Under svanevinger

Med afsæt i den store udstilling om maleren Fritz Syberg i Kerteminde, som kører frem til den 29. september og viser over 100 af kunstnerens værker, har kronikøren set et sammenfald mellem Fritz Sybergs, H.C. Andersens og Carl Th. Dreyers kunstnerskæbner.

Selvom den berømte danske filminstruktør Carl TH. Dreyer (1898-1968) frabad sig, at man vurderede et kunstværk ved at gå tæt på den, som skabte det, og selvom Klaus Rifbjerg har skrevet, at man ikke skal forstå personen for at forstå produktet, er det i mine øjne umuligt at følge de to anvisninger, hvis man har læst Martin Drouzys to-binds værk fra 1982, ”Carl Th. Dreyer født Nilsson”. De to bind er oprindelig på fransk, men oversat til dansk af Lone Backe og Biba Jørgen Jensen.

Der er netop to bind, fordi det første kun handler om Dreyer, mens det andet koncentrerer sig om hans film.

Hvis H.C. Andersen havde forbudt litteraturforskere at blande hans liv og værk, ville vi være gået glip af nogle af de vigtigste tolkninger fra Brandes, Brix og fremefter. Det ville nu også have været svært at skille hans liv og eventyr. Dels fordi han selv skrev "Mit Livs Eventyr" (1855) og ikke mindre end tre gange skrev om sit livs lidelser og åbne sår. Vist blev han den hvide svane, men den havde næppe foldet sine vinger så kraftigt ud, hvis den ikke i sig stadig ”bar”den grimme ælling.

Mens ællingen ikke kunne flyve fra andegården, kunne svanen i den grad gå på vingerne. Og så var det om at komme væk. Hele ti år levede H.C. Andersen uden for Danmark (Italien, Tyskland, England endda Tyrkiet er nogle af de lande, han besøgte).

Vi er tilbøjelige til at bilde os ind, det ikke gør noget, man er født i en andegård, når bare man har ligget i et svaneæg. Men vi glemmer, at H.C. Andersen også skrev historien ”I Andegaarden” (1861) om den lille sangfugl, som får hovedet revet af, fordi den er en lille kunstner (i andegården). Det hedder her, efter en and har revet hovedet af den lille sangfugl, at ænderne stillede sig i en rundkreds og så, hvordan hovedet var skilt fra kroppen! H.C. Andersen kunne være giftig, men han kendte sin nations tvetydige forhold til kunst. Ænderne har kun to følelser. Misundelse og medfølelse. Da der ikke var noget at misunde' fik de medfølelse.

Skulle man misunde Dreyer hans næsten Andersenske verdensberømthed, må man have medfølelse med det forpinte liv, der var baggrunden for hans billedskabende geni.

I øjeblikket kan man tage til Kerteminde og se udstillingen ”I Sybergland” på Johannes Larsen Museet. Her udstilles et hundrede malerier af Fritz Syberg. 2/3 af hans produktion. Billederne har aldrig før været udstillet samlet. Der er heldigvis stor tilstrømning til udstillingen, som fortsætter i september, og har man, som jeg, set den fem gange, ved man, hvad man går glip af ved at snyde sig selv for den oplevelse. Man fejrer i år 100-året for Fynsmalerne, fordi tomatfabrikanten Mads Rasmussen i 1910 skænkede sin tomatfabrik til museum for disse kunstnere.

Jeg har denne sommer læst Drouzys værk om Dreyer, og desuden set Dreyers hovedværker. Samtidig har jeg intenst læst bøger om Syberg. Især har jeg været optaget af Erland Porsmoses bog: ”Fritz Syberg - kunsten, naturen og kærligheden”, som netop er udkommet.

H.C. Andersen var 12 år, da hans far, skomageren, døde. Syberg var 2 år, da hans far blev dræbt ved en arbejdsulykke på et brændevinskogeri (han blev skoldet ihjel). Og 12 år da hans mor døde på fattiggården i Fåborg. 1914 døde Anna Syberg fra ham og efterlod ham med deres syv børn (de seks blev billedkunstnere).

Carl Th. Dreyer var under et år, da hans mor, frk. Josefina Nilsson, bortadopterede ham til et dansk ægtepar i København. Adoptivfaderen hed Carl Theodor Dreyer, og da Dreyer blev døbt hos adoptivforældrene, fik han adoptivfarens navn. Nu forstår vi titlen på Druozys bog: ”Carl Th. Dreyer - født Nilsson”.

Jeg ved lidt om traumer. Jeg ved, at det uforklarlige, det rædsomme behøver at blive fortalt igen og igen. Derfor forekommer det mig indlysende, at tre af Danmarks største kunstnere repeterer deres tidlige traumer.

Bent Fausing skriver i sin bog "Ansigt til ansigt" (2002):

»Der er knyttet visualisering til erindring. Der er også knyttet visualisering til traume. Traumet har oprindelse i en begivenhed, der er blevet skjult. Man kan sige, at traumet insisterer på en fortid, som aldrig er blevet nutid, dvs. synlig. Derfor er der et stort behov for at synliggøre traumet med billeder. Der fordres altid to traumer for at skabe et traume, forklarer psykoanalytikeren Jean Laplanche, det skjulte traume og dets visualisering.«

I H.C. Andersens digtning er et genkommende tema ”The little child lost”. Forældrene mister barnet eller barnet sine forældre. Jeg tænker selvfølgelig på "Rejsekammeraten" (1835) - eller barnets død i "Historien om en moder" (1848).

