Mere end søens folk derude

Som alle andre steder er sømandskirken i Singapore limen, der holder sammen på stammen og fastholder forbindelserne tilbage til de nationale rødder. Men hvem skal nu betale?

Singapore Det er så dansk, som det kan blive, når kronprins Frederik i dag besøger den danske sømandskirke i Singapore. Dannebrog vajer foran den smukke rød-hvide bygning, kendt som The Golden Bell, Den Gyldne Klokke. Nypudset udendørs og nyrenoveret indendørs i dagens anledning. 350 festklædte danskere med flag og rød/hvide farver tager imod sammen med lokale repræsentanter fra Den Danske Garderforening, når kronprinsen ankommer.

Anledningen er sømandskirkens 25-års jubilæum - og at kronprinsen er i byen i anledning af De Ungdoms Olympiske Lege. Dronningen er protektor for denne danske institution med rødder tilbage til midten af 1800-tallet.

Det er en typisk dansk festdag. Med snak, hygge, samvær og lidt til ganen. Faste rammer - og alligevel ikke alt for formelt. Forhåbentlig bliver der flere i tiden, der kommer. Men tidens tand gnaver også i sømandskirkerne.

For danskere hjemme i Danmark kan sømandskirkerne være et lidt tåget begreb. Langt væk fra den daglige trummerum og selve begrebet meget kirkeagtigt.

I virkeligheden er der mere kultur end kirke over dem, og de danske sømandskirker har i mere end 100 år været de vigtigste danske kulturbærere i udlandet. Det er det danske forsamlingshus i fremmede havne. Et pusterum. Den sikre danske base. Et sted, hvor det kendte genkendes midt i alt det ukendte. Lidt dansk kolonihave, sønderjysk kaffebord, samtale og afslappet besindighed midt i vilde og anderledes kulturer.

Sømandskirken er selvfølgelig også kirke. Mere folkets kirke end folkekirken nogensinde har været. Mere dansk end Jylland, Øerne og Bornholm.

Mens diskussionen om udlændinges integration i det danske samfund bølger frem og tilbage, har en debat om Danmarks forhold til hundredetusinder af danskere i udlandet været totalt fraværende. Hvad gør staten for dem der rejser ud? Hvad gør Danmark for de borgere, som møder mange af de samme problemstillinger i udlandet, som de fremmede møder i Danmark?

Det overordnede svar er: Ingenting. Det lidt mere ondskabsfulde: Modarbejder dem så meget som muligt. Der har altid ligget en undertone af, at når folk rejste ud, vendte de nationen ryggen. Hvis de valgte at rejse, så var det også deres egen skyld. De utaknemlige skarn kunne bare blive væk, kunne de. Sådan er lovgivningen stadig bygget op. De danske systemer er slet ikke skabt til den virkelighed, der eksisterer i dag, hvor titusinder rejser ud hvert eneste år, og hundredetusinder bor, studerer eller arbejder i kortere eller længere tid i udlandet.

Danmark er i særklasse stadig ikke gearet til, at store grupper af befolkningen opholder sig i længere tid i udlandet. På det punkt er danske borgere rigtig dårligt hjulpet. De fratages fundamentale rettigheder og skal kæmpe hårdt for at bevare en naturlig tilknytning til landet. Følelsen af svigt ligger latent lige under overfladen, og reelt sendes mange over i den modsatte grøft. Hvad der er helt unødvendigt?

Et par relevante eksempler: Som nogle af de eneste i verden mister danskere deres automatiske stemmeret, når de rejser ud. Staten har ikke pligt til at sikre undervisning af danske børn i udlandet. Danskere kan være skattepligtige i Danmark uden at have ret til sygesikring. Danmark tillader ikke dobbelt statsborgerskab.

På den pro-aktive side har de fleste nationer programmer, der giver deres udenlandske landsmænd fordele, hvis de investerer i hjemlandet. Penge, der tjenes på fremmed jord, bidrager til den nationale økonomi, og folk vender nemmere hjem. Titusindvis af dygtige indiske it-entreprenører er tilbage i Indien efter at have tjent store penge og lært en masse i Silicon Valley i Californien.

For danskere er forholdet til den danske stat ekstremt svært. Og her skal jeg slet ikke komme ind på den politiske diskussion om tilknytningskriterierne. Men loven skal vel ses i den gode danske tradition for at ”rette bager for smed”. Den rammer alle andre, end den var tiltænkt.

Det er nu engang sådan, at mand møder kvinde, og sød musik opstår. Også i udlandet. Det er naturens gang. Disse blandede par er ikke specielt velkomne. Går der lidt for lang tid, er det endda et større problem. Det drejer sig ofte om ambitiøse og driftige mennesker, udsendt eller udrejst, netop fordi de er dygtige. Potentielle aktiver for samfundet som tvinges til at vælge andre løsninger. Hvor er den danske regerings politiske initiativer til at få så mange af vores dygtige landsmænd tilbage som muligt? Søens folk i bredeste forstand har altid repræsenteret den del af danskheden, der drog ud. Sådan var det i Vikingetiden. Sådan var det, da vi anlagde kolonier i Trankebar, på Guldkysten, på Grønland og i Vestindien. Sådan er det i dag med dansk shipping som verdens førende.

