Vold mod kvinder

Et ofte stillet spørgsmål lyder: Hvorfor går hun ikke bare?

Hvad er der galt med begreberne ”husspektakler”, ”familievold” og ”voldsramte familier”? Der er det galt, at betegnelserne er kønsneutrale omskrivninger, som ikke fastslår ansvarsplacering - hos mænd. Den sag bør der gøres noget ved i form af relevant oplysning om det lidet lystfyldte emne: vold mod kvinder.

I 2003 blev der lavet en undersøgelse, som fortalte, at op imod 65.000 kvinder hvert år bliver udsat for vold. Undersøgelsen affødte et velment ønske om at etablere et projekt til behandling af voldelige mænd (dialog mod vold) - med den ekstra krølle, at behandling da vel måtte kunne nedsætte behovet for flere krisecenterpladser. Ingen politisk ansvarlig syntes (synes?) at skænke det en tanke, at voldsramte kvinder og deres børn akut har brug for en krisecenterplads, når de bliver udsat for vold. For voldsmændenes vedkommende er der derimod tale om et langtidsprojekt, som man end ikke kender resultatet af, når pengene tildeles.

Interessant nok er de økonomiske ressourcer, der anvendes på behandling af voldelige mænd, omfattende. I hvert fald set i forhold til de meget små beløb, som et stort antal voldsramte kvinder og børn må deles om. Hvad værre er - det ser ud til, at pengene er blevet tildelt uden nogen som helst form for evaluering. Det vil sige, at mens politikerne satser på en idé om, at voldelige mænd måske/måske ikke engang ad åre kan slippe af med deres grimme vaner, er der alt for få ressourcer til akuthjælp til voldsramte kvinder og børn. Det til trods for, at støtten her øjeblikkeligt kunne (kan) måles: Virker den eller ej?



Der er god grund til med jævne mellemrum at sætte fokus på mænds vold mod kvinder. Den er nemlig et globalt problem, der har alvorlige psykiske, fysiske og seksuelle helbredskonsekvenser.

Kvinders forståelse af volden afspejler i høj grad de herskende forestillinger i vores samfund: at kvinden da vist selv må være (med)skyldig i volden. Ideen henter stof i en såkaldt afmagtsteori, der fritager manden for ansvar for volden: Kræfter ganske uden for hans kontrol er årsagen til, at han udøver vold. Interessant nok bliver kvinden først pålagt ansvar for at fremprovokere volden, siden for ikke at sørge for at stoppe den. En ren catch-22.

Et ofte stillet spørgsmål lyder: Hvorfor går hun ikke bare? Underforstået: Kvinden er selv ude om, at hun igen og igen udsættes for vold, for hun kan jo bare forlade manden. Når hun bliver, må det da være hendes eget ansvar.



Men det er sin sag at gøre oprør. Hvor svært det er, vil jeg forsøge at illustrere ved hjælp af den franske sociolog Pierre Bourdieu og hans teori om maskulin dominans. Den udøves gennem såkaldt symbolsk vold, også kaldt ”usynlig magt”. Magtudøvelsen er nemlig usynlig for ofrene, alias - i dette tilfælde kvinderne. Den symbolske vold bliver udmøntet via den tilslutning, de dominerede (kvinder) ikke kan undgå at give de dominerende (mænd), fordi kvinderne ikke råder over andre erkendelsesredskaber end dem, der er fastlagt af mændene. Kvindernes opfattelse og vurdering af sig selv er altså et resultat af, at de ubevidst har indoptaget mændenes klassifikationer, der opleves som ”naturlige”. Bourdieu mener, at kvinderne bidrager til deres egen undertrykkelse, ofte uden deres viden og undertiden mod deres vilje.

Den norsk-svenske professor Eva Lundgren har i sin forskning om vold mod kvinder udviklet begrebet ”voldens normaliseringsproces”. Hendes forståelsesramme ligger tæt op ad Bourdieus symbolske vold i den forstand, at den voldsramte kvinde overtager den voldelige mands synspunkt. Kvinden flytter sig skridt for skridt væk fra en overbevisning om, at hun under ingen omstændigheder vil acceptere at blive udsat for vold. I takt med, at den psykiske og fysiske vold intensiveres, kommer de voldsramte kvinder til at overtage de voldelige mænds klassificering af volden som ikke-vold. Kvinderne køber også ideen om, at det, der sker, er til deres eget bedste. Da kvinden ikke har andre erkendelsesredskaber end mandens til at forklare volden, forsvinder hendes selv lidt efter lidt, og hun kommer til at betragte volden som ”det normale”. Sagt lidt anderledes: Voldsramte kvinder inden for den vestlige kulturkreds har indoptaget den psykoterapeutiske tankegang om 1. voldelige mænds afmagt, 2. voldsramte kvinders provokation og dermed medskyld i den vold, de udsættes for.

Det har taget mig uendeligt lang tid at forstå denne mekanisme. Jeg har selv været første mand på banen med den kålhøgne erklæring: Hvorfor-skrider-hun-ikke-bare? Men med Bourdieu og Lundgren ved hånden begynder der så småt at tegne sig et forståeligt billede af voldsramte kvinder, som politikerne med fordel kunne bruge lidt tid på at studere. Der er også god forklaring at hente i antropologen Bo Wagner Sørensens analyse af volden i Grønland i afhandlingen ”Magt eller afmagt?” Heri konkluderer han, at volden bedst kan begribes som et valg, og at i stedet for at fokusere på at mænd slår, fordi, så er det ordet for, der skal på banen. Mænd slår for at få magt og kontrol, for at opnå noget, for at få konen/kæresten til at lystre. Grundlæggende handler volden om at disciplinere ”ulydige” kvinder - ikke om stakkels mænd, der ikke kan styre deres følelsesliv.

På baggrund af eksisterende forskning og mængder af empiri vil jeg foreslå, at bevillinger tildelt voldelige mænd bliver skrottet øjeblikkeligt. Når ressourcerne er så begrænsede, er det absurd at bruge kronerne på voldsmændene. Ikke mindst når succesen i den grad har været til at overse.