Tingelingelater tinsoldater ?

Det er morsomt at læse Hans Skifter Andersens påstand om, at højrefløjen ikke anerkender de institutioner i samfundet, som står for opbygning og formidling af viden og for »afgørelser af, hvad der er ret og rigtigt - nemlig universiteterne og retsvæsenet«. Jo, det skrev han faktisk.

En udbredt form for polemik

består i det probate trick

at dutte én en mening på

hvis vanvid alle kan forstå.

Sådan lyder et af Piet Heins gruk om et velkendt kneb i den offentlige debat. Dette debatkneb benytter seniorforsker Hans Skifter Andersen i vidt omfang i kronikken i JP den 15.7. Samtidig forsynder han sig mod en lang række af de principper, som han påstår, at ”højrefløjen” ikke vil anerkende. I det hele taget tegner han en karikatur af denne ”højrefløj”, som ikke har ret meget til fælles med virkeligheden. Han gør det ved at gentage en række udslidte klicheer, som i én uendelighed skamrides i debatten. Påstanden om, at ”højrefløjens ideologi” går ud på, at verden er opdelt i de gode og retfærdige danskere og de onde og uretfærdige fremmede, er så elendig, at den ikke fortjener nærmere argumentation.

Da min ringhed er nogenlunde fast inventar i disse klichéophobninger, og da jeg omtales i kronikken, vil jeg gerne kommentere Skifter Andersens påstande. Typisk for den del af befolkningen, han holdningsmæssigt tilhører, er han meget opsat på at nedgøre sin egen nation. Vi får derfor den rituelle remse om, at Danmark og den danske nation i grunden ingenting er. Danskerne udgør ikke en enestående nation; Danmark er ikke truet af indvandring af mennesker fra en meget fremmed kultur; det meste af det, højrefløjen opfatter som dansk, er importeret fra udlandet.

Men den danske nation er da enestående uanset påvirkning fra andre nationer, som naturligvis er ubestridelig. Vi har fået mange afgørende impulser syd- og vestfra, som derpå er blevet omformet og indpasset i danske traditioner. Alle nationer er faktisk enestående - den engelske, den franske, den polske, den russiske. Ikke to er ens. Hvorfor danske venstreorienterede er så optaget af at rakke ned på den nation, de selv tilhører, har i mange år været mig en gåde. I store dele af det 20. århundrede og i særlig grad under Den Kolde Krig skulle det eksisterende, parlamentariske demokrati og den eksisterende markedsøkonomi afskaffes og erstattes af noget, der hed ”socialisme”.

Jeg tror, at det vil være meget svært at bestride det faktum, at en selvudnævnt ”elite” i mange år har herset med disse dumme og lavtstående danskere for at få dem til at indse fordelen ved masseimport af mennesker fra en stærkt fremmed kultur, nemlig islam, som i den grad hviler på et livs- og menneskesyn, der er stik i strid med - ja, altså dansk kultur og naturligvis generelt europæisk kultur.

Skifter Andersen påstår, at ”højrefløjen” benægter fakta, dokumentation og viden. Bortset fra, at denne højrefløj i dette spørgsmål består af den overvældende del af den danske befolkning, så benægter den aldeles ikke fakta og viden. Den har tværtimod utrætteligt henvist til fakta og viden, mens store dele af venstrefløjen har vendt det døve øre til og fablet videre om de multikulturelle illusioner. Venstrefløjen er naturligvis dømt til at tabe denne kamp, fordi dokumentation og faktabaseret viden til sidst trænger igennem, og fordi man ikke kan narre den brede befolkning i det lange løb. Den bygger nemlig sin opfattelse af virkeligheden på dagliglivets erfaringer.

Det er meget morsomt at læse Skifter Andersens påstand om, at højrefløjen ikke anerkender de institutioner i samfundet, som står for opbygning og formidling af viden og for »afgørelser af, hvad der er ret og rigtigt - nemlig universiteterne og retsvæsenet«. Skrev han virkelig det i kronikken? Se selv efter - det gjorde han faktisk! Er universiteter og domstole da ufejlbarlige institutioner? Lad os holde os til universiteterne, som jeg kender indefra gennem ca. 50 år. Universiteterne og andre højere læreanstalter er vitterligt værdifulde institutioner, som har frembragt utroligt mange gode ting. Den europæiske og dermed den danske kultur er utænkelig uden disse institutioner.

