Den politiske mistelten

Hvis ikke S og SF har blik for, at det er absolut nødvendigt at indoptage det radikale element i en ny regering, snubler de på målstregen. De to partier skal give indrømmelser på de punkter, som giver radikale vælgere politisk identitet, ellers kan det gå galt, når det gælder fjernelsen af VKO. Ved Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, hvem de har med at gøre?

S og SF kan ikke være omhyggelige nok med at komme De Radikale i møde. De to partier fører sig frem med en til letsindighed grænsende selvsikkerhed; men når man tænker på de mange bitre piller, som SF har måttet sluge for at få det tilsyneladende fuldendte makkerskab med Socialdemokraterne til at fungere, skulle det være en overkommelig øvelse for de to partier at nå frem til en bærende alliance med De Radikale.

Ved Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, hvem de har med at gøre? Eller kommer de til at træde på De Radikale, så der sker noget uopretteligt?

Da Christian X i 1920 afskedigede ministeriet Zahle, uden at den radikale regering var kommet i mindretal, førte det til den såkaldte påskekrise, hvor socialdemokraterne med al kraft stod på regeringens side, og fagforeningerne truede med generalstrejke.

Det er på denne baggrund, man ser den radikale støtte til den første socialdemokratiske mindretalsregering under Staunings ledelse fra 1924-26, og da de to partier fik flertal efter folketingsvalget i 1929, dannede de fællesregering, som sad uafbrudt i 11 år med fornyet flertal ved valgene i 1932, 1935 og 1939. Det var her, den økonomiske verdenskrise ramte Danmark hårdt med voldsom fattigdom og arbejdsløshed på 44 procent. Men regeringen magtede at gennemføre en lovgivning, som satte ind over for katastrofen, endda med den vigtige socialreform i 1933, der blev grundstenen under det, vi senere har kaldt velfærdsstaten. Og hvad der er nok så vigtigt: Det skete med et forlig, der også omfattede partiet Venstre.

Det var gedigent politisk håndværk, som holdt.

Efter Anden Verdenskrig blev samarbejdet mellem socialdemokrater og radikale genoptaget, og De Radikale støttede regeringen Hans Hedtoft fra 1947-50, og i 1957 dannedes trekantregeringen mellem socialdemokrater, radikale og Retsforbundet, der sad til 1964, de sidste fire år alene med S og R.

Ét er, at Margrethe Vestager peger på Helle Thorning-Schmidt som statsministerkandidat, noget andet er at få radikale vælgere – og det er stolte folk på gammel historisk grund – til at acceptere en nødvendig S-SF-R-regering, hvis regeringsgrundlag de to store partier nærmest hæver over enhver forhandling.

Det er socialdemokrater og radikale, der har stået for 100 års kamp for opbygning af velfærdsstaten med dens udjævning af klassemodsætninger og løftet af svage samfundsgrupper til ligeværdighed. Det har været det overordnede mål, som nåedes – men resultatet står for fald.

Der har været afbrydelser i SR-samarbejdet. Det var ikke nogen lykke, da S og SF alene fik flertal i 1966. Det gik slet ikke, mest fordi SF ikke var modent til at bære regeringsbyrden med dens upopulære beslutninger, og partiet spaltedes, og i 1968 kom VS – Enhedslistens forgænger – ind med fire mandater.

Fortsættes...