En kustodes bekendelser

Var danskerne en flok usselrygge under Besættelsen, eller var de rigide nationalpatrioter? Dagens kronikør tager til genmæle mod Steen Tiedemanns kronik 14. juli.

Af Steen Tiedemanns kronik ”Den stivnede grundfortælling” (14. juli) kan jeg forstå, at jeg er en slags kustode for »den rigide nationalpatriotiske grundfortælling om Danmark under besættelsen«. Hvis nu Tidemann genlæste min kronik, ville han se, at jeg netop advokerede for et nuanceret syn på besættelsestiden - at man hverken indforskriver sig til den ene eller den anden grundfortælling. Jeg noterede mig da også, at Bent Blüdnikow i sin kronik, trods visse uenigheder, karakteriserede min kronik som ”nuanceret”.

Jeg vil fastholde, at den efterhånden herskende grundfortælling om Danmark og danskerne under besættelsen ikke er ovennævnte ”rigide nationalpatriotiske”, men snarere den at danskerne var en flok usselrygge. Jeg deler derfor heller ikke den opfattelse, at visse problematiske facetter af dansk besættelsestidshistorie »effektivt er holdt ude af den kollektive erindring«. Alene Tiedemanns katalog over nogle af dem dementerer dette. Jeg vil også fastholde, at man bør være varsom med at anskue begivenhederne udelukkende fra et nutidigt udsigtspunkt.

Lad os kigge lidt på Tiedemanns katalog.

At gøre modstandsbevægelsen i mandtal fortrænger da på ingen måde den kendsgerning, at 70.000 danskere var med til at bygge bunkers for tyskerne, og at omkring 100.000 drog til Tyskland for at arbejde. »Så har man da også fået alle med«, konstaterer Tiedemann (lidt smågiftigt) ved udsigten til, at det foreløbige tal på 58.000 i den nyoprettede database over modstandsfolk vil vokse yderligere. Nu er der altså visse kriterier for optagelse i arkivet, bl.a. den ikke uvæsentlige, at de pågældendes aktiviteter var ulovlige i besættelsesmagtens øjne og ville medføre arrestation, evt. deportation til kz-lejr og dødsstraf. Kan Tiedemann anvise et mere sufficient parameter?

Tiedemann konstaterer, at jeg åbenbart ikke kender til Trommers velunderbyggede forskningsresultater vedr. den danske jernbanesabotages (manglende) betydning og den tidlige modstandsbevægelses rekruttering på de antidemokratiske yderfløje. Tilsvarende småfrækt kunne jeg bemærke, at Tiedemann tydeligvis ikke er bekendt med, at jeg siden 1988, ved flere lejligheder og senest i 2009 (Magasin fra Det Kongelige Bibliotek, nr. 2) på baggrund af primært klassificeret, vestallieret kildemateriale har (synes jeg selv) nuanceret Trommers konklusioner. De samtidige militære akter viser nemlig, at de vestallierede faktisk anså den danske jernbanesabotage for en decideret militær faktor, som man indtænkte i den operative planlægning.



Tiedemanns fordømmelse af behandlingen af de tyske flygtninge, især småbørnene, forekommer mig i høj grad at være optaget i, hvad jeg karakteriserer som den nye grundfortælling. Dødeligheden blandt især spædbørnene var ekstremt høj, først og fremmest pga. udmattelse, dårlig ernæringstilstand og smitsomme sygdomme. Ofte kunne de traumatiserede mødre ikke amme deres børn. Dehydrering som følge af kraftig diaré var dog den almindeligste dødsårsag. I februar og begyndelsen af marts 1945 havde tyske militærlæger lejlighedsvis mulighed for at tilse syge og døende flygtninge, for at indlægge nogle af de værst medtagne på tyske lazaretter og for at skrive dødsattester. Også danske læger kom i disse uger til assistance ved flere lejligheder og gennemførte indlæggelser på danske sygehuse. Men dette til trods: Døden høstede nådesløst, og det var de svageste, de nyfødte og de yngste børn, de syge og de gamle, der bukkede under i stort tal.

Den 21. marts 1945 udsendte Frihedsrådet et opråb, som fastslog, at det ikke var en dansk opgave at yde lægehjælp til tyske flygtninge, og den 25. marts skrev Lægeforeningen til sine medlemmer: »I betragtning af de her i landet herskende forhold, mener Lægeforeningen ikke at kunne medvirke ved organisation af nogen form for hjælp til tyske flygtninge«. De forhold, der hentydedes til, omfattede clearingmord (også på læger), 6.000 deporterede i kz-lejre, jævnlige meddelelser fra besættelsesmagten om henrettelser af modstandsfolk og en bølge af terrorangreb. Dertil almindelig nedslidning og mangel på snart sagt alt. Fra et nutidigt udsigtspunkt er det fristende at fordømme den danske holdning til flygtningene i almindelighed og lægernes i særdeleshed. Men man kommer i den forbindelse let til at abstrahere fra den tids virkelighed og de stærke følelser, der beherskede den. At følelserne var stærke, kan man bl.a. se i den illegale presse.

