassen indgå i naturgasnettet.

Under den tidligere minister blev dette forslag mødt med total afvisning. Det vidner om, at der stadig er håb om rationelle beslutninger i dansk energipolitik.

Og det giver mod til at tro på, at vi inden for en kort tid kan skrinlægge dødfødte projekter som el-biler, havvindmølleparker, CO2-sekvesteringer mv. og til gengæld se fremad mod en tid, hvor logikken er i højsædet, uanset om det gælder reduktionen af vores CO2-udslip eller sikringen af vores energiuafhængighed.

LÆS OGSÅ: Kronik: Historiens dyreste symbolpolitik