Klassefesten 41 år efter

De gamle elever, der startede i skolen i 1969 i en mindre jysk provinsby, mødes igen 41 år efter og erkender, at skoleklassen i al almindelighed er en unik størrelse.

»Da det er 41 år siden vi startede i folkeskolen i?, er det på tide vi ses, inden vi bliver alt for gamle«. Sådan falder ordene i den rimede indbydelse til klassefesten. Navnet på den jyske by, hvor klassefesten skal foregå, anonymiseres her, men rimer altså på ”gamle” - i hvert fald sådan nogenlunde. Men stednavnet er i og for sig aldeles ligegyldigt. Det kunne lige så godt have været på Fyn eller Falster. Klassefesten er en almenkendt og fortrolig størrelse for enhver, der har prøvet at deltage.

Faktisk er det anden gang, vi holder klassefest. Allerede for godt 10 år siden mødtes vi på den gamle skole for at feste og gøre status over vores hidtidige liv. Men kunne vi overhovedet genkende hinanden? Hvem var hvem?

Mange havde fået rynker og grå stænk i håret. Nogle var blevet overvægtige, mens andre pludselig var blevet slanke. Hvilken uddannelse og hvilket arbejde havde vi fået? Hvem var blevet til hvad? Var vi overhovedet blevet til noget? Hvem havde fået børn med hvem? Hvis vi altså havde fået nogen. Hvem boede stadig på den gamle egn? Hvem var flyttet til spændende metropoler? »Og kan I huske dengang?« Stemningen var høj. Der blev pralet. Der blev storskrydet. Der blev danset. Der blev festet igennem. Dengang for godt 10 år siden var vi stadig unge. I hvert fald sådan nogenlunde.

Nu mødes vi igen. Denne gang både A- og B-klassen, altså hele den årgang, der begyndte at gå i skole i det Herrens år 1969. Vi nærmer os nu med foruroligende hast de 50 år. Det fysiske forfald sætter sig for alvor igennem. I hvert fald hos en del af festdeltagerne. Nogle af de piger, man hemmeligt var forelsket i, ser markant anderledes ud i dag. Andre ser på næsten mirakuløs vis ud som i gamle dage. I hvert fald sådan nogenlunde. Mon ikke pigerne har det på samme måde bare med omvendt fortegn?

Vi er endnu ikke - med indbydelsens ord - blevet »alt for gamle«, men kursen er alligevel lagt. To af de gamle klassekammerater er allerede gået bort. Vi andre er også kommet døden et antal år nærmere.

Det manende motto ”memento mori” (husk, at du skal dø) er blevet en mere håndgribelig realitet for os end sidste gang, vi mødtes.

Det er vel derfor, vi dyrker vores fælles fortid så meget desto mere intenst. Under eftermiddagskaffen gransker vi gulnede og kiksede farvefotos fra lejrskolen på Bornholm i 8. klasse, som var det udsøgte klenodier: Purunge teenagere med langt hår og optimistiske smil. Er disse drenge og piger iført bøllehatte og bukser med svaj virkelig tidligere versioner af de tilstedeværende, midaldrende festdeltagere? Under aftenspisningen morer vi os i fællesskab over et dokument fra 3.B, hvoraf det fremgår, hvilke forestillinger vi gjorde os om vores egen fremtid: Hvilket arbejde ville vi have, og hvor ville vi bo? Mange af pigerne så sig selv som fremtidige stewardesser eller dyrlæger. Drengene havde mere brogede forestillinger: Fra berider til brugsforeningsuddeler. Kun en enkelt endte som det, han havde forestillet sig.

Stemningen er grundlæggende anderledes end sidste gang, vi mødtes. Vi sidder ned det meste af tiden. Vi danser ikke. Vi praler ikke. I hvert fald ikke ret meget. Der er kommet en undertone af alvor. Men også af overbærenhed over for de gamle klassekammerater, uanset hvordan det er gået dem i livet. En form for ømhed.

Vi taler med dæmpet stemmeføring. Og gør nye, vigtige erkendelser. F.eks. var vi fra B-klassen, der boede inde i kommunens hovedby, ikke opmærksomme på de subtile magtstrukturer, der herskede inde i den nærliggende landsby, hvor halvdelen af klassens elever boede.

