Kronik: Vold mod kvinder II

Måske er det på tide, at vi endelig forstår, at kvindevold ikke er en sygdom, der skal helbredes. For hold lige fast i den: Mænds globale vold mod kvinder er ikke en pandemi, men en magtdemonstration.

Lone Nørgaards kronik "Vold mod kvinder” (25/7) har udløst en lang række reaktioner og spørgsmål i mails og på det efterfølgende kommentarspor. Vi vil gerne forsøge at besvare et par enkelte spørgsmål og dermed forhåbentligt medvirke til at uddybe og nuancere debatten om vold mod kvinder.

Lad os lige kort repetere: Den norsk-svenske professor Eva Lundgren har udviklet begrebet ”voldens normaliseringsproces”, en fremadskridende, strategisk anlagt proces, hvor kvinden mere og mere underordnes manden. I takt med, at den psykiske og fysiske vold intensiveres, overtager de voldsramte kvinder de voldelige mænds klassificering af volden som ikke-vold. Med andre ord kommer de til at betragte volden som det ”normale”.

De forskningsresultater, som Eva Lundgren er nået frem til, går hånd i hånd med antropologen Bo Wagner Sørensens analyse af volden i Grønland ("Magt eller afmagt?"). Her konkluderer han, at volden bedst kan begribes som et valg. Mænd slår for at få magt og kontrol, for at opnå noget, for at få konen/kæresten til at lystre. Grundlæggende handler volden om at disciplinere ”ulydige” kvinder - ikke om stakkels mænd, der er ofre for eksterne kræfter, som de ikke har nogen kontrol over.

Og så til spørgsmålene. Nogle af dem var fra mænd, der ganske enkelt ikke forstod de psykologiske mekanismer, der får voldsramte kvinder til at blive (så længe) i forholdet. Endsige gå tilbage, når de først er sluppet væk.

Til oplysning: Forholdet til en voldelig mand ville ende, før det i det hele taget rigtigt begyndte, hvis han lagde ud med at stikke et par flade. Men vores neandertalermand er mere subtil end som så. Langsomt, men sikkert, bliver kvindens netværk af familie og venner kørt ud på et sidespor, og hun oplever stadig oftere, at hun er under kontrol. Og det er 24 timer i døgnet. Når isolationen og kontrollen er total, er det ikke længere særligt vanskeligt at nedbryde hendes selvværd. Skulle der alligevel være en smule kampgejst tilbage i hende, så tager pludselige eksplosioner af fysisk vold fra mandens side sig af den sag. Kvinden oplever ham som almægtig og allestedsnærværende.

Når man har været udsat for systematisk vold, fysisk og/eller psykisk, så kræver det styrke at gå sin vej. Gudskelov er der rigtigt mange voldsramte kvinder, der alligevel får kvindet sig op.

For manges vedkommende sker det imidlertid først, når voldens konsekvenser tydeligt kan ses på børnene, eller når andre griber ind og hjælper kvinden væk.

Tilsyneladende ved meget få - eller ønsker at vide? - hvad volden egentlig mere præcist indeholder. Det er nemmere at tænke i ”husspektakler” end at se for sig, at en kvinde udsættes for slag, spark, voldtægt, andre seksuelle overgreb, indespærring, kvælningsforsøg, mishandling med redskaber eller våben. Mord ikke at forglemme. Det er heller ikke specielt lystfyldt at konfrontere sig med, at den voldelige mand knækker kvinden psykisk med trusler mod hende selv, børnene og hendes familie. Der er tale om trusler på livet, isolation, forhindring af søvn, bagatellisering af hendes skader, nedværdigende behandling, latterliggørelse, udsmidning af hjemmet, forfølgelse og kontrol med alle aspekter af hendes liv: tid, arbejde, økonomi, tøj og omgangskreds. Eksperter betegner volden som tortur. Kvinderne har nemlig ofte de samme symptomer som torturofre med mavesmerter, søvnløshed, manglende koncentrationsevne, hovedpine, udmattelse, håbløshed m.v.

Så kommer næste 100-dollar-spørgsmål: Hvorfor går nogle kvinder tilbage igen, efter det er lykkedes for dem at komme i sikkerhed? Vi skal have fat i begrebet "separationsvold", der også indebærer forfølgelse. Separationsvold er et ret ukendt udtryk her i landet, selv om det er lige på det tidspunkt, hvor kvinden har forladt voldsmanden, at volden meget ofte intensiveres. Hvis det lykkes ham at få fat i hende (og det gør det ofte), er hans voldsudøvelse mere farlig end nogen sinde.