Rydningen af de mange tyske miner på vestkysten var formelt ikke et dansk anliggende, men et tysk-britisk - selv om der var dansk kontrol med rydningens effektivitet. Minerydningen afspejlede de komplekse tysk-dansk-britiske relationer og kommandoforhold, som var et resultat af kapitulationsbestemmelserne. Man vil med føje kunne hævde, som Tiedemann gør det, at den britisk/danske behandling af de tyske pionérer de facto var et brud på konventionerne for behandling af krigsfanger, som fx forbød ”farligt arbejde”, herunder minerydning. Rent teknisk betragtede briterne imidlertid ikke de tyske tropper som krigsfanger, men som ”surrendered enemy personel” og derfor ikke for omfattet af konventionerne for krigsfanger.

Ja, det fordrede i høj grad først en vigtig underhåndsunderretning fra besættelsesmagtens side, og siden passivitet fra samme, at få reddet så mange danske jøder over Sundet til Sverige. Men hvorfor denne atypiske tyske optræden i Danmark? På grund af samarbejdspolitikken!

Som Tiedemann så rigtigt anfører, var retsopgøret udtryk for et kompromis mellem den juridiske tradition og folkestemningen. Man kan også sige, det var udtryk for et kompromis mellem modstandsbevægelsen og politikerne. De fleste af de dømte i retsopgøret - i alt ca. 13.500, har - til dels bakket op af en række jurister og politikere - stærkt kritiseret, at de blev dømt efter love med tilbagevirkende kraft. De har påpeget, at de ikke forbrød sig mod eksisterende lov, men handlede i overensstemmelse med den lovlige danske regerings politik. Just pga. Danmarks spegede besættelsespolitiske status var det under forhandlingerne mellem politikerne og Frihedsrådet om det kommende retsopgør politikernes ønske, at skæringsdatoen for den tilbagevirkende kraft skulle være den 29. august 1943 - altså at lovene skulle begrænses til handlinger efter den 29. august 1943. Modstandsbevægelsen ønskede en tilbagevirkende kraft fra og med den 9. april 1940. Sådan blev det! Derimod opnåede politikerne, at det i de vigtigste love blev slået fast, at handlinger udført efter ordre eller anvisning fra danske myndigheder ikke var omfattet af straffelovstillægget.



Lovene med tilbagevirkende kraft skal anskues i en politisk sammenhæng: De var udtryk for den danske befolknings retsfølelse og ikke for ideelle retsprincipper. Dertil var de sandsynligvis en forudsætning for en tilbagevenden til normale tilstande.

Cirka en fjerdedel af de dømte kom fra det tyske mindretal i Sønderjylland, som blev særdeles hårdt ramt af opgøret. Først og fremmest blev medlemmerne dømt for deltagelse i tysk krigstjeneste, på udefronten i Waffen-SS, på hjemmefronten i diverse uniformerede og bevæbnede korps. Når Tiedemann hævder, at det tyske mindretal blev udsat for ”overgreb”, er det så retsopgøret, han tænker på? Eller er det bombeattentaterne mod hjemmetysk ejendom og tyske mindesmærker? Det stort set gennemnazificerede tyske mindretal havde helt og aldeles (og meget demonstrativt) solidariseret sig med besættelsesmagten - og med et Tyskland, som var behersket af en diktatorisk og menneskefjendsk ideologi. Atmosfæren mellem dansk flertalsbefolkning og tysk mindretalsbefolkning i Sønderjylland var totalt forgiftet, og det kom til udløsning efter den tyske kapitulation. Følgende udfald i mindretallets avis anskueliggør tonefaldet: »Vi forsvarer den hellige ret til at leve, både som folk og som enkelte tyske mennesker. Derfor har vi ret, derfor er fjendens angreb et forbryderisk anslag mod livets love - og derfor kan vi kun svare med et fanatisk had mod alle, som direkte eller indirekte er vore fjender. Vi svarer med en fanatisk kærlighed til vort folk, til vor fører og hans verdensanskuelse, med en fanatisk ensidig tro på vor ret og med et helligt glødende had til vore fjender«. I international sammenhæng var opgøret med det tyske mindretal i Danmark særdeles moderat. Mindretallet blev ikke fordrevet og efterstræbt på livet, sådan som det overgik andre tyske mindretal.