Den kinesiske hypervækst

Alt synes at pege på, at Kina har de demografiske og ressourcemæssige forudsætninger for at kunne fortsætte den nuværende hypervækst 10 år endnu. Så vil Kinas økonomi have indhentet USA, og det vil alt andet lige have enorme politiske og militære følgevirkninger.

Det er varmt i Beijing i disse dage - over 30 grader om dagen og kun et par grader mindre om natten. Der er ikke megen lise at hente på hotelværelset. Bystyret i Beijing har nemlig udstedt en forordning om, at man ikke må sætte airconditioneringssystemet til at køle længere ned end til25 grader. Dette overholdes og er et eksempel på, at myndighederne på mange måder stadig griber ind i stort og småt i Kina.

Om efteråret bliver man igen mindet om ”Big brother's” tilstedeværelse, når varmen lader vente på sig i de kolde lejligheder. Først den 12. november lukker myndighederne op for varmen i Beijing by. På Beijing Universitet sker det en uge før, og for diplomaterne i diplomatlejlighederne allerede i midten af oktober.

Det er nødvendigt at spare på energikilderne. Kinas hastige økonomiske udvikling kræver enorme energiressourcer. Hvert år udbygger Kina sin energiforsyning i et omfang, der svarer til hele det årlige energiforbrug i et mellemstort europæisk land. Der er ikke tegn på, at presset vil aftage foreløbig.

Kina har nu overhalet Japan som verdens største importør af olie. Men det er især kullet, der er den største energikilde (omkring 70 pct.). Kullet udvindes i det nordvestlige Kina og skal transporteres over lange afstande til det befolkningstunge Østkina. Men jernbanekapaciteten kan ikke længere følge med. Derfor tyer man i stigende grad til lastbiltransport. Men også her er der flaskehalse. Den nylige lange kø på Tibet-Beijing hovedvejen, der strakte sig over næsten 100 km, blev først opløst efter ni dage. Hovedgrunden til den enorme kø var ikke vejarbejde, men enorme mænger af lastbiler belæsset med kul på vej til udskibningshavne i det østlige Kina.

Disse problemer og mange flere på energi- og transportområdet er et resultat af en hypervækst, som ikke synes at vil tage nogen ende. Siden 1978 har Kina haft en gennemsnitlig vækstrate på ca. 10 pct. Selv under den globale krise i 2009 faldt den ikke til under 6 pct., og for første halvår af 2010 registrerede Kina en vækst på 11,1 pct.

Hypervæksten har nu resulteret i, at Kina nu har overhalet Japan som verdens næststørste økonomi og sandsynligvis vil overhale USA om kun 10 år - langt før end tidligere beregnet. Kina er allerede verdens største vareeksportør, indehaver af verdens største beholdning af udenlandsk valuta og verdens største producent og konsument af en lang række varer strækkende sig fra stål til korn. Landet har udviklet sig til den største handelspartner for en lang række lande ikke blot i Asien, men også i Afrika (Sydafrika) og snart også i Latinamerika (Brasilien).

Den stærke økonomiske vækst har stimuleret en større kinesisk selvbevidsthed. Kineserne ønsker ikke at indrømme det, men man mærker det tydeligt, når man opholder sig i Beijing. Det er ligeledes en tendens, der slår igennem på den internationale scene, hvor kinesiske diplomater optræder med begyndende arrogance og stiller krav, der ikke længere er fremført som forslag, men er forbavsende direkte.

En historie fra Washington illustrerer dette. En højtstående kinesisk diplomat var på besøg i Washington og blev inviteret til middag hjemme hos en amerikansk kollega. Sekretæren til den kinesiske diplomat spurgte, hvad man havde tænkt sig at servere. Svaret lød på fisk. Sekretæren svarede, at det var udelukket, for fisk var kun for svage folk. Hans chef ønskede at spise kød. Den amerikanske vært bøjede sig og serverede en kødret for den kinesiske gæst.

Den fremtrædende amerikanske politolog John Mearsheimer har for nylig udtalt, at han ikke mener, at Kinas opkomst på verdensscenen vil ske fredeligt. Uanset hvilke intentioner de kinesiske ledere måtte have vil Kinas stigende økonomiske, politiske og militære styrke betyde, at Kina vil etablere sig som den regionale hegemon i det asiatiske stillehavsområde.

Mearsheimer er overbevist om, at dette vil skabe en amerikansk modreaktion. Han peger her på, at amerikanske politikere ved flere lejligheder har sagt, at USA er en ”uundværlig nation”, der har retten og forpligtelsen til at gribe ind over alt i verden - kort sagt har retten til at fungere som verdens politimand.

Dette kombineret med, at USA har været i krig i 14 ud af de 21 år, der er gået siden Den Kolde Krigs afslutning, giver ikke et overbevisende billede af et fredeligt USA, der vil lade Kina vokse sig lige så magtfuld, hvis ikke mere magtfuld, end USA. USA har ingen interesse i at tillade konkurrence på lige fod i det internationale system.

Dertil kommer, at Kinas forsøg på at dominere Asien, på samme måde som USA dominerer den vestlige halvkugle, vil vække ængstelse hos Kinas naboer (bl.a. Indien, Japan og Rusland), som ifølge Mearsheimer sandsynligvis vil alliere sig med USA for at inddæmme Kinas stigende magt. Kort sagt: Kinas opkomst vil uanset intentionerne hos de kinesiske ledere skabe ustabilitet i det internationale system og være til fare for freden.

Uanset hvad Mearsheimer måtte mene, synes løbet at være kørt. Det vil være yderst vanskeligt at inddæmme Kina, som i modsætning til Sovjetunionen, USA's fjende under Den Kolde Krig, er tæt integreret i den økonomiske verdensstruktur. En anden logisk konsekvens af den realistiske politologiske skole, som Mearsheimer repræsenterer, er, at lande som Japan ville se det i deres interesse at alliere sig (bandwagon) med Kina snarere end USA i erkendelsen af, at gevinsten ville være større og omkostningerne mindre, hvis man går med Kina snarere end USA. Man kan heller ikke udelukke, at lande som Rusland og Vietnam kunne vælge samme kurs.

Alt synes at pege på, at Kina har de demografiske og ressourcemæssige forudsætninger for at kunne fortsætte den nuværende hypervækst 10 år endnu. Så vil Kinas økonomi have indhentet USA, og det vil alt andet lige have enorme politiske og militære følgevirkninger. Det, der kan forhindre Kina i at genindtage, hvad mange kinesere opfatter som Kinas retmæssige plads i verden, er interne stridigheder og politisk ustabilitet, som erfaringsmæssigt lukker Kina af for omverdenen.

Derfor iagttages de igangværende forberedelser til indsættelsen af en helt ny ledelse ved partikongressen i efteråret 2012 med stor opmærksomhed i Kina. Det er håbet, at indsættelsen af en ny ledelse kan afklares i god tid, og at den nye ledelse kan indsættes på samme udramatiske måde som i 2002, da Hu Jintao og Wen Jiabao overtog roret. Men tilsyneladende er der ikke ubetinget enighed om arvefølgen, da Hu Jintao ikke synes overbevist om, at topkandidaten Xi Jinping vil være den bedste til jobbet som leder af verdens største parti og præsident for verdens største land.

Hvordan disse ledelsesspørgsmål håndteres vil være afgørende for Kinas fremtidige politiske og økonomiske udvikling.

Det centralkomitémøde, der afholdes i Beijing om godt en måned, vil give et fingerpeg om stabiliteten i den øverste ledelse og om de politiske forudsætninger for fortsat økonomisk hypervækst.