Et forbilledligt liv er ikke nok

Tjekkiets ambassadør i Danmark fortæller her om ”den britiske Schindler,” som reddede 669 tjekkiske børn fra Holocaust, og hvis danskfødte hustru intet anede om disse aktiviteter. De 669 børn har i dag over 5.000 efterkommere verden over.

»Der er forskel på passiv godhed og aktiv godhed, der betyder, efter min mening, at ofre sin egen tid og energi for at lette nogens smerte og lidelse. Det medfører at gå ud, at finde og hjælpe dem, der lider og er i fare - det er ikke nok at leve et forbilledligt liv og på en rent passiv måde ikke at gøre noget galt.«

Stærke ord, ikke sandt? Men de beskriver utroligt godt den desperate situation, som tusindvis af jødiske børn oplevede i det nazi-besatte Tjekkoslovakiet i årene 1938-39. Ordene blev sagt af en englænder ved navn Nicholas Winton, eller “den britiske Schindler“. Han mente dem højst alvorligt, ellers ville det aldrig have lykkedes ham at redde 669 tjekkiske børn, mestendels af jødisk herkomst, fra døden i de tyske KZ-lejre.

De følgende linjer ser ud som et scenarium fra en meget romantisk film eller bog. I 1988 ledte Wintons danske kone, Grete, fra Vejle efter noget på loftet i sin lejlighed i London. Og så fandt hun en læderkuffert med en underlig scrapbog fuld af avisudklip, fotografier af børn, lister med deres navne og breve fra deres forældre. Fra dette materiale begyndte Grete Winton at sætte en historie sammen, som hun ikke var i stand til at forstå: at hendes mand, Nicholas, i 1939 havde evakueret 669 fortrinsvis jødiske børn fra Tjekkoslovakiet til Storbritannien, netop inden lukningen af grænserne som følge af begyndelsen af Anden Verdenskrig. På denne måde reddede han hundredvis af mennesker fra en sikker død. De fleste af de 15.000 jødiske børn, der forblev i Tjekkoslovakiet efter 1939, omkom under krigen, mens de 669 reddede børn nu har flere end 5.000 efterkommere over hele verden. Winton forblev tavs om det hele i 50 år. Fakta om denne historie begyndte at komme frem, da de involverede gravede deres erindringer fra den svære og hektiske tid frem.

Nicholas Winton, dengang en 29-årig børsembedsmand, kom til Tjekkoslovakiet i 1938 for at hjælpe British Committee for Refugees. Agenturets hovedopgave var at evakuere politikere, intellektuelle og kunstnere fra det lammede land til den frie verden. Winton kunne klart se faren true det jødiske samfund og besluttede at hjælpe dem, der især var truede - nemlig børn - ud af Tjekkoslovakiet. Hans forudseenhed var noget helt særligt - ikke engang de britiske embedsmænd forstod, hvorfor børnene så hurtigt skulle væk fra Prag.

Winton forfalskede dokumenter, bedrog funktionærer og tillod sig ikke at blive stoppet. Den 14. marts 1939, dagen før den tyske invasion af Tjekkoslovakiet, afleverede han briterne den første liste over 20 børn, der skulle køres med den første togtransport til Storbritannien. Hvert eneste barn skulle være forsynet med en udrejsetilladelse fra de tyske myndigheder og en indrejsetilladelse fra de britiske. For hvert barn skulle Winton betale 50 pund i kautionsforsikring, og han skulle bevise, at barnet ville blive modtaget af en konkret britisk familie. Fra marts til august 1939 organiserede Nicholas Winton otte transporter, der bragte børn fra Prag til deres nye hjem i Storbritannien. Wintons heroiske indsats afsluttedes af et tragisk udfald med den sidste og største transport. Han planlagde dens afrejse til 1. september 1939. 250 børn mødtes på banegården i Prag, men toget fik ikke tilladelse til at køre ud af stationen: Den dag blev Polen angrebet af Nazi-Tyskland, Anden Verdenskrig begyndte, og grænserne blev lukket.



Wintons historie kunne have været glemt, hvis ikke den slovakiske instruktør Matìj Mináè, som havde boet i Prag i mange år, havde lavet en dokumentarfilm om Nicholas Winton med navnet ”Power of Good.” I tilfældet ”Schindler's list“ kunne de reddede personer huske Schindler. Men børnene, der blev reddet af Winton, kendte intet til deres redning. De var for unge og kunne kun findes gennem Wintons dokumenter. I 90'erne lavede BBC en udsendelse, hvor ikke kun Winton, men også mange af “hans børn“, blev inviteret. Den intetanende Winton blev sat midt blandt et publikum, der fortrinsvis bestod af disse “børn“. I løbet af programmet blev den utrolige historie afsløret for de tilstedeværende og for hundredtusinde tv-seere.

