Det er de andres skyld i Irak

Ansvaret for udviklingen ligger hos irakerne. Det er vigtigt at lade irakerne løse problemerne selv.

Alt i Irak er nogle andres skyld. I hvert fald ifølge irakerne. De har selv intet ansvar for udviklingen. De er overbevist om, at de er ansvarsløse ofre. Det er USA's skyld, at det er gået galt. USA indsatte Saddam Hussein og støttede ham. Sanktionerne var FN's skyld. Iraks grænser er Storbritanniens skyld. Forventningerne til amerikanerne var store. De skulle sørge for elektricitet, de skulle sørge for benzin, de skulle sørge for undervisning og sundhed, de skulle sørge for, at irakerne fik noget at spise, de skulle give irakerne arbejde og sikkerhed, rydde op og gøre rent i gaderne og give skolerne computere og irakerne mobiltelefoner og nye huse.

Selv en visionær, rigtig politik slår fejl, hvis ikke de statslige institutioner til at gennemføre den eksisterer. Det var og er i høj grad tilfældet i Irak. De, der får arbejde og kontrakter i Irak, er politikerne og bureaukraternes familie, klanmedlemmer, venner og partifæller, snarere end kompetente irakere og konkurrencedygtige virksomheder. De, der administrerer, er ikke altid kvalificerede eksperter. Det er folk, som de siddende ministre henter ind fra deres bagland.

Kulturen er en del af forklaringen på, at den irakiske administration ikke fungerer effektivt. Men forklaringen skal også findes i den arv, Storbritannien efterlod den nye stat. Et blik på et mellemøstkort og den irakiske historie viser, at Storbritannien og linealen har haft stor indflydelse på grænsedragningerne efter Første Verdenskrig. Dengang blev Irak skabt ved at lægge tre provinser sammen.

Store etniske grupper blev skåret over, og på hver side af de nye landegrænser blev de tvunget til at sameksistere med andre etniske grupper. Fra sin fødsel som stat var Irak udstyret med både ydre og indre konflikter. Irakerne ville ikke deltage i det kunstigt skabte fællesskab, som kolonimagtens grænsedragninger påduttede dem. I deres egne små fællesskaber, familien og klanen, får de noget igen som penge, beskyttelse, fordelagtige aftaler og hjælp ved dødsfald. De oplever kun at få noget fra det kunstige fællesskab, staten, når den vil købe deres loyalitet.

Staten Irak blev en tom skal, uden de institutioner - herunder et skattesystem - en stat behøver for at kunne fungere. Byttehandelen, hvor staten afgiver indflydelse i form af medbestemmelse og stemmeret for at få retten til at indkræve skatter, er en af demokratiets grundpiller. Den blev ikke etableret i Irak.

Staten kunne købe politisk støtte hos alle for de goder, olien kunne finansiere: Boliger, penge, lån, våben, uddannelse, hospitaler, jobs, licenser, tilladelser, arbejde og karriere. Goderne blev det kit, der sammen med en brutal undertrykkelse holdt Irak samlet. Resultatet blev ressourcespild, manglende investeringer og deraf manglende udvikling, korruption og et ineffektivt bureaukrati.

Saddams vanvittigt dyre krige og de efterfølgende sanktioner forarmede Irak og bidrog til yderligere korruption og ineffektivitet. Derfor virker de irakiske institutioner ikke. De virkede ikke før invasionen, og de faldt stort set fra hinanden efter invasionen. Det gjaldt også den irakiske hær, der var præget af massedeserteringer på op mod halvdelen af den samlede styrke. Den var allerede på opløsningens rand inden invasionen. Da den irakiske hær var blevet tilføjet sine første nederlag, smeltede den nærmest væk, fordi de indkaldte værnepligtige deserterede. 80 pct. af officerskorpset bestod af sunnimuslimer, mens 80 pct. af de værnepligtige var shiamuslimer.

USA betalte fortsat lønnen til langt størstedelen af de fortrinsvis sunni-arabiske officerer, der derfor ikke havde økonomiske grunde til at slutte sig til oprøret. At give amerikanerne skylden for, at opløsningen af den irakiske hær dannede kimen til det senere oprør, er derfor ikke korrekt. De såkaldte elitekorps, som Den Republikanske Garde, Den Særlige Republikanske Garde og Saddam Fedayeen, faldt også lynhurtigt fra hinanden, så snart de stod over for en kompetent modstander. Det var snarere fra disse fortrinsvis sunnimuslimske korps, oprørerne blev rekrutteret.

