Hvilke myter?

Der er tale om lande med svag eller ingen civilisationsudvikling, oftest holdt nede i diktatorisk undertrykkelse. I Dansk Folkeparti er vi bekymrede over sådanne kulturers indtrængen i Europa. Hvis bekymringen var grundløs, ville millioner af europæere ikke dele den.

I kronikken 15. juli skriver seniorforsker Hans Skifter Andersen om, at en dansk højrefløj, repræsenteret af Dansk Folkeparti, skulle være ved at bringe landet ind i noget, han kalder ”mytesamfundet”. Herefter følger et sammenkog af løse og nærmest komiske påstande om Dansk Folkeparti og herunder min egen ringhed.

Jeg undrede mig over, hvem denne forsker er, og fandt, at han er ansat på Statens Byggeforskningsinstitut, som vist ikke beskæftiger sig meget med politiske analyser. Da jeg på hans hjemmeside i instituttet søgte hans cv, fandt jeg rubrikkerne ”erhvervserfaring” og ”uddannelse” tomme, så jeg har ingen mulighed for at vurdere, hvilke forudsætninger Andersen har for sine skråsikre vurderinger.

Først får vi at vide, at den nye højrefløj vil skabe den myte, at Danmark er en enestående nation og danskerne et folk med en fælles, veldefineret kultur baseret på et kristent livssyn, som nu er truet af omverdenen og indvandringen. Forsker Andersen mener, at det eneste specielt danske er sproget, så hans forskning må siges at lide under mangel på almindelig indsigt.



Vi starter lige med nogle fakta: Danmark er et ret særegent land. Vi ligger som nr. 1 på verdensranglisten over lav korruption. Vi har verdens højeste skattetryk, hvilket er udtryk for, at en helt enestående solidaritet i befolkningen har godkendt verdens mest omfattende sociale udligning. Vi, dvs. danske soldater, yder en militær indsats, som relativt langt overstiger landets størrelse, for at befri en undertrykt befolkning i et fjernt land. Vi er et af de fire lande, der yder højest udviklingsbistand. Landet rummer i øvrigt verdens største containerrederi, verdens fremmeste insulinproducent, verdens største vindmøllefabrik og en af verdens fremmeste producenter af cementmaskiner, danske ledere er efterspurgt verden over etc.

Det er ikke fakta, som Dansk Folkeparti på nogen måde søger at tage æren for, men vi tillader os - midt i al den venstresnoede jammer om, at dette land er så socialt tilbagestående og bagstræberisk - at fremhæve bare disse få fakta. Vi er ikke i det mindste bekymrede for, at danske kvaliteter skulle være truet af udlandet. Mange uden for Danmark gør, hvad de kan for at kopiere vore ideer. Vores bekymring er, at godgørenheden er ved at løbe løbsk og, at et stigende antal indvandrere, primært fra den muslimske verden, strømmer til landet, nægter at assimilere sig, men etablerer parallelsamfund, som nægter at følge dansk lovgivning.



Så er der det med det kristne livssyn. Det er en kendsgerning, at kristendommen er en afgørende del af vores kultur. Det er også sådan, at mange kompetente samfundsforskere og historikere anser det særlige kristne skyldkompleks for en vigtig årsag til det vesterlandske selvhad, og til at mange, især venstreorienterede, har en enestående vilje til at tilgive den muslimske kulturs massive kvindeundertrykkelse og blodige vold. Så lige det kristne skyldkompleks er vi nogle, der ikke er særlig glade for.

Andersens næste floskel er, at DF betragter verden som opdelt i de gode danskere og de onde uretfærdige fremmede. Det er vældig vittigt, men langt fra fakta. Hvis vi holder os til fakta, er det klart, at vores høje skatter, sociale udligning og korruptionsfrie samfund er en følge af, at Danmark hidtil har været et homogent samfund med en deraf følgende høj sammenhængskraft. Det er desværre en kendsgerning, at drab, vold, røverier, ja selv butikstyverier er øget voldsomt, siden grænserne blev lukket op. Sammenhængskraft er en følge af fælles værdier og sådanne kræver fælles kulturgrundlag. Jeg har selv arbejdet og opholdt mig 14 år i flere EU-lande udenfor Danmark, og jeg kan garantere, at de fleste tænkende europæere deler dette synspunkt.

Selvfølgelig er der gode grunde til, at folk, der har levet under usle vilkår, diktatur og religiøs hjernevask, ikke opfører sig særlig pænt. Det viser sig ikke mindst, når de kommer til civiliserede lande og er uden kvalifikationer til at klare sig. Det er et faktum, at to af tre, der fremstilles i grundlovsforhør i dommervagten i København, er af udenlandsk herkomst, heraf mange fra de nye østeuropæiske røverstater, som er kommet ind i EU, og som aldrig har levet under ordnede forhold og derfor heller ikke opfører sig som vi andre.

