Kronik: Sund kassetænkning

Det er 200-året for den første sparekassen i Danmark. Vi kan takke initiativtagerne til de såkaldte ”kasser” - for al den rigdom, frihed, demokrati og kulturelle velfærd, vi nyder i dag.

I år er det 200 år siden, kongerigets første sparekasse blev oprettet, nemlig Sparekassen for Grevskabet Holsteinsborg og Omegn syd for Skælskør. Det burde vi egentlig fejre. Hvorfor? Jo, fordi den sparekassebevægelse, der hermed blev sat i gang, kraftigt bidrog til at forvandle en nation i dyb armod i begyndelsen af 1800-tallet til et relativt moderne, demokratisk og velstående land i begyndelsen af 1900-tallet.

Det var lensgreve Frederik Adolph Holstein, der for egne midler oprettede sparekassen 2/11 1810. Inspireret af nyoprettede sparekasser i Tyskland og hertugdømmerne ønskede lensgreven at hjælpe grevskabets bønder ved at fremme den økonomiske vækst i området - på samme måde som Moltke og andre progressive godsejere før ham havde interesseret sig for at højne bøndernes levestandard og herigennem varetage nationaløkonomiske interesser. Kassen blev oprettet »til Nytte for Bondealmuen på Grevskabet Holsteinsborg,« dvs. for godsets beboere. Mere specifikt var det »den stræbsomme, men dog ej formuende,« der gennem opsparing skulle hjælpes til »sin Drifts og Arbejds Fremme« - altså det, der på nudansk hedder at fremme den sociale mobilitet. Blandingen af filantropi og ønsket om generelt at højne rigets økonomiske vækst ses tydeligt i, at en betingelse for optagelse af lån var, at pengene blev investeret i forbedringer af jorden, husdyrholdet og produktionsapparatet, således at bonden »vil være i stand til at høste større gavn af sit brug, eller lettere kunne drive sin profession.« At det fra starten var jævne folk, der var målgruppen, vidner de første indskydere om: fire soldater, en aftægtsmand, en tjenestedreng og en husmor.

For at forstå betydningen af de første sparekasser må vi forstå den historiske kontekst. Her i begyndelsen af 1800-tallet var kongeriget præget af stor ulighed og økonomisk tilbagegang. Ikke blot eskalerede fattigdomsproblemerne, især blandt det stigende antal husmænd. Også krigen mod England 1801-1814 i forbindelse med Napoleonskrigene kostede dyrt. Resultatet var en galoperende inflation, som førte til alvorlige sociale kløfter i den danske befolkning og - generelt - mistillid til det danske pengesystem, der efterhånden blev erstattet af en naturalieøkonomi. I 1807 blev den indtil da så sejrsvante danske flåde på ydmygende vis kapret af englænderne. I 1813 blev Frankrig og dets sidste allierede, Danmark, så endelig besejret. I samme år gik Danmark statsbankerot, og året efter tabte vi Norge. Eftersom effektive sociallove først blev indført i løbet af 1890'erne, var de nye fribønder nu nødsagede til at opfinde deres eget forsikringssystem.

Løsningen blev oprettelsen af en lang række frivillige foreninger inden for det økonomiske område. Startskuddet var netop Holsteins sparekasse 1810, dvs. på et tidspunkt, hvor kongeriget var helt i knæ både økonomisk og socialt-kulturelt.

Sparekasserne blev simpelthen oprettet af nød, som et redskab til overlevelse i en ny, barsk kapitalistisk virkelighed i et uland uden socialt sikkerhedsnet. Som en sideeffekt kom de imidlertid også til at virke som en løftestang for det danske samfund som sådan - både i snæver nationaløkonomisk forstand og som organisatoriske forløbere for de populære andelsforeninger i det 19. århundredes anden halvdel.

At det giver mening at tale om sparekassebevægelser røber tallene. I 1820 finder vi blot to sparekasser (Odense Sparekasse blev oprettet i 1816), mens tallet i 1860 er vokset til 57. Herefter går det stærkt, nemlig fra 168 i 1870 til lidt over 500 omkring 1900, hvorefter antallet er stagnerende frem til Første Verdenskrig.

Der er vedvarende tale om jævne folk. Således tilhører de fleste konti i 1854 tyende (37 pct.), bønder (20 pct.) og børn (20 pct.), mens de 4 største grupper i 1874 er tyende (28 pct.), børn (23 pct.), gårdmænd (13 pct.) og husmænd (11 pct.).