Kan voldsmanden ikke få kontakt til kvinden selv, kan han kontakte hendes venner og familie og endog kolleger. Hjælper det ikke at græde sig til oplysning om hendes opholdssted, er trusler på livet et probat middel. Når kvinden hører om truslerne, frygter hun ikke længere blot for sit eget liv, men også for sine kæres. Hun har lært, at han er almægtig, at han nok skal finde hende, at hun aldrig slipper fra ham, og nu, hvor hun ikke længere kan se, hvornår slagene falder, fyldes hendes liv med tanken om, hvornår det næste overgreb finder sted.

At gå tilbage til ham bevirker, at truslerne mod hendes kære stopper, og overgrebene sker ikke et sted, hvor han står i skjul. Det betyder, at hun oplever det, som om hun har en vis mulighed for at forsøge at beskytte sig. Så det er ikke underligt, at en del kvinder går tilbage. Men den styrke, der fik hende til at gå første gang, vil hun i mange tilfælde igen kunne mobilisere, og så går hun for anden gang. Nogle kvinder skal igennem møllen både to, tre og fire gange, før det lykkes. En enkelt kvinde kom først i mål den trettende gang.

Et tredje spørgsmål til kronik I lød: Hvorfor søger nogle tilsyneladende ganske almindelige unge, danske kvinder med åbne øjne ind i voldelige forhold - og bliver f.eks. rockertøser og halalludere, som de hævdes at blive kaldt af deres jævnaldrende? Kvinderne ved, at de er nødt til fuldstændigt at underkaste sig i et nedværdigende og voldeligt forhold, og alligevel gør de det. Så vidt vi kan se, ligger der gemt i spørgsmålet, at hvis kvinder holdt sig fra visse typer mænd, ville de ikke blive udsat for vold.

Men ved kvinder virkelig, hvad det er, de risikerer, når de forelsker sig i et bandemedlem? At de skulle ”søge ind” i voldelige forhold, er der os bekendt ikke belæg for at mene. Der er formentlig tale om, at når en kvinde forelsker sig i en mand, hvis miljø er voldeligt og undertrykkende, sker det af samme grund, som når hun forelsker sig i en hvilken som helst anden mand: Hun synes, at han er en dejlig fyr, og at lige netop deres forhold er noget helt specielt. Er andre kvinder kommet i klemme med den samme mand, så er det sikkert, fordi disse kvinder ikke har forstået Manfred så godt som MIG.

En psykolog reagerede på kronik I med synspunktet, at selv om ofrene skulle tilgodeses, burde det ikke ske på bekostning af behandlingstilbud til voldsmanden. Rent faktisk er det det omvendte, der sker. De meget store beløb, der gives til terapien til de voldelige mænd, udbetales på bekostning af de 65.000 årlige kvindelige voldsofre. Hertil kommer de mange børn, som kommer i klemme. På landsplan er der kun plads til omkring 2.000 kvinder og 2.000 børn ad gangen på landets 36-37 krisecentre. Det er alt, alt for få pladser. Resten må der søges andre løsninger til, eller de må blive, hvor de er: midt i volden. Som nævnt i kronik I har ofrene akut brug for hjælp, og denne hjælp har oven i købet fordelen, at den er umiddelbart målelig. I ressourceknappe tider må støttekroner bruges på det, der rent faktisk kan dokumenteres at virke. Så må det, der måske ad åre har nogen virkning, vente, til offentlige midler ikke er noget problem.

Psykologen kunne oplyse, at der et år efter endt behandling blev foranstaltet en ”telefonisk efterundersøgelse”, hvor kvinden blev spurgt, om der havde været ”tilbagefald”. Sådan en undersøgelse fortæller absolut ingenting, når vi ikke kender til formuleringen af de stillede spørgsmål. Spørges der til den fysiske og/eller psykiske vold? Er kvinden sammen med manden, når hun bliver spurgt? Er hun stadig samlevende med ham? Eller har hun forladt ham? Hendes svar afhænger i høj grad af ordlyden og hele konteksten, hvilket må være psykologen bekendt. Ellers kan vi henvise til den internationale forskning, der har fundet sted i årtier.

På udenlandsk kaldes arbejdet med voldelige mænd for interventionsprogrammer, mandeprogrammer og genopdragelsesprogrammer. Måske var det på tide, at også vi endelig forstår, at der ikke er tale om en sygdom, der skal helbredes. For hold lige fast i den: Mænds globale vold mod kvinder er ikke en pandemi, men en magtdemonstration. For at opnå noget.