Den sidste socialdemokrat?

Venstrefløjen er også endt som staus quo-partier.

Det så længe ud til, at Socialdemokraterne var ved at komme til kræfter igen, indtil Helle Thorning-Schmidts, eller rettere hendes mands, skattesag kom ud i medierne. Thorning-Schmidts modstridende forklaringer over for henholdsvis skattevæsenet og Justitsministeriet fik med det samme partiets andel af stemmerne til at falde fra ca. 27 til ca. 23 pct. af stemmerne og fjernede dermed det flertal, som oppositionen i nogle måneder havde haft i opinionsmålingerne.

Man kan mene forskelligt om skattesagens substans, men tilbage står foreløbig, at Socialdemokraterne er kraftigt svækket, og at sagen kan komme til at betyde, at Thorning-Schmidt ikke bliver statsminister, men at Løkke Rasmussen kan fortsætte efter det kommende valg. Det er naturligvis alt for tidligt at sige noget klogt om udfaldet af et valg, der kan komme om et par måneder eller om et år, men sandsynligheden taler for, at skattesagen vil forfølge Thorning-Schmidt i lang tid, og om ikke andet vil de borgerlige politikere sørge for at den ikke bliver glemt.

Partiet er altså igen i krise, denne gang ikke på grund af indbyrdes splid, men på grund af formandens lidt for kreative omgang med oplysninger til myndighederne. Det må være bittert for medlemmerne, hvoraf mange slider for partiet lokalt, og mon ikke nogle i dag fortryder, at de i sin tid stemte på Thorning-Schmidt som formand for partiet? Alternativet med Frank Jensen var måske ikke det mest oplagte, men Jensen ville under alle omstændigheder have været mere i tråd med partiets traditioner og historie som partiet for arbejdere og lavere funktionærer. Med valget af Thorning-Schmidt signalerede et flertal af medlemmerne i forlængelse af Poul Nyrup Rasmussens formandsperiode, at de ønskede Socialdemokraterne placeret som et middelklasseparti, et parti på midten og ikke til venstre for midten som i Anker Jørgensens og Svend Aukens tid.

Før skattesagen havde Thorning-Schmidt dog fået skabt et billede af sig selv som ægte socialdemokrat med et hjerte, der også bankede for de svage i samfundet, og ikke som djøf'er med afsæt i det internationale EU-jetset, der søgte sig en ny karriere. Det ser nu ud til at være forspildt, selvom hendes sociale engagement sikkert var og er alvorligt ment. Men bukserne kunne ikke holde til de to identiteter - som fortaler for de mindrebemidlede og som ”medlem” af en privilegeret kaste, som de færreste danskere kan identificere sig med.

Tilfældigvis faldt Thornings blottelse sammen med, at Leif Lahn Jensen, der er socialdemokratisk folketingsmand og tidligere havnearbejder, tog initiativ til et forslag om at få flere arbejdere ind i Socialdemokraterne og i Folketinget. Arbejderne kan tale arbejdernes sprog, og de forstår, hvilke problemer de ansatte på arbejdspladserne oplever, udtalte han til pressen. Det er okay med djøf'erne, problemet er, at der mangler arbejdere og funktionærer i Folketinget og andre politiske fora. Lahn Jensen afviser ikke den midtersøgende linje, men mener, at man med den nuværende repræsentation er kommet for langt væk fra arbejderrødderne. Lahn Jensens forslag blev imidlertid straks afvist af Thorning-Schmidts højrehånd, Morten Bødskov (der selv er stud. scient. adm.), som ikke mente, der var nogen problemer med fordelingen af repræsentanter (Information 28/7).

Men Lahn Jensen har selvfølgelig trådt på en øm tå: Når Socialdemokraterne over 20 år er faldet fra næsten 40 pct. af stemmerne til omkring 25, handler det selvfølgelig også om, at de dele af befolkningen, som traditionelt stemte socialdemokratisk, ikke længere føler sig repræsenteret af partiet. Historisk havde partiet over 70 pct. af arbejdernes stemmer, i dag er det langt under halvdelen - de øvrige er især gået til Dansk Folkeparti og delvist til SF. De mange tillidsmænd på arbejdspladserne var svorne socialdemokrater bortset fra de relativt få, der var medlemmer af DKP.

I dag er det et mindretal af tillidsmændene, der er socialdemokrater. Socialdemokraterne har altså drejetderes politik over imod middelklassen og de bedrestillede uden samtidig at kunne fastholde arbejdervælgerne. Det er et problem, der bider sig selv i halen.

Staunings gamle parti, der nåede 46 pct. af stemmerne i 1930'erne og håbede på det absolutte flertal, fordi man formåede at repræsentere arbejdere, husmænd, funktionærer og mindrebemidlede på én gang - en veritabel folkefront - skal i dag være glad, hvis det får en fjerdedel af stemmerne, der kommer fra alle mulige grupper i befolkningen med offentligt ansatte funktionærer som dominerende. Det giver selvfølgelig også hovedbrud i ledelsen med hensyn til, hvilken politisk linje der skal føres. Hvis man vil hjælpe lejerne, risikerer man at lægge sig ud med ejerne, hvis man vil sætte skatten op, rammer man de højtlønnede, hvis man vil føre en liberal immigrationspolitik, øger man frygten for social dumping osv.

Med den ”teknokratisering” af det politiske liv, der er sket, og som omfatter samtlige partier, ville det i dag være alt for højtideligt at tale om ”visioner” hos nogen af partierne. Men visionsløsheden rammer især venstrefløjspartierne, fordi de historisk har arbejdet med visioner, in casu visionen om et socialistisk samfund med samfundseje af produktionsmidlerne og ligelig fordeling af goderne. De borgerlige partier har aldrig haft så omfattende visioner og behøver ikke foretage sig så meget politisk, fordi de er tilhængere af status quo. Ejerforholdene mv. skal helst forblive, som de er, og eventuelle reformer skal understøtte eller i hvert fald ikke stride mod de gældende magtforhold. Venstrefløjspartierne skal derimod kunne tegne et fremtidsperspektiv, der bryder med de gældende magtforhold, hvor goderne til en vis grad er omfordelt mv. Og det kan disse partier ikke i øjeblikket, de er også, måske med undtagelse af Enhedslisten og De Radikale, blevet status quo-partier.

Den sidste politiske markering fra Socialdemokraterne, som har karakter af en vision, er Svend Aukens lange og inciterende tale, hvor han i de sidste måneder af sit liv fortalte journalisten Hans Mortensen om sit politiske engagement. Det er nedfældet i bogen ”Dét Svend mener, er?”, der udkom sidste år efter Aukens død. Her er der både en vision og et forsøg på at få hold på alt det nye og opmærksomhedskrævende i det moderne samfund. Den bog kunne sagtens erstatte det udflydende socialdemokratiske principprogram, og man fristes til at spørge, om Svend Auken virkelig var den sidste socialdemokrat?