Sparekasserne skal ses i snæver sammenhæng med den hjælp-til-selvhjælp ideologi, der herskede i det 19. århundrede i en organisatorisk ”overlevelsestrekant” bestående af sygekasse, brugsforening og sparekasse. Sammen med bl.a. højskolebevægelsen, politiske foreninger og øvrige andelsforeninger (fx andelsmejerier) blev det herved muligt for bondestanden at løfte egne økonomiske og kulturelle livsvilkår betydeligt i løbet af sidste halvdel af 1800-tallet og ligefrem overtage regeringsmagten ved systemskiftet i 1901, repræsenteret af Det forenede Venstre.

At løsningen på den såvel privat- som nationaløkonomiske krise lå i sparsommelighed, som del af en nypuritansk moral, ses tydeligt i de tanker, opretteren af Odense Sparekasse, fhv. amtsmand Jens Benzon, gjorde sig om en sådan institution: »Stor og vigtig er (...) en sparekasses umiddelbare nytte, men større og vigtigere bliver dens middelbare, da den opmuntrer til sparsommelighed, tarvelighed og arbejdsomhed, disse sædelighedens, den almindelige velstands, mådelighedens og den huslige lyksaligheds fasteste bolværker.«

Som sagt medførte sparekasserne ikke kun vigtige privat- og nationaløkonomiske gevinster. De introducerede tillige nogle vigtige spilleregler for udbredt samarbejde - her ikke mindst mellem forskellige grupper på landet.

De historiske kilder vidner således om, at der blandt landbefolkningen hurtigt blev opbygget samarbejdsnetværk og -traditioner fra 1800-tallets første årtier til omkring 1900. Først via oprettelse af kredit- og sparekasse-, brandforsikrings- og kreaturforsikringsforeninger, sygekasser og landbosparekasser.

Der var tale om rene overlevelsesnetværk oprettet af nye fribønder, som i bogstaveligste forstand befandt sig "på Herrens mark" - uden socialt sikkerhedsnet efter landboreformerne og udflytningen af gårdene fra de tidligere landsbyfællesskaber.

Dernæst etablerede bondestanden i sidste halvdel af 1800-tallet - og i særdeleshed efter 1864-nederlaget - mere almennyttige foreninger som f.eks. landboforeninger, politiske og religiøse foreninger, husmands-, højskole-, friskole-, frikirke- og ungdomsforeninger, som oftest på tværs af sociale skel.

Kronen på værket var de mange andelsforeninger, som kraftigt bidrog til at skabe voldsom økonomisk vækst i landbruget efter 1870'ernes krisetid. Alle disse kulturelle og økonomiske bevægelser afspejler, at man i lokalsamfundene kendte og brugte hinanden og opbyggede netværk, tillid samt fysiske mødesteder for alle som f.eks. mejeriet, forsamlingshuset og Brugsen.

Folkelige bevægelser og social kapital i de danske landdistrikter er dog ikke kun halvglemt historie. Flere af os husker f.eks. idrætshalbyggerierne gennem 1960'erne og 1970'erne. Pludselig skulle hvert sogn have sin egen idrætshal, akkurat som man hundrede år tidligere skulle have hvert sit forsamlingshus og måske endog mejeri og brugs.

Dette kunne kun realiseres gennem et tæt, lokalt samarbejde og oceaner af frivillige arbejdstimer. Også i dag finder vi ildsjæle, fx i forbindelse med de mange opførelser af multihuse og kulturhuse.

Det kan måske overraske, at det er de finansielle foreninger, der bør ses som de første spirer til et blomstrende civilsamfund og, som sådan, fundamentet for velfærdsstaten. Denne i dag oversete sammenhæng gjorde landbohistorikeren Fridlev Skrubbeltrang allerede opmærksom på omkring 1960:

»I vore dage er det måske svært at forstå, at en folkelig vækkelse kunne have forbindelse med brandforsikring og sparekasser. Men for hundrede år siden var det sådan. Det var noget nyt og opmuntrende samtidig med at det var meget betydningsfuldt, at bønder og deres valgte mænd kunne mødes for at træffe bestemmelser om deres egne forhold (...) [I Bondestandens Sparekasse, opr. 1856] var det ikke stedets herremænd eller provinsbyens handelsfolk, der bestemte lånevilkårene, her valgte bønderne selv deres tillidsmænd og kyndige ledere. Ved møder i brandkasser eller sparekasser var der desuden i folkestyrets første tider rig lejlighed til at tale om andet end rent økonomiske anliggender. Man talte også om fæsteforhold og kommunalpolitik, og man kunne for den sags skyld godt på sådanne møder lægge slagplan for et kommende folketingsvalg i kredsen.«

Vi kan altså på mange måder takke initiativtagerne til de såkaldte ”kasser” - heriblandt sparekasserne - for al den rigdom, frihed, demokrati og kulturelle velfærd, vi nyder i dag.

Vi står med andre ord på skuldrene af vore forfædre.