God ramadan - så er der fest!

Krav om disciplin, som ellers kun findes i militæret, er kendetegnende for islam og ikke kun begrænset til at faste i ramadanen. Enhver muslim er en soldat i sig selv, som skal tro på én gud, én bog og én sand profet. Muslimer udgør Allahs hær (jundAllah).

Ramadanen er uden tvivl den hyggeligste måned i den islamiske kalender. Man faster, og man fester. Det svarer på en måde til at fejre både jul, nytår og påske på én gang. Igennem en hel måned spiser man festmåltider to gange i døgnet: én gang før solopgang og én gang efter solnedgang, når man bryder fasten (iftar).

Det er imponerende, at muslimer over hele verden følger præcis de samme ritualer meget nøjagtigt i det tidsrum, hvor man faster: Man spiser ikke, man drikker ikke, man ryger ikke, og enhver seksuel aktivitet er forbudt. Om aftenen tager man til gengæld revanche og gør det alt sammen mere end på en almindelig måned.

Ramadanen er også den måned, hvor man besøger familie og venner, man inviterer hinanden, man illuminerer basarer, moskeer og hjem, og man hygger sig ganske enkelt. Også for børnene er ramadanen en fest. Nogle af dem, der endnu ikke har alderen til at faste, gør det alligevel, og om aftenen leger de hjemme og i byen, og især spiser de utroligt mange forskellige kager og søde sager, hvoraf nogle kun laves i forbindelse med ramadanen.

Fordelen ved ramadanen er, at den overskrider sociale skel og praktiseres i alle sociale klasser; også fattige mennesker fester på deres måde, og de får også lidt hjælp og assistance fra andre. Muslimske regeringer, guvernører og borgmestre holder overdådige fester.

Ramadanen er også den vigtigste muslimske måned, som ud over fasten indebærer en række andre ritualer.

Man læser Koranen og andre religiøse tekster meget mere end ellers. Man deltager flittigt i religiøse ceremonier, hvor præsterne holder taler specielt til lejligheden. Det vigtigste ved ramadanen er jo, at Koranen blev åbenbaret for Muhammad en nat, som Koranen kalder 'skæbnenatten' (Laylat ul-Qadr), og som er mere værdifuld end tusinde nætter.

Det mest interessante er måske formålet med ramadanen. Nogle muslimer mener, at den er til for sundhedens skyld, altså en slags slankekur.

Denne tese holder dog af to grunde ikke helt. For det første viser det sig, at muslimer spiser meget mere under ramadanen, og for det andet var det på profetens tid formentlig ikke særligt sejt at være slank, især ikke for kvinder.

Ramadanen havde et mere alvorligt formål. Nemlig at skabe en hård disciplin, en moralsk og fysisk forberedelse blandt de mænd og kvinder, som frivilligt eller ufrivilligt blev en del af det nye umma.

Krav om disciplin, som ellers kun findes i militæret, er kendetegnende for islam og ikke kun begrænset til at faste i ramadanen. Enhver muslim er en soldat i sig selv, som skal tro på én gud, én bog og én sand profet.

Muslimer udgør Allahs hær (jundAllah). Det begynder med underkastelse, hvilket indebærer, at man giver sig fuldt ud til Allah og hans sendebuds ordrer, altid er parat til at lade sig mobilisere. Og som Koranen kræver, skal troende muslimer give alt, hvad de ejer, i Allahs navn: både deres ejendom, deres familie og ultimativt deres liv.



Martyrer er ifølge Koranen ikke døde, men de får derimod VIP-status hos Allah. En muslim har ikke ret megen frihed til sig selv, men skal døgnet rundt udføre en række pligter, som Gud har dekreteret, og samtidig skal man hele tiden have Allah og profeten Muhammed i sine tanker. Altså bør både krop og sjæl permanent være i Allahs tjeneste.

Det er med samme formål, at tidebønnerne skal udføres fem gange i døgnet. Én gang før solopgang, én gang ved middagstid, én gang om eftermiddagen, én gang ved solnedgang og én gang om aftenen, skal man underkaste sig i en bestemt retning: Mekka. Desuden anbefales det at bede om natten, og man skal ikke glemme Allah, mens man sover.

At drikke alkohol, at spille kort, at tegne mennesker eller dyr eller lave skulpturer er alt sammen forbudt, og det skyldes netop, at alkohol og spil kan påvirke og distrahere én, så man glemmer Allah. At tegne og lave skulpturer er en forbrydelse mod Allah, som er den eneste skaber.

Før de muslimske lande blev moderniseret, og det blev tilladt at spille fodbold, volleyball osv., var kun én sport tilladt, og det var hestevæddeløb, som netop var med til at gøre muslimerne til et endnu bedre kavaleri.

Man kan på en måde sige, at den oprindelige muslimske træning var mere barsk end den hårde træning, som US Marines gennemgår.



I hele denne proces spiller moskeen en central rolle. Moske (masjid) betyder bogstaveligt taget underkastelsessted.

Oprindeligt var moskeen både regeringsadministration og militærkaserne, hvor man deponerede våben og fordelte krigsbyttet, og hvor man udførte bøn (salât). Minareterne var både beregnet til indkaldelse til bøn og til forsvar af kasernen imod uvedkommende.

At være muslim, altså Allahs soldat, er definitivt.

Døren ind til islam står helt åben. Som bekendt er det nok, at man erklærer offentligt, at man tror på Allah som Gud og Muhammad som Guds sendebud (shahadat). Det er slående, at det samme ord, shahadat, som er trosbekendelsen som muslim, også betyder martyrium. Det indebærer også, at islam kun har én dør, indgangsdøren. Der findes hverken en udgangsdør eller en nødudgang. At forlade islam svarer til, at en soldat på slagmarken deserterer. Han skal skydes!



Hele systemet er baseret på belønning, straf og frygt. For den gode muslim består belønningen i, at man kommer i Paradis i livet efter døden. Omvendt er straffen kontant, både i denne verden og den næste, hvor man skal brænde i den evige ild. Det er en trussel, der skal have afskrækkende virkning. Det evige helvede (jahannam), der omtales 72 gange i Koranen, og som nogle mener, at Dante blev inspireret af. Dette evige helvede, hvis systematiske tortur og smertefulde brænding (‘azab) nævnes 145 gange i Koranen. Kort sagt går alle, som ikke underkaster sig og ikke vil være en del af Muhammads hær - både dårlige muslimer og ikke-muslimer - en smertefuld brænding i møde, altså en slags holocaust.

Det er smukt, at alle 114 surat i Koranen, bortset fra en enkelt (surat 9), indledes med det positive og fredelige åbningsvers: »I Allahs, den nådiges, den barmhjertiges navn!« Det kan være svært at forstå, at det skulle være den samme nådige og barmhjertige Gud, der lader dem, der ikke tror på ham, brænde i den evige ild.

Det er heldigvis opmuntrende, at ikke alle muslimer er bogstavtro, og mange muslimer har ændret sig. Så længe muslimer bruger ramadanen som en fest og til at omgås og hygge sig med hinanden, kan det være en smuk ting. Ramadanen er da også netop en lejlighed til refleksion over Muhammeds budskab, hans strategi og hans formål.

Ethvert forsøg på at afmilitarisere islams oprindelige budskab kan kun være til gavn for både muslimer og omverdenen.

Tænk, hvis muslimer en dag kunne kondensere hele Muhammads og Koranens budskab i en enkelt sætning, nøjes med dén og lægge resten bag sig.

En smuk sætning, fuld af betydning, fuld af kærlighed og fuld af tolerance:

»I Allahs, den nådiges, den barmhjertiges navn!«

God ramadan!