Syberg brugte mere end 30 år på at illustrere "Historien om en moder". Igen og igen måtte han som billedkunstner vende tilbage til sin mors skæbne, som for ham ikke kun var hendes tidlige død, men også den afmagt han følte, fordi han ikke kunne hjælpe hende økonomisk. Selvom han sled på en tobaksfabrik - før han blev kunstner. En skomager havde prøvet at hjælpe hende økonomisk, men havde også gjort hende gravid. Hun fødte en åndssvag datter, som levede sammen med hende på fattiggården. Også skomageren måtte Syberg naturligvis male - skønt han kaldte ham Frelser, Forfører og Foragtelig. Igen en handling, som har sit udspring i det traumatiske.

Drouzy har brugt flere år på at samle Dreyers mors skæbne:

Dreyer blev født i 1889. Moderen blev gravid to gange inden for to år. Anden gang da hun var flyttet tilbage til Sverige. For at undgå at føde barnet spiste hun svovl, som hun havde snittet fra tændstikker. Hun havde hørt, at det var abortfremkaldende. Men hun døde af det. Hun kunne ikke blive kirkelig begravet, hvis det var selvmord. Derfor måtte hun obduceres, og først da lægerne havde erklæret, at det ikke var sig selv, hun ville dræbe, men fosteret, kunne hun komme i jorden. Hun blev begravet to måneder efter sin død.

Dreyer måtte hele sin barndom høre for, at han (fordi moderen ikke ”gad” sende penge) var en økonomisk belastning for sine plejeforældre. Han var plaget af følelsen af at stå i stor taknemmelighedsgæld til dem.

Hvordan og hvorfor skulle man dog skille Dreyers historie fra hans fascination af kvindelige lidelser i film som "Jeanne d'Arc"(1928), "Vredens Dag" (1943), ”Ordet” (1955), og ”Gertrud” (1964)? Er det ikke indlysende, hvorfor Dreyer, som var anti-religiøs, var fascineret af en mors opvækkelse fra de døde? Kaj Munks skuespil, ”Ordet”.

Når Hjalmer Söderbergs roman ”Gertrud” interesserede Dreyer, hænger det dels sammen med, han i 1943 blev tvunget til at flygte til Sverige. Han var ikke jøde, men tyskerne begyndte i 1943 at tage gidsler ved at sætte kendte danskere i Horserød lejren, og dels måske med mottoet i Gertrud, som må have ramt Dreyer i solar plexus: Jeg tror på kødets lyst - og sjælens ubodelige ensomhed.

Nu da jeg nævner Syberg og Dreyer, må jeg tænke dem ind i deres historiske perioder. Syberg er født i 1862. Faderen dør i 1864. Notitsen om hans død drukner i avisernes kæmpe overskrifter om krigen i 1864.

Dreyer er født i 1889. Hitlers fødeår. Og skønt Dreyer ingen rolle spiller i Hitlers liv, spiller Hitlers besættelse af Danmark en afgørende rolle i Dreyers tilværelse.

Syberg er i den grad knyttet til Fåborg og Kerteminde, at udstillingen kaldes "I Sybergland". For resten en betegnelse som Otto Gelsted og Johannes V. Jensen fandt på. Dog tilbragte han nogle år i Pisa. Det var netop i 1910 han rejste til Pisa i Italien, hvor han tilbragte syv år. Hans værker fra denne periode er ikke hovedværker.

Derimod er det afgørende for Dreyer, at han både arbejder i Norge, Frankrig og Sverige. Han ville umådelig gerne have tilbragt et par år i Israel for at optage den Jesus-film, han ventede i 20 år på at komme til at producere. Hans pointe i den film, som kun blev til som manuskript, er at jøderne ikke bærer skylden for Jesu død. Jesus blev som bekendt korsfæstet. En henrettelsesmetode, som kun fandtes i den romerske strafferet. Typisk for Dreyers utrolige perfektionisme er det, at han lod sig undervise i hebraisk hos overrabbiner Bent Melchior. Dreyer er i den grad detaljens mand.

Sammenfaldende i Sybergs og Dreyers kunstnerliv er fascinationen af ansigter i nærbillede, portrætter. Syberg malede flere selvportrætter. I de tidlige selvportrætter ser vi hans forpinte spor af skam og afmagt over, at han ikke kunne hjælpe moderen. Vi ser skyldfølelse og sorg.

Dreyer undgik selvportrætter, men der findes talrige billeder af hans ansigt. Hvad ansigtet ikke udtrykker, møder vi til gengæld i hans værk. Først og fremmest hans medfølelse med kvinders lidelse. Dreyer begyndte sin karriere i stumfilmens tid. Netop derfor var mimikken så vigtig. Ansigtet er centrum for alle vore sanser. Se, høre, lugte, smage, men også føle. Det er sigende, vi ofte fører hænderne op til ansigtet, når vi udtrykker stærke følelser. Sorg, angst, jubel.

Carl Th. Dreyer har været en vedvarende inspirationskilde for store filmskabere som Ingmar Bergman, men også vores egen Lars von Trier.

Ja, tre store, som tog os under deres vinger - SVANEVINGER.