Men tiden står ikke stille. Et nyt blad vendes i nationens historie. På det står, at danskere i titusindvis også tager til udlandet for at studere, arbejde, tjene penge, tjene danske virksomheders, nationens eller egne interesser.

Det eneste, der kan siges med sikkerhed, er, at der ikke bliver færre fremover.

Vil det officielle Danmark forholde sig til det? Eller vil det officielle Danmark stadig leve videre i sin egen gyldne klokke uden forbindelse til den virkelighed, der udspilles i Singapore.

I Singapore, en nation på størrelse med Bornholm, bor der omkring 1.500 danskere. Den lille nye privatfinansierede danske eftermiddagsskole har omkring 130 elever. Her lærer børnene danske ord og begreber, så de ved, hvad ord som fractions (brøker) betyder, når de skal sluses tilbage til et dansk skolesystem. I knap 25 år påtog sømandskirken sig også denne opgave. Nu er der bare alt for mange danske børn.

Her, som alle andre steder, er sømandskirken limen, der holder sammen på stammen og fastholder forbindelserne tilbage til de nationale rødder. Naturligvis er der gudstjenesterne, der altid foregår på dansk. Her holdes også dåb, konfirmation og bryllupper.

Men det er også i kirken, der slås katten af tønden til fastelavn, og heksen flyver heksehylende ned i det interimistiske Skt. Hans-bål (en stor grill tilsat præstationsfremmende væsker). Her møder børnene selvfølgelig også julemanden. Her holdes grundlovsdag med sange og taler, og den årlige julefrokost i Danish Business Association med Rød Aalborg som fast æresgæst kan naturligvis heller ikke foregå andre steder.

Julebasaren er et af årets højdepunkter. Sidste år gik mere end 1.000 mennesker gennem lågen for at købe dansk julepynt og dansk juleslik. Og for at samles i ølteltet til dansk smørrebrød og kolde danske forfriskninger. Altsammen muliggjort af, at Mærsk en gang om året dribler en stor container op ad de smalle veje med alle godterne og de forudbestilte danske juletræer.

Året igennem er der små og store arrangementer. Formelle og uformelle. For børn, for mødre og for alle. Mange har optrådt i kirken. Musikere som Allan Olsen. Foredragsholdere som Troels Kløvedal. Skuespillere som Susse Wold og Bent Mejding.

Der bliver færre danske sømænd og hurtigere havneanløb. Engang fyldte rygsækfolket meget. Men tiden har også udhulet den trafik. For 10-20 år siden var en jordomrejse et farvel til slægt og venner og det kendte univers. I dag er internettet en trofast rejsekammerat. Derfor betjener kirken et bredere spektrum af danske rejsende på livets lange landevej.

Men hvem skal nu betale?

Sømandskirkerne hører i dag under organisationen Danske Sømands- og Udlandskirker DSUK. Den får omkring en tredjedel af sit budget dækket af offentlige midler, inklusive milliontilskuddene til kirkerne i Sydslesvig, som prioriteres højt af historiske grunde. Resten må kirkerne selv skaffe. Mange fonde støtter rundhåndet. Ikke mindst de store rederier som Mærsk, Torm og Lauritzen har ydet betragtelige bidrag.

Ellers er det brugerbetaling på alle niveauer. Indsamlinger, lodsedler, basarer, kirkekaffe eller naturalier i form af inventar eller materialer. I Singapore vælger nogle at donere det beløb, de ellers skulle have betalt i kirkeskat i Danmark.

Men i dag kæmper alle sømandskirkerne for at overleve økonomisk. Huslejer i dyre metropoler og lønninger til personalet er tunge poster i skrabede budgetter og udhulede offentlige tilskud.

Skulle staten vælge at bringe lidt lise, kunne det ske via kirkeskatterne. 13.000 udlandsdanskere lægger 16,5 millioner kr. i statskassen som kirkeskat. Penge, der ville falde på et tørt sted i sømandskirkerne. Hvem sikrer, at sømandskirkerne stadig kan virke som bærer af dansk kultur ude på globaliseringens frådende hav? Den nuværende model er sårbar, når finanskriser og omvæltninger raser forskellige steder i verden.

Institutionen hedder sømandskirken og kaldes aldrig andet. Men det handler ikke bare om kirke. I Singapore, som i London og New York, er det danskhedens kulturelle og sociale ambassade i det fjerne.

Spørgsmålet er ikke, om kirken kan overleve. Spørgsmålet er, om Danmark egentlig vil noget med sine egne borgere i udlandet?