Denne betagende scene med masser af tårer er en af de stærkeste punkter i dokumentarfilmen ”Power of Good”, der gennem arkivoptagelser, fotografier og autentiske interviews med nogle af de jødiske børn, der nu er voksne, og naturligvis med Nicholas Winton, fortæller en historie om et individ, hvis mod og målbevidsthed reddede hundredvis menneskeliv. Takket være Mináè var det muligt at lokalisere flere end 240 af de 669 reddede børn. Filmen modtog en Emmy for bedste tv-dokumentar i 2002.

I anledning af Wintons 100-års fødseldag i maj 2009 blev filmen vist i Det Danske Filminstitut - Cinemateket. Instruktøren var til stede og deltog sammen med den israelske ambassadør, Arthur Avnon, den britiske ambassadør, Nicholas Archer, og undertegnede i debatten efter filmen. Dagen efter blev filmen vist på Rygaards Skole, hvor instruktøren diskuterede med eleverne og optog deres autentiske reaktioner. Han var også interesseret i deres egen indsats for at gøre en forskel ved at udføre forskellige humanitære projekter og ved at hjælpe andre børn i hele verden.



Under sit korte ophold i København optog Mináè et interview med daværende undervisningsminister Bertel Haarder, som drejede sig om vigtigheden af at oplyse den unge generation om Holocaust, samt et interview med professor Claus Bryld fra Roskilde Universitet. Optagelserne har instruktøren brugt til en fortsættelse af filmen om Nicholas Winton med navnet ”Nicky's Family”, som får premiere i Prag til efteråret.

Wintons historie er en uudtømmelig kilde af inspiration. ”Power of Good” blev vist på gymnasier og andre skoler verden rundt. Undervisningsprojektet bygger på distributionen af dokumentarfilmen samt bogen ”Nicholas Winton: Livets lotteri til skolerne”. Mange tusind studerende så filmen og læste bogen i Tjekkiet, derefter gik projektet videre til Tyskland, USA og Storbritannien, Slovakiet, Polen, Frankrig m.fl. Nu er projektet gennem undervisningsmiddelcentrene også nået til Danmark. Disse centre skal have en stor tak for formidlingen af budskabet, fordi der aldrig kan blive for megen information om Holocaust, især til den unge generation.

Redningen af jødiske børn fra Tjekkoslovakiet kan man på en måde sammenligne med redningen af danske jøder i 1943. Skæbnen for nogle af de dansk-jødiske børn, der ikke nåede til Sverige i rette tid, kan man erfare i den nye DIIS' og Minerva Films dokumentarfilm ”Theresienstadt - danske børn i nazistisk fangenskab”. Begyndelsen var den samme for både danske og tjekkoslovakiske børn af jødisk afstamning - nemlig deportationen til Theresienstadt, der blev lavet om til en jødisk ghetto. Den eneste forskel var, at børnene fra Tjekkoslovakiet havde været ”hjemme” og ikke havde rejst så langt som danskerne. Slutningen på den fælles historie er meget grusommere: De fleste tjekkisk-jødiske børn overlevede ikke fangenskabet. Nicholas Winton er blevet slået til ridder af Det Britiske Imperium, har modtaget Det Britiske Imperiums orden samt den tjekkiske T. G. Masaryk orden af præsident Václav Havel. Han blev hædret af Service Cross First Class af den tjekkiske forsvarsminister og blev hyldet af US Congress for sine handlinger.



Den 101 år gamle Winton er stadig meget aktiv og rejsende. 1. september 2009, i anledning af 70-årsdagen for hans dbcomma Kindertransporter“, blev et historisk “Winton-tog“ sendt fra Prag til London med mange af “Winton-børn“ på dækket. Sir Winton, sammen med hundrede britiske og udenlandske journalister, tog imod togets passagerer på Liverpool Street Station efter deres 1.200 kilometers rejse fra Prag.

Jeg mødte Sir Winton første gang i Kongres Center i Prag i 2008 i forbindelse med hans nomination til Nobels Fredspris, underskrevet af 32.000 skoleelever og andre unge mennesker. Forslaget blev overrakt til daværende udenrigsminister Karel Schwarzenberg. Sidste år, i anledning af Nicholas Wintons 100-års fødselsdag, ville jeg invitere ham til Danmark for at diskutere med publikum efter filmvisningen af ”Power of Good” i Cinemateket. Sir Wintons datter Barbara svarede mig i en e-mail, at hun og hendes far ”of course have fond feelings for Denmark” (den afdøde Grete var jo dansker), men at det ikke var muligt for ham at komme til København. Lad os håbe, at det lykkes næste gang.