Men når man tænker på det amokløb og de udskejelser, der fandt sted i dele af universitetsverdenen under Den kolde Krigs sidste fase - fra 1960erne til slutningen af 1980erne - er man da nødt til at forholde sig kritisk. Mens den brede befolkning holdt fast i det traditionelle, nemlig det, man med egne øjne kunne se var godt og gavnligt også for den brede befolkning: demokratiet, markedsøkonomien, retsstaten - så svælgede universitetsansatte og studerende i deres fatamorgana om ”socialistisk demokrati”, planøkonomi, nationalisering af produktionsmidlerne og afskaffelse af ”klassedomstolene”. Heldigvis stod den brede befolkning fast og lod sig ikke forføre af studenter, der iklædte sig overalls og legede arbejdere. Ellers ville de have ødelagt landet, ligesom alle lande med socialistiske regimer blev mishandlet og ødelagt af en bedrevidende elite.

I dag er den danske nation på mange livsvigtige områder som indvandring underkastet domstole, der med henvisninger til abstrakte principper gennemtvinger beslutninger, der ikke alene strider imod sund fornuft, men også imod den danske nations traditioner for, hvad der er ret og rimeligt. Hvis en meget stor del af nationen med egne øjne kan se de ødelæggende følger af en sådan domstols afgørelse, skal man naturligvis vende sig imod en sådan domstol - netop af hensyn til fakta og viden. Og just fordi man tager disse ting alvorligt.

Det gør Skifter Andersen og hans ligesindede derimod ikke. Det kommer skærende klart frem i kronikken. Mod slutningen er der en lille sætning på kun fire ord, der lyder sådan: »Fundamentalismen truer disse værdier« (videnskaben, retsstaten og demokratiet). Jeg troede ved første gennemlæsning, at han mente den islamiske fundamentalisme, som sandt for dyden udgør en dødelig trussel mod den danske og europæiske retsstat, demokratiske samfundsordning og videnskabsbaseret indsigt. Men denne trussel, som man ved selvsyn møder hver eneste dag, eksisterer ikke i seniorforsker Andersens univers. Den ”fundamentalisme”, han frygter og ser som en trussel, er ”højrefløjen”.

På det helt konkrete plan er Skifter Andersen altså meget dårligt informeret, ja, han anerkender i modsætning til ”højrefløjen” ganske enkelt ikke viden og fakta. Hans manglende viden kommer også frem i omtalen af Den Kolde Krig. Han påstår, at ”højrefløjen” har en fasttømret opfattelse af, at Socialdemokratiet og venstrefløjen forrådte Danmark under Den Kolde Krig, og at fodnotepolitikken i 1980'erne anses for at have skadet Danmark og de vestlige lande væsentligt. Jeg kender ingen, som jeg tager alvorligt, der bruger udtrykket ”forræderi” om Socialdemokratiets sikkerhedspolitik i de år. Der er derimod massiv dokumentation af, at Danmarks allierede anså fodnotepolitikken og svækkelsen af det danske forsvar for at skade både Danmarks og alliancens sikkerhed. Med hensyn til venstrefløjen: Hvad skal man kalde et parti, der var finansieret og instrueret af en fremmed stormagts regime?

Det forskningsprojekt, der omtales i kronikken, og som mundede ud i en udredning, blev ikke udarbejdet på universiteterne og heller ikke offentliggjort for et par år siden, men tilbage i 2005. Skifter Andersen mener åbenbart, at denne udredning var ufejlbarlig, og at det ikke har været muligt at komme med konkrete indvendinger mod den. Herre Jøsses da! Der har været fremsat dokumenteret og velbegrundet kritik af vigtige dele af denne udredning. Når nu viden er et gode, hvorfor er en seniorforsker så imod mere viden om Den kolde Krig? Det vil jo blive resultatet af det forskningsprojekt med nogle få vidende og flittige medarbejdere, som jeg har haft fornøjelsen af at stå i spidsen for. Er der måske bestemte former for historisk viden, som er skadelig?

Hvorfor er det så svært for en samfundsforsker som Skifter Andersen korrekt at gengive min alvorlige tankeforbrydelses indhold? Jeg har ikke, som han påstår, beskyldt en journalist for at være sovjetisk agent. Jeg har i en artikel, der bl.a. byggede på autentiske dokumenter i Politiets Efterretningstjenestes arkiv, citeret fra et dokument, hvori journalisten til intern brug i PET betegnes som agent for KGB. Samme opfattelse har tidligere oberst i KGB Oleg Gordijevskij givet udtryk for, og det samme har KGB-dokumenter. Jeg opsummerede derfor, at journalisten ifølge både KGB og PET var KGB-agent. Hvis jeg havde tilføjet de fire ord: »Det passer naturligvis ikke«, ville den hellige grav - dvs. venstrefløjen - have været velforvaret. Længere er den sådan set ikke.

LÆS OGSÅ: Kronik: På vej ind i mytesamfundet

LÆS OGSÅ: Kronik: Hvilke myter?