Havde USA opretholdt disse korps og lønnet dets brutale undertrykkere, var der opstået alvorlige problemer i forhold til landets kurdere og shiamuslimer.

Amerikanerne er blevet anklaget for at have begået en fejl under afbaathificeringen, hvor medlemmer af Baath-partiet i den irakiske administration blev fyret. Mange af disse var blot medlemmer af Baath-partiet for at kunne gøre karriere og havde med lige så stor glæde tjent nye herrer. Talentfulde og dygtige administratorer meldte sig ind i Baath-partiet af pragmatiske grunde. De var rygraden i resterne af de irakiske institutioner, der var tilbage efter invasionen. Da de blev afskediget faldt yderligere en stor del af den irakiske administration sammen. Men amerikanerne ønskede kun et fåtal fyret. Det var irakerne selv, der med beskyldninger om medlemskab af Baath-partiet fjernede medarbejdere fra ledende stillinger for selv at kunne overtage job og løn uden at besidde de nødvendige kompetencer.

Ansvaret for udviklingen i Irak ligger hos irakerne. Siden uafhængigheden i 1932 har skiftende irakiske ledere interesseret sig mere for at beholde magten og rane til sig selv end forandring. Det ineffektive irakiske bureaukrati er ekstremt hierarkisk og topstyret. Selvstændige initiativer er aldrig blevet opmuntret.

Som rådgiver oplevede man ofte, at alt gik i stå i de irakiske ministerier, når ministre og topembedsmænd tog på udlandsrejse. Og det gjorde de tit. Man gør, hvad chefen siger, og ellers gør man intet. Det er enkelt. Irakerne har lært, at risikoen for straf, hvis man begår en fejl, er større end chancen for belønning, hvis man udviser initiativ. I øvrigt et gennemgående træk ved autoritære systemer, der derved bliver hæmmet i deres udvikling.

Amerikanerne var ofte anderledes handlekraftige. Mødte de et problem, tog de straks ansvar og gik de i gang med at løse det. Det var imidlertid ikke altid løsningen. Irakerne følte ikke ejerskab, men lænede sig tilbage og forlangte sikkerhed, skoler, veje, computere, huse, biler, elektricitet og renovation. De svage irakiske institutioner er et problem. Men det er vigtigt at lade irakerne løse problemerne selv. Det er deres land, og de har en større indsigt og større forudsætninger for at gøre det. Men det kommer til at tage tid. Lang tid. Selv når irakerne dør i gaderne, tager deres ledere sig tid. Lang tid. Meget lang tid. Travlhed er et onde og et svaghedstegn. Blandt andet derfor er der måneder efter seneste valg endnu ikke dannet en regering i Irak.



Der bliver ofte fokuseret på potentielle og åbne konflikter mellem Iraks grupperinger. De kræfter, der holder Irak sammen, bliver fuldstændig overset. Iraks eksistens som stat er ikke kun et resultat af købt loyalitet, brutal undertrykkelse og uhellige alliancer. Der findes en stor respekt irakere imellem for landsmænd af anden etnicitet og religiøs overbevisning. Både blandt de menige irakere og de forskellige gruppers ledere.

Utallige analyser fremmaner billedet af borgerkrig og etableringen af en iransk domineret selvstændig shiamuslimsk stat i det sydlige Irak og en kurdisk stat i det nordlige Irak. Men ingen magtfulde shiamuslimske eller kurdiske ledere har formuleret ønsket om en selvstændig stat. En borgerkrig forudsætter, at magtfulde ledere med solid opbakning formulerer ønsker og krav, der fører til borgerkrig. Lederne af Iraks forskellige grupperinger har ikke gjort det. Inden- og udenlandske terrorister kan sprede død og ødelæggelse, men de kan ikke vinde en borgerkrig eller overtage magten.

Med de amerikanske kampstyrkers tilbagetrækning tages endnu et skridt mod, at ansvaret for sikkerheden, og Iraks fremtid bliver irakernes. Det er et rigtigt skridt, for det er irakerne, der må skabe det nye Irak.