Om folk er mere onde udenfor Danmark? Ja, sociologisk er det nemt at forklare som en følge af ringere levevilkår. De daglige selvmordsbomber mod uskyldige mennesker i alle muslimske lande, terror mod civilbefolkningen, stening af utro kvinder, kvindeomskæring, østeuropæisk voldskriminalitet og afrikanske folkedrab er alt sammen udslag af onde, syge kulturer, som ødelægger livet for de mennesker, der ikke kan undslippe dem. Ingen anstændige mennesker kan bortforklare det som eksotiske kulturforskelle. Der er tale om lande med svag eller ingen civilisationsudvikling, oftest holdt nede i diktatorisk undertrykkelse. I Dansk Folkeparti er vi bekymrede over sådanne kulturers indtrængen i Europa. Hvis bekymringen var grundløs, ville millioner af europæere ikke dele den. Desværre må vi også bekymre os over, at mange venstreorienterede tror, at problemerne går væk, hvis man forbyder os at tale om dem.

Forsker Andersen kritiserer videre, at Dansk Folkeparti ikke stoler blindt på enhver rapport eller dom, som et universitet eller en domstol fremkommer med. Nej, heldigvis. Al sand videnskab indebærer evnen og viljen til at tvivle. Andersen vil have os til blindt at stole på institutioner ”som ellers står for opbygning og formidling af viden?” ak, ja - det mente man også i Sovjetunionen.

Han hæfter sig ved, at vi ikke stoler på DIIS' rapport om den kolde krig. Hvor vi efter 1945 fik et retsopgør med nazisternes medløbere, fik vi det aldrig med kommunismens. Der er for mange, der har noget i klemme, om ikke juridisk så moralsk. De mange medløbere, som tilhørte eller kom til at tilhøre establishmentet, kom aldrig til at stå til ansvar. Jeg ville gerne vide, hvordan forsker Andersen vil bevise, at fodnotepolitikken ikke var et bidrag til at give det sygdomsramte sovjetstyre troen på svaghed og eftergivenhed i en del af Nato, og at den ikke dermed forsinkede det indre opgør med diktaturet.

Jeg vil anbefale Andersen at vente med at glæde sig over dommen over Bent Jensen, til han har set landsrettens afgørelse. Bent Jensen har ikke beskyldt Dragsdahl for at være sovjetisk agent, som Andersen skriver. BJ har derimod sagt, at PET's dokumenter omtalte Dragsdahl som påvirkningsagent. Efter de oplysninger om dommen i Svendborg, som er tilgængelige, ser der ud til at være begået adskillige fejl. Det vil være interessant at få belyst, hvordan PET kan sende notater fra underordnede medarbejdere til regeringen og bagefter hævde, at disse notater ikke er PET's officielle mening. Det er i strid med gængs forvaltningsret, hvis en tilfældig medarbejder i et ministerium eller en styrelse kan sende notater til regeringen, som ikke er gået kommandovejen via departementschefen. Hvis det sker i PET, trænger institutionen til en alvorlig ommøblering.



Andersen gør sig klog på frifindelsen af Jan Sonnergaard uden at have læst dommen. Dommerens begrundelse var, at ”landsforræder” er blevet et almindeligt skældsord og ikke sigter til et landsskadeligt forhold. Påstanden om, at frifindelsen skyldtes, at Thulesen Dahl havde brugt udtrykket i anden sammenhæng, er sludder. Det juridiske begreb retorsion kan ikke bruges på andre end parterne i en sag.

Hvis man er så naiv, at man tror, at en dommer er en Vorherre, som kun afsiger rigtige domme, burde man vel undre sig over, at vi har et appelsystem, som faktisk ændrer mange afgørelser. Det samme kan siges om Andersens barnetro på universiteters ufejlbarlighed. Der foregår en både ideologisk og politisk kamp på mange fakulteter og sandheden er snarest, at Andersens venner ikke mere har eneret på sandheden. Han synes at tilhøre den årgang, der mener, at sandheden er venstreorienteret, og det synspunkt får i dag kvalificeret modspil. Han taler patetisk om sekularismen og troen på videnskab, retsstat og demokrati uden at opdage, at vi, som han nedladende kalder højreorienterede, prøver at redde disse værdier fra religiøs fundamentalisme og venstreorienteret eftergivenhed.

Det er tydeligt, at forsker Andersens socialistiske barnetro er truet. Han prøver at forsvare den ved at påstå, at han alene har ret og at den virkelighed, han ikke kan lide, er myter. Han vil blive skuffet.

LÆS OGSÅ: Kronik: På vej ind i mytesamfundet