For os var denne landsby jo bare et idyllisk sted, hvor der i de små klasser blev holdt vilde børnefødselsdage og i de store klasser vilde ungdomsfester. Det hele foregik i parcelhuse med gule mursten. For ikke at tale om de hyggelige høstfester i forsamlingshuset.

Men i virkeligheden var der et nådesløst hierarki. Både blandt de voksne og børnene. Tilhørte man den gruppe af mandlige borgere, der drak henne hos købmanden, var man en del af eliten. En helt anden kategori end de mænd, der kun frekventerede Brugsen. Forstår vi nu. Boede man som barn endnu længere ude på landet end selve landsbyen, hvor der herskede decideret fattigdom, var man helt uden for kategori.

Aftenen skrider frem. Vi kommer ikke uden om at berøre den store tragedie i klassen. Den ene af de to afdøde klassekammerater - lad os kalde hende I.B. - tog sit eget liv et par år efter den første klassefest, den for godt 10 år siden. Hun skrev et afskedsbrev til sin onkel for at være sikker på at blive fundet inden for en kort tidshorisont. Så tog hun en overdosis af sine piller.

I.B. havde et elendigt liv. Opvokset i et fattigfint miljø med et par forskruede forældre var hun dømt til at snuble lige fra starten. Når faderen kom hjem fra arbejde, skulle avisen være nystrøget for at fremstå som ulæst. Efter at moderen var død af druk, boede I.B. alene sammen med sin far. Hun foregav at studere på seminariet, men var for længst blevet smidt ud. Hun tog af sted om morgenen og strejfede rundt på må og få resten af dagen. Hun levede stort set af alkohol og medicin. Den lejlighed, hvori hun til sidst blev fundet død, var i en ubeskrivelig forfatning.

I.B. havde det heller ikke let i skolen. Hun følte sig vel også mobbet. Hun var i hvert fald det oplagte offer. Alt hos hende pegede den forkerte vej: Den overdimensionerede bøjle, hun fik monteret på tænderne i de små klasser. Det monstrum af et korset, hun fik monteret på kroppen i de store klasser for at rette op på en skæv rygsøjle. Hendes hektiske og hysteriske latter. Hendes affekterede og forcerede gangart med overdrevent svingende armbevægelser inviterede til imitationer. Men har vi i klassen ligefrem en form for medskyld i hendes frivillige død en menneskealder senere? Næppe. Selvom vi holder dommedag over os selv, er vi mest tilbøjelige til at frikende os selv.

Det er muligt, at lignende vanskæbner ikke kunne udfoldes i dag. Måske var I.B. blevet tvangsfjernet fra sine forrykte forældre i en tidlig alder. Eller måske kunne nutidens myriader af sociale netværk og strukturer i skolen og fritiden - tvungne legegrupper, forældreråd, klassens sociale spilleregler, antimobningsstrategier osv. osv. - have gjort sig positivt gældende. Dengang i 1970'erne var vi jo - på godt og ondt - mest overladt til os selv. Både i skolegården og i fritiden. Men det særligt djævelske ved historien om I.B. - og muligvis en del lignende skæbner - er, at hun delvist selv spillede op til den rolle, hun fik. Antimobningsstrategier kan være fine, men de står ikke nødvendigvis i forbindelse med de faktiske forhold i livets barske skolegård.

Én ting står i hvert fald lysende klart for aftenens festdeltagere fra årgang 1969: Klassen - ikke bare den konkrete A-klasse og B-klasse - men skoleklassen i al almindelighed er en unik størrelse. Vi har på trods af alle mulige skel tilbragt 9-10 år sammen i de vigtige formative år, hvor man suger verden til sig i et svimlende tempo. Nu - 41 år senere - kan vi tydeligt se, at klassen udgjorde og udgør en uvurderlig referenceramme. En enestående ramme for socialisering.

Har man nu også forstået det på statsministerens skolerejsehold? Man kan efterhånden forestille sig en fremtid, hvor der ikke længere kan holdes klassefester for gamle elever, fordi klassen simpelthen ikke længere vil findes. Man kan faktisk ane konturerne af en fremtid, hvor den allerede fremskredne individualisering slår endegyldigt igennem. Fremtidens elever vil hermed blive berøvet nogle umistelige værdier - både på kort og på lang sigt. Især det sidste.

Tak for en fin fest. Vi ses om 10 år.