Din nabo

Pludselig slog det folketingsmedlem Søren Krarup, hvad ”din næste” hedder på engelsk. Deri ligger forklaringen. Din næste er ikke et ukendt menneske i et fjernt land. Din næste er din nabo.

Forleden havde jeg på Christiansborg besøg af en flok unge mennesker, der deltog i en slags humanistisk kongres i København. De ville dels gerne se Folketinget, dels og måske især ville de gerne drøfte menneskerettigheder og humanitet og FN.

De fleste var ikke danskere, og de havde derfor på forhånd meddelt, at de gerne ville have samtalen til at foregå på engelsk.

Jeg måtte svare dem, at det er 53 år siden, jeg blev nysproglig student, og at mit engelsk derfor er noget rustent, men at jeg ville gøre mit bedste. Det gjorde jeg også, og da der var tale om nogle flinke og rare unge mennesker, forløb diskussionen såmænd meget godt.

Men jeg havde jo hele tiden mine problemer med sproget, og især havde jeg det vanskeligt, når vi kom ind på det mere principielle, der jo i denne sammenhæng er det afgørende: Hvordan er et menneske stillet i forhold til det andet menneske, og hvad er det, kristendommen og humanismen siger om dette? Der er jo tale om en forskel. En meget dyb og afgørende forskel.

Det er humanismen, der ligger bag menneskerettighederne, men kristendommen taler ganske anderledes om forholdet til næsten end humanismen og menneskerettighederne. Det var herom, vores diskussion drejede sig.

Men her havde jeg det afgørende handicap, at jeg ikke kunne huske, hvad ordet næste hedder på engelsk. De venlige unge mennesker kom med forskellige forslag, som jeg jo var nødt til at benytte mig af i mangel på andet, men jeg havde en stadig nagende fornemmelse af, at det afgørende manglede. Indtil ordet pludselig indfandt sig.

Indtil jeg pludselig huskede klart, at ordet næste på engelsk hedder neighbour - på dansk nabo. Du skal elske din nabo. Det er dette, kristendommen siger, når den siger som lovens bud: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

Your neighbour. Din nabo. Din nærmeste her og nu. Dette er kristendommens fordring til et menneske - at du skal elske Herren din Gud og din nabo.

Og så fik vores samtale klarhed og mening, for humanismen og menneskerettighederne taler jo netop ikke om næste, ikke om din nabo. Menneskerettighederne taler om mennesket, om menneskeheden.

Menneskerettighederne er læren om, at alle mennesker har medfødte, naturlige, universelle rettigheder, og menneskerettighederne har opstillet en erklæring, der handler om, at alle mennesker er født frie og lige og skal have deres naturlige og universelle rettigheder anerkendt og respekteret.

Men kristendommen siger, at du i troen på Gud skal elske din næste, din nabo. Som enhver kan høre, snævres sigtet ind.

Her er det ikke en fin idé om mennesket og menneskeheden, der fører ordet, men her er det en dagligdags tale til dig og mig. Du skal! Dette er loven eller fordringen. Du skal elske din nabo! Du skal ikke flyve ud på idealismens vinger over hele verden og fremkomme med en løsning på verdens og menneskehedens problemer, men du skal gå ind i din dagligdag med din næste, din nærmeste her og nu, din nabo, og du skal elske din næste eller din nabo. Dette er kristendommens tale til dig og mig.

Og som enhver kan høre, er dette en tale, der ikke blot er forskellig fra, men som er i strid og direkte modsætning til idealismens og menneskerettighedernes belæring af menneskeheden.

Jeg gad vidst, hvor meget den internationale kreds af unge mennesker på Christiansborg forstod af dette, men de var venlige og høflige, og vi skiltes som venner, men forskellen på at tale til menneskeheden og at tale til dig og mig er jo fundamental.

Der slog mig, at der er virkeligheden til forskel. Det slog mig, at kristendommen holder et menneske fast på hans eller hendes daglige virkelighed, på denne dag i dag, på dette øjeblik her og nu, hvor jeg drages til ansvar. Eller endnu bedre: Hvor min skyld bliver fastholdt. For hvor kristendommen forkyndes, siges der ”du skal” til det enkelte menneske, til dig og mig, og hvor der siges ”du skal”, er du og jeg altid stillet ind i skyldens, i ansvarets virkelighed, hvor det handler om mit forhold til min næste her og nu - ikke om den idealistiske profets forhold til menneskeheden.

Jeg er nu - foruden folketingsmedlem på Christiansborg - det, der med et fint ord hedder pastor emeritus, dvs. at jeg i 40 år har været sognepræst i den danske folkekirke, og når man som sådan ser tilbage på de mange år i kirke og sogn, er det netop kristendommens karakter af skyldens og ansvarets ord, der bliver stående. Der kom ikke en bedre verden ud af det. Menneskeheden er ikke blevet mere retfærdig. Vi løftede os ikke fra jorden.

Men til denne dagligdagens og virkelighedens jord lød Guds ord om, at du i dag, her og nu, skal tage din opgave i forhold til din næste alvorligt, og således fastholdt på skylden og ansvaret kan vi leve fra dag til dag med vores næste, vores nabo.

Dette er kristendommens forkyndelse. Skyld og ansvar. Næsten og naboen. For samtidig med evangeliets: Du skal!, lyder evangeliets tilgivelse: Du har dine synders nådige forladelse!